En Roskildedrengs Erindringer (1939-2000) - Dansk Thai Website

Arbejdsløs
Der står jeg så med alle de forpligtelser der nu føler med at have villa, Volvo og vovse. Jeg får nu på
min egen krop at mærke hvordan det føles at stå uden arbejde, at skulle rende på arbejdsformidlingen og
søge om arbejde, at lede alle aviser igennem for annoncer. Jeg blev som jeg var blevet fortalt af andre i
samme situation, mere og mere deprimeret over håbløsheden og opgav så at sige alt.
Jeg prøvede ihærdigt de første mange uger at være noget for børnene, alt det de havde manglet da jeg
knoklede røven ud af bukserne dag og nat. Jeg byggede sæbekassebil og legehus af gamle brædder jeg
havde samlet gennem de sidste år, ellers så købte jeg det der manglede.
Min mor hjalp med det lidt hun havde. Gav maden et par gange om ugen, købte lidt ekstra til børnene.
Hun følte at hun var rigere end hun nogen sinde havde været, hun fik sin faste folkepension, mere hver
måned end hun førhen havde tjent, måske i månedsvis. Hun havde for første gang i sit liv sat penge i
banken. Morfaderen, den rige direktør, aner ikke hvor han var i den situation, tror ikke vi hørte fra ham før
omkring juletid, jeg gjorde i hvert fald ikke, måske Mitzi gjorde men hun sagde aldrig noget. Han var og
er og forbliver i al evighed et røvhul.
Så trådte Birger i karakter, kunne godt se at det her gik ikke, vi var nu hen på efteråret. Så om jeg ville
arbejde som murerarbejdsmand for ham, med alt hvad det indebar. F.eks. Birgers måde at regne lønnen ud
på. Når jeg nu skulle arbejde sort, så skulle han også undlade at opgive omkostningen, kunne altså ikke
trække min løn fra, men mærkeligt nok så måtte bygherren vi arbejdede for alligevel betale fuld timepris.
Den kunne jeg ikke regne ud. Men alligevel sagde jeg ja. Jeg/vi havde jo hårdt brug for pengene.
~
Så jeg gik i gang med at være murerarbejdsmand. Godt nok var det godt vejr med høj sol de fleste dage,
men for satan hvor var det koldt klokken lort om morgenen på en byggeplads i et koldt skur. Kold cement,
koldt vand, kolde håndtag på værktøjet. Alt var bare noget lort men det gav penge. Birger glemte at der
var mange ting jeg aldrig havde prøvet før, f.eks. da han bad mig om at køre med ham hjem og så køre en
stor rendegraver til en byggeplads i Hedehusene. Eller blande cement og lange sten i et tempo der skulle
afpasses efter to murersvendes stenlægning. Op og ned af stilladser, flytte stilladser, røre i murerbaljer,
bære sten eller tegl. Kors hvor jeg sled for de penge.
For ikke at glemme de dage med iskold regn eller sludbyger.
~
Alt imens skulle jeg, når jeg så kom hjem skrive ansøgninger. Måske til en samtale dagen efter, så jeg
måtte hjem bade og klæde om. Til samtale, tilbage og tage arbejdstøjet på og så ud på byggepladsen igen.
En dag gik det næsten galt. Det var jo ulovligt det jeg/vi gjorde. Jeg var jo tilmeldt som arbejdssøgende og
skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet som det hed. Der var bare ikke noget rigtig arbejdsmarkedet
kunne tilbyde sådan en som mig.
Jeg var bl.a. til samtale hos Ferguson traktor på Bymarken i Roskilde, de søgte en med nøjagtig mine
kvalifikationer, vi endte op med at være to kandidater, hvoraf jeg efter Headhunterens udsagn var så klart
den bedste til jobbet. Men, sølle 400 kroner var hvad der skilte os. Den anden blev ved med at underbyde
mit lønkrav, så til sidst valgte bestyrelsen den anden. Typisk amerikansk personalepolitik. Og sådan var
det på næsten alle de jobs jeg søgte. Virkelig hårde tider for ansøgere.
173