En Roskildedrengs Erindringer (1939-2000) - Dansk Thai Website

og Centeret, så jeg passerede hans gravsted mange gange hver dag. Det var flot, ikke prangende, lavet
med respekt for en helt.
Jeg fandt hurtigt ud af at englændernes popularitet ikke var særlig stor, og når man så og hørte dem, så
forstod man hvorfor. Den gamle koloniherre, som taler komplet ned til alt der er sort eller farvet som det
hedder i dag. Det var meget få som ikke indledte en sætning med ordet ”Boy” og behandlede den enkelte
indfødte som en ”BOY”. Nu mange år efter hvor jeg sidder her ude i Thailand, møder jeg, fra de samme
typer af gamle englændere der er blevet her efter krigen, godt nok er her ikke så mange mere, de er jo
enten meget gamle eller døde nu. Men dem der er, taler ned til thaierne på samme måde. Kalder dem godt
nok ikke for ”Boy” men holdningen er den samme. Fy for satan en mentalitet.
Da vi kommer over på pladsen er arealet indhegnet med et højt
ståltrådsgittter hele vejen rundt. Den danske pavillon har fået tildelt
den første stand lige inden for porten, hvor vagterne står, lige over
for har svenskerne fået plads, og bag ved os, som nogen af de
eneste der er begyndt på noget, den Italienske stat, som allerede har
rejst en høj bygning i letmetal. På vort areal ligger der nogle sten
og murbrokker, enkelte græstotter stikker op og råber på vand –
ikke en skid mere er der. Ingen planering, intet fundament, ingen
niveleringsangivelser – INTET! Da jeg forsigtigt spørger hvorfor,
ja så er det enkle svar: ”Vi har jo ikke fået noget løfte om
betaling!” ”Og vi havde ikke det vi skulle bruge fra Danmark!”
Jeg må så ”slå i bordet”, ja det kunne jeg jo ikke da der ikke var
noget bord, men der var ingen der var i tvivl om at jeg var vred. Så
da jeg havde fortalt at jeg direkte herfra ville gå over og åbne for
min konto i banken. Og når det var i orden, så ville de første rater falde. Sam & Chase krævede som alle
andre firmaer i Kenya et rimeligt forskud. Chase fortalte så at han allerede samme dag ville gå i gang med
diverse opgaver. Det var en noget flov gruppe fra Carl Bro der travede tilbage til kontoret.
Jeg skyndte mig ud i byen for at finde banken, Peter viste mig vejen og advarede mig samtidig om at
man lige for tiden havde en hel del røverier fra folk der kom ud af banken. Han sagde jeg skulle holde øje
med de indfødte som sad inde i banken og lod som om de var kunder, de sad der kun for at finde ofre. Nu
var jeg så nogenlunde klar over at jeg ikke ville få penge udbetalt sådan lige med det samme, men jeg var
taknemmelig for det gode råd. Banken stillede sig noget skeptisk overfor de introduktionspapirer jeg
havde med og ville have en direkte samtale evt. via telex med Nationalbanken i Danmark før de åbnede en
konto med bog og check. Og selvfølgelig fik de ingen forbindelse den dag, så jeg måtte derover igen
dagen efter, ingen nyheder, dagen efter igen, intet, men endelig tredje gang var der bid. Jeg havde ”lejet”
en vagt, en kæmpestor gut, vel nok på det nærmeste 2 meter og lige så bred hele vejen rundt, han havde en
knippel hængende i et bælte, så jeg følte mig rimelig sikker. Jeg er sikker på at hvis han havde slået en
elefant med den så var den død.
Men allerede i løbet af ugen havde Chase og hans folk
fået planeret så nogenlunde, gravet ned og støbt sokkel
med de indbyggede bolte som Kim havde haft med i sin
kuffert. Så det var altså det de havde manglet til at kunne
støbe. Det havde Kim ikke fortalt noget om. Idiot! Jeg
kunne jo hurtigt se, på den grund kunne jeg ikke rejse
nogen stand, der måtte et bedre underlag til. Så jeg
spurgte Chase hvad han skulle have for at lave en
træplatform hvorpå vi kunne rejse teltet. Godt nok skulle
al den slag bygges af Cedertræ, ellers åd termitterne det,
så det var ikke billigt, men jeg kunne hurtigt regne ud at
jeg stadig kunne holde budgettet.
Jeg var lykkelig for at vi havde valgt at tage af sted i så god tid, nu kunne vi så samtidig slappe lidt af,
også mentalt. Sam & Chase syntes vi skulle benytte weekenden til at tage på en kort safari i omegnen,
hvor der lå en Zoo ude i nærheden af Kenya National Park. Så vi kørte derud og fik en kæmpeoplevelse.
Det var der jeg fik mit øgenavn ”Greybear”. De havde en stor gråbjørn gående i et forfærdeligt elendigt
bur. Den var kommet til Kenya med en omrejsende cirkus fra Europa, som så var gået fallit. Nu boede den
215