En Roskildedrengs Erindringer (1939-2000) - Dansk Thai Website

tingede og pruttede om priser på alt lige fra slagter til smed og bogtrykker, ja alle de handlede med. Når
så det vi havde trykt skulle sælges så blev prisen til gengæld skruet op med mindst 40 %. Det fandt jeg jo
ud af når jeg kom med regninger.
Her stod en dag en kunde og skulle have trykt en salme da jeg kom ind med en regning. Rasmussen
selv ekspederede kunden og fruen mig. Hun himlede op over prisen på den salme vi lige havde trykt som
kostede en eller anden latterlig sum og selvfølgelig hører kunden rappenskralden skræppe op og spørger
så stille og roligt Rasmussen hvorfor han dog skal betale så meget mere for en salme, når bogtrykkeren
ikke skulle have mere end nogle få kroner for den samme opgave? Resultat: Kunden gik, Rasmussens
ville ikke betale og mester måtte selv ned og rede tråde ud da jeg kom hjem og fortalte historien. Kunden
kom en time efter og bestilte salmen direkte hos os. Rasmussens Kontorartikelforretning døde langsomt
ude ret kort tid efter.
At han fik banket legetøjsforretningen op, var jo ene og alene fordi han kunne rejse til fjernøsten og
Østeuropa, som én af de første og få lavet og leveret til ingen penge via børnearbejde. Der blev jo senere
en masse skriveri om lige den sag. Hans to sønner Bjarne og Henrik udviklede sig til de to største
nærigrøve blandt byens ungdom. Vi var jo jævnaldrende så jeg mødte dem jo i jazzklubben. De nassede
alle de steder de kunne komme til det. Øl, drinks og røg, havde aldrig pungen oppe hvis de kunne smøge
sig uden om.
Den ene gik i skole med Mitzi som jeg lærte at kende nærmere senere. Vi var engang sammen med
andre fra Mitzis klasse, efter en elevfest hjemme og få en lille én i hans lejlighed. Mage til blærerøv. Han
fortalte i en enetale som tog lang tid, om deres enestående forretningstalent og store succes. Hvordan de
forstod at udnytte de ansatte til en ussel lille løn og meget mere i den dur. Vi kunne simpelt hen ikke
stoppe ham. Jeg holdt ud en time, så skred jeg. Mitzi blev pisse sur, men ville ikke blive der alene. Da jeg
senere på aftenen fortalte hende sandheden om de såkaldte forretningstalenter, forstod hun dog trods alt
min harme. Så jeg har aldrig været særlig imponeret over deres forretning jeg vidste jo hvor mange de
havde trampet på, på vej op.
~
Mens jeg var heldagsbud og da jeg kom i lære så havde jeg utallige gange venner med hjem efter en
biograftur, aftenskole eller noget andet. Hvis mor viste vi kom hjem stod der et kæmpe fad med
smørrebrød til os. Hvis hun ikke var blevet advaret, så stod hun bare op, lige så stille, vi hørte hende
aldrig før hun bankede på døren og sagde: ”Her er der mad og the drenge.” Flot af en mor – Ikke? Synd at
hun endte sit liv med at blive så indesluttet og sær. Mine kammerater kaldte hende Sweetie. Og det nød
hun, selv hendes jævnaldrende, ja sågar min kommende svigerfamilie kaldte hende det.
~
Da mester fandt ud af at jeg sagtens kunne både trykke og sætte, så spurgte han meget hurtigt om ikke
jeg kunne passe maskinerne når han kørte hjem til frokost eller noget andet. Og det sagde jeg da ikke nej
til. Det var rimeligt nemt, jeg kunne stå og passe mit sættearbejde og så blot skæve over en gang imellem,
hvis der gik kludder i papirgangen så skulle jeg bare stoppe og så rense eller påfylde og så starte igen.
Lærlingeformanden holder talen til generalforsamlingen i 1958,
som var kombineret med en efterfølgende fest hvor man kunne
invitere venner og kærester.
Snart passede jeg alle maskinerne, selvfølgelig kun én ad
gangen, undtagen når der var rigtigt travlt. Så passede jeg den
lille, mester den store og så passede vi hver vores
digel/fluesmækker. Desværre så blev det, mens jeg var i lære,
forbudt at have dobbelt svendebrev. Ellers kunne jeg have
aflagt svendeprøve i begge fag samtidig og så fået brev på
sætter/trykker. Hvis jeg havde ønsket det, skulle jeg starte på
en såkaldt forpagteruddannelse på 2½ år mere og det orkede
jeg ikke. De store penge som svend lokkede.
71