En Roskildedrengs Erindringer (1939-2000) - Dansk Thai Website

hedder Morten og Mads, kan du huske dem, og jeg kan kun ryste på hovedet, men de er nu registreret i den
tomme husketank.
Efter et gennemgående tjek af reflekser og andet skal jeg køres op på hjerte afdelingen. Den Falckmand
der har stået ved siden af mig i stuen og hvis stemme jeg har hørt er en forholdsvis ung mand, stor og flot
med lyst afbleget hår, han kommer hen og tager mig i hånden og siger: ”Det klarede vi to sku godt, til lykke
med det”. – senere da jeg kommer hjem og er faldet lidt til ro, sender jeg et taknemmeligt brev til ledelsen på
Falck i Tåstrup og roser deres fantastiske hjerteteam.
Oppe på afdelingen fortæller lægen mig så at jeg har et stort ar på venstre hjertekammer og at jeg vil på
længere sigt få nogle problemer med det og at det ser ud til at jeg skal genoptræne min hukommelse. Han
fortæller også at hvid jeg passer godt på mig selv vil jeg kunne få mindst 5 gode år mere. (Nu er der gået 13,
så jeg har altså passet på!). Det viser sig, at fra Mitzi ringer og til Falck står der, går der nøjagtig syv minutter
og fra de parkerer ambulancen og inden de når ind i stuen er jeg død – det man kalder klinisk død eller før
død. Det varer så 3-4 minutter før den unge mand får kontakt med mig lige på kanten af det store intet, så tak
og pris for ham, jeg undgik så det ubehagelige elektriske stød, fordi han talte og klemte min hånd og arm
mens ambulancelægen gjorde oscillatoren klar.
Mitzi får lov til at komme ind på stuen og hun begynder at fortælle noget om at hun skal til lufthavnen og
hente Mads og Stina, jeg aner ikke hvad en lufthavn er og hvem er Stina? Det må hun så forklare, men hun
har travlt siger hun og skynder sig ud med lovning om at komme tilbage meget hurtigt.
Da jeg er kommet til mig selv efter nogle timer er Mitzi kommet fra lufthavnen med Mads Og Stina og
senere kommer Morten og Gitte. Mitzi fortæller så følgende: Mens jeg lå til undersøgelse står hun ude i
døren til hjerte afdelingen og får sig en smøg, i det samme kommer Susanne fra FFU forbi, hun er jo laborant
og arbejder i samme bygning oppe i huset. Mitzi fortæller hende om mig og at hun skal hente mads i
lufthavnen og hun ikke kan komme til at ringe. Susannes eneste kommentar var at det var da kedeligt håber
det vil gå godt med Hans og hils ham. Ingen tilbud om hjælp af nogen art. Meget sener viser det sig at hun
ikke har fortalt noget til nogen fra FFU om min indlæggelse, først næste dag kommer hun i tanke om det og
siger det til Ib, som så går over til sin bror Jan, som så igen først siger det til Pia om aftenen. Kun Jette
kommer på visit den sidste dag, ikke en af de andre fra FFU kommer på visit. Så allerede der beslutter jeg
mig for at det såkaldte ubrydelige sammenhold og venskab i FFU bare er en gang tom snak, så når jeg
kommer hjem vil jeg droppe ud.
Alt imens ligger jeg der er jeg begyndt at endevende hjernen for information. Så da Mads og Stina
kommer ved jeg hvem de er, ligeledes er jeg jo blevet fortalt om Morten og Gitte og så hører jeg navne på
venner og familie. Det går rimeligt godt med at lære ord og navne, men ansigter er helt væk indtil jeg møder
personen, jeg får hurtigt en fabelagtig evne til at skjule for folk at jeg ikke genkender dem. Jeg har bedt Mitzi
om at tage min kalender med, der er hele min adresseliste, så den kan jeg bruge som udgangspunkt, er der
nogen jeg ikke kan huske så beder jeg Mitzi om at beskrive personen. Men tal er helt væk, jeg lærer hurtigt at
tælle, men når jeg skal stille tal sammen så er den gal. Telefonnumre er mig helt umuligt at huske – og er det
stadig så mange år efter.
Jeg skal ligge der i 7 dage, og have daglige undersøgelser og må bære alarm, skal vandre op og ned ad
den lange gang så meget som muligt for at få gang i alle systemer. Vores ven Karsten Schlütter kommer to
gange. Addy fylder rundt og det skal fejres med en stor fest, så Kurt er travlt optaget med forberedelser, han
kan derfor ikke komme før festen er forbi fortæller Mitzi. Jeg syntes Mitzi vil have bedre af at komme lidt ud
i stedet for at sidde hjemme. Hun tager så til fest, Karsten kommer så på besøg søndag igen, han vil gerne
muntre mig op siger han så han fortæller at Mitzi har moret sig aldeles strålende og hun har nærhygget sig
med alle hanhundene. Se det er en rigtig ven, det går ikke engang op for ham hvor såret jeg er. Først da jeg er
kommet hjem og er meget afvisende over for ham hver gang han ringer og han til slut spørger hvorfor, så
fortæller jeg ham hvilken dum lort han var den dag. Det må jeg altså virkelig undskylde, siger han jeg ville jo
bare være morsom.
Da Kurt endelig kommer om mandagen er han som sædvanlig ikke til en skid hjælp, jeg har efterhånden
fundet frem til Kurts inderste. Han er sød og rar og et hyggeligt selskab, men han er umådelig overfladisk i
alt hvad der vedrører mennesker, undtagen når det er hans familie, børn og børnebørn, alle andre er bare
noget der er der og som man kan have det rart med. Så alt i alt er det en meget lille gruppe der prøver at
holde mit humør oppe. Og er der noget en hjertepatient har behov for så er det omsorg og kærlighed.
Adskillige undersøgelser har bevist at det er alfa og omega for en helbredelse. Nok derfor at jeg fra den
348