Det gør en blivende forskel

1
Det gør en blivende forskal – om at udvikle sig i et praksisfællesskab
Af Grete Wedege, uddannelseskonsulent, MLP, Viden- og udviklingscentret, Sundheds CVU
Nordjylland
Abstract
Denne artikel beskriver et udviklingsprojekt og resultaterne af samme for kliniske vejledere i
sundhedsuddannelserne. Formålet med projektet var at undersøge, om kvaliteten af den
kliniske vejledning kunne øges ved at de kliniske vejledere arbejdede i et praksisfællesskab på
tværs af fag og afdelinger. Hovedresultatet var, at de kliniske vejledere efter projektets
afslutning havde udviklet en øget professionalitet og kompetence som kliniske vejledere.
Denne udvikling betød en reel kvalitetsforbedring af den kliniske vejledning. Forbedringen var
baseret på de faglige diskussioner og erfaringsudvekslinger, der var foregået i
praksisfællesskabet. Sammenlagt betød det for de studerende en mere varieret og målrettet
vejledning samt en bedre struktur og planlægning af de kliniske undervisningsforløb. På den
baggrund blev det et år efter undersøgt om kvalitetsforbedringen var holdbar, hvilket viste sig
at være tilfældet. I tilgift til dette havde de kliniske vejledere opretholdt deres
praksisfællesskab i en ny organisering og eksperimentere mere med forskellige
vejledningsformer.
Keywords
Klinisk vejledning, praksisfællesskaber, kvalitet i klinisk vejledning, udvikling
Baggrund
Projektets blev iværksat på baggrund af mange års erfaring med praktikvejlederkurser og
klinisk vejlederuddannelse. Erfaringer, der udsagde at mange kliniske vejledere havde et reelt
ønske om at udvikle deres kompetencer som kliniske vejledere – og samtidig følte sig
ensomme i deres funktion uden mulighed for erfaringsudveksling med andre kliniske vejledere.
Omsat til et tværfagligt udviklingsprojekt for kliniske vejledere, finansieret af Sundheds CVU
Nordjylland, blev det muligt at gennemføre projektet i et samarbejde Aalborg Sygehus,
Medicinsk Center, Afdeling Dronninglund. Konkret deltog 11 kliniske vejledere fra henholdsvis
radiografuddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen.
Projektets hovedformål var, at undersøge om oprettelse af et praksisfællesskab kunne
udvikle og forbedre kvaliteten af den kliniske vejledning.
Projektets hypotese var, at et praksisfællesskab for kliniske vejledere kunne indeholde
læringspotentialer til udvikling og forbedre af kvaliteten i den kliniske vejledning.
Den teoretiske referenceramme for projektet var primært den amerikanske psykolog, Etienne
Wengers teori om praksisfællesskaber (1). Kort fortalt er det Wengers opfattelse, at læring i
praksisfællesskaber er karakteriseret af, at der i dagligdagen foregår ”forhandling af mening” –
og at denne forhandling foregår i et spændingsfelt mellem ”deltagelse” og ”tingsliggørelse”.
Ved ”deltagelse” forstår Wenger en aktiv proces, hvor den enkelte handler i et samspil med de
andre i praksisfællesskabet. Ved ”tingsliggørelse” forstår Wenger, at den enkeltes erfaringer
bliver gjort objektive. Det kan fx være de erfaringer, der kan ligge indlejret i en
standardintroduktion for nye studerende. For at læring kan finde sted er det vigtigt, at der er
en balance mellem ”tingsliggørelse” og ”deltagelse”. Det er i dette spændingsfelt, at deltagerne
i et praksisfællesskab hele tiden udvikler sig ved at udfordre hinandens viden, kompetence og
erfaring.
Design og metode
Projektet blev inddelt i 4 faser hvoraf arbejdsfasen, der varede 12 måneder, udgjorde den
længste og væsentligste. I arbejdsfasen blev resultaterne af den indledende undersøgelsesfase
metodisk omsat til praktisk handling. Rent organisatorisk blev projektet styret af en

projektleder og en repræsentativt sammensat styregruppe. Der blev fra starten lagt vægt på
at inddrage de involverede ledere.
Fase Varighed
Undersøgelsesfase 3 mdr.
Arbejdsfase 12 mdr.
Evalueringsfase 3 mdr.
Resultatfase 1 md.
2
Undersøgelsesfasen blev indledt med en vurdering af den eksisterende kvalitet ud fra de
kliniske vejlederes og de studerendes skriftlige vurderinger. De skriftlige vurderinger bestod i
besvarelse af et spørgeskema med både kvantitative og kvalitative (med essaybesvarelse)
spørgsmål.
Ud fra disse vurderinger fandtes den eksisterende kvalitet i den kliniske vejledning god. Det
fremgik, at de studerende havde gode læringsmuligheder og indflydelse på deres kliniske
forløb – om end det også fremgik, at nogle studerende følte sig brugt som regulær
arbejdskraft. Tid – mangel på tid – eller hvordan den tid, der var til rådighed blev brugt,
fremstod tydeligt som den væsentligste barriere for at udvikle den vejledningsmæssige
kvalitet. På baggrund af dette blev det antaget, at de studerendes læring i klinisk praksis
kunne forbedres hvis:
• de studerende fik større mulighed for at være sammen med deres vejleder
• det læringsmæssige fokus for det praktiske arbejde blev tydeligt for de studerende som
uddannelsesrelevant
• det øvrige personale indgik mere aktivt og bevidst i de studerendes læreprocesser
• de kliniske vejledere fik mulighed for at dygtiggøre sig yderligere
Arbejdsfasen blev organisatorisk tilrettelagt så de kliniske vejledere fast mødtes i
praksisfællesskabet hver anden uge i to timer. Indholdet på møderne blev planlagt ud fra
resultaterne i undersøgelsesfasen samt de kliniske vejlederes ønsker og behov. På skift blev
der afholdt to forskellige typer af møder i praksisfællesskabet:
1. Første mødetype:
a. Indledning med erfaringsudveksling om aktuelle emner. Herefter et teoretisk
oplæg i forhold til et emne de kliniske vejleder havde ønsket at diskutere.
2. Anden mødetype:
a. Indledning med erfaringsudveksling om aktuelle emner. Herefter blev der
arbejdet i to supervisionsgrupper med individuelle problemstillinger.
I evalueringsfasen blev der lavet en identisk undersøgelse svarende til den indledende
undersøgelse af den vejledningsmæssige kvalitet. Denne blev suppleret med et
fokusgruppeinterview.
Resultaterne blev præsenteret på møder og præsentationsforelæsninger for de involverede
parter.
Arbejdsfasens forløb
Arbejdsfasen blev afviklet tilfredsstillende. De planlagte møder blev afholdt med projektlederen
som deltager, oplægsholder og referent. Der var gennemsnitligt 1-2 afbud pr. møde pga. ferie
eller sygdom. Der var en positiv opbakning fra lederne og det øvrige personale til de kliniske
vejlederes deltagelse i møderne – også i perioder, hvor der fx var meget travlt på afdelingerne
blev deltagelse i møderne prioriteret højt. Kontinuerligt i arbejdsfasen blev der afholdt møder
med lederne og styregruppen, som bidrog konstruktivt til projektets fremdrift.
Det faglige indhold på møderne var i flere varianter:
1. Ungdomskultur

3
2. Hvordan skabe tid og rum til vejledning?
3. Hvordan kan jeg få de studerende til at undre sig og udvise refleksiv adfærd?
4. Kommunikation i vejledning – cirkulære og refleksive spørgsmål
5. Den svære samtale med studerende
6. Hvordan organisere vejledning?
7. Hvordan inddrage det øvrige personale i klinisk vejledning?
8. Selvforvaltning – hvordan gør vi hver især og hvilke ønsker er realistiske?
9. Studieredskaber, der kan tydeliggøre det læringsmæssige fokus for de studerendes
praktiske arbejde.
Resultater
Data fra de kliniske vejlederes og de studerendes vurderinger blev bearbejdet ved hjælp af
sammentælling, procentudregning, meningskondensering og kategorisering. Først blev data
bearbejdet for henholdsvis de kliniske vejledere og de studerende. Efterfølgende blev
resultaterne sammenlignet for at identifice forskelle og ligheder.
De studerendes afsluttende vurdering var den neutrale indikator på om udviklingsprojektet
reelt havde betydet en udvikling og forbedring af den vejledningsmæssige kvalitet. Hertil var
svaret tydeligt et ja. Specielt i den kvantitative del af vurderingen viste der sig meget målbare
resultater i positiv retning, idet besvarelserne flyttede sig skalamæssigt fra:
• ”ikke tilfredsstillende – mod -> ”meget tilfredsstillende”
• ”i meget lav grad” – mod -> ”i meget høj grad”
Tilsyneladende var der forskellige forhold på spil i de to sæt af vurderinger:
• I den første vurdering var det frustrationer i forhold til manglende tid og rum som
vejleder samt brug af studerende som regulær arbejdskraft, der fremstod som
kategorier
• I den afsluttende vurdering var det snarere overblik, ro, bevidsthed, handlekraft og de
studerendes læring, der fremstod som kategorier
Der var i den afsluttende vurdering langt mindre fokus på ønsket om mere tid sammen – både
fra de studerendes og de kliniske vejlederes side. Dette blev forklaret ved, at de studerende og
de kliniske vejledere rent faktisk var mere sammen. Det blev også forklaret ved, at når de
studerende ikke var sammen med vejlederen, så var det uddannelsesmæssige fokus alligevel
tydeligt. Derfor blev det praktiske arbejde ikke opfattet som brug af studerende som regulær
arbejdskraft. Måske indgik det øvrige personale mere aktivt i de studerendes uddannelse i
kraft af det fokus, som projektet havde på den kliniske vejledning.
Der var i besvarelserne fortsat store ønsker om mere rum og tid til vejledning – det
væsentligste var, at frustrationerne var omsat til praktisk handling indenfor de mulige rammer.
Midlerne var primært: en ændret organisering, struktur, planlægning, synlighed samt flere
vejledningsmetoder og en øget bevidsthed om anvendelse af tid og rum.
Resultaterne påpegede, at de kliniske vejlederes relationer i praksisfællesskabet havde betydet
udvikling af en øget vejlederprofessionalitet gennem:
1. en øget bevidsthed om vejlederfunktionen og hermed også en øget prioritering af
denne
2. et fokusskifte fra ”vi mangler tid og rum” – til – > ”hvordan får jeg mest ud af tiden og
rummet til vejledning ”
3. at de anvendte metoder og trygheden i praksisfællesskabet supplerede hinanden
positivt
4. at kunne dele erfaringer i dagligdagen og en større tværgående sammenhæng udløste
større sikkerhed og øget vejlederprofessionalitet
De konkrete tiltag, der havde væsentlig betydning for de kliniske vejledere var:
1. at vejlederfunktionen var synliggjort på arbejdsplanen
2. en øget selvforvaltning i forhold til kliniske forløb, der blev organiseret, struktureret og
planlagt bedre:

4
a. hovedparten af det planlagte blev gennemført (ca. 80 procent)
b. det planlagte som ikke kunne gennemføres (ca. 20 procent) – blev der hurtigt
lavet en ny planlægning for
c. ovenstående betød sammenlagt, at der ikke var ”hængepartier”, som udløste
dårlig samvittighed, stress og manglende overblik
3. samarbejdet med de studerende skete ud fra tydelige principper om krav og ansvar –
nærhed og distance i vejledningen
4. nye arbejdsredskaber og vejledningsmetoder betød, at flere handlemuligheder indgik i
den kliniske vejledning. Specifikt blev de problematiske vejledningsforløb fremhævet,
som noget de kliniske vejledere var blevet bedre til at forebygge og fandt lettere at
tackle.
Follow-up projekt
På baggrund af resultaterne bevilgede Sundheds CVU Nordjylland økonomiske midler til et
follow-up projekt for at undersøge om resultaterne var holdbare på sigt. Efter projektperioden
havde de kliniske vejledere bibeholdt deres praksisfællesskab i en ny organisering, der også
indebar et vejledersamarbejde i et større organisatorisk regi pga. en politisk besluttet
organisationsændring. På personsiden var en klinisk vejleder flyttet til et andet amt og en
anden klinisk vejleder havde ikke ønsket genplacering efter organisationsændringen. De øvrige
9 kliniske vejledere var fortsat i funktionen som klinisk vejleder på samme afdelinger.
Follow-up projektet blev udført et år efter det oprindelige projekt var afsluttet. Metodisk
foregik det via besvarelse af et spørgeskema med essaybesvarelser fra de deltagende kliniske
vejledere og lederne. Lederne blev inddraget i denne undersøgelse med begrundelse i, at de
var indgået som væsentlige nøglepersoner i implementeringen af det oprindelige projekts
resultater. De studerende besvarede et spørgeskema, der var identisk med spørgeskemaet i
det oprindelige projekt.
Det oprindelige projekts resultater var afgørende for udformning af spørgeskemaet til
henholdsvis de kliniske vejledere og lederne. Nøgleområderne var: klinisk vejledning,
samarbejde, organiseringen, selvforvaltning og synlighed af klinisk vejledning.
Data fra spørgeskemaerne blev bearbejdet med de samme metoder som i det oprindelige
projekt.
Resultater
Resultaterne viste samlet, at det var lykkes at fastholde og videreudvikle den
kvalitetsforbedring som blev resultatet af det oprindelige projekt. I lighed med det oprindelige
projekt var de studerendes besvarelser den neutrale indikator på om det oprindelige projekts
resultater var holdbare.
De studerendes besvarelser bekræftede øvrige resultater. Som et eksempel herpå kan her ses
et sammenlignende skema, hvor de positive procentsatser gradvist øges:
Hvordan vurderer du dine læringsmuligheder, når du deltager i det daglige arbejde
under vejledning?
Ikke tilfredsstillende Meget tilfredsstillende
Første vurdering -> 0 % 0 % 40 % 50 % 10 %
Anden vurdering -> 0 % 0 % 0 % 25 % 75 %
Tredje vurdering -> 0 % 0 % 0 % 17 % 83 %
De kliniske vejlederes besvarelser viste, at klinisk vejledning blev planlagt bevidst i forhold til
den enkelte studerendes måde at lære på og under hensyntagen til arbejdsplanen. I forhold til
den eksisterende organisering af klinisk vejledning viste besvarelserne, at de kliniske vejledere
fortsat var meget selvforvaltende. I tilgift hertil blev der udtrykt langt større metodisk variation
i forhold til den enkelte vejledningssituation og bevidst anvendelse af tid og rum til vejledning.
Besvarelserne viste enighed om, at der generelt blev brugt mere tid til klinisk vejledning med
aktiv brug af de vejlederrelevante redskaber og metoder, der indgik i det oprindelige projekt.

5
Der var fastholdt en stor grad af synlighed om klinisk vejledning på arbejdsplanen - og
samarbejdet med lederen og det øvrige personale blev beskrevet som godt og uproblematik.
Samarbejdet med de øvrige vejledere på afdelingen var af varierende karakter. En afdeling
havde indført supervision af hinanden. En anden afdeling havde indført uddannelsesteams.
Samarbejde vejlederne imellem fungerede godt og blev værdsat.
Det skal dog bemærkes at validiteten af de kliniske vejlederes besvarelser kan diskuteres, idet
der kun var 60 procents besvarelse.
Ledernes besvarelser viste enighed om, at de kliniske vejlederes udviklede kompetence og
professionalitet var bevaret. Lederne gav samlet udtryk for, at de kliniske vejledere var
selvforvaltende og arbejdede meget selvstændigt, hvilket lederne var tilfredse med. Lederne
selv brugte ikke meget tid på at planlægge og organisere klinisk vejledning (i modsætning til
tidligere). Synligheden af de kliniske vejlederes arbejde var bevaret – og tidsforbruget blev
respekteret af det øvrige personale.
Anbefalinger om etablering af praksisfællesskaber
Hvis der skal etableres praksisfællesskaber som udviklingsredskab for kliniske vejledere eller
andre personalegrupper er der ud fra ovenstående projekt 5 anbefalinger at videregive:
1. Lederen og det øvrige personale skal inddrages aktivt fra starten. Uden opbakning fra
disse vil et praksisfællesskab have trange vilkår
2. En udenforstående person bør have ansvar for afholdelse og styring af møderne for at
sikre en faglig progression
3. Praksisfællesskabets medlemmer skal have tid til at opbygge relationer og tryghed før
der kan forventes synlig udvikling i form af nye handlemuligheder eller -tiltag
4. Anerkendelse af at læring og kompetenceudvikling i et praksisfællesskab er af mere
uformel karakter end fx undervisning og uddannelse
5. Der skal ikke foreligge formel en dagsorden eller refereres fra møderne i
praksisfællesskabet
Referencer
1. Wenger, Etienne (1998): Praksisfællesskaber. Hans Reitzels Forlag 2004
For interesserede læsere kan afrapportering af begge projekter læses på: www.scvun.dk under
Udvikling – og forskningstilknytning -> Faglige udviklingsprojekter -> Afsluttede projekter