Under alteret - Bornholms Historiske Samfund

Under alteret
Det liibske gravmonument i Aakirkes våbenhus
Af Ebbe Gert Rasmussen
"...
udi Aa Kirke, sonfør er omrprt, ltvor og beJindes lige saadan en Ligsten udgraven, med nende Kvinds-Personer
og en Mands-Person midt imellem wli sitfulde Hanisk, alt paa een M.uere."
(Rasmus Pedersen Ravn ca. 1670).
Når man ude fra den gamle kirkegård træder
ind i Aakirkes romanske våbenhus, fanges
blikket uvilkrådigt afden store rødbrune
sten, der er opstillet ved rumm€ts vestvæg.
Gårr man tættere på - lokket af monumentets
figuropstilling, udsmykning og skriftbånd
eller andet - begynder en række spørgsmål
at melde sig for iagttageren.
Hvad fortæller denne gravsten, hvem er
de afbildede personer på den, og hvad læses
i dens skriftlige budskab? Hvorfor står mindesmærket
på dette sted, og hvor længe har
det været anbragt her? Hvilket materiale er
det iøvrigt lavet af? Hvor er stenen hugget,
hvem er dens ophavsmand, og hvordan er
den blevet til? Hvorledes kan vi tolke monumentets
samlede motiv, og hvilken historie
knytter sig henil?
En lang række andre spørgsmål kunne
stilles, alt afhængigt afbeskueren. Det er om
denne sten og de spørgsmåI, den ved sin
blotte eksistens rejser for os, dette arbejde
handler.
De ældre topografiske beskrivelser
Det kan ikke undre. at den første. der direkte
omtaler gravstenen, er Aakers flittige
sognedegn i det 17. århundrede, Rasmus
Pedersen Rcvn. Men vi ville nok umiddelbart
have forventet, at hans bemærkninger
om den i Borringholms Krpnike 1671 havde
fundet deres naturligste plads i dens afsnit
om Aakirke. Det er imidlertid ikke
tilfældet. Omtalen af monumentet finder vi
derimod i stykket om Allinge kirke.r
Med den for ham karakteristiske fortæl-
leglæde omtaler Ravn her Ligsten, som
"en
en af de Lybskes fuldmægtige Høvedsmand
Sweder Ketting ved Annum Christi 1572 haver
ladet udhugge og did føre.< Videre fortæller
han, at slotsfogden havde mistet sine
to hustruer her på 6en, hvoraf den ene var
begravet >>udi denne Kirke", altså i Allinge,
hvorimod den andens jordfæstelse henføres
til Aakirke, som det fremgår af ovenstående
citat, der så tilføjer en beskrivelse af hovedmotivet,
den harniskklædte mand flankeret
af de to kvinder.
Derpå gør forfatteren udtrykkelig opmærksom
på, at der i Aakirke er >en aaben
Begravelse under Alteret,1) Fru Margrethe
Kettings Ao 1568 d. 13. Aug.,2) Fru
Thalia Steen Kettings Ao 1572 d.7. Oktbr.<
Men om disse - afslutter forfatteren - kan ingen
nulevende mere berette,
Ravns præsentation af kunstværket er fyldig,
ligesom hans beskrivelse af hovedmotivet
er præcist. I og for sig kun naturligt af
ham, der gennem mere end en snes år ( 1654-
77) fungerede som degn ved kirken. Vi er
ikke i tvivl om, at vi her mgder vor sten. Dog
bemærkes. at han henfører alene den ene
hustru til begravelse i Aakirke, hvor han
kender en mindre sten, der har haft forbindelse
med Ketting.
Det er desuden relevant for os at fastholde,
at Ravn i aakirkeafsnittet2 naturligvis
også opholder sig ved kalkmalerieme i ski-
133

et, >en herlig Sdrnmel Malning

UNDERAUTERET
Fig. 1. Gravsten i Aakirkes våbenhus over Schweder Ketting (efier døden 1577 i Liibeck overfqrt til jordfæstelse
foran kirkens alter) og hans to hustruer der er begravet sammen med ham, til venstre Catharina Eyckhorst
(død 1568 på Bornholm) og til hgjre Thleke (Thalia) Lilneburg (død sammesteds ;1572).
Foto llsted Bech.
135

et stilebogshefte, hvor den kulturelt interesserede
og dannede prins dagligt beskrev sine
oplevelset
Fra besigtigelsen af kirken nævnes først
gravstenen over Schweder Ketting og hans
to hustruer >ligefor Altaret.< 8 Men en decideret
beskrivelse er det desværre ikke blevet
til; alene noteres, at Ketting var befalingsmand
herovre 1572. Om freskeme siges, at
de er malet gråt i gråt, ligesom deres bibelske
motiver nævnes. Blandt de ltibske
våbenskjolde bed tronfplgeren alene mærke
i von Wickedes.
Det er beklageligt, at den ellers så skarpt
iagttagende og velskrivende forfatter ikke
har beskrevet yderligere detaljer. Generelt
vel grundet på travlhed ved prinsebesøget
jævnfør hastværket ved officielle besøg i
vore dage. Specielt for kalkmaleriemes vedkommende
også af den grund, at de da var
ved at gå helt til.
Prinsens rejsejournal tryktes først i indeværende
århundrede (1925), hvorfor den
kun har været alment tilgængelig i de sidste
par menneskealdre. Alligevel er den et væsentligt
vidnesbyrd om Aakirke og dens indretning,
inden de gennemgribende ændringer
blev iværksat senere i det 19. århundrede
(1874).
Det er kendt, at denne istandsættelse og
restaurering af kirken - sk6nt mere hensynsfuld
end så mange andre steder herovre - bevirkede
endog meget store forandringer. Betragtelige
dele af kirkens oprindelige udseende
og inventar gik helt til grunde - således
den af Ravn omtalte mindre sten og det dekorerede
vindue, der omtales af de Thurah,
som begge havde forbindelse til Ketting.
Især var det et beklageligt tab af uerstattelige
kulturværdier, at kalkmalerieme - både
på vægge og skibets arkademure. som i
hvert fald delvis kunne relateres til
Itibeckerne - forsvandt, da man helt enkelt
nedrev disse støttemure.9
Vore dages Aakirke opstod gennem disse
ændringer. Den kirke, som vi glæder os over
136
EBBE GERT RASMUSSEN
idag, blev i princippet udformet ved denne
lejlighed.
Den liibsk tid
Efter flere århundreders forvaltning af ærkesædet
i Lund som len var Hammershus
og Bornholm i 1522 blevet inddraget af den
danske krone. Den nye værdighed som integreret
del af riget blev imidlertid kun et intermezzo.
Allerede 1525 måtte kronen atter
overdrage slot og land som len. Nu til den
vendiske hansestad Llåeck som betaling for
byens hjælp til Frederik I.s (1523-33) fordrivelse
af Cbristian II. Ved efterfølgende
forhandlinger fastsattes overdragelsens varighed
til 50 ar. lo
Ved nyordningen beholdt kongen ganske
vist den verdslige højhedsret og den gejstlige
jurisdiktion. Han kunne fortsat have en
landsdommer og en foged herovre, ligesom
han kunne dømme i tvistighedeq der kunne
opstå i forholdet mellem bornholmerne og
de tyske herrer Men i alle andre henseender
trådte den liibske pantindehaver i hans sted,
dog indenfor rammerne af rigets love og
øens egne vedtægter. Skatter og afgifter
skulle nu som før svares på Hammershus -
men nu til Liibeck. Den liibske foged, der
indsattes på slottet, måtte hverken lade dette
eller andre bygninger forfalde. På den anden
side måtte han heller ikke bygge nyt uden
kongens tilladelse. Endelig skulle pantets
indehaver forsvare slot og land mod rigets
ydre ll
lender
Li.ibeck bragte med sit herredømme bornholmerne
fred. De idelige overfald udefra,
som i de foregående menneskealdre havde
bragt den forsvarsløse befolkning tab og lidelser,
hørte nu op. Når den liibske pantsætning
alligevel blev en særdeles blandet forngjelse,
har det flere årsager
Det står fast, at de slotsfogder, som i tidens
løb forvaltede på Hammershus, ikke altid
har besiddet de fornødne personlige
egenskaber og saglige kvalifikationer til at
forestå styret afen øbefolkning, der fra gam-

UNDER ALIERET
Fig.2.cruvnoltuntentct,|'åb(1lskio|l(idcnriJit?re|]}|(t|d(rr5s\.|nbdiktlcbcgrut.ctlep.s0!l;tn\.igt|g'|i01kti|,1ict1til'|llttn1e||ringelttstkvtt|ighctl.Sciladtshelt|'9lrerintit|tenathulrtnttllleltjul
todtu?klas(rtil Kettinp. oterensstentt (ndt lccl huns pld(eitlg igra|en.Til |enstrc ?t ?t egetrd på en høj og
til hpjre ttc krenclcrcclc tårnc, lc tilsrtutlttd( stnlbolcr.lbt lvuts to hustrutr t1f sktgternt Exkllttst og Liilebutg.
Ft)b I Ist?d B?(h.
Fig. 3. Crovnonunrtit?ts Nr.tutgullcri g(ttsirer rcrc idedl?t ?itd , etrneskct: D?11 ntdndige Kettins son midtklaltlerensye[Lrlrust?de].idderiPans?|a!

mel tid i vidt omfang havde vænnet sig til en
vis grad af selvstændighed. At den første af
høvedsmændene, B ernt Knop ( I525-43 ), i al
fald ikke demonstrerede hverken den største
indsigt i civilforvaltning eller forståelse for
øens noget særegne forhold, blev en konfliktskabende
begyndelse. Hans meget nidkære
optræden og kraftige udbygning af
Hammershus som fæstning skabte hurtigt
ondt blod.
Uomtvisteligt er irnidlertid også, at den
danske kongemagt med tiden viste vilje til at
gøre sin overhøjhed gældende. Endnu i Frederik
I.s sidste år gav dette ikke anledning til
sammenstød. Men under Grevens Fejde,
hvor Liibeck tog parti for den afsatte og nylig
tilfangetagne Christian II.s sag mod den
afdøde konges søn, Christian III (1534136-
59), som efterhånden tilkæmpede sig kongemagten.
blev det derimod til[ældet.
Under magtkampen kom bornholmerne -
som så ofte før og senere - i klemme. Men at
de heller ikke selv kan fritages for skyld i
den ophobede spænding i forholdet til
liibeckeme er givet. Hvad de snart - med rette
eller urette - opfattede som utidige indgreb
i hævdvundne rettigheder udmøntedes
i genstridighed og klager over de fremmede,
som disse oftest stod uforstående overfor.
Dette gødede jordbunden for åben konflikt.l2
En sammensværgelse mod det liibske her
redømme forberedles i dølgsmål iargøst
15-15 i Skåne under kongens hylding mellem
denne selv, den bomholmske landsdommer
og andre fremtrædende bornholmere. Foretagenet
blev dog en fiasko. Det bornholmske
folkeopbuds fatale møde med liibske ildvåben
ved Ugleenge/Eglaenge lidt syd for
Aakirkeby og kongens manglende evne til at
fpre den lovede forstærkning frem over havet
blev en dyr lære for øboerne.
Vel normaliserede det f6lgende års fredsslutning
mellem Danmark og Ltibeck forholdene
mellem riget og den tyske panthaver
Men den svage kongemagt måtte herved
138
EBBE CERT RASMUSSEN
love hansestaden en yderligere forlængelse
på 50 år udover den hidtil fastsatte forpantningsperiode.
Utvivlsomt var det især det
påfplgende retsopgør på gen mod de genstridige
og opsætsige 13, der lærte bornholmerne,
at væbnet opstand ikke duede mod
kamptrænede tyske landsknægte.
De fplgende års udvikling blev fredelig,
skgnt årsageme til fortsat spænding og åben
konflikt ikke var fjemet. Forhandlinger mellem
danske og ltibske udsendinge herovre -
i 1538 og igen i 1543 - førte da heller ikke de
store resultater med sig la. Men utvivlsomt
åndede mange bornholmere lettet op, da
Knop sidstnævnte år havde fået nok og fik
sin afsked.
I hans sted kom smidigere mænd som den
unge junker B/asløs yon Wickede ( 1543-47)
og den åndeligt interesserede jurist llermarut
Botttn (1547-56), der begge havde
mere åbent blik for den opgave, der af deres
by var betroet dem på øen. Sidstnævntes virke
for 6ens forhold kom til udtryk i hans deltagelse
i reformationens rolige gennemførelse
herovre, ligesom hans bidrag til genåbningen
af pens eneste latinskole, det nuværende
amtsgymnasium, fik blivende betydning.
Men det skal heller ikke overses, at
Boitin fortsatte forgængernes bestræbelser
på at indskrænke øboernes lokale retshåndhævelse
mest muligt. l5
Forholdene var altså ikke paradisiske.
Klagepunkteme over Knop var ikke afhjulpet
og suppleredes af nye stridigheder med
hans efterfplgere. Afgørende blev nu den
danske kongemagts styrkede stilling. Ved de
dansk-liibske forhandlinger 1553 i Kolding
lykkedes det ganske vist ikke at få tilvejebragt
forlig mellem stridens parter, da kongen
gnskede afgørelsen henskudt til et nyt
fællesmøde. l6
Men under de fornyede forhandlinger
1555 på Maglegaard i Østermarie kom gennembruddet
17. For de danske rådskommissærer
og de liibske udsendinge mødte ialt
.l16 bornholmere fra land og by med deres

klager'. der pa 5 nrcr alle huvdc rocl i Knops
lirrialtning. Nlccl en erkelt Lrndtugclsc lik
allc llrgclnc' tilkeltlterstatlirg cllcl lirrnr
l!'n rt Scli\\'cdcr Kclling.u ssont nu tiill poske
skall hlilluc l.iibskcls logitt hcr' pll
Hrnrttcrsshus. sklLIl betalle oc lirlnoqhc"
(lcn li)[lfe11eLie.
A1 l-Llbcck nrilllL'udrede en slnrlct clstal
ning pri -i(XX) locl sitlr til tlc skrdclidtc. r lr'
en opre-jsninu lor bornholnrelne t)9 c1 nlrrk
balt irttlgrcb i de liibskc irdtlrglcr el ocn.
NuI I'omnrissionen dcsuclcl donrtc Liibt'cl,
til bctulin-s al i6l5 /, cliin\ke nriLrl' lil I'(Jnqcl
1br urctnlussite opkllrr nil-rcl nl kirke
llodsct. \'iir det cn kllr sc jr' lor krorl!'n ()S cn
vclcrl i gclc
1-dnrlgelsc lirl hiinsestirclcn. Del
nc blcv nrclnresl total. dri I-Llbeck tilrnccl
Iralltc iicceptere cr) llsl orrlning lrl bondenrcs
skatter og rrlcilicr. F'f nu ul !lil rlct Longe
rllrlttcn. clcl lor'lc dct stole o|d.
St htr ttlt,t Ktttirt,q
At dcl liibskc liLcl red Boitirts llllfrf(leu dr't
lolgcncle ri| uclnir\ n1c Schri'cdcr KcttiDli til
1,.,1, ,111t1,,t1,1 / i.,,-
'
' i. .[\' \' !l\" i . t .1,
rcrclc c|kcnclelse a1' de lrlrdrcrlc nrlglli)r
holcl. I Ians udnlcr,nc'lsc r ll clog lirlbcledt i
gocl titl. Sllcclcs hurdc hun lirlinrlcn clcllu
gcl i\cn\onurerens lirlhlncllingel pu \'liLg
le!itiir(l.
Kctlin-s holte hjenrnrc i sirr b\ s lelhillcrl
(lc trofgerslnlld og lcvcdc i goclc ol.onoruiskc
kiiir. GrLrndla-llct li)r' hllns velslno(l \ rr \ irk
soruhcclcn som blt'tgel ot hirnrlehlnillcr'. At
han 155-{ nlrvles sorn nrccllirstaldel al dcl
ticlligcrc donrinikunclklostel LlLrls r idne r'
onr dcr ir-stels!' o-c tillid. hun nocl i bor'lrcr
I i

skabet. Han var siden 1538 gift med fru
Catharina Eyckhorst i hendes andet ægteskab.
Sammen fik de 4 børn: Jijrgen, Catharina
Engelstede, Christine Bruns og Schweder.
18
Til Bornholm medbragte den sikkert da
midaldrende Ketting udmærkede forudsætninger.
Fra forretningsrejser var han bekendt
med danske forhold. Under disse havde han
skaffet sig gode forbindelser og personlige
venskaber på danske herregårde og slotte.
Desuden havde hans by anvendt ham som
sendebud til den danske konge. At Ketting
ovenikøbet både talte og skrev dansk har
formentlig &iort ham mindre fremmed end
forgængerne i øboernes mistænksomme
øJ ne.
Det var næsten en uriaspost, den nye
slotsfoged overtog 19. Til vanskelighederne
med at overholde de nye principper for b6ndernes
skatter og afgifter kom besværet med
at tilbagebetale erstatninger til de skadelidte
- så meget mere som det li.ibske råd ikke vi
ste sig synderlig villigt hertil. Dertil kom
rivninger i forholdet til frimændene om deres
jagtret og beskatningsforhold, ligesom
der opstod konflikt med købstædeme Rønne
og Nexø. Kettings udsigter på Bornholm
syntes mørke.
Inden Frederik II.s (1559-88) ønske om at
få bilagt uoverensstemmelserne i København
1563 kunne virkeliggØres, overskyggedes
disse imidlertid ganske af Den nordiske
Syvårskrtg ( I563-70) mellem Danmark
og Sverige. Herunder stod Danmark og
Lt.ibeck på samme side. Det blev således
Kettings fornemste opgave at hindre en
svensk landgang på 6en.
Nu oprandt høvedsmandens storhedstid.20
Energisk kastede han sig over den nye
opgave, hvorunder han afslgrede sjældne organisatoriske
og praktiske evner på et felt,
der på forhånd måtte synes ham fremmed.
Således formeredes under hans ledelse bønderne
i et nyoprettet landeværn, bavne opfprtes,
ligesom skanser byggedes langs kys-
140
EBBE CERT RASMUSSEN
terne. Desuden udrustede han kaperskibe i
søen. hvad der især gav sig udtryk i en omfattende
efterretningsvirksomhed, hvis resultater
indberettedes både til Lijbeck og
kongen. Indtil flere svenske landgangsforsøg
afvistes i disse ar.
Belpnningerne udeblev ikke. På selve øen
fgrtes slotsfoged og befolkning umærkeligt
sammen i dn fælles anstrengelse, der ikke
kunne undgå at frembringe bornholmernes
respekt for ham.
Men også kongen indså klart den nytte, riget
nu havde af den energiske høvedsmand.
Han forlenedes med Sct. Jørgens hospital i
Aaker og de hertil h6rende bøndergårde, Iigesom
han udnævnreslil kongelig jurisdiktionsfoged
med hvervet at have indseende
med kirkegodset. Højdepunktet for Ketting
var utvivlsomt, at hans søn, Jdrgen - der få år
senere døde i kongens tjeneste - og dennes
arvinger samtidig fik fuJd adelig fihed for
Vollensgaanl. ligeledes i Aaker t 1565).
Denne havde Ketting købt, sikken i forbindelse
med overtagelsen af slotsfogedbestillingen
(1555), og siden forbedret med indhegning,
tåmbygning og bryggers, ligesom
jordegodset forsynedes med vand- og vindmølle.
En ny, brolagt vej knyttede gården
sammen med Hamrnershus.2l
Ikke nok med det. Endnu samme år forlenedes
Ketting endelig med den nu landflygtige
Peder Oxes forbrudte bpndergods, som
siden 1562 havde ligget under adelsmanden
Jgrgen Rud, og hvis 32 bønder hidtil havde
nægtet at bidrage til det udvidede liibske
landsknægtehold på slottet. 22
Utvivlsomt skaffede alle disse forleninger
Ketting indbringende indtægter. På Vallensgaard
har han - på karrierens hpjdepunkt - i
sine få ledige stunder kunnet hengive sig til
private sysler og hjemmelivets gøremål i
glæde og sorg.
Efter 30 års samliv døde hans hustru her
13. maj 1568 og blev gravsat i den nære Aakirke.
Nok engang måtte den ældre mand ud
på ægteskabsmarkedet, hvor han tre år sene-

; ^,1
,.:
i
ln
I \T)Llt.\l- l ljllI-- l
ll
ii 'i lr
tti
tJ1.
llI

EBBE GERT RASMUSSEN
re (1571) i Liibeck fejrede sit andet bryllup
med den betydeligt yngre Taleke (Thalia)
Liineburg. I deres kortvarige ægteskab omtales
senere datteren Elisabeth. Et forfærdeligt
slag må det have været, at han 9. oktober
1572 for anden gang mistede sin hustru, der
ligeledes stedtes til hvile iAakirke23. Til den
personlige sorg kom netop nu bekynringer
med rod i embedsførelsen.
At lykken er svigefuld måtte Ketting sande.
Med freden var det slut med det danskliibske
interessefællesskab. I samme takt undermineredes
hans bornholmske stilling.
Hurtigt fremkom atter klager over hans embedsførelse,
som kongen ikke længere havde
brug for. Mægtige fjender havde han
skaffet sig både i Liibeck og i Danmark.
Allerede under krigen (1568) havde Frederik
II - vel inspireret af den to år tidligere
hjemkaldte Peder Oxe - sat spørgsmålstegn
ved varigheden af det liibske pant. Da Ketting
i foråret 1571 tilskyndede Lubeck til at
fraråde kongen yderligere ekstraordinær beskatning
af den i forvejen så hårdt pr6vede
øbefolkning, afvistes dette som indblanding
i rigets anliggender. I løbet af sommeren
fandt en liibsk undersøgelseskommission -
muligvis foranlediget af Boitin - dog intet
hold i beskyldningerne mod ham. Tværtimod
ytrede bomholmeme ønske om at ville
beholde ham som høvedsmand.
Det afgørende stød kom imidlertid fra
dansk side. Om efteråret fratoges Ketting
hvervet som jurisdiktionsfoged med den
dertil hørende forlening af Sct. J6rgens hospital.
En kgl. kommission, der sendtes til
Bornholm uden at forhåndsorientere Liibeck-
dømte ham i sensommeren 1572 til at
tilbagebetale sine klagere 900 daler, som
han uretmæssigt skulle have inddrevet i b6der.
Hermed var Kettings bornholmske skæbne
beseglet. Frederik II forlangte nu hans
øjebliktelige fratræden. Liibeck måtte meget
mod sin vilje føje kongen. Kort før jul
indsattes Kort Hartwig ( I 572/7 j ), der synes
142
at have opholdt sig på Bornholm, midlertidigt
i slotsfogedstillingen. Dennes uvilje
mod udnævnelsen gav kun Ketting en kortvarig
frist.2a
Hans fjernelse var et udslag af den rå
magt, som den nu ytrede sig i de danskJiibske
relationer. Med hans afgang mistede
Bomholm en afsine bedste administratorer i
nyere tid. Hans opgave var overmenneskelig.
Længst muligt søgte han, der synes at
være faldet godt til her på øen, hvad hans
ejendomskøb og begravelser er vidnesbyrd
om, at løse den umulige opgave at balancere
mellem de uforenelige hensyn til både
sine herrer - den danske krone og Liibeck -
og de øboer, der var betroet i hans varetægt.
Hans indretning af øens forsvar var af blivende
betydning.
Foreløbig blev Ketting på pen. I marts
1573 tog han på landstinget ved Aakike officiel
afsked med bomholmeme for herefter
at flytte ind på Vallensgaard for at afvikle
sine sidste fogedforretninger. Her gjaldt
hans bekymringer i lige grad klageme imod
ham selv som fremtiden for hans to mindste
bøm, der foreløbig var blevet på slottet sammen
med ammerne. Han følte sig uretfærdigt
behandlet - både af Frederik II og af
Liibecks råd, der ikke ville godtgøre ham
hans udlæg fra den bornholmske forvaltning.
Først sent opnåede han en udsoning
med kongen, der tillod ham at sælge sin
kære Vallensgaard (1577). Men da var Ketting
for længst en knækket mand.
For at afslutte sine sidste afregninger fra
Hammershus måtte han efter påske (1573)
rejse til Ltibeck, hvor han grundet på >legemlige
skader< siden opholdt sig, og hvor
familien kunne pleje ham. Under disse forhold
afhændede han Vallensgaard. Men de
idelige skriftlige henvendelser til rådet - så-
Iedes 1575 om at blive formand for humlemåleme
i staden - førte til intet. Syg, halvblind
og bitter henlevede han sine sidste år i
hjembyen, hvor han blev bisat i august
1577.2s Hercfter må hans kiste være blevet

ført til Bornholm, hvor han blev gravlagt
mellem sine to hustruer foran alteret i Aakirke.
Inden sin d6d har Ketting oplevet ophøret
af det liibske pant. Under et stadig større
pres fra den danske konge, der siden 1575
krævede en betingelsesløs rømning, måtte
hansestaden give efter. Under den sidste
slotsfoged, den forhenværende admiral
Matthiius Tidemann (1573-76), var forholdene
stort set rolige på pen. De dansk-liibske
forhandlinger om pantets ophør, som helt
igennem forløb på danske præmisser, afsluttedes
1576 med kronens inddragelse af lenet.26
Langt om længe kunne der nu - for første
gang i historien - tales om et Bomholm under
dansk styre.
Graymonummtet
Hvad den besØgende ser ved sin indtræden
i Aakirkes våbenhus er en kalksten af rødbrun
farve. Netop dette forholdsvis bløde
materiale kan forklare, hvorfor stenen - med
sin oprindelige placering i gulvet foran kirkens
alter - hurtigt blev så slidt, at man på
Ravns tid ikke længere kunne læse hele teksten.
Dens mål er 238 cm i h4jden og 156
cm i bredden. Langs alle 4 sider løber helt
ude ved kanten et skriftbånd med den forklarende
tekst hugget i dybt relief. SkÅfttypen
er en såkaldt fraktur, en gotisk skrift,
der udvikledes i Tyskland i begyndelsen af
det 16. århundrede og efterhånden også fik
stor udbredelse her i landet.
Skdftbåndet brydes dog i hjørnerne af
runde felter med figurer i højt relief - øverst
tv. et menneske eller en engel, th. en løve,
der nedenunder svarer til henholdsvis en
okse og en øm - men er til gengæld fortsat
vandret på den nederste del af stenen. Ovenover
det således tværgående skriftbånd ses 3
nicher med en figør i hver, ligeledes i højt
relief. Det b^de højeste og bredeste er feltet
i midten, der forestiller en mand. I de to mindre
sidefelter er anbrast to mindre kvinder.
UNDER AIIERET
Fig. 6. Gravstenens nederste h6jre hjprne med Thleke
(Thalia) Liineburgs våbenmærke og evangelisten
Johannes gengivet somen gmi hjpmecirkelen.
Foto Ilsted Bech.
Nicheme er øverst afsluttet med en rundbue,
en såkaldt arkade.
Tilsvarende optræder under arkadefelterne,
men nedenfor skriftbåndet, i hvert sit
rektangulere felt, indrammet af rundstave, 3
hjelmede våbenskjalde, et under hver person
- svarende til figurfremstillingen ovenover.
Atter er det midterste en smule bredere end
de to andre - der ligeledes er skulpturarbejder
i højt relief.I det midterste, lodret delre
skjold er under to drueklaser anbragt et halvt
møllehjul og en halv rose. Til venstre ses i
våbnet et træ med rod svarende til hgjre til 3
tårne, de to ovenpå det sidste, alle forsynet
med skydeskår, dvs. kenelerede.
Det samlede stenhuggerarbejde er tydeligt
præget af de principper, som renæssancen
mente at genføde fra den antikke, klassiske
kunst. Der er stort set tale om en gennemført
symmetri i helhedskompositionen,
t43

ligesom skiftet mellem dybt og højt reliefgiver
en fornemmelse af perspektiv. For så
vidt kan man tale om en hqrmonisk fremstilling,
som hele monumentet udgør 6n samlet
helhed, der udstråler en nærmest majestætisk,
ophøjet ro.
Men i detaljeme bærer kunstværket iøvrigt
umiskendeligt et mere middelalderligt,
gotisk præ9. Det gælder tydehgst indskrtJtens
placering langs stenens rand. På grund
af nedslidningen er - som nævnt - denne
ikke længere læselig i sin helhed. I vore
dage kan de bevarede rester i den plattyske
dialekt nok rigtigst gengives således:
"1r?ral
[]5168 den 13. maj døde den ærbare og tlydige
fru Catharina Kettings - i året [ 15]72
den 9. oktober dpde den erbare og dydige
fru Thalia Kettings - begge egtellustuer til
den ærbare og [?] Schweder Ketting -
hqvedsmand på Hammershus og Bomhobn
og ligger de her begravet. Gud give dem en
glædelig opstandelse.o 21 .
Det bemærkes, at indskriften alene angiver
de to hustruers dødsdage, ikke ægtemandens
egen. Det kan muligvis, som foreslået
fra tysk side28, skyldes datidens skik og
brug. Men det er også tænkeligt, at rent
praktiske forhold kan have spillet ind i denne
begravelse, derjo fandt sted på fremmed
grund.
Men de middelalderlige træk ses imidlertid
også i forekomsten af hjørnecirkler De
h9r udhugne synåoler for de 4 evangelister
- nemlig Matthæus (englen eller mennesket),
Markus (løven), Lukas (oksen) og Johannes
(6rnen) - var dog nok så aktuelle her
i reformationens tidsalder, hvor hovedvægten
i det bibelske budskab ifølge Luthers
skriftprincip især lagdes på evangeliet. Forekomsten
af våbenskjoLde i de nederste 3
felter synes også at være en lidt gammeldags,
tysk dekorationsmåde.
Men budskabet lades vi ikke i tvivl om: i
midten Kettings eget våbenmærke og i siderne
hustruernes, t.v. sikkert Catharina
Eyckhorsts og t.h. Taleke (Thalia) Ltine-
144
EBBE CERT RASMUSSEN
burgs. De heraldiske symboler spiller tydeligt
på de enkelte navne.
Af ældre mode er også det noget stive,
stillestående motiv med hele figurfremstil'
lingen. Ketting er - aldeles forældet - afbildet
som middelalderens ridder i fuld rustning
med sværd ved sin venstre side og med
hjelmen anbragt nedenunder - hvad der
iøvrigt her bryder symmetrien. De to kvinder
er til gengæld klædt nøjagtigt ens med
lange kjoler med hgj hals og polstrede ærmer,
der nærmest leder tanken hen på reformationens
dydige husfrue.
11vor det noget rustikke og stilistisk blandede
gravmonument er fremstillet fortælles
ikke direkte. Ideen om at der skulle være tale
om et bornholmsk >Husflidsarbejde< lyder -
med tanke på det tyske præg i indskrift og
andre enkeltheder - ret usandsynlig. Forslaget
om at vi snarere har at gpre med et
liibsk2e eller i hven fald et nordtysk30 arbejde
forekommer mere realistisk.
Ej heller oplyses vi om, åvornrir kunstværket
er skabt. Men vi kan nok antage, at
Ketting bestilte det - hos en ikke særlig
fremtrædende mester - efter den anden
hustrus død, eftersom indskriften - så vidt
den kan læses - nævner denne, men tilsyneladende
ikke hans egen. Denne tanke kunne
i så fald støtte sig til Ravns hundrede år senere
opgivne tidsfastsættelse, der netop daterer
stenens fremstilling og opsætning til år
1572. Det er under alle omstændigheder nogenlunde
samtidig med, at kirken udstyredes
med kalkmalerier ( 1571).
Da freskerne med flere våbenskjolde også
talte hans eget, som det endnu senere oplyses
af Resen, er den tanke nærliggende, at
udsmykningen med disse har haft Ketting
som initiativtager og muligvis donator. Muligvis
var det også ham, der stod bag nedlæggelsen
af den mindre sten ved graven og
dekorationen af kirkevinduet.
Som allerede anf6rt befinder gravstenen
sig ikke længere på den oprindelige plads
foran alteret.3l I forbindelse med byggear-

ejder ved kirken 1853 foretoges en åbning
af gravkammeret under koret. Herved konstateredes
resterne af tre kister med skeletter
af de her begravne med placering som på
gravstenen - i midten Ketting selv flankeret
af de to hustruer I tilknytning til den store
restaurering af kirken 1874 flyttedes gravmonumentet
til stn nuværende placering.
Endnu senere arbejder ved kirken (1960) har
godtgiort, at gravkammeret med sine dpde
fortsat er i behold.
Værdi og perspektiv
Sammenlignet med det elegante gravmæle i
grå kalksten, der står opstillet i Allinge kirke
over Blasius von Wickede, der døde her
på 6en (1547), og som med stor sikkerhed
er et tysk arbejde32, er vort gravmonument
som kunstværk betragtet blevet betegnet
som mere naivt og forældet både i komposition
og detaljer.33 Dette er næppe urigtigt.
På den anden side er gravstenen i Aakirke
i sig selv et langt mere perspektivrigt vidnesbyrd
om vor liibeckertid og dens utvivlsomt
mest spændende enkeltperson. Som ingen
anden slotsfoged forstod Ketting at leve
sig ind i det lille bornholmske øsamfund
med dets mangfoldige særheder. Naturligvis
tog han sin opgave i staden Liibecks deneste
alvorligti men samtidig evnede han at leve
Noter:
L Johs. Knudsen (udg.): Rasmus Pedersen Ravns
Boningholms Krønike. Rønne 1926. p. 152.
2. Ibid. p. 128.
3. Indl. til 1926 udB. pp. Xf.
4. ibid. p. 11.
5. Johs. Knudsen: Peder Hansen ResensATLAS DA
NICUS BORNHOLM i dansk Oversættelse. Kbh.
1925, p.20.
6. Indl. ibid. p. XI.
?. L. de Thurah: Omstændelig og lilforladeliS Beskrivelse
over ... Bornholm ... Og Christiansøe.
Kbh. 1756, pp. 180-84.
8. P Christian Frederik: Rejse Iournal ført paa Tou
rcn til Bomholm fra 10. til [28.] Juli 182.1 (Bomh.
Sml. 1925. 16, pp.87f).
UNDER ALTERET
med bornholmerne og gik ofte i brechen for
dem både overfor sin by og den danske konge.
Hans tanker om at ende sine dage her på
sin kære Vallensgaard viste sig ganske vist
under begivenhedernes tryk at være en illusion.
Men som få har han som here på Hammershus
været identisk med Bornholms historie.
Trods forskelle i stofvalg og tendens
er bomholmsk34 og tysk35 historieskrivning
enige på dette væsentlige punkt.
Set i det endnu bredere perspektiv tyder
meget på, at Ketting i sine velmagtsdage på
Vallensgaard pnskede at gøre sin nærliggende
sognekirke til et herskabeligt gudshus,
der på 6n gang skulle kaste glans over
Liibecks stilling og hans egen indsats netop
her i den gamle hovedby pL >Land in der
See

holmene - Cyldendals egnsbeskrivelser Kbh.
1969, pp. 82-84. - For det righoldige, skiftlige og
for en stor dels vedk. utrykte kildemateriale i Liibeck
se endvidere generelt: Ebbe Gen Rasmussen:
Bomholmsk historieforskning i udlandet (i Bomh.
Sml. 1992, IIL6, pp. 8l-94). Til specielt forh. om
Liibecks ovenagelse af Bomholm s€ p. 86, Pakel
4283, Nr 17156 (nu ASA-EX 2520) læg L
ll. J.N. Htibertz: Aktstykker til Bornholms Historie
I327-1621. Kjbh. I852, pp.68 ff, a.a. af Kruse pp.
34ff, Zahrtmann p. 111 og Lind p. 133.
12. For det flg. se især a.a. af Hiibertz pp. 9lf, Kruse
pp. 68ff. Zahrtmann pp. I l8f og Lind p. 133. - For
det i Liibeck bevarede vedr. Knops adm. se Bomh.
Sml. 1992. III.6, p. 8? Paket 4284. Nr l7l5?. læg
I (nu ASA-EX 2534).
13. A.a. afHiibertz pp.94f, Kruse pp.72fl Zahrtmann
pp. I l9ff og Lind p. 133.
14. A.a. af Hiibenz pp. 98f og 107fI, Kruse pp. 76 og
81ff og Zahrtmann pp. 123fo8126ff.
15. A.a. af Hiiberlz pp. ll8ff, Kruse p. 109, Z^hrlmann
pp. l3lffog Lind p. 135. Se hertil også L.
Engelstoft: Universi(ets- og Skoleannaler. Kjbh.
l8l I, pp.48ffog Ebbe Gen Rasmussen: I vor købstad
Rønne (Bomh. Sml. 1992. III,6), p.72. - Til
materialet i Liibeck se også Bornh. Sml. 1992.
IIL6, p. 87 Paket 4284, Nr. 17157, læg 2-3 (nu
ASA-EX 2535 og 2537) vedr von Wickedes og
Boitins adm.
16. A.a. afHiibertz pp. 187ff, Kruse pp. 82f, og Zairtmann
p. 136.
17. A.a. af Hiibertz pp.211trog 220tr, Kruse pp. ll5f,
Zahrtmann pp. l36ffog Lind p. 135.
18. M.K. Zahrtmann i Sv. Cedergreen Bech (red.):
Dansk biografisk l,eksikon. Kbh. 1981, 7, pp. 627f
og Kruse a.a. pp.125 og l?3.
19. A.a. af Htibenz pp.272f og 2'l9ff, Knrse pp. 12'1f
og 142, Zahrtmann pp. 140ff og Lind pp. 135f. -
For materialet i Liibeck ang. Kettings adm. se
Bornh. Sml. 1992.lll.6, p. 87 Paket 4284, Nr.
17157,læ94,6 oE'7 (nu ASA-EX 2538, 2540 og
2541).
20. For det flg. se a.a. afHiibenz pp. 295tr, 299f,302f
og 305f1 Kruse pp. 134f1 Zahrtmann pp. 150ffo9
Lind p. 136.
21. A.a. af Hiibenz pp. 300ff, Kruse pp. 126 og 141,
Zahrtmann pp. l55f og Lind p. 136. - Når Kruse
(p. 148) mener, at den afham erindrede fortegnelse
over inventaret på Vallensgaard, som Ketting
lod foretage i anledning af sit senere salg afdenne,
gik tabt i 1943 lhans erindringsforskydning for de
146
EBBE GERT RASMUSSEN
voldsomme allierede luftbombardementer af Liibeck
det foregående årl er dette heldigvis en fejltagelse.
Den utroriginalfortegnelse dat. Vallensgaard
l5?4 2918 er for nylig ført tilbage til Archiv
der Hansestadt Liibeck fra det tidl. DDR. (Ebbe
Gen Rasmussen i Bomh. sml. 1992. III.6, p. 87 -
undere! sen. besøg af forf.i arkivet (1994) bemærkedes
den ændrede signatur: ASA-EX-2533).
22. A.a. Hiibenz pp.3lofjf. p.277, Kruse p. 133 og
Zahrtmann pp. 155f.
23. Gravmonumentets tekstjfr de i note l8 nævnte arbejder
henh.pp. 62? og 161 med 173.
24. A.a. af Hiibenz pp. 3l9l 367ff, 375f1 og 39lff,
Kruse pp. l42ffog 150ff, Zahrtmann pp. l&ffog
Lind pp. 136f. - Til Hartwigs ko(e adm. se for materiale
i Liibeck Bomh. Sml. 1992. Ill.6, p. 87 Paket
4284, Nr. l7l5?, læg 4 (nu ASA-EX 2538).
25. A.a. af Hiibertz pp. 399f1 402ff, 405ff, 408ff,
412f.421ff. 438f,44lf og 443ff, Kruse pp.l63 ff
og l70i Zahrtmann pp. l?4 ffog Lind p. 137.
26. A.a. af Hiibertz pp. 448ff og 453ff, Kruse pp.
167ff, Zahnmann pp. 180ff og Lind p. 137. - For
marer. i Liibeck vedr. Tidemanns adm. og pantets
afvikling se Bomh. Sml. 1992. III.6, p. 87, Paket
4284. Nr 17157,læg 5 (nu ASA-EX 2539) og Paket
4283, Nr 17156, læg 9'10 (nu ASA-EX 252'7
og 2529).
27. Bornh. Sml. 1986. II.19 p. 192 (billedtekst), der
dog fejlagtigt benævnerden anden hustru Thuajfr.
chr. Axel Jensen: Danske adelige gravsren. Kbh.
1951. l, p. 256, der anf. denne plattyske læsemåde.
Frove Sisane Kettinqs, sterff6E d. 13. May,
Frove ...lia Kettings, stefl72, beide Svedem Ket
tinis, Hovethman up Hamershusen, elike Husfruen
und ligen hir beSraven. Se også det i note 9 a.a.
angivne, der dog udlæggerden første hustrus navn
som Jlo]han[n]a, en læsemåde der erligeså forkert
som den af Ravn (se ovenfor) foreslåede.
28. Kruse a.a. p. 174.
29. Se det i note 9 a.a. p. 174.
30. Se det i note 27 a.a. af Chr Axel Jensen, 1953. II,
p.41.
31. For det flg. se: G.L. Dam og H.K. Larsen: Aakirkeby
- 1346-1946. Aakirkeby 1946, p.28, det i
note 9 a.a. p. 174 og Kruse a.a. p. 174.
32. Se de! i note 9 a.a. p. 93.
33. Se note 30.
34. A.a. af Zahrtmann pp. 176f og Klindt i B. Rying
(red-): Bomholm med Erteholmene p. 82 jfr også
det i note 3l a.a. af Dam og Larsen, pp, 27f.
35. Kruse å.a. pp. l25f og l70i