Under alteret - Bornholms Historiske Samfund

ligesom skiftet mellem dybt og højt reliefgiver
en fornemmelse af perspektiv. For så
vidt kan man tale om en hqrmonisk fremstilling,
som hele monumentet udgør 6n samlet
helhed, der udstråler en nærmest majestætisk,
ophøjet ro.
Men i detaljeme bærer kunstværket iøvrigt
umiskendeligt et mere middelalderligt,
gotisk præ9. Det gælder tydehgst indskrtJtens
placering langs stenens rand. På grund
af nedslidningen er - som nævnt - denne
ikke længere læselig i sin helhed. I vore
dage kan de bevarede rester i den plattyske
dialekt nok rigtigst gengives således:
"1r?ral
[]5168 den 13. maj døde den ærbare og tlydige
fru Catharina Kettings - i året [ 15]72
den 9. oktober dpde den erbare og dydige
fru Thalia Kettings - begge egtellustuer til
den ærbare og [?] Schweder Ketting -
hqvedsmand på Hammershus og Bomhobn
og ligger de her begravet. Gud give dem en
glædelig opstandelse.o 21 .
Det bemærkes, at indskriften alene angiver
de to hustruers dødsdage, ikke ægtemandens
egen. Det kan muligvis, som foreslået
fra tysk side28, skyldes datidens skik og
brug. Men det er også tænkeligt, at rent
praktiske forhold kan have spillet ind i denne
begravelse, derjo fandt sted på fremmed
grund.
Men de middelalderlige træk ses imidlertid
også i forekomsten af hjørnecirkler De
h9r udhugne synåoler for de 4 evangelister
- nemlig Matthæus (englen eller mennesket),
Markus (løven), Lukas (oksen) og Johannes
(6rnen) - var dog nok så aktuelle her
i reformationens tidsalder, hvor hovedvægten
i det bibelske budskab ifølge Luthers
skriftprincip især lagdes på evangeliet. Forekomsten
af våbenskjoLde i de nederste 3
felter synes også at være en lidt gammeldags,
tysk dekorationsmåde.
Men budskabet lades vi ikke i tvivl om: i
midten Kettings eget våbenmærke og i siderne
hustruernes, t.v. sikkert Catharina
Eyckhorsts og t.h. Taleke (Thalia) Ltine-
144
EBBE CERT RASMUSSEN
burgs. De heraldiske symboler spiller tydeligt
på de enkelte navne.
Af ældre mode er også det noget stive,
stillestående motiv med hele figurfremstil'
lingen. Ketting er - aldeles forældet - afbildet
som middelalderens ridder i fuld rustning
med sværd ved sin venstre side og med
hjelmen anbragt nedenunder - hvad der
iøvrigt her bryder symmetrien. De to kvinder
er til gengæld klædt nøjagtigt ens med
lange kjoler med hgj hals og polstrede ærmer,
der nærmest leder tanken hen på reformationens
dydige husfrue.
11vor det noget rustikke og stilistisk blandede
gravmonument er fremstillet fortælles
ikke direkte. Ideen om at der skulle være tale
om et bornholmsk >Husflidsarbejde< lyder -
med tanke på det tyske præg i indskrift og
andre enkeltheder - ret usandsynlig. Forslaget
om at vi snarere har at gpre med et
liibsk2e eller i hven fald et nordtysk30 arbejde
forekommer mere realistisk.
Ej heller oplyses vi om, åvornrir kunstværket
er skabt. Men vi kan nok antage, at
Ketting bestilte det - hos en ikke særlig
fremtrædende mester - efter den anden
hustrus død, eftersom indskriften - så vidt
den kan læses - nævner denne, men tilsyneladende
ikke hans egen. Denne tanke kunne
i så fald støtte sig til Ravns hundrede år senere
opgivne tidsfastsættelse, der netop daterer
stenens fremstilling og opsætning til år
1572. Det er under alle omstændigheder nogenlunde
samtidig med, at kirken udstyredes
med kalkmalerier ( 1571).
Da freskerne med flere våbenskjolde også
talte hans eget, som det endnu senere oplyses
af Resen, er den tanke nærliggende, at
udsmykningen med disse har haft Ketting
som initiativtager og muligvis donator. Muligvis
var det også ham, der stod bag nedlæggelsen
af den mindre sten ved graven og
dekorationen af kirkevinduet.
Som allerede anf6rt befinder gravstenen
sig ikke længere på den oprindelige plads
foran alteret.3l I forbindelse med byggear-