Religiøs tro og praksis i den dansk-norske helstat fra reformasjonen ...

Charlotte Appel
I katolsk tid havde kirke og lægfolk æret hostien – det forvandlede
brød, der nu var blevet Kristi kød. Der hersker ingen tvivl om, at det
er de latinske indstiftelsesord «hoc est corpus», der er blevet til folkesprogets
«hokuspokus». 26 Den såkaldte transsubstantiationslære var
ganske vist blevet forkastet ved reformationen, men også den lutherske
konsubstantiationslære tillagde indvielsesordene stor og forvandlende
betydning (jf. foran). Det kan derfor ikke undre, at mange fortsat
har opfattet de indviede elementer som yderst kraftfulde. Langt
op i 1600-tallet er der eksempler på, at sognefolk har søgt at udnytte
nadverelementernes magiske kraft, hvor det var muligt, og i fl ere tilfælde
blev præster direkte advaret mod at medvirke til at bruge den
indviede vin som middel mod sygdomme. 27 Det er ikke mindst i dette
lys, at man skal forstå de gejstliges føromtalte usikkerhed omkring
efter-konsekration m.m. Og det var tydeligvis for at forebygge sådant
misbrug, at kirkeledelsen endte med at forbyde såvel elevation som
ringen med messeklokkerne.
En anden vigtig dimension af nadveropfattelsen angår synet på
det fælles måltid som konstituerende for det kristne fællesskab. I forlængelse
af den oldkirkelige tradition var menigheden i vidt omfang
defi neret ved deltagelse i det fælles måltid. Altergang og sognefællesskab
var tæt forbundne, og derfor var det at gå til alters ikke kun
et spørgsmål om den enkeltes tro og forhold til Gud. Det handlede
også i allerhøjeste grad om den enkeltes forhold til det lokale fællesskab.
Centralt stod her Paulus’ ord i 1. Brev til Korinterne om, at
den der gik uværdigt til alters, «æder og drikker sig selv [til] dommen».
28 I tidens opbyggelsesskrifter gør mange forfattere meget ud af
at betone, at man netop derfor skal forlige sig med sin næste, så man
efterfølgende kan gå til alters med et rent hjerte. Også mellem mennesker
skulle nadverritualet således have karakter af et forsoningsritual.
Denne argumentation – og fl ere konkrete sager – tyder på, at det
har været en udbredt opfattelse blandt lægfolk i 1500- og 1600-tallets
Danmark (som i andre lande), at man skulle holde sig fra nadveren,
hvis man f.eks. lå i strid med en nabo. Gik man til alters demonstrerede
man over for både Gud og mennesker, at man var forligt med
24