Religiøs tro og praksis i den dansk-norske helstat fra reformasjonen ...

Charlotte Appel
sådan, på forhånd uværdig person. Men først og fremmest skulle han
spørge til den skriftendes børnelærdom:
«Der eff ter om hand wil berettis [modtage sakramentet], skal
hand fl itelig atspørgis, huad forstand oc mening hand haff uer
om Herrens naduorde, Om hand oc forstaar, huad Herrens naduorde
er, oc huad nytte hand haff uer med seg, oc for huad sag
hand begierer brugen, Oc om hand haff uer vdi Christi Schole
saa yderlig forbedret seg, at hand wed at opregne de x bud oc
andet, som hør til Børnelerdomen.
Dersom hand det icke kand, da bliff ue seg paa denne siide, som
den der haff uer icke brøllups kleder, wdluct aff Naduordens dielactighed».
36
Skriftemålssamtalen var således i høj grad tænkt som en kundskabsprøve.
Og dette bekræftes mange gange op gennem 1500- og
1600-tallet. I kirketugtsforordningen 1629 siges det ligefrem, at skriftemålet
er «dertil indstiftet, paa det guds børn enhver for sig efter sin
serdelis nødtø[r]ftighed kunde blifve undervist i lærdommen…». 37
Det betød, at der måtte lægges særlig vægt på skriftesamtalen inden
første altergang for at sikre, at den unge ikke tilhørte gruppen af
«wfornumstige børn». 38 Men samtidig måtte det blive vigtigt for en
præst at overhøre nytilkomne til sognet samt jævnligt sikre sig, at de
ældre fortsat kunne huske deres børnelærdom. 39
Skriftemålet var således præstens centrale redskab for at sikre, at
han kun uddelte sakramentet til de værdige. Gjorde han noget andet,
forbrød han sig ikke alene mod kongens lov, men også mod Gud.
Men skriftemålet var naturligvis også tiltænkt en afgørende funktion
for den enkelte kristne: At han eller hun kunne vide, at de nu var
rigtigt forberedt og dermed var værdige modtagere af sakramentet.
Og ikke løb den risiko for at «æde sig til dommen», som Paulus havde
advaret imod.
28