Religiøs tro og praksis i den dansk-norske helstat fra reformasjonen ...

Charlotte Appel
(i landsogne typisk de to kirkeværger). Hjalp dette heller ikke, indtraf
en ny fase ifølge loven: Da skulle præsten tilsige ham at «holde sig fra
Christi legems oc blods sacramente, indtil hand forstaar sin synd oc
ondskab». Og der skulle også «truis med band». På dette tidspunkt
ville vedkommendes synd reelt blive off entliggjort – og et åbenbart
skriftemål ville derfor blive nødvendigt for at komme til alters igen.
Hermed var den syndige havnet i samme position som de skyldige i
lejermål, der også per defi nition skulle modtage absolutionen off entligt.
Ideen var tydeligvis, at præsten skulle kunne overbevise en synder
allerede i de indledende faser netop med henvisning til, at han eller
hun da kunne slippe med et lønligt skriftemål – og undgå at skulle stå
på kirkegulvet som en gemen skøge eller horkarl.
Hvis anstrengelserne alligevel ikke bar frugt, skulle præsten gå
videre til fj erde fase: Han skulle indlede proceduren frem mod en
egentlig bandlysning: Tre søndage i træk skulle der lyses til bands og
ske formaning fra prædikestolen. Og hvis ingen forbedring fandt sted,
skulle den ubodfærdige til sidst lyses endeligt i band ved brug af en
foreskreven bandlysningsformel. Det blev fastslået, at den bandsatte
herefter ikke kunne modtage sakramentet, ikke kunne være dåbsvidne
og «icke heller indbiudis eller komme til nogen hæderlig samkvemb,
førind hand sig med gud og hans hellige menighed igien aabenbarlig
forliger». Med bandet blev synderen således ikke kun sat uden for det
kristne, men også i vidt omfang for det sociale fællesskab. Således var
i det mindste hensigten med loven. Den bandlyste skulle dog have
lov til at høre Guds ord i kirken på et særligt sted, i håbet om at han
da ville lade sig omvende. Var dette ikke sket inden for et år, skulle
han indstævnes for landemodet og herefter overgives til den verdslige
øvrighed og udvises af kongens riger og lande.
Kirketugtsforordningen med den beskrevne ’drejebog’ blev ordret
optaget i Christian IV’s Store Reces fra 1643, og den indgik med
enkelte ændringer i Danske og Norske Lov (hhv. 1683 og 1687). 54
I sidstnævnte love blev det præciseret, at hvis præsten ville udelukke
et sognebarn fra sakramentet, skulle han sørge for at forelægge sagen
for sin provst. Og hvis det kom på tale at iværksætte en egentlig
32