Religiøs tro og praksis i den dansk-norske helstat fra reformasjonen ...

Charlotte Appel
den eller de pågældende individer. Det handlede også, uvægerligt, om
menigheden – om kollektivet. I sagen mod karlen Jens Bach i Hald
understregede hr. Caspar gang på gang, hvordan han agerede på vegne
af den forsamlede menighed. Både da han bandlyste og siden modtog
karlen i menighedens midte. I selve kirkeritualet fra 1685 blev det
foreskrevet, hvordan den åbenbare synder eller synderinde efter dialogen
med præsten skulle vende sig mod menigheden og afbede sin synd
over for de tilstedeværende. 65 Undervejs i forløbet var det i mindst lige
så høj grad de øvrige sognebørn, som præsten prædikede og appellerede
til, som det var selve den ubodfærdige synder. Det handlede om at
forklare og forsvare det skete – og om at statuere et eksempel.
Hr. Caspar har langt fra været ene om at skulle foretage en vanskelig
balancegang. Meget kunne tale for generelt at fare med lempe
og sjældent gøre brug af nøglemagtens ekskluderende side. Hvis man
undlod at lægge sig ud med folk i sognet, kunne mange problemer
undgås. Men omvendt indebar det også mange risici, hvis en præst
blot lod stå til. Det kunne ikke kun give problemer i forhold til de
foresatte – og i samvittigheden over for Gud. Præsten løb også risiko
for manglende respekt omkring sit embede generelt, og for at de syndige
tilstande ville sprede sig. I denne sammenhæng er der grund til
at erindre om den medhjælper-institution, som blev indført med kirketugtsforordningen
i 1629: Her fi k præsten ikke blot to assistenter,
der skulle hjælpe ham, men faktisk også nogen, der kunne og skulle
holde øje med de samme forhold som præsten og dermed reelt også
med, hvorvidt præsten greb ind som han burde.
Lad os på dette sted vende tilbage til sagerne fra Bregninge og
Saltum. Hvordan gik det med præsterne og med de sognefolk, der
var blevet udelukket fra sakramentet? I Bregninge forsvarede mølleren,
Peder Madsen, sig med, at der den pågældende søndag (hvor han
havde været til alters og, efter præstens anklage, havde gjort sig skyldig
i både drukkenskab og slagsmål) havde været mindst 16 personer til
stede i møllen. Til sammen havde de kun drukket i alt 16 potter mjød.
Så rigtig drukken havde han ikke været. Han havde heller ikke godvilligt
deltaget i slagsmålet, men var i bogstaveligste forstand blevet
38