TEMA: SENT ADOPTEREDE BøRN - Adoption og Samfund

Adoption af større børn
– for 16 år siden
To børn vipper på kanten
af reden. Helen og Haile
har hjulpet deres far med
at rekonstruere det forløb,
der strækker sig over mere
end to årtier; fra den første
tid i Etiopien og til nu.
Af Frans Richard Bach
Helen og Haile blev adopteret fra
Etiopien i sommeren 1993. Adoption
af to børn samtidig medførte,
at mindst et af børnene ville være et
”større barn”. Da de kom i forslag var
Haile 3-4 år og Helen 6 år. Der var
således behov for en udvidet adoptionsgodkendelse.
Senere viste det
sig, at Helen reelt var 7 år ved adoptionen.
Børn i den alder er på ingen måde
ubeskrevne blade. De har en fortid
– socialt og psykologisk, og den kan
være nok så barsk. Der er en grund
til, at børnene sættes i adoption. Etiopien
var dengang netop kommet ud
af en meget turbulent og kaotisk periode
med store menneskelige omkostninger
til følge (alle over 40 år
vil erindre Live-Aid-indsatsen til Etiopien
i firserne).
Hvor meget påvirker disse første år,
og hvor meget kan man huske? De
fleste har nok erindringer fra 3- 4 års
alderen, og et par år senere begynder
billedet at blive mere kontinuert og
klart. Det sætter klare aftryk i sindet
og danner personligheder.
Helen og Haile kom derfor med
en meget udviklet begrebsverden
og et veludviklet sprog, amharisk.
De havde helt klare værdibegreber
og var begge skarpt opmærksomme
og vurderende i forhold til alt, hvad
der skete omkring dem, og sikkert
mere erfarne og selvstændige end
jævnaldrende danske børn.
Helen var bevidst om den utryghed,
der havde præget deres hverdag,
og mindes stadig i dag så mange
Helen og Haile - netop ankommet til Danmark i 1993.
år efter den magtesløshed, der indfandt
sig, da hendes mormor døde,
hvorefter hun stod alene med Haile.
Godt et halvt år efter, da adoptionen
skulle finde sted, var Helen også
fuldstændig klar over, hvad dette ville
indebære. Begge børn havde en
lang række mere eller mindre realistiske
forventninger om det liv, de
nu gik ind til. De mente, de skulle
til England, og der ville være masser
af chokolade.
Man kunne godt frygte, at større
børn ville være skeptiske – i værste
fald afstandstagende - overfor hele
projektet. Til syvende og sidst er de
ikke spurgt på forhånd. Men de var
meget understøttende over for det
hele. Helen mindes det i dag som
noget ganske spændende og trygt,
som også på den ene side gav hende
frihed ved at lette forpligtelserne
overfor Haile, og på den anden
side sikrede, at han kom med, så de
blev sammen.
Stolthed over oprindelseslandet
Store børn vil altid bevare et følelsesmæssigt
forhold til det land, de kommer
fra. Selvom børnene blev danske,
vil de også altid være etiopiere,
og det skal være forbundet med glæde
og stolthed. Vi satte os lidt ind i
landets historie og kultur, og i de tre
uger, som det tog at få formaliteterne
på plads i Addis Abeba, var vi lidt turister
sammen med børnene, uden at
overanstrenge dem med for mange
indtryk. Vi så nogle kulturminder og
snakkede om det (så godt det nu var
muligt med vore sproglige forudsætninger).
De var religiøst opdraget og
relativt vidende om en del kulturelle
forhold. Vi opsøgte også det sted,
hvor de kom fra, før de var sat i pleje
med henblik på adoption. Her indhentede
vi oplysninger fra naboer og
bekendte. Her var børnene naturligvis
ikke med. Der skulle gå næsten 15
år, før de var klar til at vende tilbage
i januar 2008.
19