TEMA: SENT ADOPTEREDE BøRN - Adoption og Samfund

Bogen Adopteret:
20 børn & unge
Skriver om at være
Adopteret.
Bogen kan købes
ved forlaget Madsen
www.forlagetmadsen.dk
D a n s k g u l d - C o l o m b i a n s k s t o l t h e d
Uddrag fra bogen “Adopteret” - Skrevet af: Adriana Olsen, Adopteret fra Columbia
Jeg har altid vidst, at jeg var
et adoptivbarn men har
egentlig aldrig tænkt over
det, og det har faktisk ikke
fyldt så meget i min hverdag,
før jeg blev omkring 13 år.
Jeg er stolt over at være
adoptivbarn og lægger heller
ikke skjul på det.
Mine adoptivforældre har
altid fået mig til at føle mig
ligeså meget elsket som
andre børn. Jeg ved, de ikke
er mit kød og blod, men det betyder ikke noget. Hverken for dem eller mig.
Selv om jeg har haft en dejlig barndom og en pragtfuld familie, har jeg altid på en
eller anden måde følt mig anderledes, hvad jeg selvfølgelig også er,
netop fordi jeg er adopteret. Det er stadigvæk svært for mig at forklare,
hvad det er, der præcis udløser den følelse af ”ikke at høre til”.
Jeg kan ikke finde en præcis grund, da jeg aldrig er blevet mobbet meget med at
se en smule anderledes ud.
Jeg husker specielt én gang, hvor en dreng kom hen til mig og spurgte mig om,
hvorfor jeg var så mørk i forhold til de andre. Jeg tror ikke, jeg var mere end 5 år
på det tidspunkt. Mit svar var enkelt: ” Jeg er en indianerprinsesse”.
Jeg har siden, jeg var meget lille, altid haft en forestilling om, at jeg var en lille
indianerprinsesse og ser faktisk stadig en lille indianer, når jeg kigger mig selv i
spejlet i dag.
Jeg har tænkt en del over at være anderledes og gør det for øvrigt stadig.
Jeg tror bl.a., det hænger sammen med, at børn identificerer sig med deres
omgivelser, altså venner og specielt forældrene, kigger efter ligheder osv.
Det er nok her, det også er gået galt for mig, da jeg har fundet mange
modsætninger, både i udseende og i væremåde.
Jeg er ikke særlig høj i forhold til andre, men jeg har efterhånden fundet ud af,
at folk synes, at min højde gør mig ekstra sød – smiler stille.
Mit navn er også anderledes, og det har faktisk irriteret mig meget,
men når folk siger, det er et smukt navn, trækker jeg også lidt på smilebåndet.
Og nu, hvor jeg er blevet ældre, har jeg også lært at leve med det,
og som min far altid siger: ”Adriana, du har et smukt navn, og ved du hvad?
Alle ved, hvem du er, da de ikke vil glemme dit navn!”
Og disse ord er faktisk sande.
Adriana Olsen - 18 år
S p i l l e r u m f o r u n g e i b e v æ g e l s e . . .
41