TEMA: SENT ADOPTEREDE BøRN - Adoption og Samfund

DEBAT
Store børn er skønne børn!
Anonym (navnet er redaktionen bekendt)
Vi adopterede vore to ældste børn, da
de var henholdsvis 2 - og 4 år. Senere
adopterede vi vores tredje barn på
dengang 2½ år. Min ”kæphest” har
nu igennem flere år været, at der ikke
pr. definition er større problemer ved
at adoptere børn i disse aldre end ved
at adoptere et 5 uger gammelt barn.
Det sårer faktisk ofte mig som forældre
(og måske også børnene en dag,
når de bliver ældre), at rigtig mange
- især andre adoptanter udtrykker
holdningen - helt åbent siger, at de
ønsker (læs: forventer, ikke forestiller
sig andet) et spædbarn. For det første
er adoption ikke et tag-selv-bord. For
det andet er alle godkendt til mindst
36 mdr. For det tredje har vi ikke fået
dårligere børn, fordi de blev adopteret
senere i livet; de er lige så værdifulde
som børn, der blev adopteret
som spæde. Jeg synes faktisk, at holdningen
er frastødende og tankevækkende,
og der kan ligge meget bag!
Jeg kan godt følge tanken, at nogle
adoptanter har en stor trang til at
pusse-nusse et spædbarn, være med
fra starten osv., men jeg synes, at aldersfaktoren
betyder uforholdsmæssigt
meget i for eksempel valget af
land. Vi andre har jo til gengæld vore
børn i længere tid i den anden ende
– vi når at opleve dem i flere år som
voksne! Og det støder mig, at nogle
ansøgere på for eksempel 45 år absolut
”vil have” et spædbarn og målrettet
går efter det sandsynlige i det
i kraft af lande- og institutionsvalg.
Det barn vil få gamle forældre, og er
det i barnets tarv (siger jeg som omtrent
40-årig mor til en 4-årig – en
mor, der sagtens kan mærke forskel
på det at have mindre børn nu sammenlignet
med, da jeg var 29!)?
Jeg har været med i Adoption og
Samfunds bestyrelsesarbejde gennem
nogle år og derfor lyttet til rigtig
mange foredrag, som vi har arrangeret,
deltaget i landsmøder osv.
Ved disse arrangementer har jeg ofte
observeret (og fortolket…): ”Jeg har
adopteret mit barn som spæd, og der
er derfor ingen problemer med bar-
net”. Og når vi så sidder til et foredrag,
og foredragsholderen kommer
helt ned i dybden, fortiden, barnets
psyke osv., begynder spørgsmålene
hos denne gruppe adoptanter at dukke
op. Jeg synes faktisk, at jeg kan se
på dem, at der pludselig går et lys op
for dem; de forstår pludselig, hvorfor
barnet reagerer, som det gør. Det er
noget, de slet ikke har tænkt på, fordi
barnet jo blot blev adopteret som
helt lille. Som om et lille barn bare
kan ”omplantes” og blive som ”et almindeligt
dansk barn”. Jeg synes, det
er tankevækkende og synd for både
barn og forældre, hvis denne gruppe
adoptanter ikke er bevidste om adoptivbarnets
problemstillinger, fordi de
tænker, at ”de har deres på det tørre”
i kraft af barnets alder ved adoptionstidspunktet.
Jeg har gang på gang oplevet fordomme
omkring alle de problemer,
vi må have med vores børn, fordi de
var ”så store” ved adoptionen. ””Nej,
hvor er de gode til at tale” (ja, de
er jo ikke dumme). ”Nej, hvor kan
de spise pænt” (ja, hvorfor skulle de
ikke kunne det?). Jeg ved også godt,
at der i nogle familier med sent adopterede
børn er problemer, også voldsomme
problemer. Men det er der
altså også i nogle familier med spædbarnsadopterede
børn. Der er ingen
garantier, fordi man vælger at komme
på venteliste til et barn fra en privat
institution i Colombia, hvilket jeg
meget ofte hører i forskellige sammenhænge,
sagt og usagt mellem linjerne.
Min erfaring er til gengæld, at det,
at vore tre børn efter at have boet hos
forældrene har været i familiepleje
i hhv. 1½ år og 2 år, har været guld
værd. Det har givet og lært dem tilknytning
til en familie, og for mig er
det i forhold til et barns tilknytning
og opvækst i Danmark alt andet lige
langt mere betydningsfuldt end deres
alder ved ankomst til os. Og det
er slet ikke usandsynligt, at et adoptivbarn
har haft det helt fint hos forældre
og/eller plejefamilie. Kærlig
omsorg, stimulation, kropskontakt
osv. koster ikke noget! Fx. kan børnene
have ligget tæt op ad moderen
de første år, været med i moderens
daglige gøremål i hjemmet, hvilket
vi ikke nødvendigvis tilbyder børn i
DK! Vi glemmer, at de kan have så
meget godt med sig gennem for eksempel
3 år; ikke altid blot dårligdomme!
Foto illustrerer ikke artiklen
Alberte Yi-Xiao elsker sin trampolin! Alberte er 4½ år og født i Hunan i Kina.
39