Festskrift - Finansministeriet

hvem hver part kan gøre indrømmelser, uden at dette forrykker forhandlingspositionen
over for modparten. Forhandler parterne derimod
ansigt til ansigt, er det risikabelt at slække på sine krav, fordi enhver
lempelse klæber til bordet. Ordene kan ikke tages tilbage, når de først er
udtalt, og der er en betydelig risiko for, at forhandlingerne fastlåses i en
resultatløs “skyttegravskrig”.
Det er vel især her, der er en markant forskel på forhandlingsteknikken,
når parterne forhandler alene, og når forligsmanden er katalysator, dvs.
den, der sætter processen i gang. Ved at afholde separate møder med
parterne opnår forligsmanden at blive den eneste, der sidder inde med
alle informationerne, og gennem samtaler med én part ad gangen kan
forligsmanden sandsynligvis opnå en mere ligefrem dialog end ved flere
fællesmøder. Det vil gøre det lettere at få indsigt i parternes behov og
interesser og at nå frem til en rangordning af deres krav og tilbud. Og
det kan skabe grundlag for flere mulige kreative løsninger.
Målet for forligsmanden er at nå frem til en aftale, som begge parter
finder acceptabel. Det er ikke nødvendigvis den sagligt mest korrekte
løsning, men én, der kan godkendes ved afstemning i baglandet af lønmodtagere
og arbejdsgivere og én, der kan fungere i praksis. Dette
understreger, at det er parternes overenskomst, der forhandles om - ikke
forligsmandens og ikke samfundets.
En nødvendig forudsætning for et vellykket forhandlingsforløb er, at
parterne har så meget tillid til forligsmanden, at de tør bruge ham - eller
hende - som formidler af kommunikationen mellem sig. Denne tillid
næres bl.a. af to uskrevne regler, der bruges i mæglingsarbejdet, to “gentlemenagreements”,
som forligsmanden orienterer hver af parterne om på
det første separatmøde efter fællesmødet.
42