Danske Studier 1933

44 FRA SPROG OG LITTERATUR
Ohrt skriver nu (anf. s. p. 181): „Hvad skal vi andre stille op"?
[ni. når runologen siger ét og talteoretikeren et andet] og udtaler som
sin tro, at i dette tilfælde vil „den autoritative Domskendelse højst sandsynligt
aldrig komme til Stede".
Der er god grund for fag-runologen til at gribe ind her og sige
stop! til Ohrt, fordi han har overset, at den autoritative kendelse „er
kommet til Stede" — og til Brix, fordi han udtaler sig uden de fornødne
forudsætninger.
Efter at min nylæsning af Glavehdrup-stenen var blevet kendt, har
professor Brøndum-Nielsen, prof. Finnur Jonsson og dr. Marius Kristensen
alle undersøgt stenen og alle fundet spor af 4 runer på det af mig angivne
sted. Til overflod viser mine fotografier, der er offentliggjort både
i Lis Jacobsen, Nye • Runeforskninger (K'bh. 1931) og i min udførlige
redegørelse for nylæsningen i Acta Philologica Sc.andinavica (s. å.), så
tydelige spor af alle 4 runer (deres lydværdi har ingen interesse i denne
forbindelse), at enhver med runer fortrolig vil kunne se dem.
Mon ikke Ohrt efter dette vil lade Brix stå alene med sin nonchalant
udtalte dom over for samtlige Danmarks fag-runologer — og de
objektive fotografier!
Brix's tilknytning til runer og runesten er rent teoretisk og har
givet sig sit væsentligste udslag i den af ham konstruerede talmagi. Når
han agter at udtale sig om praktisk runologi, om læsning af læderede
runestene, et felt, hvor selv fagmanden bevæger sig med yderste forsigtighed,
bør han huske, at man på ingen områder tager en lægmands
selvbestaltede og i luften hvilende domme for gode varer uden videre;
lægmandens udtalelser bør netop i særlig grad være underbygget med
gode og saglige argumenter, og i nærværende tilfælde kan Brix rolig gå
ud fra, at når der er strid mellem fagrunologens (af uoptrukne fotografier
understøttede) læsning og talteoretikerens systemer, er det de sidste, der
er de gale.
Det er ikke første gang, Brix har givet sig i kast med de praktiske
runologer og villet diktere dem, hvad der var de rette læsemåder, og i
sit sammenstød med Lis Jacobsen i anledning af Sædinge-stenens nytolkning
måtte han ligeledes modtage adskillige retledninger.
Den bitterhed, Brix føler over for nyudgiverne af de danske runeindskrifter,
er let forståelig. Vi er nemlig de eneste, der har givet en
saglig vurdering af hans talmagiske systemer, i en anmeldelse i „Tilskueren*
1928 p. 155 — 73. Denne vurdering blev en fordømmelse i
bund og grund af det Brix'ske system, der viste sig at have så lidt med
logik at gøre, at vi allerede på syvende side i nævnte anmeldelse kunde
udtale, at det Brix'ske magi-system var af en sådan art, „at det vistnok
vil være umuligt at konstruere en Sætning eller en Sætningsforbindelse,
det være sig paa Dansk eller Kinesisk,, som er „blottet for magisk Indretning"".
Denne dom står urokket fast den dag i dag, og Brix har heller
aldrig forsøgt at tage til genmæle: hver ny talmagisk' afhandling, der
siden har forladt hans pen, hver ny forandring i hans efterhånden bro-