Stedets ånd – eller steder der ånder? - arkitektur

Stedets ånd – eller steder der 

ånder? 

Arkitektoniske arbejdsmetoder og deres 

mellemværender med steder 

RIKKE STENBRO 

Mag.art., Ph.D.-student 

Aarhus School of Architecture 

DK-8000 Århus C, Denmark 

+ 45 32 68 66 22 . + 45 22 25 36 47 

rikke.stenbro@aarch.dk 

LOUISE KJÆR CHRISTOFFERSEN 

Architect, Ph.D. 

Aarhus School of Architecture 

DK-8000 Århus C, Denmark 

+ 45 89 36 00 00 . + 45 30 33 23 83 

louise.kjaer@aarch.dk 

Abstract 

“One cannot divorce the site from the way it is known.” 1 

The work of architects is inextricably bound to the site. Even when mass-produced, architecture relates to the 

site where it is located. The relation between architecture and its immediate surroundings can be supported, 

articulated, created, over layered or eliminated through architectural intervention. Historically architectural 

approaches towards site have differed, and the assessments of what is considered to be of importance are 

continually made and evolved through artistic and scientific methodologies. 

Being able to describe and interpret a given site is - not surprisingly - considered a key competence for 

scholars within the Danish schools of architecture. Various techniques for measuring, surveying, mapping 

and analyzing sites and landscapes are thus already introduced within the first year of study. 

Through the architectonic process, the readings of that which is, and the relation established to it, takes form 

and becomes products themselves; drawings, buildings and texts. In this process of addition and subtraction, 

something is happening, and this something is vital to our examination of the landscape urbanistic and social 

scientific approaches established by James Corner, Sébastien Marot and Bruno Latour. Utilizing the point of 

departure in this complex problem, this paper seeks to illustrate how creative and scientific approaches 

interact in the architectonic processes. 

By focusing on the constitutive process one can gain awareness of some of the challenges that are being 

confronted within both architectural research and design these years. The conditions for architectural 

production have changed, and user focused design processes and precise definitions of the underlying 

motives are on one hand called for, on the other, much weight is put on creating leisure economy within 

architecture by emphasizing its artistic values. 

1 Burns 1991: 151 

Stedets ånd – eller steder der ånder? 1

Arkitektfaglige arbejdsmetoder 

og steder 

Sansning eller registrering af stedet 

Arkitekters arbejde fødes ind i et mellemværende 

med steder - landskaber, urbane, historiske og 

sociale kontekster. Aflæsningen af stedet fordrer 

at der sorteres i de informationslag som ethvert 

sted oppebærer. På den ene side tillægges en del 

af de arkitektfaglige aflæsningsmetodologier en 

objektiv karakter – som en registrering og akkurat 

reproduktion af faktiske forhold. På den anden 

side implicerer aflæsningsmetodologierne en mere 

subjektiv og intuitiv tilgang. 

Selvom arkitekter tilstræber at være meget 

fintmærkende i deres sansning og registrering af 

et givet sted, udelader, forvrænger, generaliserer 

og sorterer de, som andre bevidst og ubevidst i 

informationsmængden. Ofte fremstiller de 

systemer - geometrier, grid mv. - der kan skabe 

orden i kaos. Den arkitektfaglige aflæsning af et 

sted er således underlagt en række diskursive og 

institutionelle praksisser. 

Det arkitektoniske mellemværende med stedet, 

præges i vid udstrækning af en faglig 

indforståethed. Den måde projekter udvikles på er 

en kompliceret entreprise, som uanset, hvor 

grundig og inkluderende aflæsningsmetoden 

bestræber sig på at være, har sine blinde vinkler i 

forhold til det observerede sted. Dette implicerer 

at alt ikke kan komme med. Noget lægges mærke 

til, noget ses bort fra and andet bemærkes ikke. 

Spørgsmålet er om stedet eller metoden kommer 

først, og hvordan påvirker stedet metoden, hvis 

overhovedet? 

Paperets sigte er at undersøge, hvordan steders 

betydning bliver til i en dialogisk proces, mellem 

indtryk og udtryk. 2 At se på de dynamikker, 

forståelser og undersøgelsesmodi, som er centrale 

i det arkitektfaglige arbejde. Vi er kort sagt 

optagede af, hvordan arkitekter konstituerer deres 

virkelighedsobjekt, stedet, og ønsker at pege på 

nogle de faktorer der er afgørende for den faglige 

aflæsning og de generative processer. 

At mønstre steder 

Forforståelser i den arkitektoniske praksis 

En præmis for det arkitektfaglige arbejde synes at 

være at kunne overtage andres forforståelser af 

steder. Dette kommer bl.a. til udtryk i 

tilrettelæggelsen af arbejdet på især større 

tegnestuer, hvor konkurrenceforslag typisk 

besvares af én medarbejdergruppe og projekteres 

af en anden. I selve projektforslaget vil de 

skitserende arkitekter også i noget omfang bygge 

videre på, og delvist overtage, en anden parts 

forforståelse af stedet, nemlig 

konkurrenceudbyderens. Almindeligvis er det 

sådan at konkurrenceprogrammer ikke blot 

beskriver det pågældende projekts program, men 

også dets kontekst som var det en slags á priori, 

dvs. noget der kommer før erfaringen. 3 

I forlængelse heraf kan man konstatere, at det 

blandt arkitekter er en accepteret og udbredt faglig 

praksis at projektudvikle steder og tegne 

arkitektur til lokaliteter, som man aldrig har 

besøgt. At kunne tilegne sig disse steder på anden 

vis end gennem fysisk tilstedeværelse, er på det 

nærmeste en forudsætning for at man som 

udefrakommende arkitekt kan deltage i 

internationale arkitektkonkurrencer. 4 

Gennemgangen af statistisk materiale og analyse 

af forskellige typer af kort - topografiske, 

demografiske, turist mv. - er tillige med studier af 

fotografiske reproduktioner og litterære 

beskrivelser, samt anden mere kommerciel 

formidling fra ex. Internettet, andre “måder,” 

hvorpå steder kan approprieres. 

Arkitektfaglige arbejdsmetoder 

På de danske arkitektskoler, Det Kongelige 

Danske Kunstakademis Arkitektskole og 

Arkitektskolen Aarhus, introduceres de 

studerende til en lang række teknikker - 

tegneteknikker, modelteknikker, layoutteknikker 

mv. - og metoder i kraft af hvilke de så at sige kan 

intervenere med steder. Disse metoder - der 

spænder den arkitektoniske proces ud mellem 

indtryk og udtryk gennem forskellige typer 

registrering; kortlægning, mapping, notation, 

opmåling, (af)læsningsteknikker og lignende - 

anses på uddannelserne for at være helt centrale 

for arkitekters arbejde, på højde med, eller måske 

indimellem vigtigere end, viden om byggeteknik, 

statik, materialer, historie og teori. 

Sædvanligvis er der ikke tale om at den 

studerende vælger sig én metode, om end der i 

flere opgaveforløb på både grunduddannelses- og 

kandidatniveau introduceres til specifikke 

metoder. Af studieordningerne for henholdsvis 

Arkitektskolen Aarhus og Kunstakademiets 

Arkitektskole i København, fremgår det at 

arkitektuddannelsen skal kvalificere de studerende 

til - på baggrund af de gennem uddannelsen 

præsenterede metoder – selv at sammensætte og 

udvikle egne personlige arbejdsmetoder eller – 

Conference Architectural Inquiries, Göteborg 2008 

2

teknikker. Evnen til at prioritere og skabe syntese 

betragtes begge steder som en væsentlig faglig 

kompetence. 5 

Andre konstituenter. At danne sig et blik 

Men det er ikke alene et spørgsmål om at 

konstruere en individuel metode ud fra en række 

allerede etablerede metodologier, men også et 

spørgsmål om en lang række andre variabler. 

Hvad man oplever når man gennem 

arkitektfaglige metoder forsøger at aflæse et sted 

afhænger også af den personlige referenceramme; 

de erfaringer man har gjort sig både fagligt og 

udenfor faget og måden, hvorpå disse har bidraget 

til at udvikle ens perception og tolkninger af det 

oplevede. Jo flere erfaringer man gør sig med 

noget, jo bedre man lærer det at kende, jo mere 

nuanceret opleves dette og vægtes derfor tungere. 

Den enkeltes værdisæt bliver langt hen af vejen 

formet af de særlige fagtraditioner, praksisser og 

af det videnskabssyn, som er alment vedtaget 

inden for hans eller hendes specifikke fagfelt, 

hvad enten dette er design, landskabs-, by- eller 

bygningskunst. Også den herskende fagideologi 

og forskellige aktuelle trends er med til at trække 

noget i forgrunden og skubbe andet i baggrunden. 

I den forstand er metoden et spørgsmål etablering 

af en måde at opleve oplevelserne, stedet på – om 

dannelsen af et personligt blik. 

Stedsforståelser. Strømninger 

Stedskonceptionens blinde passagerer 

Understrømmen af værdier, både personlige og 

fagideologiske, aktuelle faglige agendaer mv. er 

således en væsentlig faktor i stedskonceptionen – 

der i mange tilfælde er processens blinde 

passagerer. 

De udgør tilsammen en optik eller et mønster som 

man ser verden igennem og som har indflydelse 

på, hvordan man oplever, hvad man registrerer og, 

hvad man udvælger som værende betydningsfuldt. 

Hvad der aktuelt betones som relevant og 

meningsbærende i det faglige miljø, som man 

betragter sig selv som en del af, har således på 

afgørende vis indflydelse på hvad man er i stand 

til at udlæse af et givet sted. 

Det er ikke ualmindeligt at arkitekten opfatter sit 

blik som resultat af en særlig følsomhed mod 

steder snarere end – også – influeret af erfaringer, 

fagligt miljø, aktuelle faglige agendaer mv. Men 

selvom arkitekten ikke har bevidst adgang til sine 

egne forudsætninger, præmisser og begrænsninger 

er disse alligevel i noget omfang styrende for 

metoden – for blikket. 

Den registrerende arkitekt modtager således ikke 

stedets “signaler” eller “ånd” umedieret. 

Han eller hun vil altid have en underliggende og i 

mange tilfælde en ubevidst agenda. Den 

amerikanske arkitekturhistoriker Sandy Isenstadt, 

der har beskæftiget sig indgående med 

stedskonceptionen hos flere af det 20. århundredes 

markante arkitekturpersonligheder bl.a. Rem 

Koolhaas og Leon Krier, formulerer det på 

følgende måde: 

“A characterisation of context smuggles into the 

design process a set of confirming values 

camuflaged as a description of existing conditions 

and observed facts; the details of any description 

of context will usually indicate whether the 

speaker aims of respect or reject it. Dressed as an 

inventory of what is here now, the architect’s 

analyzis of context is often a preliminary step in 

the struggle for what will come next”. 6 

Kortlægning, registrering o.l. arkitektfaglige 

metoder kan betragtes som måder, hvorigennem 

arkitekten kan etablere en relation til stedet; 

måder i hvilke sansningen og den kreative 

skabelsesproces syntetiseres. Kortlægning og 

beskrivelsen af steder er dermed at forstå som er 

en kreativ aktivitet i hvilken arkitekten på en gang 

finder og konstruerer sit objekt. I denne forståelse 

er arkitekten aktør i den stedsmæssige bliven-til 

og kortlægningen handler derfor ikke om at fange 

stedets ånd som var det en positivistisk størrelse – 

men snarere om at lade stedet ånde. 

Stedskonstituerende strømme og understrømme 

Den arkitektoniske praksis informeres af en række 

bagvedliggende teoretiske stedsforståelser, som 

den enkelte arkitekt bevidst eller ubevidst 

abonnerer på. Disse forståelser er på et overordnet 

plan at betragte som distinkte teoretiske 

positioner, der hver især leverer operationelle 

koncepter, som arkitekter kan tænke deres praksis 

med. 

Imidlertid overtages og forvaltes de teoretiske 

stedsforståelser ofte som metodiske fragmenter 

løsrevet fra deres oprindelige teoretiske ramme. 

Til eksempel anvender arkitekter ofte 

diagrammatiske analysemodeller og griddet som 

et ordnende princip uden nødvendigvis at være 

forpligtede på det modernistiske teorigrundlag 

som kan ligge bag. Modernismens tabula rasa 


strategier synes også fortsat at informere domicilarkitekturens 

selvindeholdte formudtryk. 

En anden form for anknytning til teoretiske 

positioner og disses stedforståelser finder sted når 

arbejdsprocesserne bag et givet projekt skal 

udredes. Her bliver de teoretiske strømninger 

noget som man gennem efterrationalisering kan 

hægte det man har lavet op på og legitimere det 

med. 

Et eksempel på anden en fremherskende 

stedforståelse, som arkitekter hyppigt anvender 

eller henviser til i deres arkitektoniske praksis, 

bygger på ideen om arkitekten som én, der i kraft 

af sin særlige sensibilitet over for verden kan 

indfange og fastholdes stedet særlige karakter, 

dets genius loci, gennem arkitektonisk 

intervention. Ideen udgår fra den norske 

arkitekturteoretiker Christian Norberg-Schulz’ 

forfatterskab. Norberg-Schulz mente at det er 

arkitekturens opgave at konkretisere stedets ånd - 

genius loci - og reaktualisere den gennem stadigt 

nye interventioner. Arkitekten betragtes som én 

særligt privilegeret sjæl, der kan udhæve stedets 

essens gennem aflæsningen af stedets ydre 

kendetegn, såsom landskabets udstrækning, 

åbninger, grænseflader mv. Tingenes indbyrdes 

orden er i denne forståelse afgørende for, hvad 

stedet er. I sin indflydelsesrige bog Genius Loci, 

som affødte at det inden for det arkitektoniske felt 

igen blev legitimt at koble ånd og materie, skriver 

han: 

“The existential purpose of building 

(architecture) is therefore to make a site become a 

place, that is, to uncover the meanings potentially 

present in the given environment.[………….] To 

protect and conserve the genius loci in fact means 

to concretise its essence in ever new historical 

contexts.” 7 

At sanse og skabe stedet 

Landskabsteoretiske tilgange 

Det processuelle, som berøres i sidstnævnte 

Norberg-Schulz citat, figurerer også i nyere 

landskabsteori. Her er afsættet imidlertid et andet, 

idet både ånd og materie anses som værende i 

proces. De landskabsteoretiske strømninger kan 

derfor være inspirerende og operationelle at kigge 

på, hvis man er optaget af steders processuelle 

udvikling. Landskabsarkitekturen må nemlig pr. 

definition forholde sig til forandring som et 

grundvilkår for det skabte, da træerne gror og 

årstiderne skifter. En anden grund til at 

landskabsarkitekturens metodologier er 

inspirerende at kigge på, hvis man arbejder med 

stedkonception og stedsudvikling er at 

landskabsarkitekter i den modernistiske æra fik en 

enorm erfaring i at skulle binde forskellige 

sluttede værker sammen – og tage fat i de steder 

som af den modernistiske værkorienterede 

arkitektur var blevet tilovers, negeret og/eller 

overlejret. Landskabsarkitekternes opgave var og 

er fortsat at afbøde de konsekvenser som den 

modernistiske, værkorienterede, opdragende, topdown 

arkitektur fik på de offentlige rum og gøre 

op med den monofunktionalitet som den 

indstifter. 

Relationer 

Den franske landskabsteoretiker Sébastien Marot 

gør i sine teoretiske skrifter op med de 

arkitektoniske stedsforståelser i hvilke 

arkitekturen har formet stedet. Hans 

grundlæggende ambition synes at være at 

motivere en arkitektur i hvilken stedet betragtes 

som er en aktiv og konstituerende medspiller. 

Dette fordrer en særlig opmærksom tilegnelse af 

stedet, hvor man i første omgang må bestræbe sig 

på at recipere stedets ved at se på de materielle 

spor, samt de faktorer og processer, der har 

bidraget til at forme netop dem. I aflæsningen af 

denne stedsspecifikke kompleksitet findes 

potentialer, som der kan bygges videre på og som 

kan sikre stedet en fortsat eksistens om end i en ny 

konstituering. Dette niveau i aflæsningen kalder 

Marot for anamnesen. Anamnesen ledsages 

af forståelsen af stedet som værende en proces 

frem for et objekt, hvilket fordrer at såvel 

interventioner som steder må betragtes som 

uafsluttelige og foranderlige. Arkitektens opgave 

er på dette niveau at forberede stedet på en 

fremtid og at gøre det muligt for andre at fortsætte 

hans eller hendes arbejde. Dette indebærer at det 

metodiske arbejdsgrundlag må gøres transparent, 

og at der gøres opmærksom på, hvordan nye tiltag 

implementeres. Dette niveau i aflæsningen kalder 

Marot for preparation. Marots model rummer 

foruden disse to niveauer, to mere 

designorienterede niveauer; nemlig threedimensional 

sequensing og relational structuring, 

som forudsætter at steder “læses” og “skrives” 

som andet og mere end de overflader øjet 

umiddelbart ser. Arkitekten må på disse niveauer i 


4

processen forsøge at medtænke alle de 

sedimenteringer – både de underjordiske, de 

sociale og relationerne imellem dem. 8 

Den kreative proces, i hvilken stedet på engang 

“læses” og “skrives” kalder Marot meget 

betegnende for inventive analysis, et begreb der, 

som det senere skal vise sig, finder genklang i 

den amerikanske landskabsarkitekt og 

landskabsteoretiker James Corners forståelse af 

mapping. 

I artiklen The Agency of Mapping sondrer Corner 

mellem tracing og mapping. Mens en tracing 

reproducerer det allerede kendte afdækker en 

mapping “…realities previously unseen or 

unimagined…” 9 

Til forskel fra tracing er mapping en kreativ 

aktivitet der udfolder og aktualiserer nye 

potentialer. 

“…the unfolding agent of mapping may allow 

designers and planners not only to see certain 

possibilities in the complexity and contradiction of 

what already exists but also to actualize this 

potential.” 10 

I handlingen at mappe foretages valg, fravalg, der 

sondres, skelnes, fremhæves, isoleres og 

destilleres i forhold til det foranliggende. I 

modsætning til tidligere forestillinger peger 

Corner med sin artikel på at“…the function of 

mapping is less to mirror reality than to engender 

the re-shaping of the worlds in which people 

live.” 11 

På den måde forstås mapping ikke bare som en 

gengivelse af det allerede kendte som et 1:1 

forhold, som værdifri korrespondens, men som en 

handling hvor der kreativt artikuleres nye 

strukturerer, nye potentialer af det oplevede. Idet 

der skelnes mellem grader af lys og skygge 

sensibiliseres man overfor disse gradueringer - 

eller der kommer flere og flere gradueringer 

mellem lys og skygge til. Mappingens rolle i 

designprocessen begrænser sig dermed ikke til en 

indledende objektiv registrering af det 

eksisterende, men er en aktiv medkonstituent af 

arkitektens virkelighedsobjekt. Det er dette Marot 

kalder inventive analysis. 

På den måde er mapping ikke en lineær proces der 

forløber som en objektiv og værdifri registrering 

efterfulgt af en værdiladet og kunstnerisk 

bearbejdning af fakta. 

Artikulationens uendelighed 

På samme måde som Corner problematiserer 

mapping som en akkurat gengivelse af det 

allerede kendte, problematiserer sociologen Bruno 

Latour sproget som korrespondens. 12 Latour tager 

udgangspunkt i antagelsen om at sproget fungerer 

som en gengivelse af det allerede eksisterende, 

som en 1:1 overensstemmelse med det forhold det 

sigter på at beskrive. Et udsagn er i den forståelse 

ikke er andet end en blot og bar reproduktion af 

dets original. 13 Hvis det var sandt, skriver Latour, 

ville det stede os i et uendeligt loop af tautologier 

“In a beautiful case of paradoxical madness, 

those who imagine statements simply 

corresponding to the world pursue an aim that is 

utterly self-contradictory: they want to be silent 

and tautological, that is, exactly repeat the 

original in the model, which is of course 

impossible…” 14 

I stedet betragter Latour sproget som en kraft i 

forhold til at artikulere det vi oplever, hvor det der 

artikuleres er forskelle på alle niveauer af det 

oplevede. Til forskel fra det akkurate som er 

endeligt er artikulationen uendelig, den er 

udfoldende eller udviklende. “The more you 

articulate controversies, the wider he world 

becomes” 15 – i artikulationen nuanceres verden 

mere og mere. Med udgangspunkt i en 

overskridelse af den klassiske subjekt-objekt 

dikotomi betragter Latour altså oplevelser som 

noget der opstår i en gensidighed mellem verden 

og den der oplever. Den der oplever påvirkes, 

sensibiliseres, af oplevelsen – men det der opleves 

ændres også idet der kommer flere og flere 

nuancer til. 

På den måde kan man med Corner og Latour pege 

på at måden at opleve stedet på ikke så meget er et 

spørgsmål om det akkurate men snarere om det 

artikulerede. Processen er præget af flertydighed 

snarere end entydighed, af noget dynamisk 

snarere end noget statisk og af uendelighed frem 

for endelighed. 

Kortlæggerens genstandsfelt 

Mens Corners produkt er the map omfatter det 

arkitektoniske produkt også faktiske værker såvel 

som projekter der manifesteres i tegninger, 

modeller, diagrammer. Corner fokuserer på de 

omsætningsprocesser der udspiller sig mellem 

stedet og kortet, aflæsningsprocesserne. Lignende 


omsætningsprocesser finder sted mellem the map 

og bygningen eller bebyggelsesplanen. 

En væsentlig komponent i mappingprocessen er 

det Corner kalder extracts. 

“Extracts are the things that are then observed 

within a given milieu and drawn onto the graphic 

field. We call them extracts because they are 

always selected, isolated and pulled-out from 

their original seamlessness with other things; they 

are effectively ‘de-territorialized’. They include 

objects but also other informational data: 

quantities, velocities, forces, trajectories. Once 

detached they may be studied, manipulated and 

networked with other figures in the field.” 16 

I denne forståelse kan steder ikke reduceres til det 

der har fysisk udstrækning. 

En mapping af stedet begrænses ikke alene til 

fastholdelse af konkrete topografiske og formale 

strukturer vi kan sidde på og røre ved, men også 

for det ikke-tangible som tidsmæssige sekvenser, 

rytmer, forskellige typer flows over året, døgnet 

eller dagen. 

Disse extracts har selvstændig gyldighed hvilket 

gør det muligt at fastholde dem over tid og 

dermed gøre dem til genstand for forskellige 

kompositoriske processer. I skitser, fotos, 

modeller eller ved hjælp af andre typer 

repræsentationer fastholdes de som 

manifestationer der kan gøres gældende som 

kompositoriske principper, koncepter eller 

idémæssige udgangspunkter og som 

strukturerende og organiserende elementer. I 

arkitektuddannelsen på Arkitektskolen Aarhus 

trænes dette ved hjælp af forskellige typer øvelser. 

On-site? 

På den måde udskiller der sig to delprocesser 

mellem stedet og det arkitektoniske produkt – dels 

en proces mellem sted og the map og dels en 

proces mellem the map og projektet eller 

bygning(erne). Opgavens opdrag kan indbefatte 

begge forløb, at arkitekten både besøger stedet, 

tegner kortet og udarbejder projektet – men kan 

også lægge op til at projektet udformes på 

grundlag af allerede eksisterende kortmateriale. 17 

En arkitektonisk arbejdsproces initieres ikke altid 

med en mapping af det aktuelle sted – måske 

kunne man med baggrund i den øgede 

internationalisering hvad angår konkurrencedeltagelse 

sige – tværtimod. Dermed mappes 

kortmateriale, diagrammer, fotos og statistikker på 

samme måde som det aktuelle faktiske sted 

mappes. De arkitekter der deltager i konkurrencen 

må granske materialet - aflæse farver, højder, 

visuelle forbindelser, materialer, demografiske 

forhold, terrænforhold, sociale flows mv. I denne 

proces overtages forforståelser, præferencer og 

blinde vinkler fra de der har mappet stedet, 

udvalgt og produceret konkurrencematerialet. 

Ligesom Corners extracts rives løs af stedet og 

igen bringes sammen i nye sammenhænge, i 

korttegningen – udhæves det noget af the map 

som sættes sammen i det endelige projekt. 

Men de to delprocesser kan også være så 

sammenhængende at de reelt er uadskillelige. Idet 

kortet tegnes, udvælges allerede de extracts der 

også kommer til at være konstituerende for det 

endelige produkt. På den måde ligger der allerede 

i registreringen og korttegningen en kim til 

projektet. Der er allerede i korttegningen valgt til 

og fra i det oplevede, blinde vinkler har øvet deres 

indflydelse, særlige præferencer har fokuseret 

opmærksomheden. 

Steder der ånder - i et fremtidigt 

perspektiv 

Kunstneriske og videnskabelige metoder 

Bekendtgørelsen om arkitektuddannelsen ved Det 

Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole 

og Arkitektskolen i Aarhus indledes i § 1 med: 

“Formålet med arkitektuddannelsen er på et 

kunstnerisk og videnskabeligt grundlag at 

kvalificere den studerende til beskæftigelse som 

arkitekt …” 18 

Selvom bekendtgørelsen inkluderer både 

videnskabelige og kunstneriske metoder er 

prioriteringen og sidestillingen af dem stadig 

omdiskuteret tolv år efter bekendtgørelsen 

lanceredes. Forbeholdene overfor den ministerielt 

søsatte videnskabelighed kan stadig spores i den 

arkitekturfaglige debat, hvor kunst og videnskab 

indimellem ses beskrevet som oppositionelle 

størrelser. 19 Spørgsmålet er imidlertid om denne 

forestilling holder vand? 

En del af den måde den videnskabelige 

arbejdsmetode fungerer på, er at man gør sine 

præmisser synlige og eksplicitte, hvormed det 

bliver muligt for andre at overtage ens arbejde. 

Som vist er det en betingelse for den 


6

arkitektfaglige praksis, at man kan overtage 

andres forforståelser - fx i 

stedkonstitueringsprocesser, hvor den skitserende 

arkitekt arbejder videre på grundlag af den 

aflæsning af stedet der er foretaget i 

konkurrenceopdraget. 

Hvor det for de videnskabelige metoders 

vedkommende er en erklæret ambition at 

synliggøre sine præmisser er dette ikke 

nødvendigvis tilfældet for de arkitektfaglige 

metoders vedkommende. 

Stiller man skarpt på de arkitektfaglige 

arbejdsmetoder der angår aflæsning af steder, 

bliver det tydeligt, hvordan metoder af både 

kunstnerisk og videnskabeligt tilsnit virker 

sammen i processen. En del af aflæsningen 

opfattes som videnskabelig dokumentation af 

stedet - opmålingsteknikker, eksakte kartografiske 

teknikker, farvearkæologi, fototeknikker. Andre 

dele af aflæsningen af mere kunstnerisk karakter 

såsom skitseringsteknikker, fremstilling af 

diagrammer og modeller. Men kan de 

videnskabelige og kunstneriske metoder reelt kan 

adskilles i aflæsningen af stedet ? Eller flettes de 

de to typer af metoder sammen i processen? 

References 

Burns, Carol J. (1991): On Site: Architectural 

Preoccupations, i Andrea Kahn (ed.) 

(1991) Drawing, Building, Text, Princeton 

Corner, J. (1999): The Agency of Mapping, i 

D.Cosgrove (ed.) (1999): Mappings, Reaktion 

Books, London 

Isenstadt, S. (2005): Contested Contexts, i Carol J. 

Burns & Andrea Kahn (2005) Site Matters. 

Design Concepts, Histories, and Strategies, New 

York 

Latour, B. (2004): How to Talk About the Body? 

The Normative Dimension of Science Studies, 

Body & Society, Vol. 10(2-3) pp. 205-229 

Norberg-Schulz, Christian (1980): Genius Loci – 

Towards a Phenomenology of Architecture. 

Som vi har forsøgt at pege på udfoldes den 

arkitektoniske tilegnelse af steder i en dialogisk 

proces mellem korttegneren og stedet. Som en 

kreativ handling, hvor stedet konstitueres i 

relationen – med udgangspunkt i artikulation 

snarere end i det akkurate. 

Vi har i denne sammenhæng forsøgt at kaste lys 

over stedsrelaterede processer med henblik på at 

bidrage til refleksionen over væsentlige elementer 

i de arkitektfaglige arbejdsmetoder. 

En øget refleksion og eksplicitering vil bidrage til 

at kvalificere den faglige diskussion. Bl.a. i 

bedømmelsen af konkurrencer, hvor en øget 

internationalisering bidrager til at der trækkes på 

andre typer data end dem det faktiske sted 

præsenterer, fx webbaserede informationer. 

En tiltagende inddragelse af andre fagligheder i de 

arkitektfaglige arbejdsprocesser lægger på samme 

måde op til en tydeligere eksplicitering af 

forforståelser og præmisser, så disse processer 

bliver tilgængelige. Endelig kalder betoningen af 

de arkitektfaglige arbejdsmetoder som væsentlig 

udannelsesmæssig komponent på en øget 

refleksion over disse i forhold til undervisningen 

på de danske arkitekturuddannelser. 

Marot, Sébastien (1999): The Reclaiming of Sites, 

i James Corner (1999) Recovering Landscape – 

Essays in Contemporary Landscape Architecture, 

New York 

2 I den forstand er ambitionen at tage tråden op, 

hvor James Corner slipper i og med han som 

formuleret i artiklen “The Agency of Mapping” er 

optaget, hvad kortlægning kan og ikke, hvordan 

eller hvorfor. P. 217 hedder det således: “Because 

my interest, lie in the various processes and 

effects of mapping, I am less concerned with what 

mapping means than with what it actually does.” 

3 Se 

http://www.voresby.com/data/file/dk/Carlsberg_V 

oresBy_catalog.pdf (download 30.03.08) 

4 I den nyligt afholdte idékonkurrence for 

Carlsberg-grunden i Valby (Se note 4.), blev 221 

forslag optaget til bedømmelse, hvoraf de 161 

blev indleveret af deltagere uden for Danmark. En 

del af disse forslag søger at indkredse stedets 

identitet gennem andre typer af analyser end dem 

der kræver fysisk tilstedeværelse on site. Et 

eksempel på dette var Joyce Hwangs meget 


analytisk funderede kortlægninger af Carlsberg 

grunden. 

5 I Kap 1. i studieordningen for 

arkitektuddannelsens på Arkitektskolen Aarhus 

http://aarch.dk/fileadmin/filer/BiT/love_og_regler 

/Studieordning_for_Kandidatuddannelsen.pdf 

(download 28.03.08), angives et af formålene med 

kandidat uddannelsen at være “at uddanne 

kandidater, som i besvarelsen af arkitektfaglige 

opgaver, og er i stand til at inddrage helheden af 

etiske, æstetiske, funktionelle, teknologiske, miljø- 

og samfundsmæssige betingelser”. På tilsvarende 

vis formuleres det i Kap. 9. stk. 1 at et af målene 

for kandidatuddannelsens andet år er at studerende 

her skal “videreudvikle evnen til at tilrettelægge 

og gennemføre selvstændige studier af komplekse, 

arkitektoniske problemstillinger i projektforløb, 

hvor der arbejdes reflekteret med valg af 

fagspecifikke metoder, redskaber og 

kommunikationsformer, og hvor relevant 

tværfaglig viden identificeres og inddrages”. I 

Det Kongelige Danske Kunstakademis 

Arkitektskoles studieordning hedder det 

tilsvarende at sigtet med uddannelsens 

projektstudier er “at den studerende lærer en 

arbejdsmetode, der inddrager såvel analyse som 

eksperimenter og forsøg. En metode hvis mål er at 

skabe arkitektoniske helheder, samt at kandidaten 

kan fungere i fagets praksis og kan videreudvikle 

sig efter uddannelsens afslutning” Se 

http://www.karch.dk/uddannelse/Arch_Studieordn 

ing.pdf download 28.03.08 

6 Isenstadt 2005: 158 

7 Norberg-Schulz 1980: 18 

8 De fire niveauer i aflæsningen er beskrevet i 

Marots artikel “The Reclaiming of Sites”, som 

publiceredes i den af Corner redigerede bog 

Recovering Landscape – Essays in Contemporary 

Landscape Architecture fra 1999 

9 Corner 1999: 213 

10 Corner 1999: 214 

11 Corner 1999: 213 

12 Latour 2004: 211 

13 Latour 2004: 211 

14 Latour 2004: 211 

15 Latour 2004: 211 

16 Corner 1999: 230 

17 jf. eksemplet Hwang, se note 4 

18 Se 

http://aarch.dk/fileadmin/filer/BiT/love_og_regler 

/593E5BEK_531_om_arkitektuddannelsen.pdf 

(download 30.03.08) 

19 Dette er eksempelvis tilfældet i Christoffer 

Harlangs artikel “Arkitektur - en kunstart”, der i 

2006 blev publiceret i antologien ark+ - arkitektur 

mellem globalisering og hverdagsliv. 


8

Stedets ånd – eller steder der ånder? - arkitektur

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?