hent som pdf (5 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

var en indkaldelsesordre – med rejsen betalt – til at give møde den
14. december 1944 kl. 8 i en panserværnskaserne i Neu-Ruppin, som
ligger i nærheden af Berlin. Nu var der ikke længere noget spørgsmål
om, hvorvidt jeg var krigsduelig.
Det var jo en ny situation. Den krævede en alvorlig beslutning.
Eftersom russerne stod ved Warszawa og havde retning mod Berlin,
ville det være tåbeligt og direkte livsfarligt at parere ordre. På den
anden side var det ensbetydende med faneflugt, også kaldet desertation,
at udeblive og gå under jorden. Skulle jeg blive pågrebet ville
en dødsstraf være uafvendelig. Jeg bestemte mig efter samtaler med
nære venner og med min kæreste for, at det ville være bedst at forsøge
at komme til Sverige. Der var flere, som havde været engageret
i arbejdet i Heimdal, der følte jorden brænde under sig og som gik
med flugtplaner. Jeg fik den tanke at udnytte deres forbindelser, men
hvordan skulle det gøres? Heldigvis havde jeg nogle uger til at finde
ud af det.
Fra en kilde, som jeg ikke husker navnet på, vidste jeg at direktøren
på Tuborg, Johan Ernst Christiansen, 51 der selv var en gammel
spejderdreng fra Flensborg, havde kendskab til en flugtrute,
der udgik fra Tuborg havn. Jeg kendte ham godt og opsøgte ham
og forelagde mit ærinde. Han ville gerne hjælpe mig og vi aftalte et
arrangement, hvor han skulle ringe til mig og oplyse, at nu kunne
jeg hente en kasse øl. Det ville betyde grønt lys for en plads i båden.
Hvis han havde 2 kasser øl, kunne min kæreste også komme med.
Men desværre blev Tuborg-ruten opdaget af tyskerne og indstillet.
Da jeg ringede til Tuborg for at spørge til min chance, fik jeg blot at
vide, at der slet ikke var øl at få for tiden.
Ad en anden kanal fik jeg forbindelse med »Ringen«, der var en
kreds af modstandsfolk med adgang til flugtruter. Jeg kendte i forvejen
min kontaktperson, som viste sig at være landsretssagfører Bent
Jacobsen. Han havde været min første manuduktør på jura-studiet
og var meget glad for at kunne hjælpe mig. Han kom en aften til min
dør med »skæg og blå briller«, som man siger. Her aftalte vi meget
detaljeret, hvordan jeg skulle forholde mig. Ved afrejsen skulle jeg
være varmt påklædt, og jeg måtte medbringe en ikke for stor kuffert.
Betalingsspørgsmålet kom så vidt jeg husker ikke på tale. Det lå i
luften, at enhver måtte bidrage efter evne. Afrejsedatoen blev fastlagt
128