hent som pdf (5 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

selvom jeg udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at det var ganske frivilligt,
om de ville sælge eller ej. Til lidt irritation for mig var yderligere
alle de piger, som flokkedes nede ved soldaterne om aftenen.
De fleste kom fra Silkeborg, som jo dog var 14 km borte. Midt i det
hele fik jeg bevilliget hjemmeorlov, da jeg lige bestemt havde været
i Danmark i otte dage. Inden vi forlader dette kapitel, vil jeg ikke
undlade at nævne en episode på Rye Nørskov. Godsejerinden, fru
Faber, var en statelig dame på ca. 45 år og en flot rytterske. Kaptajn
Briewig var en kvindejæger af rang. Da han een af de første dage
havde set fruen til hest, bad han mig gå over til hovedbygningen
og indbyde fruen til en ridetur. Jeg indvendte, at fruen nok sov til
middag, men han sagde, at hun skulle vækkes. Da jeg ringede på,
kom stuepigen trippende. Jeg fremførte mit ærinde og fik at vide, at
fruen sov. I mellemtiden kom fru Faber ned ad trappen og spurgte,
hvad jeg ønskede. Så sagde jeg, at kaptajnen indbød til en ridetur, om
hun ville være så venlig at komme over i stalden og udsøge sig hest
og sadel. »Vær venlig at fortælle Deres kaptajn, at hvis jeg vil ud at
ride, så foretrækker jeg mit eget selskab og min egen hest.« Jeg boblede
indvendig af latter, da jeg blev sendt tilbage med den besked. Til
kaptajnens ære skal siges, at han inden aften fandt andet selskab.
Jeg blev hjemsendt på en 14 dages orlov den 17. april. Foråret kom
ret sent det år, så jeg fik lejlighed til at hjælpe dem lidt derhjemme.
I øvrigt var det en ret trist orlov, det at tyskerne nu også sad i Danmark
gav en vis uhygge. Et par dage før min orlov var til ende, fik
jeg besked på sammen med et par officerer at ordne en indkvartering
for regimentet i Sønderbrarup, kun ca. 25 km fra mit hjem. Den 170.
infanteridivision som besatte Danmark lå kun kort tid i Danmark.
Hvis det havde vist sig nødvendigt, var vi blevet fløjet til Norge, men
i stedet kom vi tilbage på vor plads ved den hollandske grænse.
Jeg tror ingen af de soldater, som var indkvarteret i Sønderbrarup,
nogen sinde glemmer den tid. De blev fejret som helte, der havde
vundet et stort slag, og virkeligheden var jo den, at de allerfleste ikke
havde bestilt andet end at spejle æg og spise flødeskumskager, så de
var lige ved at revne. Dog nu bagefter kan jeg kun sige, det var godt,
at de fik de få gode dage, for den rå virkelighed lå lige om hjørnet.
38