hent som pdf (5 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

de større bygninger. Selvfølgelig måtte soldaterne i nogle situationer,
når tropper var undervejs, som de var det gennem landet den
9. april 1940 og dagene derefter, nøjes med hvad der kunne findes af
tag over hovedet i for eksempel stalde og på hølofter. Men når soldaterne
havde nået deres bestemmelsessted, posteringen var fastlagt
og opgaverne var fordelt, holdt hverdagen sit indtog. Det at være
indkvarteret privat gav enkelte sydslesvigske soldater en oplagt
mulighed for at deltage i danske møder og foreningsarrangementer
i deres fritid – som de i hvert fald i nogle tilfælde havde rigeligt af.
Det gjaldt nok især for de soldater, der var placeret på skrivestuer,
hvor de udførte administrativt arbejde. En enkelt soldat var særligt
privilegeret: Heinrich Hansen, der senere tog navneforandring til
Henrik Lisberg, var fra 1940 til marts 1943 stationeret i København
som chauffør for en officer ved Marineintendanturen, og i hele den
periode boede han i privat lejlighed sammen med sin danske kone.
Soldaterne gik også vældig meget ud til forlystelser, i biografen, i
teatret eller på danserestauranter. Det lader til, at mange af soldaterne
betragtede deres soldatertjeneste som et arbejde der skulle gøres – de
havde en næsten lønmodtageragtig indstilling til det. De ydede det
der skulle ydes som ved ethvert andet almindeligt arbejde, og så var
fritiden deres egen – og den kunne for eksempel bruges til at være
sammen med danskere. Der blev kalkuleret åbenlyst med fritiden
– man skulle på indkøb efter arbejde, på posthuset i middagspausen;
når man var ude i tjenstligt ærinde kunne man lige benytte sig af
chancen til at gå i butikker og lede efter eftertragtede varer. En enkelt
gang berettes der om, hvordan en soldat på en tjenstlig tur hoppede
af og tog et senere tog hjem uden tilladelse – selvsamme soldat tog
sågar ved en enkelt lejlighed på søndagstur uden at have søgt om
orlov. Han håbede så blot på at ingen havde savnet ham, så det ikke
blev opdaget. Det forekommer at have været temmelig dristigt, men
det er muligt, at forholdene ikke var så kontrollerede for alle de tyske
soldater, som eftertiden måske har fået anledning til at tro.
Brevene fortæller også om jagten på forskellige varer, som soldaterne
gerne ville købe og sende hjem til familien i Sydslesvig. Det var
for eksempel dynamolygter, batterier, hængelåse og strømper, som
var svære at få fat i, mens der ikke synes at have været problemer
med at skaffe madvarer. Soldaterne sendte i hvert fald flittigt pakker
14