Selvstyrekommissionens betænkning

grønlandske sprog. Sidst i 1970’erne blev undervisningen i det grønlandske sprog kraftigt
intensiveret, mens undervisningen i det danske sprog blev nedprioriteret.
Endvidere refereres konklusionerne i Grønlands Statistiks rapport om den sproglige udvikling i
Grønland i perioden 1984-99 46 . Undersøgelsen bygger på de adspurgtes eget udsagn om, hvilke
sprog de benytter sig af. Af rapporten fremgår blandt andet, at ca. 30 pct. af den samlede befolkning
i 1999 udelukkende var grønlandsksprogede, mens ca. 40 pct. havde grønlandsk som hovedsprog,
samtidig med at de talte godt dansk. Ca. 15 pct. var tosprogede. Andelen af udelukkende
dansksprogede, der kunne lidt grønlandsk, samt dansksprogede, der talte godt grønlandsk, udgjorde
tilsammen ca. 15 pct. af befolkningen.
Grønlands Statistiks rapport inkluderer også sprogsituationen i folkeskolen i 1999. Andelen af
elever, som var udelukkende grønlandsksprogede, og som samtidig kun talte lidt dansk, var 45 pct.,
mens andelen af tosprogede var faldet markant sammenlignet med 1984 47 .
Endelig refereres en undersøgelse, der er foretaget omkring årtusindskiftet af to grønlandske
studerende blandt uddannelsessøgende grønlændere i Danmark. Undersøgelsen konkluderer, at
langt den overvejende del af de uddannelsessøgende grønlændere i Danmark enten slet ikke
behersker grønlandsk eller kun ganske lidt 48 .
Den grønlandske selvstyrekommission har efter anmodning fra Landstinget behandlet spørgsmålet
om de sprog, der tales fra Landstingets talerstol. Ifølge kommissionen hænger spørgsmålet om,
hvilket eller hvilke sprog der tales fra Landstingets talerstol, nøje sammen med spørgsmålet om
valgret og valgbarhed til Landstinget. Ud fra princippet om, at rettigheder og pligter følges ad, fandt
Den grønlandske selvstyrekommission det betænkeligt at udelukke en person, der har valgret og
dermed er valgbar til Landstinget, fra at kunne benytte det sprog, der er mest naturligt for
vedkommende.
Den grønlandske selvstyrekommission indstillede følgende i sin betænkning:
Det grønlandske sprog er en del af det grønlandske folks kulturelle identitet, og sproget bør
derfor være ikke blot landets hovedsprog, men officielle sprog.
Manglende kundskaber i dansk eller andre fremmedsprog vil, medmindre der gribes ind,
medvirke til at forlænge det eksisterende uddannelsesmæssige efterslæb i Grønland, og
sprogpolitikken bør fastlægges med dette aspekt for øje.
Der bør iværksættes tiltag, herunder undervisning i grønlandsk, for uddannelsessøgende
grønlændere i Danmark for at gøre det attraktivt for disse at søge beskæftigelse i samt
fastholdes på det grønlandske arbejdsmarked.
Den gældende bestemmelse i § 53 i Landstingets forretningsorden bør fastholdes. Det følger
af bestemmelsen, at Landstingets forhandlinger foregår på grønlandsk, men skal kunne
følges på dansk, samt at dansk kan anvendes, hvis medlemmet kun taler dansk, men at
mødet skal kunne følges på grønlandsk.
46 Jf. indlæg af Thomas Andersen om statistik og sprogpolitik på Sprogkonferencen i Kangerlussuaq, januar 2001.
47 Jf. indlæg af Thomas Andersen om statistik og sprogpolitik på Sprogkonferencen i Kangerlussuaq, januar 2001.
48 Jf. indlæg af Naja Lund og Naaja Nathanielsen på Sprogkonferencen i Kangerlussuaq, januar 2001.
70