Selvstyrekommissionens betænkning

Fra da af blev distriktets landsrådsmedlem valgt af samtlige i kredsen bosatte
kommunerådsmedlemmer og sysselrådsmedlemmer i forening. For at være valgbar til Landsrådet
skulle man opfylde valgbarhedsbetingelserne til kommunerådene og have bopæl i kredsen. Statens
inspektører og siden landsfogeder i Nord- og Sydgrønland var fødte formænd for landsrådene, dog
uden stemmeret.
I 1951 afløstes de nævnte råd af henholdsvis kommunalbestyrelser og et landsråd, begge valgt ved
direkte valg. Nord- og Østgrønland opnåede dog først repræsentation i Landsrådet i 1961. Den
statsansatte landshøvding var født formand for Landsrådet frem til 1967, fra hvilket tidspunkt
Landsrådets formand blev valgt blandt rådets medlemmer.
Som navnet antyder, havde Landsrådet hovedsagelig rådgivende funktion i forhold til den danske
regering og havde kun et meget begrænset direkte ansvar for samfundsopgaverne i Grønland.
Landsrådets kompetence som regelfastsættende myndighed var begrænset til primært at omfatte
fredning af hav- og landpattedyr, naturfredning samt sociale forhold. Landsrådets vedtægter for
nævnte områder skulle godkendes af staten for at være gyldige.
I perioden fra 1945 til 1954 figurerede Grønland på listen over ikke selvstyrende territorier under
FN-pagtens Kapitel XI, og Danmark måtte i denne periode fremlægge regelmæssige rapporter om
situationen til FN’s relevante afkoloniseringsorganer. Denne regelmæssige rapportering ophørte i
1954, da FN’s Generalforsamling vedtog resolution 849 (IX), hvorved FN’s Generalforsamling tog
Grønlands integration i riget til efterretning. Resolutionen var blandt andet blevet til på basis af
informationer udarbejdet af Danmark og Grønlands Landsråds enstemmige vedtagelse den 9.
september 1952 af ”at tiltræde det [af regeringen] forelagte udkast til en ny grundlovsbestemmelse,
hvorefter Danmarks Riges Grundlov bringes til at omfatte Grønland, og hvorefter Grønland vil være
repræsenteret på Danmarks Rigsdag”.
I første halvdel af 1970’erne blev der gennemført en kommunalreform i Grønland, idet en række
opgaver, der indtil da var blevet varetaget af staten, blev overført til kommunerne. Samtidig rejstes
der af og til kritik i Grønland af styringen fra København, og der blev stillet krav om overførsel af
større kompetence til Landsrådet.
Folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om Grønlands medlemskab af De europæiske Fællesskaber
blev den udløsende faktor. Grønland blev medlem af De europæiske Fællesskaber i 1973, selv om
et klart flertal (70,8 pct.) af dem, der deltog i folkeafstemningen i Grønland, stemte imod, idet
afstemningen her blev kædet sammen med folkeafstemningen i Danmark. Den 23. februar 1982
blev der imidlertid på ny afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt Grønland fortsat skulle være
medlem af EF. Stemmeprocenten blev 74,9, og 53 pct. af de gyldige stemmer var imod fortsat
medlemskab, mens 47 pct. var for. Kort tid efter folkeafstemningen indledte landsstyret i et
samarbejde med Udenrigsministeriet forhandlinger med EF om udmeldelsesbetingelserne, herunder
om Grønlands relationer til EF efter udmeldelsen. Forhandlingerne resulterede i, at Grønland fik
status som et oversøisk land, den såkaldte OLT-ordning. Ordningen fik virkning fra 1. februar 1985.
I efteråret 1973 vedtog Grønlands Landsråd en opfordring til det danske folketing om at nedsætte et
dansk-grønlandsk udvalg, der skulle undersøge Grønlands tilknytningsforhold til Danmark. Fra
dansk side ønskede man, at der i første omgang blev nedsat et rent grønlandsk udvalg, således at
man fra grønlandsk side kunne formulere sine egne ønsker og visioner.
7