Udgave 11, december måned 2010 - Dansk Ejendomsmæglerforening

et uforudsigeligt årti
Jeg har været aktiv
i mere end 30 år i
markedet og har altså
oplevet 80’erne, 90’erne
og 00’erne. Selvom fortiden
har en tendens til
at blive ”de go’e gamle
dage”, hvad de jo ikke
altid var – tænk blot på
børssammenbruddet
i ’87 og ejendomskrisen
i begyndelsen af
90’erne – så er der for
mig ingen tvivl om, at
00’erne må stå som
det årti, hvor alt, hvad
der kunne gå galt, gik
galt. Allerede indledningen
var turbulent.
It-boblen sprang, og
sammenligningen med
Kejserens Nye Klæder
var nærliggende. Den
finansielle verden var rystet, men set i historiens ulideligt
klare lys var det jo for intet at regne i forhold til det, der
skulle komme. Det kom den 11. september 2001. Alle husker
formodentlig præcist, hvor de var netop den dag. For mit eget
vedkommende var jeg på vej til bestyrelsesmøde i Københavns
Ejendomsmæglerforening; der blev ikke meget møde,
men derimod hen over eftermiddagen en oplevelse af det
totale nedbrud for den verdensorden, vi hidtil havde været en
del af. Følgerne var katastrofale. Man havde mistet troen på
fremskridtet og på, at fornuften ville råde.
De finansielle markeder og dermed også ejendomsmarkederne
var naturligvis påvirkede, men hjemmet blev pludselig
det sted, hvor man søgte tilflugt fra den grumme virkelighed,
og derfor var interessen for at købe bolig usvækket og
på lidt længere sigt voldsomt stigende. Man kan hævde, at
indførelsen af de afdragsfrie lån – der jo også er et produkt af
00’erne – har haft sin andel i de priseksplosioner, der fulgte
de kommende år. Men det forklarer ikke, hvorfor trangen til
at eje blev så stor. For min del er jeg ikke i tvivl om, at begrebet
”My Home is My Castle”, bevidst eller ubevidst, var den
største drivkraft. Man kunne forskanse sig og så håbe på, at
verden udenfor blev et bedre sted at være. Det blev den ikke,
overordnet set, men ejendomsmarkederne overalt i verden
buldrede derudad, og det var som om, der skulle festes efter
princippet ”efter mig syndfloden”.
” Dansen
I vores egen andedam var det ikke anderledes. 00’erne var
også årtiet, hvor det at være en ”kendis” blev det allervigtigste,
budskabet ufortalt. Vi så det blandt ejendomsmogulerne
(mon ikke også der var en enkelt ejendomsmægler eller to
iblandt?), der alle havde det tilfælles, at de dukkede op fra
det rene ingenting (og nu igen er svundet ind til det rene ingenting
eller det, der ligner). Og vi så det blandt politikerne,
der uanset partifarve skulle profilere sig på enkeltsager og
ofte på vores bekostning – og ikke helt sjældent begrundet,
må vi erkende, når vi griber i egne barme (der for resten også
blev større i 00’erne!). Mange kan vel endnu huske en minister,
der på en udlandsrejse følte sig kaldet til at få direkte
sendetid fra Kina for at meddele, at han ”ikke fandt sig i det!”
– altså i vores omgang med ejendomshandel. Som om der
ikke var vigtigere ting at tænke på, globalt set, når han nu var
i Kina.
Dansen om guldkalven stoppede brat. Vi opdagede bare
ikke, at musikken stoppede, fordi vi slet ikke kunne forestille
os, at dansen ville stoppe. Personligt ærgrer det mig, at jeg
ikke så det komme på erhvervsejendomsmarkedet, i og med
der viste sig at blive en næsten pinagtig tidsmæssig parallelitet
til nedbruddet i begyndelsen af 90’erne, hvor boligsalget
gik i stå 14 måneder før erhvervsmarkedet. Det skete også
denne gang. Formuleringen ”hov, hva’ var det lige, der skete
her” blev måske opfundet den dag, da Lehmann Brothers
kollapsede. Ingen – ej heller Peter Straarup, som han var stor
nok til at indrømme for nylig – havde forestillet sig, at USA’s
økonomiske system kunne bryde sammen. Det glædede
utvivlsomt terroristerne i de uvejsomme bjerge. De samme,
som indirekte er skyld i en hvidvask- og antiterror-lovgivning,
der føles som en meget stor klods om benet i det daglige,
men som set i en samfundsmæssig sammenhæng nok – om
end det er svært at indrømme – har en betydning. Desværre.
Og så er vi jo fremme ved de allersidste dage af 00’erne.
Med et skrøbeligt marked, et voldsomt decimeret finansielt
landskab og en kundegruppe, der er meget nervøs ved
udsigterne til en fortsat ørkenvandring langt ind i 10’erne,
historisk lave renter eller ej. Vi må håbe, og måske bede til,
at vandringen ikke bliver forgæves, og at vi kommer ud på
den anden side til en grøn fremtid.
Glædelig jul og godt nytår.
Steen Winther-Petersen
Formand
om guldkalven stoppede brat. Vi opdagede bare
ikke, at musikken stoppede, fordi vi slet ikke kunne
forestille os, at dansen ville stoppe.
”
ejenDomsmægleren / 5
FormAndEn