kunstens kulturelle vækstpotentiale - Institut for Kunst- og ...

AFART #24 side 21
ren for en horisontal model, og
Sanne Kofod Olsen er skeptisk
over for den kontinentale såvel
som den angelsaksiske model:
”Faren ved den angelsaksiske
model er, at man beskæftiger
sig for lidt med kunstpraksis og
for meget med teori, for det er
en balance, der skal være i orden.
Så det kommer naturligvis an på hvordan man disponerer
den,” siger hun og giver et grelt eksempel på, hvordan den angelsaksiske
studiestruktur kan medfører en problematisk form
for tværfaglighed: ”Jeg ved, at man på nogle kunstuddannelser
i England kan få en BA i film, psykologi og billedkunst, og så
være kunstner. Det er et indlysende problem, at uddannelsen
er så overfladisk.”
Med den horisontale model vil Det Fynske Kunstakademi
undgå den kategorisering af kunsten i specifikke medier, som
afdelingsmodellen traditionelt bygger på. I stedet er det hensigten
at imødekomme en mediemæssig pluralitet, som karakteriserer
den praksis, de fleste kunstnere arbejder med i
dag, og som har rødder i 1960’ernes udvidelse af kunst- og
værkbegrebet. Dog har akademiet også valgt at holde fast i en
faglig ekspertise, der indkredser tre forskellige kunstfelter: Billedbaseret
praksis, konceptuelt baseret praksis og digitale medier.
Inden for de tre felter kan man have en praksis-orienteret
undervisning, som ikke nødvendigvis er mediespecifik – en
praksis, hvor indholdet definerer formen.
Praksis og refleksion
”Helt grundlæggende er det vigtigste i en kunstuddannelse, at
folk laver noget kunst,” fortæller Sanne Kofod Olsen. ”De behøver
ikke lave færdige kunstværker, de skal bare være i gang
med en proces. De skal simpelthen lære at have en arbejdsrytme
som kunstnere. Og det er bestemt ikke en selvfølgelighed.
Sådan er det jo heller ikke, når man starter på universitetet, for
der er man ikke vandt til at sidde og læse bøger otte timer om
dagen. Det er heller ikke sikkert, at man er vant til at være i et
atelier otte timer om dagen, når man starter på akademiet.”
Ikke desto mindre er kunstteori og kunsthistorie væsentlige
fag på begge akademier. De skal give de studerende en reflekteret
tilgang til deres egne værker. Men både i København og
Odense bliver teorien som regel diskuteret i forhold til forskellige
former for kunstnerisk praksis og de studerendes eget arbejde.
”At kunne reflektere over det, man laver, er et væsentligt
redskab til udvikle sig kunstnerisk. Det er en præmis for kunstneren,
at vedkommende er i stand til at udøve selvkritik – det
“[...]håndværk i sig selv er dødt,
tomt og ukommunikerende,
hvis ikke det bliver knyttet til
en form for refleksion eller kon-
ceptualisering.” Mikkel Bogh
er vigtigt for alle mennesker, hvis man skal være god til noget
som helst,” siger Sanne Kofod Olsen. Selvom der ifølge Mikkel
Bogh er mange holdninger til teori, er hans egen og akademiets
officielle holdning ligeledes, at teori og praksis er uløseligt
forbundne. ”Teori kan udmønte sig meget forskelligt. Det kan
f.eks. være at spørge sig selv: hvorfor bruger jeg denne her
farve eller den her teknik? Det er naturligvis vigtigt, at man
behersker det håndværk, der skal til for at realisere sine idéer,
men håndværk i sig selv er dødt, tomt og ukommunikerende,
hvis ikke det bliver knyttet til en form for refleksion eller konceptualisering.
Men omvendt vil ren teoretisk refleksion uden
praktisk forankring også være uinteressant,” siger Mikkel Bogh
og tilføjer, at evnen til at reflektere og artikulere sin praksis er
afgørende for at kunne kvalificere sit projekt som kunst på højt
niveau.
Spiller det så en rolle, at rektor er kunsthistoriker og ikke billedkunstner?
Mikkel Bogh og Sanne Kofod Olsen er enige om,
at der lige så godt kunne sidde en kunstner i deres stol. ”Som
rektor er det en fordel at have en stor administrativ erfaring og
viden om det politiske system, og det har jeg fra tidligere jobs.
Men den erfaring og viden kunne en kunstner også have,” siger
Sanne Kofod Olsen. Mikkel Bogh, som var institutleder på
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU indtil 2005, er enig
i, at det ikke gør nogen forskel, om rektor har en akademisk
eller en praktisk baggrund: ”Jeg håber ikke, at min indflydelse
på det konkrete studieprogram er særlig stor. Jeg sætter nogle
mere overordnede rammer ved at arbejde på det politiske plan.
Den indholdsmæssige substans i undervisningen leveres af
lærerne, og undervisningen tilrettelægges i et meget tæt samarbejde
mellem lærerne, de studerende og i mere beskedent
omfang mig. Substansen skal komme fra kunstnerne selv.”
VK og Bologna
Det Kongelige Kunstakademi adskiller sig på flere punkter radikalt
fra de to andre danske kunstakademier. Det har en 250
år lang historie og er en statsfinansieret uddannelsesinstitution
direkte under Kulturministeriet, og efter endt studieforløb opnår
de studerende titlen MFA: Master of Fine Arts in Visual Arts.