kunstens kulturelle vækstpotentiale - Institut for Kunst- og ...

AFART #24 side 27
breve og læserbreve og gå til møder og blive ved med at stille
spørgsmål - en slags lobbyvirksomhed.
Det lyder som et projekt der primært handler om at skabe opmærksomhed.
Handler det også om at skabe interne netværk,
en slags fællesskab blandt jeres medlemmer?
Det kan man sige. Vi har arrangementer, hvor man kan møde
op og have en åben diskussion, faktisk er alle møder åbne.
Et af UKK’s programpunkter er gennemsigtighed – noget som
ofte mangler i den her branche – derudover er det klart et professionelt
fællesskab.
Kan der tænkes at opstå kunstneriske samarbejder med udgangspunkt
i UKK?
Ja, det er der faktisk allerede. Kender du projektet Publik?
Publik er et fællesskab mellem kunstnere og kuratorer. De
stod bag udstillingen ”Monument” for nogle år siden, en kæmpe
udstilling, som netop var banebrydende i forhold til midlertidige
kunstprojekter i det offentlige rum. Det var også gennem
Publik, at den udstilling der hed ”Sid Ned” på Mimersgade blev
til for to år siden. Det har affødt en masse, ikke bare udstillinger
og workshops, men også forskningsarbejde. Publik udsprang
af et fagudvalg under UKK, så det er vel et godt eksempel.
Hvor kommer kunstformidlerne ind i billedet? Handler det også
om at opbløde nogle grænser mellem kunstnerne og kunstformidlerne?
Ja, selvom det jo er en farlig diskussion, fordi den tit ender i
spørgsmålet om kuratoren nu også skal være kunstner? Altså
at en kunsthistoriker tager kuratorhatten på, og så føler vedkommende
sig pludselig berettiget til at træffe en masse beslutninger
henover hovedet på kunstnerne. Det er slet ikke det,
det handler om. Det handler om at opretholde armslængdeprincippet,
at sikre et vækstlag og at skabe betingelser for en
ny slags kunst. Et stærkt miljø er præget af unge kunstnere og
kunstformidlere, der arbejder sammen i projektrum, tidsskrifter
og freelance-kuratoriske projekter. Det er super vigtigt, at vi
har sådan et miljø, men samtidig vildt svært at overbevise politikerne
om, at de skal støtte det. For dem er alt omkring kunstobjekterne
bare et fedtlag, også fordi de ikke forstår de nye
praksisser. Der er enormt mange, som gør et kæmpe stykke
arbejde på spændende projekter. Det gælder også de kunstformidlere
som arbejder indenfor kunstinstitutionerne, men på
fuldstændig urimelige arbejdsvilkår. Her handler det om at få
synliggjort vores arbejde og arbejdsvilkår.
Kan man tale om, at et initiativ som UKK er et udtryk for samtidskunstnernes
forskydning fra individualiserede outsidere til
snarere at være engagerede i en samfundsstruktur og derfor
arbejde med udgangspunkt i sociale/faglige netværk med krav
om nogenlunde almindelige arbejdsvilkår?
Jo det kan man sige, altså eksemplet med den her excentriske
avantgardekunstner, den vilde oprører, som bare morer
sig med at udtrykke sig selv, det er en af de klicheer vi gerne
vil gøre op med. Vi kæmper for, at det kunstneriske arbejde er
arbejde. Det er kvalificeret arbejde, som har en værdi for samfundet,
som man er uddannet til og selvfølgelig skal have løn
for. Det er naturligvis mere profant end det gamle romantiske
billede af kunstneren.
Ligger der også heri en indrømmelse af manglende tillid til
kunstnerens evne til at skille sig ud fra den almindelige samtidskultur?
Når kunstnerindividet tvinges til at tælle arbejdstimer,
er kunsten så ved at blive ligestillet med samfundets øvrige
kulturproduktion?
Næ – nogle vil nok føle, at vi gør det for profant. At vi fjerner
magien fra kunsten og dermed kunstens autonomi og kraft.
Vi mener snarere, at kunstens kraft og autonomi ligger i dens
muligheder, både i forhold til sig selv og i forhold til verden omkring
den. Kunsten skal eksistere for sig selv. Den skal være
uafhængig og autonom for at kunne være noget for samfundet;
det lader sig jo kun gøre, hvis folk har frihed til at skabe den.
Det sker altså ikke, hvis man skal sidde ved kassen hele dagen
i Bilka for at tjene til huslejen.
Og er vi så tilbage ved Jorns tale om den kvantitative overflod?
Ja fuldstændig. Samtidskunst er jo noget mærkeligt noget.
Man kan ikke sidde og plukke alle highlights ud, mens det foregår.
Man må snarere støtte et bredt felt, og så er det måske
først 10-20 år senere, man begynder at fatte, hvad det var, der
foregik.
Læs mere på www.ukk.dk