kunstens kulturelle vækstpotentiale - Institut for Kunst- og ...

AFART #24 side 31
pel bliver nogle samlere og andre arbejder i gallerier. Men uanset
hvad, så vil du altid finde glæde i livet, så længe du holder
det kreative for øje, uanset hvilken position eller job, du har.
Jeg vil sige, at det kreative er at opdage variationen af små ting
i hverdagen mere end at opnå stor viden og at skabe noget.
Jeg tror på, at det ikke kun er kunstnere, men også almindelige
mennesker, der skal være skabere. For eksempel, tiltrækker en
god restaurant kunder, fordi kokken laver mad som en kunstner,
og kunderne kommer som kunstnere i nydelsen af maden,
og der er en synergieffekt, som skaber en god forbindelse mellem
restauranten og kunden. Når jeg går på museum, så gør
jeg det som professionel i kunst.
I Japan er der en talemåde, som siger: ” Hvis du lærer en
ting til fulde, så vil du være i stand til at forstå 10 andre ting” =
at forstå hurtigt. Med andre ord, hvis du forstår en ting multisanseligt
og kan se det fra mange vinkler, så forstår du mange
ting. Det er vigtigt, at være i stand til at gøre det, at være i stand
til altid at være nysgerrig omkring hverdagens liv. Yderligere
skal du være klar over det powerplay, som kunstindustrien
kører og være opmærksom på nyhederne i finans- og økonomiverdenen,
for at kunne overleve som kunstner.
Hvor lang er uddannelsen?
Bachelorgraden tager 4 år, men der er flere og flere som tager
overbygningen, som tager yderligere to år.
Hvilke opgaver får du? Hvilke ting er nødvendige, at lære som
kunstner?
På universitetet kan du lære nogle færdigheder, så du kan
realisere dit værk, du får informationer og teori om kunsten
generelt, og du kan får papir på det, så du kan søge jobs eller
måske, så du kan læse videre. Alting er ikke perfekt, men jeg
tror, at det er ok, og det er, som det er, fordi det man lærer på
universitetet er ligesom indholdsfortegnelsen i telefonbogen.
Det er kun igangsættende. Man skal selv hente viden bagefter,
baseret på den viden og færdigheder, man har opøvet på
universitetet.
Er det generelt en meget praktisk eller en tekstbaseret og mere
teoretisk uddannelse?
Jeg tror ikke, at der på nuværende tidspunkt er nogen decideret
teoribaseret kunstuddannelse i Japan. Det er fordi, Japan
er en ydre ø i Asien, modsat et kontinent som Europa, og japanerne
har ikke mulighed for at have dialog med så mange om
deres værker. Det er også en af grundene til, at japanere ikke
er så gode til engelsk. På den anden side, så er det heller ikke
en praktisk orienteret uddannelse. Japanerne har koncentreret
sig mere om imiterende kunst, madlavning og forskellige kultu-
rer, som japanere lærer af.
Har du oplevet en kopiering af en buddhistisk sutra i Japan?
Du placerer tyndt papir på sutraen og går over den tekst,
som du ser gennem papiret, så du lærer meningen gennem
kopieringen uden egen refleksion. Det er det samme med
kampkunst. Hvis man tager talemåden: ”alting eksisterer af
en grund” som udgangspunkt, så betyder det, at hvis du har
mestret en teknik til fulde, så har du lært en masse teori fra
praktiseringen. Eminente kampkunstnere konstruerer derefter
teorier, og reflekterer så over hvorfor, at de teknikker, som de
har lært, stadig fungerer godt. Jeg tror, at unge mennesker
kun kopierer og arrangerer overfladen af kunst og kultur, men
deres aktiviteter bliver retfærdiggjort af samfundet, når deres
arbejde skaber profit. Et universitet som forretningsforetagende
tilbyder ikke teoribaseret og praktisk orienteret uddannelse,
men forretningsorienteret uddannelse, fordi det er god reklame
for universitetet at få flere dimittender, der går ud og får succes
i arbejdslivet.
Hvordan ser samfundet på kunstnere? Hvordan ser den almindelige
borger på kunstnere?
Der er et såkaldt wanna-be-artist-syndrom, ligesom make-upkunstnere
og manicure-kunstnere. De vil gerne kaldes kunstnere,
fordi at der er mange mennesker, der mener, at man er
kunstner, når man skaber noget. Der igennem vil de gerne distingvere
sig fra de almindelige mennesker. Jeg tror, at mange
mennesker køber sig til service i dag, færdiglavet mad i supermarkederne,
færdiglavede rejser arrangeret af et rejseselskab,
og du skal bare betale for det. Det er vigtigt at tjene mange
penge, for Japan er fyldt med den slags service. Dem, som
kalder sig kunstnere, protesterer måske mod sådan et samfund.
Jeg mener, at det almindelige menneske skal skaffe sig
erfaringer i madlavning, skabe møbler, skabe og undersøge
ligesom tidligere, så man ikke respekterer eller frasiger sig
kunstneren betingelsesløst. Tværtimod bliver man i stand til
at føle dyb forståelse for dygtige kunstnere og at kunne skelne
disse fra de overfladiske kunstnere.
Vurderingen af kunst ligger for mange almindelige mennesker
kun i pris og udstillingssted, men workshops af berømte
kunstnere øges for øjeblikket, og jeg tror, at det er meget betydningsfuldt
for kunstnere at fjerne den afstand til det almindelige
menneske ved sådanne begivenheder. Jeg ville gerne have, at
staten og byen støtter borgerne og kunstnerne økonomisk, for
at skabe mulighed for nedbrydelsen af vanetænkningen gennem
sådanne arrangementer.
Hvordan kan kunstneren bidrage til samfundet?
Kunstneren har ikke og skal ikke tilbyde samfundet noget.