kunstens kulturelle vækstpotentiale - Institut for Kunst- og ...

AFART #24 side 5
Af Marie Kirkegaard, cand.mag i Visuel Kultur
KUNSTENS KULTURELLE
VÆKSTPOTENTIALE
En socialiseringstænkning af kunstneren og nye paradoksale udfordringer
for kunstuddannelsen
”Det billedkunstneriske formsprog er væsentligt forskelligt fra
verbalsproget. Netop derfor kan det visualisere indsigter og
oplevelser, afdække perspektiver og orienteringer, som ikke
kan indfanges hverken af videnskaben, filosofien eller digtningen.
Skabelse af billedkunst forudsætter naturgivne anlæg,
men kræver både viden og kunnen for at blive udviklet. En
sådan udvikling kan imidlertid kun blive frugtbar, hvis den sker
på billedkunstens egne betingelser og med et særligt hensyn
til dens forskellige formsprog” 1 .
Således udtrykker Else Marie Bukdahl i sin artikel Kunstakademiets
dannelsesbegreb (2004), de retningsgivende faglige
principper og kunstneriske pejlemærker, som hun gennem sin
tid som rektor (1985-2005) har søgt tilrettelagt for Kunstakademiets
uddannelsesmæssige idealer. Dette særlige forhold
til billedsprogets egenart og dens relation til videnskaben og
filosofien, som Bukdahl her indtager, trækker tråde tilbage til
og begrunder sig i en tradition, som tillægges Leonardo da
Vincis tanker og idéer omkring kunst- og kulturlivet, og som i
hans eftertid er kommet til at repræsentere et grundlagsmønster
for organiseringen af kunstakademierne i det 17.-18. århundrede.
2
Blandt andet gennem da Vincis
skrifter har vi en argumentation
for, at billedkunsten søges ophøjet
fra en klassificering som ars
vulgaris (de almindelige kunster)
til artes liberales (De Frie Kunster).
Han skriver: ”If you say that
sciences which are not mechanical
are of the mind, I say that
painting is of the mind, for, as music and geometry treat of the
proportions of continuous quantities, while arithmetic treats of
the discontinuous, painting treats of all continuous quantities,
as well as the proportions of shadow and light, and the variation
of distance in perspective”. 3 På denne måde beslægtes billedkunsten
med geometrien og videnskaben, der i renæssancens
humanisme allerede ansås som Frie Kunster. Udskillelsen i
overordnede discipliner og områder med særlige logikker udfolder
sig altså gradvist i det 16. århundredes Italien og markerer
et holdningsskifte til billedkunstens position i samfunds- og
kulturlivet, der lægger kimen til den kunst- og kunstneropfattelse,
vi opererer med i dag. Indplaceringen af billedkunsten
blandt artes liberales-disciplinerne indebar nemlig en