2.0 Pionertiden til 1920 - Pierreevald.dk

2.0 Pionertiden til 1920 

Blandt folkebibliotekernes forgængere var det hos de kommercielle lejebiblioteker 

vi mødte den mest 'professionelle' biblioteksteknik og markedsbestemte 

metodeudvikling indenfor udlånsrutiner. For størstedelen af almuebibliotekerne/folkebogsamlingerne 

i 1800-tallet må vi derimod indstille os på et meget 

broget billede af bibliotekstekniske løsninger, udfra den enkelte ikke-lønnede 

'biblioteksbestyrers' opfattelse af det hensigtsmæssige og arbejdskraftbesparende 

ved arbejdets tilrettelæggelse. Protokol-noteringssystemet har været 

det fremherskende, i lokale varianter med forskellige noteringsformer af 

hjemlånet. På det helt enkle niveau, hvor bibliotekaren kendte alle lånere, 

arbejdedes der med en lånertavle hvorpå lånernes numre var opført, til 

notering af hjemlånet. 

Suhms private bibliotek i Pustervig blev stillet til rådighed for offentligheden i 

perioden 1778 til 1798. Biblioteket var åbent i to timer fire af ugens dage, 

adgangen var gratis for alle uden hensyn til køn, stand eller alder. For hvert 

boglån, som gjaldt en måned, skulle der kvitteres, og uefterrettelige lånere 

blev med navns nævnelse efterlyst i 'Adresseavisen' og mistede fremtidig 

retten til hjemlån. 

2.1 Personaleforhold 

Af Ministerialtidenes oversigt 1889 over datidens bogsamlinger fremgår det 

at det som oftest var læreren, sjældnere præsten, der havde taget initiativet 

til bogsamlingens oprettelse. Denne stifter var også dens bestyrer og i reglen 

dens ulønnede bibliotekar (Beretning 1889). 

"Det er af Betydning, at der ikke hengår for lang Tid, før man vælger en Bibliotekar. 

Undertiden er der intet Valg at træffe, idet det, som f.Eks. paa Landet, næsten altid er 

Læreren, som overtager Arbejdet og oftest udfører det uden Betaling." (Steenberg 1900, 

p. 95)

Uddannede bibliotekarer lod endnu vente på sig, og først i begyndelsen af 

1900-tallet ser vi enkelte danske der tager vejen over Atlanten for at uddanne 

sig til bibliotekarfaget på en af biblioteksskolerne i USA. Med denne baggrund 

og socialiseret med 'library spirit' kom de hjem og fandt ansættelse 

som uddannede bibliotekarer i de store biblioteker, herunder centralbibliotekerne 

fra 1912. Landets første centralbibliotekar, H. Hvenegaard Lassen, 

havde således fået sin uddannelse ved staten New Yorks biblioteksskole i 

1912. Fru Janette Cohn, datter af Andreas Schack Steenberg, fik tidligt i århundredet 

som den første dansker en amerikansk bibliotekaruddannelse, og 

blev senere ansat som medhjælp og sekretær i Statens Bogsamlingskomite 

fra 1909. 

Det var landet rundt helt overvejende bogsamlinger betjent af en frivillig, 

ulønnet person, men i byerne vurderer Steenberg at arbejdet bør overdrages 

til en betalt bibliotekar. Ved Københavns folkebiblioteker ansættes 1909 Jens 

Aarsbo som den første ’faguddannede’, heltidsbeskæftigede bibliotekar ved 

et dansk folkebibliotek. Han havde som mange andre ansatte ved Det 

kongelige Bibliotek en uafsluttet akademisk uddannelse og praksis fra Det 

kongelige Bibliotek som baggrund. Døssing havde en tilsvarende baggrund, 

hvilket nok har været datidens norm. (Oplyst af Ole Harbo) 

Med oprettelsen af Statens Bogsamlingskomité 1910 påbegyndes afholdelse 

af bibliotekskurser hvori Steenbergs bog: 'Folkebogsamlinger. Deres Historie 

og Indretning' (Steenberg 1900) indgik i undervisningen. Kurserne var på 14 

dage og denne kursustype fortsatte indtil den første skole med tre måneders 

teori og fire måneders praktik startede i 1918. 

"Fra 1885 til 1899 havde Steenberg samlet Erfaringer paa Folkebiblioteksvæsenets Omraade, 

og i August 1900 udsendte han sin Bog "Folkebogsamlinger, deres Historie og 

Indretning", og fra det Øjeblik har Danmark en Folkebiblioteksteknik. Selv om Bogen i 

Forhold til vor Tids Udvikling paa dette Omraade er meget mangelfuld og skitsemæssig, 

maa man sige, at den er Grundvolden for al senere Udvikling. Nu havde Folkebibliotekarerne 

et Sted at søge til for at faa klaret alle de Problemer, der ophober sig, 

naar man skal styre og lede Udviklingen selv af et meget lille Bibliotek." (Bannke 1929, 

p. 24) 

På grund af det bibliotekariske arbejdes art anbefaler Steenberg ikke en fordeling 

på flere ubetalte personer, men hvad angår 'det rent mekaniske' 

arbejde kan ansættelse af lønnet medhjælp overvejes, da 

"Bogsamlingens Virksomhed i høj Grad hemmes ved den Uensartethed i Betjeningen, 

der bliver en nødvendig Følge af Arbejdets Fordeling mellem flere. Derfor bør Arbejdet 

overdrages til en betalt Bibliotekar - det vil forhåbentlig snart vokse så meget, at han 

ikke kan udføre hele Arbejdet selv, men maa have lønnet Medhjælp. Hertil kan ofte 

bruges unge Mennesker, Drenge eller Piger, naar det gælder rent mekanisk arbejde, som 

at finde bestemte opgivne Bøger i Bogsamlingen eller stille Bøgerne paa deres Plads." 

(Steenberg 1900, p. 96)

Fig. 1. Protokol og ’lukkede hylder’. Bibliotekarens hovedopgave var 

registrering af udlån og aflevering, i den tidlige fase ved brug af lånerprotokol. 

Bøgerne var ikke tilgængelige, men blev hentet frem til lånerne efter rekvisition 

udefra ’ønskenumre’ i en trykt katalog. Fra: ’Københavns Kommunes 

Biblioteker 1885-1985’. 1985.

Ved Københavns nyoprettede folkebiblioteker i 1885 lagde man snart en 

politik for personaleanvendelsen, der blev baseret på virksomhedens 

størrelse: 

"Oprindelig havde man ikke tænkt at ansætte Medhjælpere for Bibliotekarerne, men det 

blev snart nødvendigt at antage 1 eller 2 Medhjælpere ved hvert Bibliotek, i Forhold til 

Laanertallets Størrelse. Naar det naaede 500, blev den anden Medhjælper antaget. Honoraret 

var meget ringe, kun 10 til 18 Kr. om Maaneden. Desuden blev der antaget Skoledrenge 

til Hjælp ved Bogopsætning og Afhentning af Bøger; de fik tre Kroner om 

Maaneden for deres arbejde". (Aarsbo 1935, p. 73) 

Efter reorganiseringen af bibliotekssystemet i København ved Aarsbo 1913 

indførtes en ny tjenesteorden, der givetvis har afstedkommet en større 

turbulens i personaleomsætningen. Som billede på den hastige ændring i 

folkebibliotekernes personaleanvendelse der fandt sted efter 1910 tjener 

forholdene ved landets største folkebibliotekssystem som en dækkende 

beskrivelse af de kvalifikationskrav der snart bredte sig ud over landet: 

"Ved Omordningen af Personaleforholdene forelaa følgende Opgaver at løse: Afskedigelse 

af de ældre Medarbejdere, der ikke kunde fortsætte under de nye Vilkaar, Antagelse 

og uddannelse af nyt Personale og Indførelse af en ny Lønordning. Bestyrelsen 

vedtog, at de ældre Bibliotekarer, der ikke havde deres Hovederhverv ved Institutionen 

og følgelig ikke kunde paatage sig heldaglig Tjeneste, snarest skulde afskediges med 

Pension (...) 

Personalet blev nu inddelt i to Grupper: 

A. Medarbejdere med Heldagstjeneste i 7 Timer, nemlig to Underbibliotekarer ved Hovedbiblioteket 

og sex Kredsbibliotekarer samt et antal Assistenter, Medhjælpere og 

Elever, der alle foreløbigt blev honorarlønnede og 

B. timelønnede Medarbejdere med 3-4 Timers Arbejdstid, især om Aftenen. 

For saa vidt muligt at tilvejebringe et paa de forskellige Trin m.H.t. Alder og Kvalifikationer 

ligestillet og ensartet Personale, bestemte Bestyrelsen, at der som Underbibliotekarer 

alene skulde antages Personer, der var uddannet ved udenlandske Biblioteksskoler 

eller ved Statsbibliotekerne: Aldersgrænse 35 Aar. Som Assistenter skulde fortrinsvis 

antages Studenter som Regel ikke over 20 Aar, som Medhjælpere og Elever unge 

Mænd og Kvinder med Realeksamen i Alderen 16-18 Aar. 

Overgangen til den nye Tjenesteorden skete ikke uden betydelige Vanskeligheder; dels 

var der ikke kvalificerede danske Ansøgere til alle de ledige Stillinger, hvorfor også 

Medarbejdere fra Norge en Tid maatte antages, dels lykkedes det ikke at fastholde alle 

de nyansatte kvalificerede Medarbejdere i Tjenesten, da der temmelig snart viste sig 

Udsigt til Opnaaelse af mere selvstændige Stillinger i Provinsen, hvor flere Folkebiblioteker 

i de følgende Aar blev nyordnet. Af disse Grunde skete der større Skifte og Afgang 

af Medarbejdere i denne Tid, end det var ønskeligt for en holdbar Udvikling af 

Virksomheden." (Aarsbo 1935, p. 160) 

Billedet er således ganske broget hvad angår folkebibliotekernes personaleanvendelse. 

Vi møder biblioteksbestyrer, bibliotekssekretær og biblioteksassistent 

som stillingsbetegnelser, og kun langsomt sætter standardiseringen 

ind på dette område i takt med standardiseringen og udbygningen af 

væsenet i 1920'erne.

2.2 Lokaler 

Beskedne lokaler var det generelle indtryk. Bogsamlingens lokale kunne 

typisk være i en af kommunens skoler, et værelse i en tekniske skole eller i et 

forsamlingshus. Lokalet skulle i bedste fald være bekvemt beliggende, så 

centralt som muligt og helst i stueetagen. Var der midler til det, kunne også et 

lejet lokale komme på tale, men det havde endnu lange udsigter før der 

kunne opføres bygninger udelukkende til biblioteksformål. Først hermed var 

Køge med sin biblioteksbygning fra 1919. 

Bogbestanden var fortrinsvis opstillet langs lokalets vægge, og når dette ikke 

var tilstrækkeligt, i fritstående dobbeltreoler på gulv. Bøgernes opstilling 

kunne være alfabetisk eller systematisk i en bevægelig opstilling, eller, hvilket 

må antages at være mest udbredt, den kunne være en fast opstilling med 

bøgerne opstillet efter tilvækstnummer. 

Udlånsskranken, hvor udlånsnoteringen fandt sted, kunne af hensyn til 

kontrollen med fordel anbringes så lånerne passerer ind ved den ene side og 

ud ved den anden. I mindre lokaler, eksempelvis skolestuer, hvor indgangsdøren 

er anbragt i et hjørne, placeres en tofløjet udlånsskranke med klare 

adgangsveje for lånerne. I noget større lokaler kan udlån og læsesal 

kombineres i ét rum adskilt ved dobbeltreol og med en trefløjet skranke 

anbragt centralt i rummet. 

Landets første mere professionelt udformede skranke tages i brug på 

Biblioteket for Vejle By og Amt 1916. Udlånsskranken er udformet af den 

første fuldtidsbeskæftigede, faguddannede centralbibliotekar H. Hvenegaard 

Lassen, der braget nyere ideer om skrankeindretning med hjem fra sit ophold 

i USA. I sit design er skranken hesteskoformet (sekskantet), 1,15 m. høj og 

forsynet med 6 rum til bogkort. I den ene halvdel af midterstykket er 'Udlaansnoteringen' 

- vasken - nedsænket i selve skranken, så den udenfor 

åbningstid kan dækkes med et låg der går i niveau med bordpladen. I 

omtalen i Bogsamlingsbladet 1917 konkluderer Hvenegaard Lassen: 

"Hele Skranken er udført i lysbeitset Eg. Den er leveret af Firmaet Henriksen & Jeppesen, 

Vejle, og er overordentlig smukt og nøjagtigt udført. I et halvt Aar har den nu været 

Centrum i Bibliotekets daglige Arbejde og har i enhver Henseende virket som den 

skulde. Det er simpelthen en daglig nydelse at arbejde ved saadan en stor, dejlig Udlaansskranke". 

(Hvenegaard 1917, p. 48) 

Den nuværende chef for Biblioteket for Vejle By og Amt, Jørn Godum Bech, 

oplyser skriftligt i forbindelse med EXIT-projektet at: 

"Skrankens taburet har vi endnu. Den blev indtil for få år siden brugt af medarbejderne 

i musikbiblioteket. De kendte ikke noget til dens ærværdige historie, men syntes, at 

taburetten var usædvanlig behagelig at sidde på, når man skulle rejse sig op hvert andet 

øjeblik. En cadeau til den lokale håndværksmester, der lavede den, og som rent håndværksmæssigt 

vidste, hvordan man mest hensigtsmæssigt konstruerer en stol". (Jørn 

Godum Bech, brev 13.6.1995) 

Den første mere sammenfattende beskrivelse på dansk af udlånsskranken 

og dens funktionalitet er indeholdt i 'Lærebog i Biblioteksteknik' (1922, p.157-

58) og dette afsnit er i sit fulde omfang optrykt i Bilag 3. Inventaret beskrives 

som værende snarere en 'Udlaansdisk' end en egentlig skranke; den bør 

være ca.1 meter høj så arbejdet kan udføres stående eller, ved hjælp af høje 

Taburetter, siddende. Skal arbejdet også udføres siddende må der i skrankeindretningen 

være plads til de siddendes ben, som det betænksomt hedder. I 

skrankens overplade er der anbragt spalter, hvorigennem bogkort kan stikkes 

ned i en skuffe som foreløbig grovsortering af bøgerne i eksempelvis skøn- 

og faglitteratur. 

Med kendskab til større engelske folkebiblioteker, der udover udlånslokale 

også har læsesal, anfører Steenberg følgende om placering af bibliotekarens 

arbejdsplads: 

"Hvis Forholdene tillade det, vil det være praktisk at have Skranken for Hjemlaanet fra 

Bogsamlingen til den ene Side af Bibliotekarens Plads og Skranken ind til Læsesalen til 

den anden Side. Over den sidste kan der anbringes Glasruder for at undgaa Støj fra 

Hjemlaanet. Begge Skranker bør bedst indrettes saaledes at Disken paa Skranken rager 

et Stykke ud til begge Sider. Bibliotekaren kan da sidde ved Skranken og arbejde, og 

Fodstykket vil ikke blive ødelagt ved at Laanerne støde Fødderne mod det." (Steenberg 

1900, p. 162) 

At presset fra publikum kunne være ganske massivt og krævende for 

bibliotekets inventar, herom vidner følgende øjenvidneskildring fra en 

latinskoleelev der passede udlånet ved Ålborg Folkebibliotek omkring århundredeskiftet: 

"En af byens pedeller passede de rustne kakkelovne og de store petroleumslamper med 

de dinglende blikskærme. Fra stueetagen førte en ret stejl trappe op til biblioteket [i den 

gamle latinskolebygning 1896-1905], og den var allerede før åbningstiden kl. 7 fuld af 

et overvejende ungdommeligt publikum. Når så døren til udlånet åbnedes og skaren 

styrtede ind, var det nødvendigt for personalet at holde igen på skranken, der gik tværs 

over lokalet, så den ikke - som det skete en aften - væltede." (Hvenegaard 1962, p. 56) 

Det er i 'Lærebog i Biblioteksteknik' (1922) Steenberg der har forfattet 

afsnittet om bibliotekslokaler. Det anbefales heri at anbringe den mest 

benyttede litteratur i selve det lokale hvorfra udlånet foregår, da udlån 

gennem en dør eller en luge - efter de 'lukkede hylder's princip - udelukker 

direkte vejledning af publikum. I større biblioteker bør bogbestanden af 

praktiske grunde deles i to afdelinger, med de mest benyttede bøger på 

'åbne hylder' i udlånslokalet, og den sjældnere benyttede litteratur opstillet i 

magasin uden direkte publikumsadgang. 'Åbne hylder' bør indføres i alle 

biblioteker, da dette giver den bedste udnyttelse af bogbestanden og giver 

lånerne mulighed for at orientere sig i materialet før hjemlån. 

"Der spares nogen Tid ved Ekspeditionen, men ikke saa megen, som almindeligt antaget, 

da der altid bør være en vejledende Bibliotekar, som kan give Raad ved Laanernes 

Valg; i et stort Bibliotek kræver dette en særlig assistent; i mindre Biblioteker kan det 

besørges af det med Udlaansnoteringen beskæftigede Personale." (Lærebog 1922, p. 

154)

2.3 Udlånsarbejde 

"Hele den tekniske Afdeling af Bogen præges af Omsorgsfuldhed for, at der bliver noget 

at vælge imellem for Bibliotekarerne baade inden for Klassedelingssystemer og Udlaansnoteringssystemer. 

Det var selvfølgelig en meget vanskelig Sag paa dette Tidspunkt 

at træffe det rette og fastslaa et ensartet System for hele Landet. Steenberg vidste 

jo, hvor stærkt de danske Personligheder ønsker at gøre sig gældende især inden for 

Smaatingenes Verden, saa det var maaske nok klog Politik at give Opfindertalenterne 

Plads at røre sig paa, om ikke andet, saa for at holde dem fangen ved Arbejdet." (Banke 

1929, p.26) 

De faguddannede bibliotekarer betød også en udbredelse af de standarder 

og bibliotekstekniske løsninger, der blev udbredt fra Bogsamlingskomiteen, 

fra 1912 især af Thomas Døssing som vandrebibliotekar/rejsebibliotekar. 

"Døssing blev ansat i Statens Bogsamlingskomité som en Slags Rejsebibliotekar, der 

skulle organisere og reorganisere Folkebibliotekerne omkring i Landet, saa de ikke uddannede 

Bibliotekarer kunde faa saa meget Udbytte af de nyere tekniske Hjælpemidler 

som muligt. Allevegne hvor han færdedes, blæste han Liv i arbejdet; naar han havde 

været nogle faa Dage ved et Bibliotek, "groede det efter ham", plejede Steenberg at 

side. Men det indre Arbejde i Komitéen, med at tilpasse den amerikanske Biblioteksteknik 

efter Danskernes Forhold og Natur, krævede saa meget Arbejde af Døssing, at 

Rejsernes Antal blev mindre og mindre (...) 

Den nye Stand, der hermed begyndte inden for Folkeopdragelsesarbejdet i Danmark, 

blev samtidig Begyndelsen til en Adskillelse mellem gammelt og nyt inden for Bibliotekssagen. 

Allerede paa Repræsentantmødet i Vejle 1914, hvor Redaktøren af "Bogsamlingsbladet" 

optog et Forslag fra Bibliotekar Hvenegaard Lassen om en Organisation af Biblioteksfunktionærer, 

mærker man paa Diskussionen, at man inden for Danmarks Folkebogsamlinger 

ikke er særligt begejstret for at modtage dette nye Element, som personlige 

Medlemmer. 

Formanden slog straks fast, at det var en Forening af Bogsamlinger, og disses Interesser 

maatte først varetages. I den senere Diskussion skimtes der hist og her fra de ikke faguddannede 

Bogsamlingsledere en vis Ængstelse for Faguddannelsen. To Aar senere 

faar Angsten for Bogsamlingskomitéens tekniske Hjælpemidler, eller rettere Foragten 

for dem, fastere Form inden for de ikke faguddannede; dertil kom en ny Opblussen af 

den gamle Strid om Niveauet, hvori Bøgerne skal ligge, og de biblioteksinteresserede 

blev derved delt i to Lejre." (Banke 1929. p. 43 & 46) 

Bogsamlingens accession registreres i en tilvækstprotokol og når bogen er 

indført heri, sættes et mærke i bogen så det fremgår at den er bogsamlingens 

ejendom. 

"Hertil kan benyttes et Kautschukstempel (helst med fast Haandtag og en særlig Sværtepude). 

Stemplet bør ikke være for bredt; det maa gengive Bogsamlingens Navn tydeligt 

og kan desuden udstyres mere eller mindre smukt." (Steenberg 1900,p.104) 

Reparation af bøger kunne finde sted uden bogbinderes hjælp og der var 

hertil en række praktiske hjælpemidler som giver et godt fingerpeg om 

datidens bibliotekstekniske arbejde i dets fulde variation. Ved at se sig om i 

skranke, ved skrivebord eller på hylder kunne øjet møde en opstilling der 

snarere kunne lede tanken hen på et arbejdslaboratorium:

Fig. 2. Udlånslokaler. To tidligere københavnske eksempler på biblioteksinteriører. 

Udlånssalen på Nørrebro stadig med ’lukkede hylder’ og i 

Griffenfeldsgade med ’åbne hylder’ 1915 efter reorganiseringen af 

biblioteksvæsenet. Fra: ’Københavns Kommunes Biblioteker 1885- 

1985’. 1985.

"Almindeligt Klister laves ved at blande Mel og Vand til en tyk Vælling, idet man passer 

at det ikke klumper; Blandingen koges over sagte Ild under stadig Omrøring, indtil 

den bliver klar. Ved Tilsætning af lidt Lim faar man en meget stærk Klister. Tilsættes 

nogle faa Dråber Nellikeolje eller Kreosot eller nogle Centigram Salicylsyre, vil Klisteren 

kunne holde sig meget længe, naar den opbevares under tætsluttende Laag (...) 

Blækpletter kunne fjernes ved en ringe Mængde Oxalsyre opløst i Vand eller stærkt 

fortyndet Saltsyre (...) Vand- og Fugtighedspletter fjernes ved at anvende kogende 

Vand og Allun. Jordpletter afvadskes i koldt Vand, derefter i stærk fortyndet Saltsyre 

og endelig i en svag Klorkalkopløsning." (Steenberg 1900, p. 109-110) 

Bøgerne emneordnes i en klassedeling når bestandens størrelse nødvendiggør 

det. Dewey's Decimalsystem og C.A. Cutters bogstavsystem var de mest 

nærliggende systemer, og den valgte klassedeling kunne benyttes både ved 

bøgernes opstilling på reolerne og i boglistens registrering af bestanden eller 

i begge sammenhænge. Cutters bogstavsystem kunne videre udbygges med 

'forfattermærker' (Cutter Author Marks) der bevarer den bogstavrette orden 

efter forfatternavn i opstillingen. 

Boglisten (katalogen) registrerer de bøger der findes i bogsamlingen og 

deres indhold. Boglisten kan være i trykt form eller skrevet på kort (Kort- 

Boglisten), men bygger i begge tilfælde på en udarbejdet seddelliste, 

svarende til hyldelisten, der giver en samlet fortegnelse over bogsamlingens 

bøger og deres respektive 'ønskenumre'. Da bøgerne opstilling på reolerne 

følger ønskenumrenes orden, vil hyldelisten også kunne bruges ved gennemsyn 

og revision af bogsamlingen. 

Boglisten kan være ordbogsordnet, som den meget udbredte 'dictionary 

catalogue', eller den kan være klassedelt. Steenberg peger på at en 'Ordbogs-Bogliste' 

med omhyggelige henvisninger (eksempelvis 'se også' 

henvisninger) vil frembyde de fleste fordele og være til størst nytte for 

bogsamlingernes lånere. 

2.4 Mod 'åbne hylder' 

Medens låneradgang direkte til bogbestanden var 'state of the art' i kommercielt 

drevne lejebiblioteker og subscription libraries i såvel Danmark som 

England - siden oprettelsen af det første circulation library ved Allan Ramsay 

i High Street i Edinburgh 1725 - var tanken om 'åbne hylder' kun gradvis ved 

at vinde indpas i den bibliotekstype der skulle afløse de ovennævnte 

forgængere. Frygten for at miste såvel bøger som kontrollen med lånernes 

læsning har angiveligt tilsammen dikteret en ganske behersket udviklingstakt 

på området efter at det første engelske folkebibliotek - Clerkenwell Public 

Library (senere Finsbury) - i 1894 havde indført den nye måde for exponering 

af bibliotekets bøger.

Fig. 3. Placering af skranken. Afhængig af lokalets indgang kan skrankepartiet 

være indrettet med to fløje i vinkel eller udvidet til tre fløje. Fra: 

’Lærebog i Biblioteksteknik’, 1922.

"'A Plea for Liberty' to Readers to Help Themselves" var navnet på den 

artikel i 'The Library' af James Duff Brown, der i 1892 argumenterede for 

systemets relevans også for folkebiblioteker. Det var den frie adgang til 

materialet og den uhindrede mulighed for at orientere sig før beslutning om 

hjemlån, der var de drivende argumenter for omstillingen. 'The Free Public 

Library' måtte også på dette punkt operationalisere sin målsætning i den 

daglige drift af biblioteksvirksomheden. 

At opstillingssystemet var mere pladskrævende end den traditionelle 

personalefremfinding af bøgerne fra 'lukkede hylder' bliver også diskuteret og 

imødegået i de biblioteksfaglige bøger om emnet (Stewart 1915 et al.). Og at 

låneradgang til reolerne også accentuerede behovet for et klassifikationssystem 

og tilsvarende opstillingssystem, der lettede lånernes orientering i 

bogbestanden, var ligeledes et kardinalpunkt der skulle håndteres. Betydningen 

af at 

"borrowers duly enrolled on the register of the library shall have the right of direct 

access to the books on the shelves" (Stewart 1915, p. 179) 

har vide konsekvenser for hele bibliotekets udfærdigelse og administration af 

regler for bibliotekets benyttelse. Det var et nyt paradigme for biblioteksbenyttelsen, 

der erstattede restriktiv lukkethed og kontrol med et progressivt 

åbent og liberalt syn på samspillet mellem biblioteket og dets lånere. 

Så omkring århundredeskiftet vinder princippet om 'åbne hylder' vinder frem i 

angelsaksiske lande og midt i brydningstiden mellem det gamle og det nye 

bibliotekssyn beskriver Steenberg udviklingen, som snart skulle nå til 

Danmark, med disse ord: 

"Der har i de senere Aar udviklet sig en helt ny Form for Bogsamlinger, Bogsamlinger 

med "aaben Adgang" (open access). Den har hæftige Forkæmpere og hæftige Modstandere. 

Til Grund for den ligger den Tanke, at skal en Laaner afgøre, hvorvidt han har 

Brug for en Bog eller bryder sig om at laane den, maa han kunne tage Bogen i Haanden 

og undersøge den. Derfor maa man give ham Adgang til Reolerne, og lade ham selv 

vælge sin Bog ud mellem dem alle. I disse Bogsamlinger opstilles da Bøgerne saaledes, 

at Laanerne have let ved at finde sig til Rette mellem dem (...) Adgangen til Reolerne er 

gennem en smal Laage, der aabner indad, men som Laaneren ikke selv kan lukke op; 

han lukkes ind efter at have fremvist sit Laanerkort. Naar han har fundet den Bog, han 

vil have, gaar han hen til en anden Laage, der aabner sig udad; heller ikke gennem den 

kan han komme uden ved Bibliotekarens Hjælp; denne noterer Udlaanet og lader saa 

laaneren komme ud." (Steenberg 1900, p. .25-27) 

Bøgernes opstilling på reolerne kunne som tidligere nævnt være en fast 

opstilling, hvor hver bog havde sin bestemte plads på en bestemt hylde, eller 

en bevægelig opstilling, der tillader en flytning af bøger, der har en relativ 

placering mellem andre bøger omhandlende samme emne eller samme 

forfatterskab. På bogryggen havde hver bog en mærkeseddel som etiketterne 

på syltetøjskrukker med bogens 'ønskenummer'. 

"Hovedhensynet ved Bøgernes opstilling paa Reolerne maa være det, at man hurtigt kan 

finde en bestemt Bog, naar denne opgives enten ved sin Titel eller ved det Mærke, som 

adskiller den fra alle andre bøger; dette Mærke kunde man kalde Bogens Ønskenummer. 

Ved Siden af dette Hensyn kan også andre Hensyn gøre sig gældende; saaledes

kunne de Bøger, der udlaanes mest, opstilles nærmest ved Udlaansdisken" (Steenberg 

1900, p. 138) 

Som dette citat indikerer, opererer Steenberg stadig med 'de lukkede hylder' 

som indretnings- og betjeningskodex i bogsamlingerne. Bibliotekaren er 

placeret i skranken og optræder som et nødvendigt mellemled mellem låner 

og bogbestand, og via boglisten kan låneren opgive ønskenummeret på 

bogen til bibliotekaren der så, evt. via medhjælp, fremfinder bogen fra de 

lukkede hylder. Dette svarer ganske til den datidige biblioteksbetjening ved 

landets forskningsbiblioteker. Med bibliotekarens placering i lokalet i den 

nævnte udlånsdisk, og først på et senere tidspunkt møder vi termen skranke i 

fagterminologien. 

Som det første folkebibliotek i Danmark indfører Frederiksberg Kommunebiblioteker, 

udfra egne oplysninger, 'åbne hylder' i 1906. I bibliotekets beretning 

for 1907/08 hedder det: 

"Ved Biblioteket i Howitzvejens Skole indførte man i afvigte Aar [1906] Systemet med 

'aabne Reoler' ved Udlaanet, saaledes at Publikum faar Adgang til at komme indenfor 

Skranken for selv at udsøge de Bøger, der ønskes til Laans. De heldige Resultater af 

denne Fremgangsmaade har bevirket, at man fra September 1908 har indført den ogsaa 

ved de andre Biblioteker." (Frederiksberg 1937, side 24) 

Udlånsnoteringen foregik på Frederiksberg ved indskrivning i en protokol, og 

lånerne havde et adgangskort til biblioteket. Med oprettelsen af hovedbiblioteket 

i 1914 indførtes Newark-systemets dobbeltkortsystem med afstempling 

af hver hjemlånt bog på lånerkortet. Før indvielsen af den nye bygning på 

Solbjergvej 1935 blev alt publikumsarbejde udført fra den såkaldt 'blandede 

skranke', oprindelig næsten udelukkende af biblioteksuddannet personale og 

elever. 

Ved Københavns folkebiblioteker indfører Aarsbo 'åbne hylder' på udlånsafdelingen 

for Nørrebro 1910, og et par år senere udlånsnotering ved bogkort 

efter Newark-systemet, som led i reformerne efter sin tiltræden som leder af 

hele bibliotekssystemet 1912. Og der kunne nævnes et par gode grunde til at 

overveje en bedre tilgængelighed af bibliotekernes bogbestand: 

"Men med den Nedgang. der paa dette Tidspunkt fandt Sted i Benyttelsen af bogudlaanet, 

var det rigtigt at forsøge enhvert Middel til at standse denne, og Indførelsen af de 

aabne Hylders System frembød sig som et saadant Middel. Tiden var kommen til at gaa 

bort fra den tidligere besværlige Ordning med Ønskesedlerne, der altfor let førte til et 

utilfredsstillende Resultat for Læserne, og derfor var udsat for Kritik. Den nye Ordning 

blev efterhaanden meget populær blandt Læserne, der nu fik Lejlighed til at kende 

Bogbestanden ganske anderledes indgaaende end det før var muligt. I de følgende Aar 

blev den gennemført ved næsten alle Bibliotekerne, efter at den nye før omtalte systematiske 

Opstilling af Bogbestanden - der var en nødvendig Forudsætning for den - havde 

fundet Sted.". (Aarsbo 1935, p. 143) 

Ved overgangen fra protokolsystem til kortsystem havde København i 1903 

valget mellem Browne og Newark, men benyttede i den første fase 1903-06 

et særligt tillempet Browne-system med lånerkort ordnet i kasser. På 

daværende tidspunkt var Browne det i England mest anvendte system, og 

København valgte da også at overgå til dette system i 1906,

Fig. 4. Indikatorer. Ved bibliotekarens disk kunne der i biblioteker med 

”lukkede hylder” være anbragt en ”indikator” der angav hvilke af katalogets 

bognumre, der var hjemme på hylden. Benyttet bl.a. i Vestergade Århus og i 

Hjørring. Fra: Steenberg: ”Folkebogsamlinger”, 1900, og Åge Bredsted: ”100 

år med Århus Folkebibliotek, 1969.

men ændrede 1913 igen udlånsnoteringen, nu til Newark-systemet. Det var 

afgjort et held, på sigt for det samlede biblioteksvæsen i Danmark, at 

København overgik til Newark i 1912. Browne-systemet med dets mangler 

indføres kun få steder, hvorimod Newark-systemet blev landskendt gennem 

Bogsamlingskomiteens kurser og reorganiseringsarbejde 1910-1920, og det 

var som følge af denne 'markedsføring' ret udbredt allerede før 1920. 

Følgende uddrag giver et godt billede af de ændringer der fandt sted i 

landets største og - skulle det snart vise sig - mest professionelt drevne 

bibliotekstilbud op mod den store reorganisering i 1913: 

"Pladsen i bibliotekerne tillod i reglen kun brugen af en enkelt protokol af mægtigt format. 

En hovedfejl ved protokolsystemet var, at noteringen kun kunne udføres af en enkelt 

person af gangen. Selv om skrivningen var forenklet til et minimum, klagede personalet 

alligevel meget over det besværlige ekspeditionssystem. Protokolsystemet umuliggjorde 

i øvrigt enhver form for tilforladelig statistik over, hvad der blev læst. Protokollerne 

blev afskaffet i 1903, men da var man også nået op på 400.000 udlån om året. 

Man gik over til at bruge lånerkort ordnet i kasser, så flere assistenter kunne ekspedere 

samtidig. Når en bog udlåntes, noteredes bogens nummer på kortet. For at kunne lave 

en statistik havde man en enkel anordning, som anvendtes ved alle bibliotekerne: et lille 

mekanisk tælleapparat, anbragt på siden af ekspeditionsbordet. For hver bog, som udlåntes, 

trykkede man én gang på apparatet, så man når som helst kunne konstatere, hvor 

mange bøger, som var gået ud. 

Heller ikke dette system var i længden tilfredsstillende, hvorfor Browne's udlånssystem 

blev indført i 1906. Lånerkortet blev erstattet af en lille pose med lånerens nummer, 

navn og adresse, stor nok til, at et bogkort kunne stikkes ned i den. Systemet var effektivt, 

og man fik stort set alle de udlånte bøger hjem igen. Den første bog, der forsvandt, 

var én, der hed "Pligterne" af Smile. Det var nu ikke så mærkværdigt endda, at bøgerne 

blev afleveret igen. Man fortabte nemlig ganske enkelt låneretten, hvis man ikke afleverede. 

I 1913 ændredes udlånsnoteringen til Newark-systemet, som mange voksne lånere endnu 

husker. Lånerens nummer blev noteret på bogkortet ved udlånsnoteringen, og på 

lånerkortet datostemplede man for hvert udlån. Det fremgik altid tydeligt, hvor mange 

bøger låneren havde hjemlånt, og af bogkortene kunne man se, hvornår og til hvem en 

bog havde været udlånt. 

Så længe man kun kunne hjemlåne én bog ad gangen, var det som oftest romaner eller 

andre underholdende bøger der blev lånt. Følgen var, at en stor del af den belærende 

litteratur stod ubrugt på reolerne. Man regnede med, at kun 10% af det samlede udlån 

hørte til denne kategori. Derfor blev det i 1910 forsøgsvis tilladt, at lånerne ved biblioteket 

i Griffenfeldsgade måtte hjemlåne 2 bøger ad gangen, hvoraf den ene skulle tilhøre 

den belærende litteratur eller, som man nu begyndte at kalde den, faglitteraturen. 

Resultatet var godt, og benyttelsen af faglitteraturen steg til 23% af det samlede udlån. 

Ved reformerne i 1913 blev ordningen indført over hele byen. Successen var i almindelighed 

så stor, at lånerne blev anmodet om hurtig og rettidig tilbagelevering af de læste 

bøger, så cirkulationen kunne foregå uden standsning." (København 1985, p. 43-44) 

Det ligger hinsides enhver tvivl, at de store nybrud, der fandt sted i folkebiblioteksvæsenet 

i perioden omkring første verdenskrig, har været en prøvelse 

for de store dele af personalet for hvem biblioteksarbejdets indarbejdede 

rutiner har medført en ganske traditionsbundet bevidsthedsform. Modstand 

mod forandring og de personalereaktioner der har gjort sig gældende i 

1980'ernes og 1990'ernes teknologiomstilling, kan også iagttages i forbindelse 

med datidens indførelse af 'åbne hylder', nye centralt udarbejdede 

bibliotekstekniske forskrifter og nye noteringssystemer: 

"Det nye udlånssystem [Newark] prøvedes første gang i Griffenfeldsgade sidst på året 

1912. Det var med stor spænding, man fra personalets side iagttog de gamle, mangeåri-

ge låneres reaktioner overfor sådanne uventede nyheder. Enhver mishagsytring blev 

modtaget med jubel af bibliotekets gamle deltidspersonale, som principielt var imod 

enhver ændring i det tilvante, medens de få nye heltidsbibliotekarer taknemmeligt indkasserede 

de sparsomme udtalelser om, at der dog måske også kunne være nogen mening 

i det nye. Men ret hurtigt vænnede alle sig til det nye system, og det blev så efterhånden 

indført i alle kredsbibliotekerne." (Hvenegaard 1964, p. .532) 

At princippet om publikums direkte adgang til bogbestanden blev vurderet 

som den fremtidige norm for biblioteksvirksomheden, fremgår også af, at det 

mønsterbibliotek 'Stationsbyens folkebibliotek', der fremvistes på Landsudstillingen 

i Århus 1909 havde de tilgængelige reoler opstillet langs rummets 

vægge, hvorfra de besøgende kunne hente materiale til at studere nærmere 

ved bordene i lokalets midte. 

I udlånssalen i engelske folkebiblioteker har Steenberg kendskab til at der på 

selve disken, hvorfra udleveringen af bøger foregår, er anbragt en 'Indikator' 

(angiver). En stor jernramme adskiller bibliotekarer og lånere på hver sin side 

af disken. Indikatoren har en inddeling i 1000 små rum, hver forsynet med en 

lille æske, der på endefladerne har en henholdsvis rød og sort metalplade. 

Nummeret betegner en bog. Når låneren vil undersøge om en bog er 

hjemme, vil farven i det pågældende rum af indikatoren fortælle om dette er 

tilfældet. Ved udlån opbevares lånerkortet i æsken under bogens nummer og 

ved aflevering vendes æsken og farven skifter. Der er nedenfor også 

medtaget et citat fra den kilde hvorpå Steenberg har bygget sin fremstilling, 

og hvor også en indikator i kortform er angivet: 

"The indicator is a large, wooden frame containing small, oblong pigeon-holes, into 

which are fitted blocks representing the books in the library, or certain classes of books. 

On both ends of the block is printed the call-number of the book, one end having a blue 

ground, the other a red one. 

By making the red represent books in, and the blue books out, the public can tell at 

once if a given book can be had, and need not ask useless questions. The saving of time 

and labor, therefore, is greater than with the card indicator, where the assistant has to 

look through the cards in order to say if a book is in - but both devices save unnecessary 

journeys to the shelves, and the card indicator occupies less space. The use of the 

block indicator is confined, so far, almost entirely to British libraries". (Plummer 1893, 

p. 246) 

"En saadan Indikator tager megen Plads (...) Ved mange biblioteker benyttes Indicatoren 

kun for Romanerne; mange Bibliotekarer bruge den slet ikke, da den efter deres 

Mening forhindrer en personlig Forbindelse mellem Bibliotekar og Laaner." (Steenberg 

1900,p.23-24) 

Om indikatorens rolle i et bibliotek med lukkede hylder hedder det i 'Lærebog 

i Biblioteksteknik' (1951)

Fig 5. Kasser med bogkort. Tidlige eksempler på kasser – ’vasken’ – til 

opbevaring af bogkort til udlånte bøger. Mange arbejdstimer er tilbragt med 

systematisering og fremfinding af bogkort. Fra: Steenberg: ’Folkebogsamlinger’, 

1900.

”Denne Bogbestand anbringes nu overalt på åbne Hylder, således at de lånere, der ønsker 

det og er i stand til at finde sig til rette, personlig kan udvælge de bøger, de ønsker 

at låne. Systemet med åbne hylder, som nu er almindeligt her i Norden, stammer fra 

England og Amerika, hvor det slog igennem i slutningen af forrige århundrede. 

De konservative englændere forsøgte i lang tid at bøde på de lukkede hylders ulemper 

ved at indføre forskellige slags indikatorer, indretninger, der var placeret, således at de 

kunne ses uden for lånerskranken, og som bestod i rækker af numre over hele den i den 

trykte katalog optagne bogbestand, numre, som man lod forsvinde eller på anden måde 

mærkede, når man ville betegne, at den til nummeret svarende bog var udlånt. Lånerne 

kunne altså gennem indikatoren se, hvilke bøger der var hjemme, og så gøre deres valg 

blandt disse, men sådanne indretninger har efter engelske bibliotekarers opfattelse blot 

forsinket udviklingen uden på nogen måde at virke tilfredsstillende, og de er nu et 

længst overstået stadium. I Sverige, hvor det gamle system længst fandt forkæmpere her 

i Norden, er modstanden døet hen. Kun i Tyskland holder man endnu på de lukkede 

hylder, som giver lejlighed til at hente og udlevere hver enkelt bog til låneren og derigennem 

vejlede ham og kontrollere hans bogvalg." (Lærebog 1951, hefte 4, p.5) 

Det foreligger dokumenteret, at dette indikator-system har været anvendt 

flere steder i Danmark, bl.a. ved folkebogsamlingen i Hjørring, hvor R. 

Thomasen i århundredets begyndelse lod sig inspirere af de nye metoder 

som Steenberg introducerede. Han fremstillede en 'indikator' på en linoleumstavle, 

men glemte at strege numre ud så der kom uorden i systemet 

(Hvenegaard 1962). 

"... og hvad jeg nær havde glemt, det allermest udspekulerede: en mægtig stor, indrammet, 

sort Linoleumstavle, paamalet med alle samlingens Bognumre. Var en Bog ikke 

hjemme, skulde dens Nummer være udstreget paa Tavlen. Læserne kunde altsaa straks 

se, hvad der var hjemme, og vi behøvede ikke at virre rundt fra Reol til Reol. Tavlen 

gav straks Besked, vi kunde gaa lige hen og tage den ønskede Bog. Den var rigtig saa 

fint fundet paa. Den blev os til stor Bekymring! En lille Forglemmelse, en Huskefejl, en 

Fejltagelse, og der var straks Kludder i Valsen, og revidere den! For et arbejde det var! 

og det maatte den jævnlig. At den Tavle sjælden var i Orden gjorde, at vi ret hurtigt 

kom ind paa "aabne Hylder." (Thomasen 1927, p.12) 

Til udlånskontrol benyttedes i Hjørring en blanding af Browne-system med 

poser og protokolnotering, antagelig det samme kombinationssystem som 

hos Johannes Høirup ved Holbæk Amts Folkebogsamling, og biblioteket 

måtte i en periode af pladsmæssige grunde gå bort fra de indførte 'åbne 

hylder' indtil den nye centralbiblioteksbygning kunne indvies i 1927 (Thomasen 

1927). 

Ved folkebiblioteket i Vestergade i Århus opstilledes i midten af 1890'erne en 

indikator, der skønnedes velegnet til at lette ekspeditionen i forbindelse med 

en katalog, der var forsynet med bøgernes numre (Fig.4. Bredsted 

1969,p.21) 

De 'åbne hylder' er helt fra begyndelsen det bærende indretningsprincip i 

landets første selvstændige biblioteksbygning, der indvies i Bygårdsstræde i 

Køge 1919. I stueetagen var der avisstue, læse- og udlånssal og på 1.salen 

lejlighed til bibliotekaren. Bygningen ophører som bibliotek 1958 og nedrives 

1977 (Bogens Verden, 1977, p.125).

Der er i 1920-bibliotkslov ikke explicit omtalt begrebet 'åbne hylder', men det 

hedder bl.a. at centralbiblioteker er forpligtet til at yde biblioteksteknisk 

vejledning til de statsunderstøttede biblioteker i distriktet. 

"Der skal særlig ydes Hjælp til Katalogisering (herunder også udarbejdelse af trykte 

Kataloger) og Klassedeling, til Indretning af Udlaanssystemer, til Bogvalg samt til Indretning 

og Udstyrelse af Lokaler". (Bekendtgørelse til loven, november 1921, § 7, stk. 

5) 

Denne indretning og udstyrelse af lokaler er den nye biblioteksform med 

'åbne hylder', der er nøje sammenhørende med de centrale bibliotekstekniske 

hjælpemidler fra Statens Bibliotekstilsyn, og således animeres der 

ved hjælp af bekendtgørelsen og dens særlige tilskud til nyordning og 

modernisering også af den fysiske indretning i 1920'ernes folkebiblioteker. 

Der er i spørgeskemaundersøgelsen til EXIT-projektet også spurgt om 

bibliotekets overgang fra 'lukkede' til 'aabne' hylder. 

Blandt centralbibliotekerne (samt KKB/FKB) er Slagelse ifølge egne oplysninger 

overgået til 'aabne hylder' før århundredeskiftet, Helsingør 'har altid 

haft det' og Frederiksberg er overgået mellem 1900 og 1909. Men det største 

ryk i overgangen til den indretningsform, der skulle blive fremtidens, finder 

sted i løbet af 1920'erne, hvor ialt seks centralbiblioteker overgår til 'aabne 

hylder', og i 1930'erne er 'aabne hylder' state-of-the-art over hele landet på 

centralbiblioteksniveau. 

For de større købstadsbiblioteker med aktuelt mere end 20.000 indbyggere i 

virkeområdet er det også i 1920'erne den store overgang til den nye biblioteksindretning 

finder sted. Svendborg oplyser de har haft 'aabne hylder' siden 

1889 og Holbæk siden 1902. Holstebro, Køge, Næstved og Thisted oplyser 

at dette indretningsprincip er indført mellem 1910 og 1919, og syv biblioteker 

(Fredericia, Ishøj, Kolding, Korsør, Silkeborg, Sønderborg og Varde) indfører 

'aabne hylder' i 1920'erne. 'Aabne hylder' ses i Høje-Tåstrup og Rødovre i 

1930'erne, i Herlev mellem 1940-49, i Hillerød mellem 1950-59, i Albertslund 

fra bibliotekets oprettelse i 1963, og Frederikshavn afviklede ifølge egne 

oplysninger først deres sidste 'lukkede hylde' i 1962. 

For de mindre biblioteker med aktuelt under 20.000 indbyggere i virkeområdet 

er det karakteristisk, at overgangen til den nye biblioteksindretning også 

her for størstedelens vedkommende finder sted i løbet af 1920'erne. Men en 

forholdsmæssig større del af disse biblioteker overgår først i løbet af 

1930'erne, 1940'erne og 1950'erne end tilfældet er for de større biblioteker 

med deres noget tidligere ansættelse af faguddannet bibliotekar. Sydals 

bibliotek anfører 'aabne hylder' som indretningsprincip lige siden den første 

biblioteksoprettelse i 1700'tallet.

Fig. 6. Skrankearbejde. Lokaleindretning og skrankearbejde på Frederiksberg 

1919. Der er publikumsadgang til ”åbne hylder” og travlhed i skranken 

med registrering af bøger. Fra: ”Frederiksberg Kommunes Hovedbibliotek”, 

1935.

Hvornår indførte biblioteket ”åbne” hylder med direkte publikumsadgang 

til bogbestanden? 

Centralbiblioteker 

Folkebiblioteker i kommuner med mere end 20.000 indbyggere 

Adskillige købstadsbiblioteker opererede med 'lukkede hylder' langt op i 

tyverne, og 1931 var kun Hillerød og Grenå blandt samtlige danske købstadsbiblioteker 

alene om at arbejde udfra de 'lukkede hylders' princip. 

Hillerød folkebibliotek var først i 1952 lokalemæssigt i stand til at afskaffe de 

'lukkede hylder' for bibliotekets 29.000 bind (Bogens Verden, 1953,p.102). I 

Grenå var en tiltrængt midlertidig lokaleudvidelse i 1953 nødvendig for at 

overgå til 'åbne hylder' idet ca.8.000 ud af bibliotekets ca.12.000 bind nu var 

direkte tilgængelige for de voksne lånere (Bogens Verden, 1953, p.431). I en 

over 20-årig periode fra 1931 til 1952/53 har således Hillerød og Grenå været 

de eneste folkebiblioteker, der fungerede videre med en arbejdstilrettelæggelse 

hvor bibliotekaren var et nødvendigt mellemled mellem bruger og

ogbestand. Endnu frem i begyndelsen af 1970'erne kunne man i mindre 

udlånsfilialer på landet møde bibliotekets bøger opstillet i aflåst glasbogskab i 

deltidsbibliotekarens dagligstue. 

En levende beretning om udlånsarbejdet i århundredes begyndelse har vi i 

den senere bibliotekskonsulent Jørgen Bankes skildring af forholdene ved 

folkebiblioteket i Esbjerg og af de nye bibliotekstekniske systemer, der vinder 

indpas. Citaterne viser arbejdet omkring 1915, de ændringer centralt 

udarbejdede hjælpemidler havde på lokalt niveau, og ikke mindst den effekt 

som et besøg af Steenberg og senere Døssing har haft på bibliotekets 

virksomhed: 

"Paa den anden Side af Gangen, der var Indgang fra Gaden, havde vi Udlaanet. Man 

kom ind til en mægtig stor Skranke, saa over paa en Del tætpakkede Reoler og bad om 

en Bog, som M.P. (Lærer M.P. Jensen) og hans Hjælpere fandt frem (...) 

Jeg blev altsaa Redders Efterfølger, fik Glasdørene af Skabene og var begyndt en Nyordning 

af Bøgerne, da Professor Andreas Schack Steenberg, Formanden for Statens 

Bogsamlingskomité, kom over for at se paa den nye Bibliotekar. 

Det blev min første Indvielse i Biblioteksarbejdets Mysterium, først og fremmest i Deweys 

Decimalklassedeling og det nye Nummereringssystem. 

Dette, at man kunde holde en Forfatters Produktion paa samme Plads paa Hylden, var 

en storartet Opdagelse for en Bibliotekar, som var vænnet til at have Bergsøes Bøger 

staaende mindst 6 til 8 Steder i Biblioteket. Folket skulde selv have Lov til at gaa til 

Hylderne, det var lige noget, der passede mig. 

Steenberg var en Troldmand, der sad og afslørede Kunstens Hemmeligheder for mig. 

Bibliotekaren skulde gøre Bogmassen levende, man skulde ikke alene ved Hjælp af 

Katalogiseringssystemet kunne finde den rigtige Bog, men den Side eller de linier i Bogen, 

man trængte til i Øjeblikket. 

Det gjaldt om at faa den rigtige Tekst frem til Spørgeren netop i det Øjeblik, han trængte 

til det. 

Nogen Tid efter kom Steenbergs Medhjælper, Bibliotekar Th. Døssing, en helt anden 

Type paa en Biblioteksmand. Steenberg var værdig docerende, Døssing kammeratlig 

charmerende. Han blev i 8 Dage, og jeg fik Undervisning hver Dag. Det varede ikke 

længe, inden jeg var mere ivrig end de to Profeter - Diciplene er jo altid værre end Profeterne." 

(Banke 1947, side 24) 

De nye metoder slår an i Esbjerg i en sådan grad, at læsesalsbesøget 

voksede til et omfang der sagdes at overstige besøget på læsesalen i 

Kristiania/Oslo. Tilstrømningen i 1917 var så voldsom, at der måtte indføres 

et system med at trække et ekspeditionsnummer så personalet altid kunne 

finde den, der havde tur i køen.

Fig. 7. Browne-systemet. En lånerpose med navn og adresse til opbevaring 

med bogkort på biblioteket ved hjemlån. Systemet var tidkrævende i fremfinding 

af poser ved aflevering og blev kun benyttet i ganske få biblioteker. Fra: 

Steenberg ’Folkebogsamlinger’, 1900, og ’Lærebog i Biblioteksteknik’, 1992.

2.5 Udlånsregler 

Udlånsreglerne definerer de vilkår hvorunder bogsamlingen er tilgængelig for 

lånerne, og følgende bestemmelser fra Steenberg (1900) illustrerer state-ofthe-art 

hvad angår de daglige udlånsrutiner. 

"Disse Regler maa paa den ene Side være af et saadant Indhold, at de sikre Bogsamlingen 

mod uforsvarlig Brug og Tab af Bøgerne; paa den anden Side maa de helst indeholde 

saa faa og saa lidt indskrænkende Regler som muligt." (Steenberg 1900, p. 144) 

"Udlaansreglerne bør indeholde en Opfordring til Laanerne om at søge Bibliotekarens 

Hjælp til at finde den boglige Kundskab, som han søger, og til at foreslaa nye Bøgers 

Anskaffelse. 

Lad i det hele taget Laanerne ved Fastsættelsen af Udlaansreglerne og ved deres Gennemførelse 

faa Indtrykket af, at Bogsamlingen er som en gæstfri Vært, der gerne vil 

byde sine Gæster det bedste og kun fordrer visse Regler overholdte, for at Bogsamlingens 

Bøger kunne være til Nytte og Glæde for saa mange som muligt." (Steenberg 

1900, p. 149) 

Åbningstid. Bogsamlingen bør såvidt muligt have åbent hele året. Ved den 

ugentlige og daglige åbningstid spiller også hensynet til arbejdets tilrettelæggelse 

ind. 

"Udlaanstiden bør lægges paa den for Laanerne mest bekvemme Tid; den bør være saa 

lang, at ikke alt for mange Laanere paa een Gang maa vente paa at blive ekspederede. 

Den bør ikke forandres uden tvingende Grunde, da Forandringer altid give Anledning 

til mange Fejltagelser."(Steenberg 1900,p.144) 

Indmeldelse. Låneren opgiver navn, stilling og bopæl på en trykt blanket, 

hvorved han forpligter sig til at overholde udlånsreglerne. Denne pligt 

omfatter bl.a. erstatning af ødelagte eller bortkomne bøger, anmeldelse af 

ændring af bopæl samt anmeldelse af udbrud af smitsom sygdom i hjemmet. 

Det forlanges i almindelighed at låneren skal bo i kommunen, og hvis låneren 

kun løst er tilknyttet stedet kan bogsamlingen sikre sig mod tab ved at 

forlange en kaution fra en bosiddende mand eller selvstændig kvinde. 

Betaling. Hvis bogsamlingen er kommunens ejendom, kan udlånet gøres 

gratis, og Steenberg udtrykker håbet om at dette med tiden vil blive det 

almindelige. Skal betaling opkræves, kan dette ske for hvert lån eller for en 

bestemt periode. Månedsbetaling synes at være det almindelige, med en 

beløbstørrelse på 10-20 øre om måneden. I nogle bogsamlinger er det 

almindeligt at opkræve et indskud, når låneren melder sig ind. 

Lånerkort. Ved indmeldelsen forsynes låneren med et 'adgangskort' med 

lånerens navn, stilling, bopæl og lånernummer. På kortets bagside kan der 

være plads til afstempling som kvittering for den modtagne månedsbetaling. 

Adgangskortet medtages hver gang låneren bytter bøger, og låneren er 

ansvarlig for de bøger der lånes på hans lånerkort. Udstedelse af et nyt adgangskort 

i utide bør betales. 

Antal hjemlån. En udbredt regel tilskriver ét hjemlån ad gangen for den 

enkelte låner. Til fremme af læsning af den kundskabsgivende læsning 

vinder den praksis frem at give låneren ret til at få to bøger ad gangen, heraf

skal mindst den ene være af belærende indhold - 'ekstrabogen'. Restriktionen 

på antallet af hjemlån holder ved, og på Biblioteket for Vejle By og Amt, 

der på flere felter var et forgangsbibliotek, ser vi først i 1933 en ændring i 

udlånsreglerne: 

"Samme Aar [1933] indførtes der visse Ændringer i det i 1914 indførte Udlaanssystem. 

Konsekvensen af det nye System (modificeret Detroitsystem) var den, at en Mængde 

Laanerkort blev annuleret, idet Udlaansreglerne blev ændret saaledes, at "hver Laaner i 

Almindelighed kan have saa mange Bøger til Laans, Som han har Brug for." Paa den 

Maade blev særlig for Oplandets Vedkommende de fleste Laanerkort at betrage som 

"Familiekort". (Bredsted 1939, p. 48) 

Afhentning og aflevering. Skal ske af låneren selv eller et pålideligt bud. 

Bibliotekaren er forpligtet til at nægte at udlevere bøger til et bud, som ikke 

anses for pålideligt. Er det fugtigt vejr, forlanges det at bøgerne indpakkes i 

papir eller beskyttes på anden måde. 

Fremlån. Det bør være forbudt at fremlåne bøger fra en låner til en anden 

uden at de bringes tilbage til bogsamlingen. 

Bøgernes behandling. Bøgerne blev klargjort på et meget spartansk niveau, 

og det var ikke småting de kunne blive udsat for mens de var udlånt: 

"Om Bøgernes Behandling bør der gives særlige Regler. Den daarlige Behandling, som 

Folk saa ofte give Bøgerne, vidner om, hvor lidt Kærlighed til Læsning og til Bøger er 

udbredt her i Landet (...) Foruden den ovennævnte Regel om Indpakning bør Bogsamlingen 

paalægge Laanerne: ikke at tage paa Bøgerne med vaade Hænder eller med 

smudsige Hænder, ikke at skrive eller tegne i dem, ikke at ombøje Blade som Mærke, 

ikke at lægge en aaben Bog med Bladene nedad, ikke at lade Børn bruge den som Legetøj. 

Laaneren bør, som ovenfor nævnt, erstatte saadan Skade paa de laante Bøger, som 

skyldes daarlig Behandling af dem, og erstatte Bøger, som han har kastet bort." (Steenberg 

1900, p. 148) 

"Folkebogsamlingerne havde saa kummerlige Kaar, at det først og fremmest gjaldt om 

at faa alt Materiale saa billigt som muligt. Lærerne, som i Reglen var Bibliotekarer, 

skulde gøre det gratis. Bønderne fik derved det Begreb slået fast, at Bogsamlingsarbejdet 

var noget, som hørte med til Lærernes Bestilling. Bøgernes Bind skulde være saa 

billige som muligt (Fast Shirtingsryg, lav Fals, lige afskaaret med en "Syltetøjsseddel" 

paa Ryggen, hvorpaa Læreren selv skrev et Nummer). Det var ikke Bøger, som indbød 

til forsigtig Behandling. Jeg har engang i Vestjylland set Konen i Huset tage en Biblioteksbog 

til Flæskepanden, da hun satte den paa Bordet. Det gjorde ikke Bogen noget; 

blot et strøg med Forklædet, og saa var den smule Sod borte. Bibliotekarerne skulde 

være rene Heksemestrer for at faa Sedlerne til at sidde længe paa Ryggem, saa de kunde 

taale al Slags Vejr. Naar man gjorde Opfindelser paa dette Omraade, bekendtgjorde 

man det i "Bogsamlingsbladet"." (Banke 1946, bd. 2, p. 126)

Fig. 8. Indmeldelsesblanket og Lånerkort. Med notering af skønlitteratur 

og faglitteratur anført i hver deres del af lånerkortet, det ene forsynet med 

Cutter-numre. Fra ’Lærebog i Biblioteksteknik’, 1922.

Smitsom sygdom. Særlige regler skulle forebygge smittespredning primært 

af tuberkulose ved de cirkulerende bøger. 

"Det bør forlanges af Laanerne, at de anmelde farlig smitsom Sygdom i deres Hjem, og 

aflevere de laante Bøger; der bør ikke udlaanes Bøger til et Hjem, i hvilket der findes 

farlig smitsom Sygdom." (Steenberg 1900, p. 148) 

Låneperiode. Udlånsreglerne fastsætter lånetid for de hjemlånte bøger. 

Lånetiden kunne være differentieret, med 8-14 dage for romaner og mindst 

14 dage for oplysende litteratur. 

Fornyelser. Når anden låner ikke har forlangt bogen kan denne fornyes 

endnu 8-14 dage. Dette bør i hvert tilfælde være muligt for den oplysende 

litteratur. 

Bøder. Også de senere biblioteksfaglige termer som uefterrettelige lånere, 

låneradministration og det daglige møje med at sikre overholdelse af 

reglementets bestemmelser, foreligger dokumenteret for den tidlige periode 

af folkebibliotekernes virksomhed: 

"Den Laaner, der beholde en Bog udover den fastsatte Tid, bør betale en Bøde; denne 

Bøde bør, hvor ikke særlige Forhindringer kunne anføres som Undskyldning, ubetinget 

indkræves, og Laaneren bør ikke kunne faa en ny Bog, saalænge Bøden ikke er betalt. 

Undlades Indkrævningen, vil der ikke kunne komme Orden i Udlaanet." (Steenberg 

1900, p. 149) 

"Smaa Sammenstød mellem Læsere og Personale var naturligvis uundgaaelige, naar det 

drejede sig om at holde en smule Orden i bogudlaanet og vænne Publikum i alles fælles 

Interesse til at følge Reglementets Bestemmelser. disse var ikke af særlig tyngende Art, 

f.Ex. skulde man ved forsinket Aflevering af Bøger kun betale en Bøde paa 10 Øre, 

ligegyldigt om man kom to Dage eller to Uger forsent. Overdagspenge kendtes ikke. 

Bøderne indgik som Regel uden videre Rivninger. Værre var det med erstatning for 

Beskadigelse af Bøger eller for bortkomne Bøger. det kunde her dreje sig om større 

Beløb, der ikke var lette at inddrive, og saadanne Sager maatte engang imellem ende 

med en Laaners Bortvisning fra Biblioteket. Adskillig Uorden maatte stadig paatales, 

saaledes den ikke usædvanlige Lyst hos visse Læsere til at benytte Haarnaale, Tændstikker 

eller Madpapir som Bogmærker, Trangen til at illustrere Bøgerne med mer eller 

mindre høviske Tegninger, Ligegyldigheden med Forvaringen af Bøgerne i Hjemmene, 

hvor de altfor ofte er udsatte for at blive Legetøj for Smaabørn og Hunde. Alt sligt har 

Biblioteksfolk ogsaa i vore Dage at paatale." (Aarsbo 1935, p. 100) 

2.6 Udlånsnotering 

Bibliotekarens registrering af de udlånte bøger tjener et dobbelt formål: 

Kontrol med de udlånte bøger og information om cirkulationen med sigte på 

bestandsopbygningen. Registreringsfunktionen defineres som den primære 

arbejdsopgave for bibliotekaren, og kun hvis der er tid til det, forventes det at 

lånerne kan få vejledning til deres læsning. Formidlingsarbejdet fremstår 

således i biblioteksarbejdets tidlige fase som værende af sekundær karakter i 

forhold til arbejdet med udlånsnotering. I 'Reglement og Vejledning' fra 

København umiddelbart efter oprettelsen i 1885 hedder det herom:

"Bestyrelsen har vedtaget følgende Vejledning til Benyttelsen af Kommunens Folkebiblioteker, 

der er aftrykt foran hver Katalog og i Uddrag indklæbet i alle Bøgerne (...) 

6. Den der ønsker en Bog tillaans, maa i Regelen opgive dens Numer; det anbefales at 

have flere Numre optegnede for det Tilfælde, at den først ønskede Bog skulde være 

udlaant. Dog vil Bibliothekaren, naar der er Tid dertil, yde Vejledning til at give enhver 

den Art Bøger, han ønsker, og vejlede i Brugen af Bogfortegnelsen. Det er enhver Laaner 

tilladt at fremsætte Begæring om Anskaffelse af Bøger, der ikke findes i den trykte 

Fortegnelse." (Aarsbo 1935, p. 70) 

"Bogsamlingen bør tilbyde at hjælpe Laanerne ved Valget af Bøger, forsaavidt Bibliotekarens 

Tid tillader det. Men den bør forlange, at Laanerne i Almindelighed opgive, 

hvilke Bøger de ville have, under en bestemt Form, som oftest ved skriftligt at opgive 

Bogens Ønskenummer. For at lette Låneren dette og for at faa en lettere Oversigt over 

de Ønskenumre, som Lånerne opgive, bør Bogsamlingen levere Lånerne Ønskesedler, 

hvorpaa Laanernes Laanenummer opskrives (...) Paa Ønskesedlen kan trykkes Bestemmelser 

om, at Laaneren skal have mindst et bestemt Antal (f.Eks. 20) Numre opskrevne, 

og at Laaneren selv skal udstrege Numrene paa de Bøger, som han har laant. Det bør 

overholdes at de laanere som have Ønskesedler, blive betjent før dem, som ingen have." 

(Steenberg 1900, p. 147) 

"Udlaansnoteringen skal give Bogsamlingen en Oversigt over og en Kontrol med Bøgernes 

Brug. Der findes mange Former for Udlaansnotering. De bedste Former ere de, 

som 

- hurtigst lade Laaneren aflevere og modtage Bøgerne 

- ere mindst sammensatte 

- overlade det mindst mulige til laanerne 

- give Bogsamlingen den bedste Oversigt over og Kontrol med Udlaanet." (Steenberg 

1900, p. 149) 

Bogens identifikation sker ved tilvækstnummer eller ønskenummer, identifikation 

af låneren ved hjælp af hans lånernummer. Dette forudsætter oprettelse 

af to registre: en hyldeliste over bogsamlingens bøger, og en fortegnelse 

over lånerne. Til sidstnævnte formål kan anvendes det indmeldelseskort som 

låneren har udfyldt. På folkebibliotekerne i København foregik det på 

følgende måde med protokolsystem og 'lukkede hylder' efter århundredeskiftet 

og frem til reorganiseringen i 1913. 

"Medens Bogbestanden, naar den var opstillet i Reolerne, frembød et forvirret Syn, søgte 

man i de trykte Kataloger at ordne dem efter en enkel Klassedeling af Litteraturen, og 

kun paa denne Maade var det muligt for Personale og Læsere at finde de Værker og 

Skrifter, man søgte. Da der ikke engang brugtes haandskrevne Kataloger, hvori Bøgerne 

var indført i alfabetisk Orden efter Forfattere eller Titler, var det svært nok at konstatere, 

hvorvidt en bestemt Bog fandtes optaget i Bogbestanden. Expeditionen af Bøgerne 

maatte da foregaa paa den Vis, at Læserne efter Katalogen opskrev en Række Bognumre 

paa deres Ønskeseddel, efter hvilken Personalet fremtog en eller anden af disse Bøger, 

der var tilstede i Biblioteket. Denne mekaniske Ekspeditionsmaade, som brugtes i 

mere en tyve Aar, medførte mange Ulemper og Klager, især fordi Læserne ofte glemte 

at overstrege de læste Bøger paa Ønskesedlerne. Om frie Forespørgsler efter enkelte 

Bøger kunde der baade paa Grund af Ordningen i Katalogerne og Manglen af en rationel 

Opstilling paa Boghylderne i reglen ikke være Tale." (Aarsbo 1935, p. 76)

Fig. 9. Varselskort. Eksempler på hjemkaldelseskort fra begyndelsen af 

1920’erne. Fra: ”Lærebog i Biblioteksteknik”, 1922.

Udlånsnoteringen kan overordnet finde sted ved tre forskellige bibliotekstekniske 

arbejdsmetoder: Protokolsystem, seddelsystem eller kortsystem, med 

et eller to kort. Fremstillingen hos Steenberg (Steenberg 1900) bygger i sin 

systematik og begrebsapparat på en artikel i Library Journal 1893 (Plummer 

1893) hvortil han også henviser, og fra samme amerikanske kilde stammer 

den oversigt over krav til et udlånsnoteringssystem som Steenberg gengiver, 

og som er optrykt i denne rapport som Bilag 1. om udlånsdata. Kravene til 

udlånsdata er formuleret af Milwaukee Public Library og fremsendt til Library 

Journal i 1882. Steenberg har valgt at lægge sig tæt op af den nyeste 

amerikanske sammenfatning af status indenfor udlånsnotering, og det kan 

ikke påvises om Steenberg har haft kendskab til også ældre artikler om 

emnet (Dewey 1878)(Carr 1889). 

Fra starten af Library Journal i 1876 kan der i resten af århundredet ses en 

rig eksperimentalvirksomhed og ideudvikling med noteringssystemer 

beskrevet i bladets spalter. Frem til omkring år 1900 hvor Newark-systemet 

udvikles og hurtigt opnår en næsten monopolagtig status i biblioteksverdenen. 

Derefter følger i Library Journal nok en periode over et kvart århundrede 

hvor udlånssystemer nu ikke giver anledning til væsentligere indlæg, før 

fremkomsten af Detroit-systemet i 1929 (Parker 1957). 

Protokolsystemer. En protokol hvori bogens titel (eller nummer) og lånerens 

navn (eller nummer) opføres kronologisk i datoorden. Alternativt ved at hver 

låner har sin side i protokollen hvorpå alle hjemlån påføres. 

"Den ny Laaner bliver nu indført i Udlaansprotokollen, der er indrettet alfabetisk, men 

tillige har Sidetal og faar paa sit Adgangskort foruden sit Navn den Sides Tal, hvorpaa 

han er indskreven. I hans Rubrik i Protokollen indføres da den Bog, han faar med sig, 

men alene med dens Numer, og Udlaansdagen, ogsaa med Tal. Naar Bytning sker, leverer 

Laaneren tilligemed Bogen sit Adgangskort, ved Hjælp af hvis Nummer Bibliothekaren 

øjeblikkelig er i stand til at finde hans Navn; den læste Bogs Numer overstreges 

og Numret paa den ny Bog, der er taget frem samtidig med at den gamle afleveres, indføres 

i Stedet. En saadan Expedition foregaar langt hurtigere, end den kan beskrives, og 

det er næppe muligt at have nogen hurtigere og simplere Forretningsgang, navnlig i de 

Bibliotheker, hvor der er 2 Medhjælpere, der hente de nye Bøger og stille de læste paa 

Hylderne, medens Bibliothekaren alene besørger Protokollen og de Forhandlinger med 

Laanerne, der angaa særegne Tilfælde." (Aarsbo 1935, p. 85) 

"The original charge for the volume borrowed was a simple daily record made in a day 

book, often receipted in the margin by the borrower. It was a real step forward when 

libraries began to post these daily records in a ledger to avoid searching through the day 

book to find a single entry. The pages of the ledger were numbered and each page 

number became the registration number of the borrower whose name headed the page. 

The call number of the book drawn and the date of issue were noted in columns ruled 

for the purpose. On the return of the volume the entry might be crossed off, or the date 

of return set down (...) Two ledgers were occasionally used, one arranged by readers' 

accounts and the other by call numbers, thus making book accounts. The inflexibility of 

this system was its chief drawback." (Flexner 1927, p. 74) 

"There was, however, much objection to any record system not kept in a book, the same 

objection raised by accountants of the time. The danger of loss, theft, or misplacement 

of a separate piece of paper weighed more heavily in the library mind than the convenience, 

speed and flexibility of a slip record". (Parker 1957, p. 35)

Denne simple metode til udlånsnotering anvendes mest hensigtsmæssigt, 

når kun en bibliotekar ad gangen varetager vejledning og registrering. 

Steenberg foreslår et udlånssystem på kort for at komme bort fra protokollen, 

medens Johannes Grønborg i 'Vore Landsbybogsamlinger' (1912) slog til lyd 

for fortsat brug af et forbedret protokolsystem der gav indseende med den 

enkelte låners læsning. Også på skolen for uddannelse af bibliotekarer fra 

1918 diskuteres fordele og ulemper ved udlånssystemerne intenst: 

"I Timerne diskuterede han aldrig med andre Lærere end Professor Steenberg. Pastor 

Andersen kunde ikke indse, at der var bedre Udlaansnotering til end hans egen elskede 

Udlaansprotokol. 

Naar Professoren forsikrede, at de amerikanske Biblioteker havde arbejdet med Kortsystemer 

siden 1870, og Københavns Kommunebiblioteker befandt sig vel ved deres To- 

Korts System, hævdede Pastor Andersen, at Lemvig ikke kunne sammenlignes med 

New York eller København, og at det var lettere at skrive et Tal i en Protokol end at 

stemple paa alle disse Kort, men til sidst holdt han dog inde, da han var bange for at 

Professoren vilde dreje Nøglen om for Udnævnelsen til Centralbibliotek." (Banke 1946, 

p. 150) 

Seddelsystemer. Låneren udfylder en eller to enslydende sedler med 

bogens titel (eller nummer), dato og navn, stilling og bopæl. Blanketten tjener 

som bevis på udlånet og kan ordnes efter dato eller i fortløbende række. 

Seddelsystemet har den fordel at udlånet kan varetages af flere ansatte ad 

gangen, og systemet kan evt. forbindes med et protokolsystem hvor ordningen 

af noteringen da vil være en anden end den der bruges for sedlerne. 

Dette system har været anvendt i mange forskningsbiblioteker helt indtil 

overgang til elektronisk udlånsregistrering. 

Kortsystemer. Adskiller sig fra seddelsystemerne ved at de kort der 

benyttes til udlånsnotering er de samme for flere efterfølgende udlån. Denne 

samlede oversigt over udlånene kan være bogkort og/eller lånerkort og 

udformes som enkelt- eller dobbeltkortsystemer. 

"It was only a natural development to combine fractures of the slip systems and the 

ledger systems to form card systems. Many card systems were originally merely separate 

ledger sheets similar to those previously used in bound volumes". (Parker 1957, p.36) 

Enkeltkortsystemer anvender almindeligvis bogkort forsynet med bogens 

titel og nummer [Browne-system, 'Posesystem']. Bogkortene opbevares i en 

kasse i nummerorden eller anbringes i en boglomme af pap eller lærred på 

den indvendige side af bogens forreste bind ('Book-Card in Tray' vs. 'Book- 

Card in Book' (Brown 1927, p.156)). I denne lomme kan evt. også lånerens 

kort anbringes når han har lånt bogen. Når bogen lånes ud, tages det tilsvarende 

kort op af kassen eller ud af boglommen og påføres udlånsdato og 

lånernummer. Bogkortene over de udlånte bøger opbevares i en kasse, en 

'vask', enten fortløbende eller efter udlånsdato. På en dagtavle i bogen foran 

titelbladet opskrives dato for udlån som nøgle til fremfinding af bogkort i 

'vasken'. Ved aflevering noteres dato på bogkortet, og det anbringes igen i 

boglommen eller i kassen over ikke udlånte bøger. 

I stedet for bogkort kan anvendes lånerkort ved udnoteringen. Lånerkortet 

påføres udlånsdato og bogens nummer. Bogen udleveres og lånerkortet

opstilles i en række eller adskilt efter udlånsdato sammen med andre lånerkort. 

Ved aflevering viser dagtavlen i bogen hvor lånerkortet skal søges. 

Dobbeltkortsystemer. For at sikre at låneren ved bogkortmetoden ikke 

hjemlåner flere bøger end han har ret til og for at få det overblik over 

benyttelsen af bogbestanden som lånerkortmetoden ikke giver, anvendes 

ofte en kombination af de to registreringsmetoder. Udnoteringen foregår her 

ved at bogkortet påføres udlånsdato og lånernummer, på lånerkortet noteres 

udlånsdato og bogens nummer samt for en sikkerheds skyld også udlånsdato 

på dagtavlen i bogen. Bogkortet opstilles i 'vasken' med øvrige bogkort, og 

låneren medtager sit lånerkort. Ved aflevering fremfindes bogkortet og 

låneren beholder sit lånerkort. 

"Det vil let kunne ses, at saavel Protokol som Kortsystemer kunne anvendes saaledes, at 

de ogsaa give Svar paa Spørgsmaalet om den enkelte Bogs mere eller mindre stærke 

Benyttelse, om Arten af den enkelte Laaners Læsning. Naar det imidlertid i det hele 

maa siges, at Protokolsystemerne fortrænges af Kortsystemerne, saa ligger det i to Forhold. 

Dels tilstede Kortsystemerne flere Bibliotekarer at besørge Udlaanet samtidig, 

dels give Protokolsystemerne kun med stort besvær Svar på Spørgsmaalene 7-10 [se 

Bilag nr.1.]: Hvormange og hvilke Bøger der ere udlaante paa en bestemt Dag, hvormange 

og hvilke af hver Afdeling, hvormange og hvilke Bøger ere ude i dette Øjeblik, 

hvormange og hvilke Bøger ere hos Bogbinderen. Men alle disse Spørgsmaal besvares 

let gennem kortsystemerne. Særlig lettes ved disse Systemer Oversigten over, naar Udlaanene 

forfalde. Opstilles de udlaante Bøgers Kort efter Udlaansdagene, og de tilbageleverede 

Bøgers Kort tages bort, vil man tilsidst kun have de Bøgers Kort tilbage, som 

ikke ere tilbageleverede i rette tid, og kan da let kræve Bøgerne tilbage." (Steenberg 

1900, p. 159-160) 

Steenbergs anbefaling bygger på (Plummer 1893) og retter sig som denne 

mod Browne-systemet, uden dog at dets navn direkte anføres, medens 

Newark-systemet ikke omtales. 

Browne-systemet havde navn efter den amerikanske bibliotekar Nina E. 

Browne, Library Bureau i Boston og senere sekretær ved A.L.A. Publishing 

Board, der havde udviklet systemet omkring 1895. Systemet blev hastigt 

udbredt i USA over de næste fem år indtil Newark-systemet udvikledes 

omkring 1900 og derefter hurtigt blev standard i USA. I Browne-systemet 

anvendtes i stedet for lånerkort en pose med låneroplysninger - deraf navnet 

'Pose-systemet' - hvori bogkortet blev anbragt ved udlån og ordnet ligesom i 

Newark-systemet. Ulempen ved dette system bestod i den omfattende 

udfyldning af et antal poser svarende til det antal bøger låneren ønskede; 

desuden modtog låneren ikke kvittering for afleverede bøger, ligesom 

fremfinding af poser på travle dage ikke kunne afvente evt. senere rolige 

perioder i arbejdet, da de skulle frigøres til lånerens nye hjemlån her og nu. 

Systemet afprøvedes i en endnu enklere form i København uden notering af 

lånernummer på bogkort. Det gav en nem ekspedition, men forringede 

muligheden for at se bogens tidligere lånere efter at bogkortet var fjernet fra 

posen. Alt i alt gjorde den ressourcekrævende fremfinding og frigøring af 

poser Browne-systemet mest velegnet til mindre biblioteker, og systemet blev 

i København som i andre større biblioteker i Danmark hurtigt opgivet til fordel 

for Newark-systemet. Kun de færreste biblioteker fulgte op på Steenbergs 

anbefaling af Browne - der på tidspunktet for hans publicering år 1900 var det 

eneste kendte kortsystem - og meget få biblioteker benyttede i det hele taget

ogkort ved århundredes begyndelse (Hvenegaard 1964). I Engelske folkebiblioteker 

derimod fandt Browne-systemet en vid udbredelse, introduceret af 

James Duff Brown, og helt frem til 1960'erne det mest anvendte udlånssystem 

(Drexel 1965, p.12). 

At det rette valg af udlånssystem har mange lokale facetter fremgår af flere 

indlæg i fagpressen om emnet. Steenberg har så tidligt som i 1894 et indlæg 

i det engelske fagtidsskrift 'The Library' om det valgte system ved folkebogsamlingen 

i Horsens, et indlæg der dels viser hans internationale orientering 

dels hans trang til at fremme erfaringsudvekslingen i den gode sags tjeneste. 

Systemet er en tillempet version af det anvendte udlånssystem ved folkebiblioteket 

i Helsingfors og baserer sig på et nyt bogkort til hvert udlån. Steenberg 

vurderer systemet som værende meget formålstjenligt til såvel udlånsstatistik 

som bestandsopbygning: 

"These cards give an excellent means of obtaining a statistical account of the loans. 

When the cards are arranged according to the book-numbers, we can see how often 

every book has been given out; when arranged according to the number of the borrowers, 

how many books every borrower has taken out. Especially the first knowledge is 

of great interest for the purchase of new books." (Steenberg 1894, p. 79) 

Artiklen fra Steenbergs hånd om udlånssystemet i Horsens er forsynet med 

en note fra tidsskriftets redaktør: 

"[Mr.Steenberg, in a letter accompanying this interesting note, expresses the fear that 

his description may be so lacking in novelty as to suggest the Danish proverb, which, in 

such cases, has it that "The egg will teach the hen," but we can assure him the method 

will be new to many English librarians. Its general resemblance to the card systems of 

England and the United States is well marked, though the preparation of a fresh card for 

every book issued is more like some of the American plans than any which have yet 

obtained favour in England.- ED.]" (Steenberg 1894, p. 79) 

I Bogsamlingsbladet ses også flere artikler der formidler erfaringer fra den 

lokale udlånspraksis og diskuterer de forskellige metoder til udlånskontrol. 

Eskild Nørgaard fra Hornslet Sognebogsamling er såvel formand som 

'udlåner' og med en trykt katalog og udlån efter protokolmetoden finder han 

at der kan være store vanskeligheder forbundet med at holde styr på hvilke 

bøger den enkelte låner allerede har haft hjemme. Som løsning herpå 

fremstillede han en protokol, hvor hver låntager fik sin nummererede side 

hvorpå numrene med bogsamlingens bøger var fortrykt. Ved udlån overstregedes 

bognummeret, ved aflevering endnu en overstregning. Dette enkle 

system giver langtfra alle de oplysninger som Steenberg vurderede der var 

behov for (Bilag 1.), men for bibliotekaren spillede også åbningstidens 

længde og arbejdstilrettelæggelse en ganske stor rolle i valget af udlånssystem: 

"Jeg maa her bemærke, at vi har fast Udlaanstid, nemlig hver Mandag Eftermd. fra Kl. 

3-6, hvilket jeg betragter som en stor Lettelse for Udlaaneren, der jo i Reglen skal gøre 

sit Arbejde gratis, og derfor ikke gerne bør have mere Arbejde end nødvendigt, for at 

han ikke skal trættes i den gode Sags Tjeneste." (Nørgaard 1906-07, p. .57)

Fig. 10. Reservering. Clips’ning af bogkort og meddelelse til låner. Fra: 

’Lærebog i biblioteksteknik’, 1922.

Ved Holbæk Amts Folkebogsamling overtog Johannes Høirup ved sin 

tiltræden som bibliotekar et Browne-noteringssystem med bogkort i 'lånermapper' 

som beskrevet hos Steenberg (Steenberg 1900,p.158). Istedet 

indførtes til supplering af notering på lånerens kort også et protokolsystem 

hvori hver låntager identificeres ved efternavn og et tal. 

"Naar Laanerne udleverer Ønskeseddlen, finder Drengene, jeg har som Medhjælpere, 

Bøgerne. Laanerne kan ogsaa selv gaa til Hylderne og udtage de Bøger, de ønsker. Derefter 

kommer de til mig og siger deres Nr.: A 3, H 6 o.s.v. Jeg tager deres Kort i Kassen, 

overstreger de Bøger, de afleverer, og skriver de Bøger, de modtager. De behøver 

blot at vise mig Bogryggen, saa jeg kan se Numrene. Derefter lægger jeg Kortene hen 

til et Par Drenge, der fører Protokollerne over Bøgerne (...) Med dette Noteringssystem 

kan jeg ved Hjælp af 5 Drenge bytte ca. 350 Bøger i Løbet af 1 1/2 a 2 Timer. Og jeg 

kan besvare alle de 22 Spørgsmål, Hr. Overlærer Steenberg opstiller i førnævnte Bog, 

Side 150." [se Bilag 1] (Høirup 1909-10, p. 29-30) 

Den af Høirup foreslåede udlånsmetode kommenteres af Steenberg i samme 

nummer af Bogsamlingsbladet, hvor han henleder opmærksomheden på at 

en 'dagtavle' ville kunne give bibliotekaren de savnede oplysninger om 

udlånsdato, hvorimod det indvendes at Høirups udlånssystem kun vanskeligt 

kan oplyse om en låntager beholder bogen for længe. Erfaringsudvekslingen 

og metodeudviklingen har derimod Steenbergs store interesse: 

"Det er glædelige at se Bibliotekarer arbejde på at finde praktiske Former for Udlaansnotering 

o.lign.; paa det Begynderstandpunkt, hvorpaa vi befinder os med Hensyn 

til Bogsamlingssagen, er det nødvendigt at drøfte forskellige tekniske Spørgsmaal, som 

man i de mere fremskredne Lande mener at være færdig med (...) Efter min Mening er 

det et Tilbageskridt at indføre Protokoller ved Udlaansnoteringen. Men i Hr. Høirups 

System kunde Protokollen godt erstattes af Bogkort. I min Bog findes S.157 en Forklaring 

på et saadant Dobbeltkortsystem." (Steenberg 1909-10, p. 30-31) 

Høirup knytter i det følgende nummer af Bogsamlingsbladet en replik til 

Steenberg, og det ses heraf, at det som hos Nørgaard i høj grad er hensynet 

til arbejdstidsforbruget, der er styrende for valget af udlånssystem, samtidig 

med at kødannelsens pres også virkede ind på arbejdssituationen. I Høirups 

overvejelser indgår også hensynet til fangst af reserveringer. 

"Det er ganske rigtigt, at Dagtavlen i det gamle System ikke blev ført, - vi havde ikke 

Tid! Naar en Laaner afleverede 4 Bøger, saa skulde der sættes Bogkort ind i disses trekantede 

Lommer, derefter skulde Kortene tages ud af 4 andre Bøger, Dagtavlerne føres, 

og der skulde skrives paa Kortene. Alt dette tog jo en forfærdelig Tid, Folk maatte vente 

længe og blev utilfredse. Mine Forgængere som Bibliotekarer var dobbelt saa længe 

om at bytte, som jeg er, og de byttede dog kun halvt saa mange Bøger - de blev derfor 

ogsaa kede af arbejdet og nedlagde det efter en Vinters Forløb (...) Det er rigtigt, naar 

Hr. Steenberg mener, at Protokollen i mit System kan erstattes af Bogkort, der kunne 

tages ud, paaføres Laanernummer, og bagefter ordnes; men det vilde igen tage mere Tid 

for mig, naar jeg skulde tage dem ud, sætte dem ind og skrive paa dem. Protokollen har 

den Fordel, at den kan føres af drenge, eller eventuelt føres bagefter, saa den ikke sinker 

bytningen. Den store Fordel ved dette System er, at man ved at slaa op i Protokollen let 

og hurtigt kan se, hvem der har en bog, og hvorlænge han har haft den - altsaa hvornaar 

vi kan skaffe den til en, der ønsker den. - Dette kunde vi ikke se af det tidligere 

System med Bogkort i Laanermapper, og ogsaa derfor maatte vi gaa fra det." (Høirup 

1090-10, p. 45-46) 

Standardisering af de bibliotekstekniske hjælpemidler og dermed af biblioteksarbejdet 

sætter ind med ansættelsen af Thomas Døssing i Statens

Bogsamlingskomité 1912. Her udgav han i hurtig rækkefølge 'Navnetabeller' 

1913, 'Decimal-Klassedeling' 1915 og 'Katalogisering' 1917, og udgivelserne 

blev sendt gratis til de biblioteker der ønskede dem. Omkring 1920 var 

ca.100 folkebiblioteker ordnet efter de nye bibliotekstekniske retningslinier, 

herunder alle større biblioteker, og derved blev skabt et fælles grundlæggende 

ordningsprincip for de folkebiblioteker der gradvis ved centralbibliotekernes 

hjælp hægtes sammen til ét sammenhængende bibliotekssystem. 

"Der blev naturligvis ikke øvet Tvang under nogensomhelst Form for at faa den nye 

Ordning indført - dertil havde Komiteen hverken Lyst eller Myndighed, og det vilde 

kun have passet daarligt ind under den Frihed, hvori Bibliotekerne altid har udviklet sig 

her i Danmark. Men Ordningen blev hurtigt anerkendt som hensigtsmæssig og Bibliotekerne 

begyndte at anvende den paa deres Bogsamlinger. Komiteen hjalp efter Evne 

Bibliotekerne dermed, og Komiteens Ordningsregler maa nu siges at være det for de 

folkelige Biblioteker fastslaaede System, saa at vi kommer nærmere og nærmere til en 

ensartet Ordning over hele Landet (...) Der var foruden Bøgernes Ordning forskellige 

andre Spørgsmaal, som Komiteens Kontor hjalp Bibliotekerne med at løse. Der var Tilvækstnoteringen 

og Statistikken, som vi ved Udgivelse af Skemaer søgte at faa i fast 

ensartet Form. Der var Udlaansnoteringen; vi anbefalede to amerikanske Kortsystemer, 

Browne og Nerwark. Der har vist sig en Tilbøjelighed til at gaa fra det første over til det 

sidste (...) Drøftelserne ved disse Kursus [for bibliotekarer 1910ff] var meget livlige; 

jeg havde ikke tænkt mig at f.Eks. et Spørgsmaal som Udlaansnotering (Browne- og 

Newarksystemerne) kunde sætte Sindene i saa stærk Bevægelse." (Steenberg 1923, p. - 

176-77, 277) 

2.7 Sammenfatning 

Det var som oftest læreren, sjældnere præsten, der havde taget initiativet til 

de spredte bogsamlingers oprettelse. Denne stifter var også dens bestyrer og 

i reglen dens ulønnede bibliotekar. 

Uddannede bibliotekarer lod endnu vente på sig, og først i begyndelsen af 

1900-tallet ser vi enkelte danske der tager til USA for der at uddanne sig til 

bibliotekarfaget på en af biblioteksskolerne. Med denne baggrund og socialiseret 

med 'library spirit' kom de hjem og fandt ansættelse som uddannede 

bibliotekarer i de store biblioteker, herunder centralbibliotekerne fra 1912. 

Med oprettelsen af Statens Bogsamlingskomité 1910 påbegyndes afholdelse 

af bibliotekskurser hvori Steenbergs bog: 'Folkebogsamlinger. Deres Historie 

og Indretning' (1900) indgik i undervisningen. 

Beskedne lokaler var det generelle indtryk. Bogsamlingens lokale kunne 

typisk være i en af kommunens skoler, et værelse i en teknisk skole eller i et 

forsamlingshus. Lokalet skulle gerne være bekvemt beliggende, så centralt 

som muligt og helst i stueetagen. Var der midler til det, kunne også et lejet 

lokale komme på tale, eller bygningen kunne opføres selvstændigt som i 

Køge, der i 1919 kunne indvie landets første til formålet opførte biblioteksbygning. 

Bøgernes opstilling kunne i lokalet være alfabetisk eller systematisk 

i en bevægelig opstilling, eller hyppigere fast opstilling med bøgerne opstillet 

efter tilvækstnummer. Et indikator-system, der angav hjemmeværende 

bøger, blev anvendt flere steder i Danmark, bl.a. ved folkebogsamlingen i 

Hjørring, og i Vestergade i Århus.

I 'The Library' (1892) argumenterede James Duff Brown for 'de åbne hylder's 

relevans også for folkebiblioteker. Det var den frie adgang til materialet og 

den uhindrede mulighed for at orientere sig før beslutning om hjemlån, der 

var de drivende argumenter for omstillingen. 'The Free Public Library' måtte 

også på dette punkt operationalisere sin målsætning i den daglige drift af 

biblioteksvirksomheden. 

At princippet om publikums direkte adgang til bogbestanden blev vurderet 

som den fremtidige norm for biblioteksvirksomheden, fremgår af at mønsterbiblioteket 

'Stationsbyens folkebibliotek', der fremvistes på Landsudstillingen i 

Århus 1909 havde de tilgængelige reoler opstillet langs rummets vægge, 

hvorfra de besøgende kunne hente materiale til at studere nærmere ved 

bordene i lokalets midte. De 'åbne hylder' er helt fra begyndelsen det 

bærende indretningsprincip i den nævnte selvstændige biblioteksbygning, 

der indvies i Bygårdsstræde i Køge 1919. 

Adskillige købstadsbiblioteker opererede med 'lukkede hylder' langt op i 

tyverne, og 1931 var kun Hillerød og Grenå blandt samtlige danske købstadsbiblioteker 

alene om at arbejde udfra de 'lukkede hylders' princip. De 

overgik begge i 1952/1953 til 'åbne hylder'. I en over 20-årig periode fra 1931 

til 1952/53 har Hillerød og Grenå været de eneste folkebiblioteker, der fungerede 

videre med en arbejdstilrettelæggelse, hvor bibliotekaren var et 

nødvendigt mellemled mellem bruger og bogbestand. 

Registreringsfunktionen defineres i pionertidens folkebiblioteker som den 

primære arbejdsopgave for bibliotekaren, og kun hvis der var tid til det, forventes 

det at lånerne kunne få vejledning til deres læsning. Formidlingsarbejdet 

fremstår således i biblioteksarbejdets tidlige fase som værende af sekundær 

karakter i forhold til arbejdet med udnånsnotering. 

Udlånsnoteringen kunne overordnet finde sted ved tre forskellige bibliotekstekniske 

arbejdsmetoder: 

1. Protokolsystemer. En protokol hvori bogens titel (eller nummer) og 

lånerens navn (eller nummer) opføres kronologisk i datoorden. Alternativt ved 

at hver låner har sin side i protokollen hvorpå alle hjemlån påføres. 

2. Seddelsystemer. Låneren udfylder ved hvert lån en eller to enslydende 

sedler med bogens titel (eller nummer), dato og navn. 

3. Kortsystemer. Adskiller sig fra seddelsystemerne ved at de kort der 

benyttes til udlånsnotering er de samme for flere efterfølgende udlån. Denne 

samlede oversigt over udlånene kan være bogkort og/eller lånerkort og 

udformes som enkelt- eller dobbeltkortsystemer. 

Enkeltkortsystemer anvender almindeligvis bogkort forsynet med bogens 

titel og nummer [Browne-system, 'Posesystem']. Bogkortene opbevares 

i en kasse i nummerorden eller anbringes i en boglomme af 

pap eller lærred på den indvendige side af bogens forreste bind. I 

stedet for bogkort kan anvendes lånerkort ved udnoteringen. Lånerkortet 

påføres udlånsdato og bogens nummer.

Dobbeltkortsystemer. For at sikre at låneren ved bogkortmetoden ikke 

hjemlåner flere bøger end han har ret til og for at få det overblik over 

benyttelsen af bogbestanden som lånerkortmetoden ikke giver, anvendes 

ofte en kombination af de to kortregistreringer, som i Newark-systemet.. 

I Bogsamlingsbladet ses i århundredes første 10-år flere artikler der formidler 

erfaringer fra den lokale udlånspraksis og diskuterer de forskellige metoder til 

udlånskontrol. Eskild Nørgaard, Johannes Høirup og Steenberg debatterede 

her, Steenberg efter allerede 1894 at have publiceret om udlånsmetode i 

'The Library'. 

De store nybrud, der fandt sted i folkebiblioteksvæsenet i perioden omkring 

første verdenskrig har været en belastning for de dele af medarbejderne, 

eksempelvis ved KKB, for hvem biblioteksarbejdets indarbejdede rutiner har 

medført en ganske traditionsbundet bevidsthedsform, og hvor datidens 

indførelse af 'åbne hylder', nye centralt udarbejdede bibliotekstekniske 

forskrifter og nye noteringssystemer har forårsaget kraftige bølgeskvulp i 

personalet. 

Standardisering af de bibliotekstekniske hjælpemidler og dermed af biblioteksarbejdet 

sætter ind med ansættelsen af Thomas Døssing i Statens 

Bogsamlingskomité 1912. Her udgav han i hurtig rækkefølge 'Navnetabeller' 

1913, 'Decimal-Klassedeling' 1915 og 'Katalogisering' 1917, og udgivelserne 

blev sendt gratis til de biblioteker, der ønskede dem. Omkring 1920 var 

ca.100 folkebiblioteker ordnet efter de nye bibliotekstekniske retningslinier, 

herunder alle større biblioteker, og derved blev skabt et fælles grundlæggende 

ordningsprincip for de folkebiblioteker der gradvis ved centralbibliotekernes 

hjælp hægtes sammen til ét sammenhængende bibliotekssystem. 

2.8 Litteratur 

Banke (1929) Folkebibliotekernes Historie i Danmark indtil Aar 1920 / Jørgen 

Banke. København, 1929. 73 sider. 

Banke (1946) Oplevelser og Overvejelser. Fra et jævnt og muntert virksomt 

Liv paa Jord / Jørgen Banke. København 1946. Bind 1-2. 

Banke (1947) Esbjerg Folkebiblioteks Historie 1897-1947 / Jørgen Banke. 

Esbjerg, 1947. 87 sider. 

Beretning (1889) fra Komiteen til Understøttelse af Sogne- og lignende 

Bogsamlinger om Sogne- og Skolebogsamlinger. i: Ministerialtidende B. 

1889 Nr.37, side 915-19. 

Bredsted (1939) Biblioteket for Vejle By og Amt: 1914 - 1.april - 1039: Bidrag 

til Biblioteksvæsenets Historie i Vejle By og Amt / Aage Bredsted. Vejle, 

1939. 75 sider.

Bredsted (1969) 100 år med Århus Folkebibliotek 1869-1969 / Åge Bredsted. 

Århus Kommunes Biblioteker, 1969. 118 sider. 

Brown (1989) History of charging systems / J.D.Brown. i: Library World, vol.1, 

p.187-90, 242-7. 

Brown (1892) 'A Plea for Liberty' to Readers to Help Themselves / James 

Duff Brown. i: The Library, vol.4, 1892, pp. 302-305. 

Carr (1889) Report on charging systems / H.J.Carr. i: Library Journal, Maj 

1889, p. 57-68. 

Dewey (1878) Principles underlying charging systems / Melvil Dewey. i: 

Library Journal, 1878, July, p. 217-20. 

Drexel (1965) Drexel Library Quarterly. Vol.1. No.3. July 1965. Temanummer 

om: Charging systems. 

Frederiksberg (1937) Frederiksberg Kommunebiblioteker. Beretning 1.April - 

31.Marts 1937. Med en Oversigt over Bibliotekernes Virksomhed 1887-1937. 

København, 1937. 47 sider. 

Hvenegaard (1962) De danske folkebibliotekers historie 1876-1940 / 

H.Hvenegaard Lassen. København, 1962. 353 sider. 

Hvenegaard (1964) Indførelsen af Newark-systemet / H.Hvenegaard Lassen. 

i: Bogens Verden, 1964, p. 532. 

Høirup (1909-10) Udlaansnotering / J.Høirup. i: Bogsamlingsbladet IV, 1909- 

10, p. 28-30 og 45-46. 

København (1985) Københavns Kommunes Biblioteker 1885-1985 / redaktion 

Helle Linde et al. København 1985. 199 sider. [Særtryk af Historiske 

Meddelelser om København 1985]. 

Lærebog (1922) Lærebog i Biblioteksteknik. Foreløbig Udgave. København, 

1922. 184 sider. 

Nørgaard (1906-07) Bogudlaanet / Eskild Nørgaard. i: Bogsamlingsbladet I, 

1906-07, p. 57-59. 

Parker (1957) Adaptation of machines to book charging / Ralph H.Parker. i: 

Library Trends 1957, July: Current trends in circulation services, p. 35-41. 

Plummer (1896) Loan Systems / M.W.Plummer. i: Library Journal 1893 July, 

p.242-46. Også i: Papers prepared for the World's Library Congress, held at 

the Columbian Exposition / Melvil Dewey (editor). Washington, 1896. 

Steenberg (1894) A Danish charging system / Andr.Sch.Steenberg. i: The 

Library VI, 1894, p. 78-79.

Steenberg (1894) Folkebogsamlinger / Andr. Sch. Steenberg. i: Tilskueren, 

1894. 

Steenberg (1900) Folkebogsamlinger: deres historie og indretning / Andr. 

Sch. Steenberg. Aarhus og København, 1900. 176 sider. Illustreret. 

Steenberg (1909-10) [Replik til J.Høirup] / Andr.Sch.Steenberg. i: Bogsamlingsbladet 

IV, 1909-10, p. 30-31. 

Steenberg (1923) Erindringer fra mit Biblioteksarbejde / Andreas 

Sch.Steenberg. i: Bogens Verden 1923, p.170-177, 227-231 og (1924) p. 7- 

12. 

Stewart (1915) Open Access Libraries. Their Planning, Equipment and 

Organization / James Douglas et al. London, 1915. 227 sider. 

Thomasen (1927) Centralbiblioteket for Hjørring Amt: Fra Folkebogsamlingens 

Oprettelse til Centralbibliotyekets nye Bygning / R.Thomasen et al. 

Hjørring, 1927. 42 sider. 

Aarsbo (1935) Bibliotekerne og Samfundet. Københavns Kommunebiblioteker 

gennem 50 Aar: 1885 - 1935 / Jens Aarsbo. Haase, 1935. 147 

sider.

2.0 Pionertiden til 1920 - Pierreevald.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?