Historien finder du her i pdf version - Frank Christensen

terimistisk vase. En konservesdåse omviklet med det papir, som tulipanerne var pakket i. I et rigtigt skib findes ingen
blomstervaser. Kun kompas-rosen må findes ombord, og den behøver ingen vase. Beerenburgeren tror jeg nok, at vi
er ret enige om, skal gemmes til en råhyggeaften blandt tovværk og andet maritimt gods på loftet i Staldgårdsga-de.
En trist anledning, et dødsfald, gjorde det nødvendigt for mig at rejse til Randers den første weekend i marts. En aftale
med Helena og Klaas måtte aflyses. Så snart de erfarede grunden, spurgte Helena, hvordan jeg skulle komme til
Randers. Inden jeg nåede at svare, havde hun bestemt hvordan!! Jeg skulle låne deres bil. Jeg takkede nej. Jeg
erindrede jo, hvordan det gik i januar i Roelof ´s bil, da Birthe og jeg mod reglerne ville køre til- og i Danmark. Da
ramte skæbnen Roelof ´s motor med sin hammer. Så kraftigt, at han faktisk måtte installere en ny motor.
Jeg fortalte Helena, at jeg kun måtte køre i en hollandsk bil i Danmark, hvis den hollandske bruger var med i bilen. Hun
sagde med det samme, at så måtte hun jo køre til Randers med mig. To en halv time senere , kl. 1830 fredag aften, var
vi på vej til Randers. Med i bilen var også Nynke, som var i Randers sammen med Birthe i sidste måned. To
hjælpsomme damer, som sørgede for, at jeg ikke behøvede at tænke på ret meget andet end det, der var anledning til
rejsen. Det er da utroligt, hvad man kan opleve af hjælpsomhed i nødens stund. Vi nåede til Randers midt om natten og
indlogerede os i Staldgårdsgade. Helena havde humor nok til at spørge: “Hvad tror du dine gamle kollegaer vil sige,
hvis vi bliver standset, og de ser dig her sammen med to hollandske damer.” Jeg havde slet ikke tænkt på det, og var for
en gangs skyld mundlam. Mens jeg var optaget af mine gøremål i Randers, klarede Nynke at vise Helena en stor del af
langlørdagslivet i CITY. To dage senere returnerede vi sammen til Harlingen.
Fredag aften havde Birthe, som afløser for Nynke, haft vagten i klubbens bar sammen med Kaas. Det var ifølge dem
begge og “diverste kunder” gået ganske godt, selvom Birthe havde glemt at iføre sig kaninører og -hale.
Lidt nyt fra det sydlige
”Vinterhi” - tid til at skrive.
Trizonia
Harlingen, NL – Concarneau, F
Klar til at krydse Biscayen
Det regner i tove. Temperaturen er 20 grader. Det gælder såvel luft- som vand-. ”EOS” ligger fortøjet ved anlægget i
naturhavnen på øen Trizonia i Korinthgolfen mellem Galaxidi og Navpaktos. Tæt på fastlandet.
20 grader, ja – og datoen er den 20. Nov. Den store dag, hvor der er valg i Danmark. For os går valget mest på, om vi
skal trodse den tropeagtige regn, og tage til Galaxidi for at se den olympiske ild blive båret derigennem af en lokal
idrætsudøver, eller vi skal blive ombord og holde os tørre. Komforten vandt valget. Vi kunne jo heller ikke være sikre
på, at der var andet end røg fra faklen, når vandet i den grad vælter ud af himlen. Således blev det afgjort, at store
valgdag her ombord blev til store skrivedag.
Trizonia, hvor vi som allerede sagt ligger sikkert og godt fortøjet, er næsten som en øde ø. Ikke mindst nu hvor sejlersæsonnen
er slut. Her er kun lokalbefolkningen og nogle få langfartssejlere, der ligesom os har besluttet at ligge for
vinter her. Her findes ingen biler eller knallerter. Kun et par traktorer til anvendelse i forbindelse med renovation og
transport af byggematerialer. Lokalbefolkningen tæller 60 personer. Lidt husdyr er her. 10 høns, 2 haner og 10 ænder.
Der er 3 muldyr, som bruges til transport af brændsel og afgrøder i terrænet. Derudover er der en hel del katte, som blot
er der, og som bliver fodret rigtig godt, når fiskerne lander ved det lille kajanlæg ved byens torv. De eneste ”vilde dyr”
vi har set indtil nu er frøer, som godt nok er store og fede, firben, slanger og skildpadder.
Øen er et paradis, som ikke er spoleret af turisme. En frodig klippe, skudt op mindre end en kilometer fra fastlandet. En
overflade af rødt ler giver grobund for oliven, vin og mange slags lavtvoksende planter. Overalt på øen vokser timian.
Hvilken duft. Hvilken oplevelse, når man en tidlig morgen ved solopgang begiver sig op i terrænet, og dér mærker solen
få magt og fordrive dug eller natteregnens dråber fra planterne, der nu får ny grokraft. Da fyldes luften af en næsten
berusende duft af timian blandet med andre planters dufte. Duften bringer vi med ombord, takket være den
kendsgerning, at Balder har pels helt ud på poterne. Han kan færdes frit stort set overalt, og han elsker at tonse rundt i
de lavtvoksende timianplanter. Ombord kunne man godt få den tanke, at den står på gule ærter hver dag. Ikke blot
næsen bliver tilgodeset. Der er både til nethinden og lyttelapperne. Faktisk starter dagen længe før solopgang med
hanegal. Øens hønsegård er anlagt ved kajanlægget ca 100 m fra ”Eos”. Længe før solopgang galer den førende hane.
Jeg vil ikke komme ind på, hvad vi kaldte ham her ombord. Der har jo været valg. Den anden kalder vi ikke noget, men
han siger samme lyd som hønsene, så noget må der være ”gal`t”. Hanegalet suppleres af muldyrenes specielle måde at
sige godmorgen på. Man skal have hørt den lyd mange gange, for ikke straks at få ondt af dyret. Og så alligevel…..