Historien finder du her i pdf version - Frank Christensen

en tur op på den tyk-ke fæstningsmur, hvorfra der er udsigt ud over havnen og bugten. Inden for murene til søsiden er
der tillige en lille park, som er anlagt i forbindelse med fæstningens sygehus. Et interessant sted, som er et besøg værd.
Concarneau. Et par dage med sightseeing og afslapning, men også et par dage med forberedelser. Vi havde nu, siden vi
forlod Harlingen, tilbagelagt knap 800 sømil. 14 dage med god sejlads, højt humør og drillerier på det gode plan. Nu
skulle der gøres klar til turen over Biscayen. Rig og sejl osv. skulle klargøres. Der skulle provianteres, fyldes vandtank,
og der skulle hentes diesel, så vi var sikrede, hvis vi skulle være så usandsynligt uheldige at få 3-4 døgn med vindstille.
Der blev fyldt dieseldunke. Nogle havde vi, andre blev fundet, men skipperen sagde godt nok nej, da søfolkene med et
spørgende udtryk pegede på en 20-25 liter dunk, der lå i marinaen som fortøjningsbøje, fastgjort til et anker
.
Alt var klart. Nu var det blot at få den rette vejrmelding. En femdøgnsprognose med 3-4 dage med vind og vejr, der
kunne passe til at stå til søs. Vejret ville afgøre, om vi løb til La Coruna – ca 3 døgn eller vi ville fortsætte og runde Cap
Finnisterre og gå til Bayonna i Vigo bugten. Det sidste ville blive knap 500 sømil.
Ad søvejen
Galaxidi
Over Biscayen
En andagt
Bayona og Porto
Vi har skiftet position for en tid. Er sejlet til Galaxidi, for at fejre en fødselsdag. Birthe er født den 1. december 1951,
så det er en ”rund dag”, der står for døren. I Galaxidi har vi ved en tidligere lejlighed mødt Dino, som har en taverna, en
fiskerestaurant ved havnen. Hos ham skulle dagen fejres. Lørdag den 24. November kom Ann og Annie til Trizonia. Vi
måtte arrangere speciel overfart, fordi de først kom ved midnatstid. Birthe og jeg tog med ”færgen” over, for at hente
dem. Det kom der en rørende velkomst ud af. Med sig havde de nemlig, som den store fødselsdagsoverraskelse til
Birthe, Nikita. To dage senere kom Henrik, Anns kæreste, så nu var der ”fuldt mandskab”.
Det var dejligt, at have Nikita ombord igen. Vi var heldige med vejret, som tillod vandreture på øen. For Balder var det
helt tydeligt optimal nydelse igen at få børstet pelsen flere gange om dagen, og få muligheden for at lege med sin
”barndomsven” og genopfriske gamle minder. Vi prøvede at fiske nogle gange, men enten var maddingen for dårlig,
fiskene allerede for velnærede, eller vi var for ukoncentrerede. Så gik det bedre den dag, Nikita og farfar satte jollen i
vandet, roede ud af havnen, rundede pynten med fyret og fortsatte ned mod den lille bugt med byens kajanlæg og kirken.
Netop da vi roede ind i bugten, så vi de tre delfiner, som af og til fouragerer i det lille strømfyldte sund mellem Trizonia
og fastlandet. De sprang flere gange ud af vandet under deres vandring ind i sundet. Ganske vist var delfinerne et par
hundrede meter fra os, men alligevel tydelige nok, og Nikita udbrød overrasket og betaget: ”Nej – hvor godt. Det er
første gang jeg har set delfiner ude i naturen!”
Efter nogle hyggelige dage på Trizonia, sejlede vi alle her til Galaxidi. En sejlads på 20 sømil tilbagelagt for motor på
en spejlblank vandoverflade. Nikita viste sig at have store evner som rorgænger. Vel ankommet til Galaxidi, blev vi
straks budt velkommen af Dino. Vi blev inviteret til at spise hos ham og hans kone Tina den næste aften i tavernaen,
hvor også Birthes fødselsdag skulle fejres, men mere om det senere.
Den våde, blæsende regnperiode, som startede i den sidste trediedel af oktober og næsten har varet november ud, er ved
at være forbi. Tilbage er de hårde vinde. Galaxidi havn er en naturhavn med indsejling fra nord. En nåletræsbevokset
halvø - høj klippe - danner læ mod øst, så en Levante kan end ikke mærkes i havnen. Kun mod nord er der åbent,
hvilket gør havnen noget ukomfortabel, når det er Meltemitid. Nordenvinden, som er fremherskende i øjeblikket, hyler
med en styrke af 8-10 Beaufort direkte ind i havnehullet.. Det sætter en masse dønning i havnen, så vi ligger lidt
uroligt. Det væsentlige er dog, at vi ligger sikkert. To ankre i god holdebund og tilstrækkelige trosser (Randers reb) i
rigtig dimension gør det muligt at forlade båden om dagen. Her er ingen mulighed for at ligge langs kaj, fordi kajanlægget
hver dag bruges af større fiskeskibe til landing af fisk. Trods det hårde vejr, er dagene nu solrige og gode.
Ganske vist er temperaturen faldet til 14-15 (sommetider ned til 10-12), og der er sne på bjergtoppene, men alligevel
er der meget udendørs liv i dagtimerne.
Galaxidi er et historisk sted, hvorfra der ikke er langt til Delphi via Itea, som ligger inderst i bugten. Der er store søfarts
traditioner her. I næsten alle familier er der gamle sømænd og skibskaptajner. Her byggedes et utal af oceangående
brigskibe til op i det tyvende århundrede. Galaxidi var indtil for 40 år siden næsten at betragte som en ø, idet den eneste
vej hertil var søvejen. Landevejen, som nu er fastlandsforbindelsen, er fra 1961. Lokalt udtrykkes det således:
Galaxidi er den eneste ”græske ø” fra hvilken man i bil kan køre til fastlandet uden at skulle med en færge.