Historien finder du her i pdf version - Frank Christensen

ligere, og intet var forandret. Vi droppede krogen i en passende afstand fra kajen, tog sejlet ned og firede jollen af. Ann
roede ind med en fortøjning. Kort efter lå vi sikkert og godt fortøjet
Ann, som ikke havde været her, siden hun var ti år, måtte selvfølgelig straks op at rekognoscere. Det var netop her, hun
for 17 år siden (10 år gammel), forskrækket og forpustet kom løbende tilbage til båden, fordi der var jordskælv, mens
hun stod ved en gadekiosk for at købe chokolade. ”Kioskmanden” havde taget det meget roligt, og var straks begyndt at
rydde op i ting, som var faldet på gulvet under rystelsen.
Kefalonia ligger på kollisionslinien, hvor kontinentalsoklerne mødes, og den ene glider ind under den anden. Denne linie
strækker sig fra det nordvestlig Marokko til Tyrkiet via Syditalien, hvor Etna og Stromboli m.m er magma-kanaler.
Stromboli sender glødende masser ud ca. hvert kvarter. Lysskæret kan ses milevidt ude på havet.
Kefalonia rammes af adskillige jordskælv hvert år. Det alvorligste i nyere tid indtraf den 15. august 1953. Hele øen
rystedes, og de fleste huse styrtede sammen eller blev ødelagte. Kun Fiskardo, den nordøstligste by, blev ikke ramt. Øens
8 000 beboere blev evakueret til Patras på Peloponnes. Efterfølgende var bl.a danske håndværkere på Kefalonia for
at bygge træhuse til foreløbig bolig. De er i brug endnu.
På spidsen af halvøen, som strækker sig en kilometer nordpå fra havnen i Argostoli, er der et vandmøllehjul, som drives
af havvand, der strømmer ind fra stranden. Vandet forsvinder i et hul i jorden. I sig selv et underligt fænomen. Ikke
mindre underligt er det, at vandet kommer ud fra et væld i en grotte nær havnebyen Sami ca 25 km nordøst for Argostoli.
Dette væld er 1,5 m over havets overflade Ved hjælp af farvestof, er det konstateret, at vandet er fjorten dage om at
nå fra Argostoli til Sami, men ”ruten” er endnu ukendt.
Kefalonia er for øvrigt den højeste af de ioniske øer med bjerget Linos (1627). Der falder sne en ganske kort periode,
midtvinter.
Vi mødte vore gamle venner Pannagios og Spyros og flere andre, som vi derefter tilbragte et par dejlige dage sammen
med. Vi hilste også på Katharina Krousos, som er Pannagios´ og Spyros´ mor. Vi gik op og bankede på hendes dør i
det hus, hvor Ann tidligere har tilbragt mange timer - og nogle nætter -, når vejret var hårdt i havnen, da vi for år tilbage
overvintrede i Argostoli. Katharina kunne selvfølgelig ikke kende Ann efter 17 år, men snakken og minderne blev hurtigt
taget op. Katharina hentede et broderet stykke med ugler frem, som Ann havde lavet til hende i julen 1984.Ved den
lejlighed lærte vi, hvad ugle hedder på græsk. Det kunne vi heldigvis huske endnu. Nu kan vi tilføje de gamle minder
nogle nye.
Argostoli var vores første ”Port of entry” i Grækenland, og derfor det første sted vi skulle møde havnemyndighederne -
portpolicen. Jeg var lidt spændt på det møde, fordi det tidligere har været, om ikke problematisk, så dog besværligt på
grund af en masse papirarbejde. Jeg forestillede mig, at tyve år i fællesskabet havde ændret nogle ting. Der er stadig me-
get papirarbejde, og en utrolig langsommelig procedure. Jeg har efterhånden erfaret, at håndteringen af papirarbejdet er
forskellig fra havn til havn. Det er vanskeligt på forhånd at vide, hvad man skal foretage sig i netop den havn, man ankommer
til. Det kan af og til være lidt frustrerende, men blot man hører efter og ikke protesterer, selv om politimanden
arbejder mod reglerne, eller laver regnefejl, får man ingen problemer.
Papirarbejdet blev tilendebragt. Jeg betalte det beløb, som afkræves sejlere fra fremmede lande, som vil sejle i- eller gen
nem Grækenland. Den græske regering har bestemt, imod EU-aftaler, at der skal betales et beløb, som udregnes efter
bådens længde (for EOS dkr 800,-). Ikke noget stort beløb for at sejle rundt her i tre år. Men der er mange sejlere, der
har problemer med det for princippets skyld. Jeg har været vidne til, at især britiske og tyske sejlere skælder og smælder
overfor den stakkels, dårligt uddannede politmand, som blot er sat til at skrive regningen.
Fra Argostoli sejlede vi østpå til Patrasgolfen og videre ind i Korinthgolfen. Patrasgolfen er som en tragt med den store
åbning mod vest, Ionien. I Patrasgolfen passeres Patras, en stor færge- og handelshavn på Peloponnes. Umiddelbart øst
for Patras er det smalle stræde (én sømil), som er adgangen til Korinthgolfen. På nordsiden af strædet er Anti-Rhion, og
på sydsiden Rhion. Der er på begge sider venetianske forter, synlige fra søsiden. På dette smalle sted, er et tysk brobygningsfirma
ved at bygge en højbro. Tre store piller står klar. Imellem dem er der et virvar af sømærker. Vi var fremme
efter mørkets frembrud, men stedet kan besejles om natten. Det var godt for os. Vi havde strømmen med gennem strædet
og fortsatte til Navpaktos, som er en perle i Korinthgolfen. En fæstning, der rækker helt ud i vandet. En charmerende
havn. Gamle fæstningsmure beskytter (som moler) den lille halvmåneformede havn, hvor små farvestrålende fiskerbåde
ligger fortøjede. Fiskenettene ligger i dynger på kajkanten, hvor tavernaerne rækker helt ud til samme kajkant. Der
er ikke megen plads i havnen, men ta´r man sig sammen, kan det lade sig gøre at få et anker ud midt i havnen, og et par
trosser ind til ringe i fæstningsmuren. Lige ovenfor havnen er der et torv, som er totalt i skygge af store plataner. På
dette torv og flere andre steder i byen rinder vandet uophørligt fra gamle, af natursten murede kummer. En særegen oplevelse,
når man tænker på vandmangelen mange andre steder i Grækenland.
Navpaktos, også Lepanto, har en lang og skiftende historie. Hvert år fejres den 8. oktober, som den dag i 1571, hvor
tyrkerne blev slået af den spanske flåde i ”Slaget ved Lepanto”. En af de unge spanske helte i slaget, har Navpaktos