Historien finder du her i pdf version - Frank Christensen

Næste dag (torsdag den 14. juni 2001, en dag vi vil huske) fortsatte vi (stadig med perfekte vindforhold) mod Portugals
sydvesthjørne – Cap Sao Vicente, som vi ville runde og måske kaste anker i bugten under Cap Sagres, hvor Henrik
Søfareren havde sin søfartsskole, hvorfra en del ekspeditioner sendtes ud i første halvdel af det 15. århundrede. Det var
i den periode Cap Verde, Acorerne og Madeira blev opdaget. Henrik søfarerens ekspeditioner fik afgørende betydning
for Portugals kolonivælde.
Under denne herlige sejlads for fulde sejl under blå himmel med en fart af 6-7 knob, hørte vi pludselig en ny og ukendt
lyd - et kraftigt bump mod skibet i agterenden og givetvis fra et sted under vandlinjen Et hastigt blik agterud. Ingen
flydende genstande observeret. Ingen uro i vandet. Men hvad så? Åh-jo. Der var en ændring af lyden. Den sædvanlige
lette summen af akslen, når skruen ved denne hastighed løber rundt var ophørt. Selvfølgelig!!! Skruen var faldet af, eller
akslen var knækket. Hurtigt ned i maskinrummet. Rigtig diagnose. Akslen var helt i ro, men selvfølgelig var det ikke
muligt inde fra at konstatere, om akslen var knækket, eller om vi havde mistet skruen. Det sidste skulle faktisk ikke
være muligt, hvorimod det første sagtens kan ske. En fiskesnøre mellem stævnrørspakning og aksel kan få en stålaksel til
at ligne en fantaflaske.
I øjeblikket var problemet overskueligt, idet vi jo kørte afsted for fulde sejl. I løbet af få timer ville vi være rundt Sao
Vicente, hvor vi kunne kaste anker i læ for vestenvinden og forsøge at finde ud af, om vi havde en skrue løs, eller om
den var faldet af. Imidlertid friskede det op, og vinden drejede i sydvest. Ikke så ilde for vores kurs, der nu var østover.
Søen var noget besværlig rundt kappen (ligesom ved Gjerrild, Djursland - blot større bølger). Jeg lovede overlegent, at
vi 3-4 sømil fremme kunne løbe i læ under Cap Sagres og kaste anker. Jeg kender i forvejen bugten og ved, at bortset
fra nogle store ”sten”, som står ude i vandet er det rimelig nemt at løbe ind.
Nu kulede det imidlertid yderligere op og søen rejste sig voldsomt. Som enhver ved, er det under de omstændigheder
bedre at blive ude, hvor der er vand nok under kølen, end at søge havn. Vi lænsede afsted med vinden lige i r...., og med
alt for stor sejlføring. Mens jeg tog det hårde slid ved roret, måtte Ann og Birthe på dæk, for at reducere sejl. Vi har
ingen rullefok på containeren, så sejl skal skiftes Vejret var godt og varmt, så de var iført shorts, T-shirt og vest. Hold
op, hvor blev de våde, da jeg blev nødt til at gå op i søen, for at gøre arbejdet med sejlene lettere for dem. Jeg vil ikke
besudle dette stykke papir med de ukvemsord der i en lind strøm ”flød” fra ”wet-shirterne” til mig ved rattet. Hvad
kunne jeg gøre andet, end være imponeret over den styrke og hurtighed, hvormed de brugte både hænder og mund.
Arbejdet blev bragt til ende. Vådt tøj blev byttet til tørt. Den del behøvede jeg ikke at tænke på!! Vi har et meget tørt
cockpit her i skiwet!!! Efter yderligere nogle hånlige bemærkninger om mine evner til planlægning og gennemførelse af
landing i en sikker ankerbugt, blev der atter ro i skibet, og vi fortsatte sejladsen. Nu med den rette sejlføring i forhold
til den forhåndenværende vind. Og hvilken vind. På 12 timer tilbagelagde vi 84 sømil, hvoraf de 25 var langs Portugals
sydkyst. Vejret var klart, og i rimelig bølgelæ af kysten i Lagosbugten var vi fremme ved Portimao kl 21. Vinden faldt.
Vi gik ind til kysten under byen og kastede anker. Vandet var roligt, men der var dønninger, så jeg fandt det ikke klogt
at dykke, for at konstatere, om vi virkelig bare havde en skrue løs, eller om den var helt væk.
Næste formiddag roede Ann og jeg i land og slæbte jollen op på stranden, som var ”spækket” med oliemættede
solbadere. Hvilken duft. Vi provianterede i dette turistparadis, hvorefter vi skyndsomst fandt tilbage til ”Eos”.
Lidt før middag lettede vi anker, idet der nu igen var god vind. En dejlig dagsejlads langs den portugisiske algarvekyst,
hvor de røde klinter lyste i solen. Vi nød synet af denne kyststrækning i fulde drag, passerede Albufeira og Villamoura
og fortsatte østover. Efter 7 timer og 35 sømils sejlads havde vi passeret Faro og lufthavnen, hvortil Algarve-turisterne
flyves. Et lavland med en fuldstændig øde strand. En stor kontrast til kysten mellem Sao Vicent og Villamoura .Vi pas-
se rede Cabo de Santa Marie, øen Culatra og kastede anker i læ af Ilha de Armona.
En overnatning for anker på fladt vand med let dønning. Aftenen var lun, og vi så solen forsvinde i et væld af røde og
purpur farver i skydækket mod vest. Balder var mere interesseret i duftene inde fra land, end farveladen på himlen, men
der var for langt til land i dette lavvandsområde, hvor vi ankrede på 4-5 m vand. Så-eh ingen landlov til ham.
Det var meningen, at vi ville en tur til Sevilla, hvor Ann tidligere har arbejdet som au pair hos en spansk familie, men
uden mulighed for at bruge maskinen kunne vi selvfølgelig ikke gå op ad floden med det vanskeligt udtalelige navn
Guadalquivir. Det ville jo ellers have været perfekt netop nu, hvor Ann var ombord.
Vi måtte se at finde ud af, hvor vi kunne søge havn med en rimelig chance for at få klaret vores propelproblem, så vi
oprettede ”et lærerværelse” i cockpittet og ”tog en snak om mulighederne”. Hvor langt ville vi sejle, hvilke havne,
hvilke muligheder. Der kunne blive tale om Cadiz eller Barbate, eventuelt Gibraltar. Vi måtte selvfølgelig under alle
omstændigheder spørge vejrguderne til råds, idet vi skulle bruge vinden. Barbate var det bedste bud. Både hvad angik
distance (125 sm) og muligheder for assistance.