Historien finder du her i pdf version - Frank Christensen

mærket. Vi fortsatte i front, og Birthe og jeg var enige om at lave en fejl, så vi kunne komme bagest i feltet, som var rimelig
tæt. De tre italienere og Michael var helt oppe at køre, fordi vi var ”så taktisk gode”, så det var lidt svært at lave
en forkert sejlmanøvre. Det blev heller ikke nødvendigt, thi niecen korrigerede skipperen på vej mod næstsidste mærke.
Hun påstod, at vi skulle direkte mod mål. Det gjorde vi så, mens de andre både satte kursen mod det rette mærke. Imidlertid
kom ”Mister Præsident” farende i dommerbåden for at lede os på rette spor. Vi fulgte anvisningen og skar op til
det rigtige mærke - nu bagest i feltet! Vi var desværre så godt sejlende, at vi hentede de fleste igen og endte som nr tre.
Om aftenen var der en fantastisk fest med alt hvad hjertet og især maven begærer. Der var præmieoverrækkelse med
præmier til hver deltager i de tre første både. En lille smule pinligt blev det, da jeg som skipper skulle modtage præmier
for placeringen som nr. tre. Der blev holdt en længere tale, som blev oversat til engelsk. Arrangørerne mente, at den
danske båd faktisk var vinderen, idet det skyldtes en italiensk tolk, at vi sejlede for langt. Desværre var det ikke muligt
at give os præmie som vinder, men.... o.s.v. I talen blev det også nævnt, at der var en gast, som ikke kunne deltage i
aftenens fest, nemlig hunden Balder, som godt nok ved denne lejlighed fik et nyt, italiensk klingende navn. Ud over
præmier fik vi som gaver lokale vine og keramik. I tilgift havde vi et hyggeligt samvær med lokale sejlere. Vi sagde
godnat ved midnatstid. Belæsset med præmier og gaver blev vi af havnemesteren kørt tilbage til havnen.
Nogle utrolig smukke og mindeværdige oplevelser rigere, gjorde vi næste morgen klar til at forsætte sejladsen langs
Siciliens sydkyst. Inden vi lettede kom vores søde italienske tolk for at ønske os fortsat god rejse. Hun fortalte ved
samme lejlighed, at hun sammen med sin spanske kæreste, som crew, skulle på et 6 mdr.s krydstogt i Caraibien.
Den 27. august ved middagstid vinkede vi farvel til Sciacca. En lækker sejlads langs kysten bragte os i løbet af eftermiddagen
til Porto Empedocle. Der var en lille privat marina, hvor en mand, iført store arbejdshandsker, vinkede os
ind. Da vi spurgte om prisen på en overnatning, svarede han 10.000 lire (ca kr. 50). Han kom ombord og hjalp med at
fortøje (mere end jeg egentlig brød mig om). Efterfølgende skulle vi lige have ordnet nogle papirer og betale. Nu var
prisen pludselig blevet 100.000 lire. Jeg sagde til ham, at han kunne tage sine papirer og forlade båden, og at vi straks
ville lette fortøjningerne. Han gik i land og havde lidt mimisk samtale med en nobelt klædt herre inde på kajen, hvorefter
han sagde, at vi kunne blive, hvis vi betalte 80.000 lire. Vi lettede dog fortøjningerne, og lidt ærgerlige belavede vi
os på at forlade havnen. På vej derfra blev vi fulgt tæt af en lodsbåd. Jeg troede, at de ville tale med os og gik derfor ned
i fart. Lodsen fortalte os smilende, at vi kunne ligge godt, sikkert og lovligt for anker i havnen inden for den store vestlige
havnemole.
Betydeligt bedre tilpas sagde jeg tak for informationen. Derefter kylede vi krogen ud på det anviste sted. Balder var rigtig
glad, da han nu fik mulighed for at komme i land. Michael og Balder var fra starten blevet pot og pande og havde
allerede foretaget mange inspektioner sammen. Når vi kom i havn var det straks afsted ud til- og langs ad stranden. Lå
vi for anker var det i vandet og med raske svømmetag afsted til nærmeste faste punkt.
De følgende dage havde vi nogle lækre sejladser langs kysten med besøg i små hyggelige havne, hvor vi blev budt velkomne
og nød stor gæstfrihed og hjælpsomhed.
Under sejladsen fra C. Passero (Siciliens sydøsthjørne) op langs østkysten, var der ingen satelitforbindelse og derfor ingen
mulighed for at bruge GPS. Det skyldes formentlig, at der er en stor flådebase og et øvelsesområde her.
Den 30. aug. ankom vi til Siracusa på Siciliens sydøstkyst. En enorm naturhavn, som mod øst er beskyttet af en klippe,
på hvilken der ligger et gammelt fort. Bag klippen, under byen fandtes læ og god mulighed for ankring tæt på bymur og
fæstning. Kajanlægget i byen var fyldt op med både, men egentlig var det også mere charmerende at ligge for anker i de
spændende omgivelser med middelalderlige og antikke bygningsværker tæt på. Michael sprang sædvanen tro straks i
vandet, og svømmede ind for at rekognoscere. Senere roede vi alle i land for at tage en rundtur i den smukke gamle
bydel, og for at få tilfredsstillet behovet for italiensk is.
Byen, som i dag er en stor fiskeri- havne- og handelsby, blev oprindelig grundlagt i det 8. århundrede f.Kr. som koloni
af Korinth, og blev da hurtigt Siciliens mest betydende by og vigtigste g ræske koloni. Her er mange antikke fund. Bl.a.
græsk teater fra 500 f.Kr. og et romersk amfiteater.
Næste dag hev vi krogen hjem og satte kursen mod Catania, der ligger ved foden af vulkanen Etna. En kort distance,
som var tilbagelagt på et par timer. Vi kunne ikke se Etnas top på grund af et skydække, men vi kunne se aske overalt.
Sort, fint støv og slagger, som føg rundt, når luften rørte på sig. Etna var i udbrud et par måneder forinden og rørte stadig
på sig.
Catania er ligesom Siracusa grundlagt af grækerne i det 8. århundrede. Catania er mange gange blevet ødelagt af vulkanudbrud
og jordskælv. Dette mærkede vi ikke noget til, mens vi var der, bortset fra lidt boblerier i havnen af og til.
Derimod prøvede vi, hvad det vil sige, når en tordenstorm med regn og hagl kommer bragende ned fra Etna og drøner
over havnen for fuld styrke. Havnen blev som et oprørt hav. Den cementklods, som vi var fortøjet til, blev revet løs, så
vi fik hækken presset ind mod kajen. Heldigvis havde vi jollen hængene i daviderne. Den virkede som en stor fender,