Historien finder du her i pdf version - Frank Christensen

Næste formiddag drog de alle fire afsted på knallerter for at se på nogle gamle ruiner i omegnen. Birthe og jeg gik på
sight-seeing og indkøb i byen. Et hyggeligt sted, og en havnefront med atmosfære. F. eks. var to gamle træfiskeskibe
omdannet til frugtboder. Yderst charmerende. Charmerende var også frugtsælgersken, iført stramme leopardbukser.
Charmerende eller ej, vi måtte videre. 24 sømils god sejlads bragte os til Alimos Marina i Kalamaki lidt syd for Athen.
Derfra var det let og hurtigt at komme til Akropolis, Plaka, Omonia og andre seværdigheder i Athen. Der var desværre
kun to dage til Allan´s og Kims hjemrejse. Tiden går sgu for hurtigt i godt selskab. Oplevelser havde vi dog sammen
inden afgangen. Vort møde med en plattenslager på havnen var en af dem. I taxa blev vi kørt til et spisested, som ”var
det bedste”. Det var godt nok en lang køretur, men vi skulle ikke betale taxaen, før vi blev hentet igen (2 €). Nydeligt
sted, god mad, super vin og god pris - for værten -. Nå! – pyt! Vi sparede taxaen. Han kom ikke, så vi gik de 5 km tilbage.
Sundt nok efter det gode måltid. Hyggeligere var det, da vi næste aften spiste på en strandtaverna nær marinaen
med udsigt over hele Piræus bugten. En smuk og lun aften, og så var de ”sand i tæer” forhold i orden.
Den 6. sept. midt om natten skulle vi følge Allan og Kim til lufthavnsbussen, som havde stoppested ovenfor marinaen.
Vi lærer aldrig at sige farvel! Denne nat var det helt ekstremt. Hele Athen græd. Vandet begyndte at vælte ud af himlen,
netop da vi var på vej til bussen. Allan og Kim steg ombord. To gode kammerater var nu på vej til lufthavnen. Den
silende regn symboliserede ganske godt vore følelser på vej tilbage til marinaen.
Der var nu 5 dage til X-optimisterne skulle komme. Vi, der var tilbage, ville bruge tiden på at sejle lidt. Måske prøve et
par andre destinationer, og lade vind og vejr afgøre hvilke.
På trods af natteroderiet, lykkedes det os at komme ud af køjen og afsted allerede kl 10. Vi havde den fedeste sejlads tilbage
til Aegina, som vi ikke ”var færdige med”. Denne gang var det virkelig vanskeligt at finde en plads, så vi droppede
krogen i den hensigt at bakke ind og fortøje til den ydre stenmole. Manøvren lykkedes ikke så godt. Ankeret var droppet,
men skipperen missede bakmanøvren, så for ikke at løbe op i de store sten, måtte vi lade kæden løbe ud.
Den gode sejlvind var nu en hæmsko. Hold da kæft et arbejde Mogens og Axel kom på, da de roede ud til ankerbøjen
og bjærgede et 60 punds anker plus kæde op i jollen. God øvelse!!! Vi hilste på nogle fynboer fra Bogense, som sidste
år havde købt en Coronet 38 her i Grækenland. Næste år skulle den sejles hjem til Bogense. Hyggelige mennesker, der
tidligere har sejlet på langfart i en anden sejlbåd. Sight-seeing, proviantering, harmonika og råhygge i det sommerlige
vejr.
Næste formiddag - 8. okt - ”on the road again”. Fantastisk vejr, men ingen vind, så jerngenuaen måtte trække næsten
hele vejen. Vi gik til Poros, et utrolig smukt sted. En ø, ja – faktisk to øer, som ligger fuldstændig i læ i en bugt på østsiden
af Peloponnes. Indsejlingen lader sig ikke beskrive med få linier. Byen vokser op ad bakken og er et fascinerende
skue. En fodtur ad de stejle, smalle gader med et utal af gyder, hvidmalede huse og farvelader af blomsterhang er i
bonus klasse I for nethinden. Havnefronten var godt nok turistpræget, med masser af souvenirbutikker, men alligevel
på en måde charmerende. Der er konstant færgeforbindelse mellem øen og Peloponnes. Vi mødte to par danskere, som
var på ferie her. Det ene par boede i en båd, som de havde lånt af en ven. Det andet par havde lånt en vens lejlighed.
Det var helt klart, at vi skulle her til igen, når de ”tre hvalpe” var kommet ombord, det her sted skulle de se. Nu skulle
vi først tilbage til Kalamaki for at hente dem.
For øvrigt havde den megen påmønstring og afmønstring stor indflydelse på vores sejlplaner. Vi kunne selvfølgelig ikke
bevæge os over længere distancer, men måtte prøve at holde fast i et ankomst-/afgangssted. Birthe og jeg håber blot,
at de øvrige medvirkende i månedsforløbet har det nogenlunde som vi: Samværet, sejladsen, de fælles oplevelser og det
gode kammeratskab var i højsædet
Nu glædede vi os til at se Søren, Benjamin og Martin ombord. Vel vidende, at det ikke ville give mere ro i gondolen, så
vi frem til at hente dem i Kalamaki, hvor de skulle ankomme torsdag den 10. oktober ved midnatstid.
Vi havde to dage til at nå frem, hvilket ikke skulle være noget problem. Vi lettede fra Poros, som betyder passage, midt
på formiddagen den 9. okt. og valgte at sejle syd om øen, gennem det smalle stræde mellem øen og Peloponnes. Passagen
af dette 400 m brede stræde, er af forfatteren Henry Miller i Kolossen fra Maroussi sammenlignet med passagen af
livmoderhalsen. Hvad den gode Miller end har haft af erindringer om både det første og det sidste, må det siges, at det er
en hyggelig tur for motor tæt på kajanlæg og huse til den ene side, og til den anden side Peloponnes´ kyst og bjerge.
For motor!! Ja! Igen var det jerngenuaen, der måtte gøre arbejdet. Til gengæld var vejret til solbadning og afslapning
under turen mellem de små, spredte øer i området. Dagen sluttede da heldigvis med en times god sejlads. Vi gjorde igen
ophold på Aegina, hvor vi ankrede og fortøjede samme sted som sidst. Denne gang dog lidt mere professionelt!!!
Næste dag - videre. Det var jo selve dagen, så vi måtte til Kalamaki. Vi lettede kl 12. Flot vejr, perfekt vind. Herlig sejlads.
I marinaen fandt vi ingen pladser - kun afvisende charterbådsfolk. Det lykkedes os til sidst at finde et ledigt hul
mellem nogle motorbåde så store som færger. Hold da op, hvor vi syntes, at EOS var lille. Det samme syntes givetvis
den tililende græker med lederkompleks og cykelspænder, som råbende, skrigende og gestikulerende betydede os, at vi
skulle forsvinde. Med hjælp fra en venlig græker på en nabobåd fik vi forklaret, at vi bare skulle have nogle folk om-