Ulighed i sundhed – Årsager og Indsatser - Sundhedsstyrelsen

For mere specifikke sygdomme er der sociale uligheder i brugen og effekten af
en lang række behandlinger, som fx både invasiv behandling og brug af statiner
og beta-blokkere i behandlingen efter iskæmisk hjertesygdom. 374-376 Dette kan
være en bidragende årsag til ulighed i overlevelse (se tabel 4.11.1). Det er også
vist, at deltagelse i et bredere rehabiliteringsprogram efter hjerteinfarkt er lavere
blandt personer med lav indkomst. 338 Ligeledes er tendensen til tidlig afbrydelse
af antidepressiv behandling ordineret i almen praksis mere almindeligt hos personer
med kort uddannelse. 377
I en stor engelsk oversigt 378 konkluderes det, at i offentlige skattefinansierede
systemer finder man gennemgående, når man tager hensyn til behov, at:
specialiserede ydelser oftere bruges af personer med højere social position
forebyggende ydelser oftere bruges af personer med højere social position
akutte ydelser (skadestuebesøg, vagtlæge mm) oftere bruges af personer med
lavere social position
alment praktiserende lægers ydelser ikke udviser nogen entydig social gradient
4.11.3 Årsager til ulighed i brug af sundhedsydelser
Årsager til ulighed i brug og kvalitet af sundhedsydelser handler om flere forskellige
faktorer. Egenskaber i systemet af betydning for ulighed i sundhedsvæsnet er
organisatoriske, økonomiske, tidsmæssige, geografiske og sociokulturelle. 15
organisation og struktur
Et vigtigt strukturelt forhold ved et sundhedsvæsen er hvordan ressourcerne fordeles
mellem primær og sekundær sektor, mellem forebyggelse, behandling og
rehabilitering og mellem de medicinske specialer - somatiske og psykiatriske.
Som fremhævet i denne rapport er der i et ulighedsperspektiv særlig grund til at
fokusere på brugen af forebyggende ydelser, på rehabilitering samt behandling af
psykiske lidelser (se afsnit 4.1, 4.9, 4.10 og 4.12).
Det danske sundhedsvæsen har en struktur, hvor praktiserende læger, private og
offentlige sygehuse og kommunerne skal samarbejde om de patienter, der kræver
længere forløb og rehabilitering. Det har skabt et behov for mekanismer, som
kan skabe sammenhængende patientforløb fra tidlig opsporing og diagnostik
over behandling til genoptræning og rehabilitering. Der mangler viden om,
hvordan disse forløb former sig for forskellige sociale grupper. I den udstrækning
det kræver en ”forhandlingsstærk” patient, at få et længere patientforløb til at
hænge sammen, er der sandsynligvis ulighed i hvilke patienter der får tilbudt,
tager imod og gennemfører behandlingen. Særligt i lyset af, at der er store uligheder
i fx tilbagevenden til arbejde, som er et af rehabiliteringens resultater, kan
der være særlig grund til at undersøge og monitorere, om der er forhold i samarbejdet
mellem behandler og patient, som skaber ulighed.
De senere års fokusering på ventetidsgarantier, frit sygehusvalg, kræftpakker mm
har medvirket til en relativ stærk ekspansion af ressourcer til somatisk sygehusbehandling,
mens det samme ikke er gældende for psykiatriområdet. Det er vist,
at særligt psykiske lidelser har stor betydning for social ulighed i sundhed, og for
at så mange forlader arbejdsmarkedet tidligt (se afsnit 4.12). Danske Regioner
har i et review (Shared care for ikke­psykotiske sygdomme 2009) peget på, at formentlig
halvdelen af de 20 % af befolkningen, som i løbet af et år har en psykisk,
men ikke-psykotisk lidelse, ikke får adækvat behandling. Danske Regioner
Ulighed i sundhed – Årsager og Indsatser 119