Social Årsrapport 2012 - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Svaret på vores bønner?
Rehabiliteringsteamet er dog fortsat en kommunal funktion, hvis vurderinger foretages
ud fra et mål om beskæftigelse. Det er derfor usikkert hvordan rehabiliteringsteamenes
anbefalinger vil blive modtaget og efterlevet i praksis i de sektorer, der ikke
arbejder ud fra samme mål- Hvilken betydning får rehabiliteringsteamene hos den
misbrugsbehandler, der ud fra sit faglige perspektiv vurderer, at en førtidspensionering
er eneste mulighed for effektivt at behandle en borgers misbrug ? Hvad med den
praktiserende læge, der ud fra et mangeårigt kendskab til en patient vurderer, at fleksjob
er eneste realistiske mulighed for at fastholde vedkommende på arbejdsmarkedet,
selvom jobcentret ud fra et beskæftigelsesfagligt perspektiv vurderer, at borgeren ikke
er berettiget hertil?
Rehabiliteringsteamet har således potentiale som et »dialog- og koordineringsforum«
(Beskæftigelsesministeriet 2012b: 10) på et fagligt overordnet plan, mens teamets indflydelse
og reelle funktion i det interprofessionelle samarbejde i de enkelte sager er
mindre tydelig. Det social- lægelige samarbejde omformes markant for de sager, der
skal omkring rehabiliteringsteamet, idet lægekonsulent-funktionen erstattes af en
’klinisk funktion’ i regionerne, ligesom indhentelse af speciallægeerklæringer i disse
sager vil ske gennem denne enhed.
Dette sker med henblik på, at skabe »en klar og entydig indgang til sundhedsvæsenet«
(Beskæftigelsesministeriet 2012b: 37), men timingen af rehabiliteringsteamene
betyder, at denne nye model først indføres, når der potentielt er foregået en længerevarende
udredende og afprøvende indsats ledende op til en vurdering af, at der skal
indledes en sag om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Spørgsmålet bliver
derfor, hvorvidt reformen overhovedet får betydning for det interprofessionelle samarbejde
(og indsatsen i øvrigt), op til at denne vurdering kan foretages.
De »unge« og de oversete ressourcer
Lad os tage de næste to udfordringer samlet, ud fra den betragtning, at ressourceforløbene
i høj grad er tænkt som et alternativ til at placere unge under 40 på varig offentlig
forsørgelse.
I reformen og den politiske debat kan det nogle gange lyde som om, det især er unge
mennesker under 40 år med psykiske lidelser, der får førtidspension. Vores aktuelle
undersøgelse viste dog, at over halvdelen af de personer, der fik tilkendt en førtidspension
2 tilhørte en borgergruppe, som vi karakteriserede ’Lønmodtageren der blev syg’.
Gennemsnitligt er gruppen kendetegnet ved, at de har været på arbejdsmarkedet 12
ud af de 20 kvartaler, der gik forud for pensionstilkendelsen, at over 70 % af dem var
over 46 år ved tilkendelsestidspunktet, og at de i langt overvejede grad får førtidspension
efter en periode på sygedagpenge. Så selvom der både nationalt og internationalt
er begrundede bekymringer over den voksende gruppe af unge med psykiske lidelser,
2. For de tidsmæssige og geografiske begrænsninger af denne statistiske generalisering se Caswell et al 2012
39