Social Årsrapport 2012 - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Førtidspensionsreform
der ikke får foden indenfor på arbejdsmarkedet, er det fejlagtigt, at tro, at dette udgør
et repræsentativt billede af de borgere, som hidtil har fået tilkendt førtidspension.
Principielt rummer ressourceforløbet potentialet til en mere langsigtet og sammenhængende
indsats, hvor det undgås, at der iværksættes ’konkurrerende’ foranstaltninger
på tværs af forvaltninger og sektorer. Det er dog et åbent spørgsmål hvorvidt dette
potentiale kan indfries. Mens reformen sine steder rummer en investeringstankegang
i forhold til at iværksætte langsigtede og koordinerede indsatser overfor udvalgte borgere,
så undergraves dette blandt andet af en problematik om timing. I reformen står
der, at:
Der kan først visiteres til et ressourceforløb når alle andre relevante muligheder for en aktiv
indsats i den ordinære beskæftigelseslovgivning er afprøvet eller vurderet formålsløse.
(Aftale om en reform af førtidspension og fleksjob, Beskæftigelsesministeriet
2012a: 14)
Selvom der ligger et vist fortolkningsrum i hvornår noget ’vurderes formålsløst’, så
må det antages at der i denne formulering ligger en forestilling om, at ressourceforløb
først iværksættes, når den enkelte borger har været igennem en (lang?) række andre
indsatser, uden at disse har styrket borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet. Frontlinjemedarbejdere
peger på, at det er endog meget svært at ’vende’ processen for en
borger, der har indstillet sig på, at førtidspension er den eneste mulige (og/eller mest
attraktive) løsning. Derfor fokuserer en del af beskæftigelsesindsatsen på fastholdelse,
eller opbygning, af motivation og arbejdsidentitet hos borgeren (Caswell et al. 2011).
Manglende motivation og arbejdsidentitet hos borgeren øger, i kombination med
lovforslagets krav om, at ressourceforløb skal være gennemført, før der kan tilkendes
førtidspension, risikoen for, at ressourceforløbene i praksis kan blive en måde at opnå
dokumentation for en arbejdsevne, der på forhånd er vurderet utilstrækkelig til beskæftigelse,
frem for et reelt forsøg på at udvikle borgerens funktions- og arbejdsevne.
I både »Veje til førtidspension« og en række andre undersøgelser (bl.a. Malmgren &
Hansen 2011; Ankestyrelsen 2007; Arbejdsmarkedsstyrelsen 2008; Coop 2009; Videnscenter
for Socialpsykiatri 2010; Discus 2008, 2009a) efterlyses en tidligere, koordineret
og målrettet indsats, og det kan derfor undre, at man i reformforslaget først
giver mulighed for rehabiliteringsteam og ressourceforløb, når det ordinære arbejdsmarked
(i bedste fald) synes at være meget langt væk.
Et ofte adresseret tema såvel politisk som forskningsmæssigt er behovet for at kommunernes
håndtering af borgeren er aktiv og handlingsorienteret (bl.a. Bengtsson
2002; Hansen m.fl. 2010). Vores undersøgelse indikerer dog, at der i højere grad er behov
for målrettede og præcist timede foranstaltninger, frem for aktivitet i sig selv.
Ressourceforløbene giver mulighed for at starte med meget begrænsede aktiviteter
som eksempelvis regelmæssig kontakt til egen læge eller fritidsaktiviteter, med henblik
på, at borgeren på sigt bliver i stand til at deltage i egentlige beskæftigelsesrettede
foranstaltninger (Lovforslag / Beskæftigelsesministeriet: 109).
Dette er et brud med de seneste års beskæftigelsespolitiske tendenser, hvor kun di-
40