billy stammen - en undersøgelse af et æstetisk smagsfællesskab ...

Deltagerne i Billystammen gjorde udtrykket til en trend, men så snart det blev taget op af den
danske modedesigner Henrik Vibskov19 og dermed i deres øjne blev til et legitimeret mainstreamfænomen,
rykkede de videre, idet de ikke længere betragtede det som god smag.
1.5 De individuelle smagskvaliteter i det æstetiske smagsfællesskab
George Simmel påviste allerede i 1903 igennem sin analyse af mode, hvorledes den på en
og samme tid individualiserer og standardiserer (Simmel, 1998). Han fremhæver yderligere,
at ”… moden er den virkelige tumleplads for individer, der har et uselvstændigt indre og behov for
støtte, men hvis selvfølelse samtidig har brug for en vis anerkendelse, opmærksomhed og mulighed
for at skille sig ud” (Simmel, 1998: 116).
Man kan drage en parallel til Baumans pointe om, at æstetiske fællesskaber har en evne til
at”… udføre(r) det trick at forvandle ”fællesskabet” fra en frygtet fjende af den individuelle valgfrihed
til en manifestation og en (ægte eller illusorisk) gen bekræftelse af den individuelle autonomi”
(Bauman, 2002: 72-73).
Igennem mine interviews bliver det tydeliggjort, at der også inden for selve Billystammen er flere
fortolkninger til stede repræsenteret ved individuelle præferencer og udtryk. I observationsfasen
havde jeg svært ved at se forskellen på medlemmerne i Billystammen, og mit umiddelbare
indtryk var, at de alle udelukkende gjorde brug af symbolske tegn til at fremvise deres lighed
og indbyrdes tilhørsforhold. Det bliver dog meget tydeligt i respondenternes italesættelser,
at dette stilfællesskab bygger på individuelle æstetiske fortolkninger og nuancer, dog indenfor
for deres overordnede smagsramme, som bidrager til, at deltagerne kan differentiere sig internt
i gruppen, og dermed føle sig specielle og unikke.
”Der er ikke rigtigt noget, der går igen, folk vil gerne være så individuelle som muligt, og derfor
sætter folk det sammen på forskellige måder og finder måder, som de andre ikke har. Det er
sjældent, der er nogen, der har det samme på, det skal være ens eget. Vi er ens, men alligevel
ikke ens, vi skal jo helst gerne alle sammen ligne hinanden, men have vores eget, det skal ligne
de andre men være vores eget. Vi skal være forskellige sammen. Det er ret langt ude, men sådan
er det meget, tror jeg, i hvert fald i det segment, jeg er i” (Bilag D, Jason).
Alle mine interviewpersoner udtrykker ligesom Jason det postmoderne paradoks mellem de
unges søgen efter at være unikke og deres søgen efter sociale fællesskaber på en og samme
tid. I det empiriske materiale er det tydeligt, at de unge gør brug af mange forskellige referencer
i deres skabelse af deres stil og af sig selv. Dog er det stadig inden for nogle fastsatte dynamiske
rammer, som er i overensstemmelse med fællesskabets æstetiske værdier. Derved
bliver deres eklekticisme en måde, hvorpå de både kan vise, at de mestrer det postmoderne
paradoks i form af at kunne tilpasse sig og samtidig udøve autonomi. Som Caroline giver
19 www.henrikvibskov.com. Stilen er bl.a. kendetegnet tøj, der leger med former, størrelser og med humoristiske, farverige
elementer og grafiske mønstrer.
65