Verdensrummet - small.pdf

More documents

Recommendations

Info

Asteroidebæltet og meteorit salen Foto: NASA 20 | UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET Ida er en 56 km lang asteroide, der befinder sig i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Da rumsonden Galileo passerede forbi Ida i 1993 afslørede den til astronomernes store overraskelse, at Ida har sin egen lille drabant, som efterfølgende har fået navnet Dactyl. Efter at have besøgt Mars og med kurs mod de ydre gasplaneter møder publikum pludselig en sværm af asteroider. Her mellem Mars og Jupiter burde der efter alle beregninger faktisk være yderligere en planet – men det er der ikke. I stedet finder man i denne afstand til solen udelukkende jern og klippeblokke, nogle kun på et par meters længde, mange flere kilometer store. Asteroiderne er materiale fra det tidlige solsystem, som aldrig blev samlet til en planet. Vi kender i dag flere hundrede tusind enkeltstykker og hvert år vokser dette antal med ca. 30.000. Asteroidebæltet er af overordentlig stor interesse, fordi det er herfra alle de meteorer der gennembryder Jordens atmosfære kommer. De, der ikke brænder op, finder vi ind imellem som meteoritter – større eller mindre stykker materiale, der kan give os ny og spændende viden om oprindelsen af vores solsystem. Følger man asteroidebæltet bevæger man sig ind i et kammer, hvor blandt andet museets enestående samling af meteoritter er udstillet. Mange er smukke og alle er videnskabeligt set yderst interessante. Kondritter, pyroxen pallasitter og mesosideritter … navnene lyder eksotiske, og det de fortæller os står ikke tilbage i den henseende. I gennemsnit falder der hvert år tre meteoritter i Danmark. På trods af dette går der ca. 100 år imellem, at der findes en friskfalden meteorit. Det skete dog sidste år, da en tysk meteoritjæger opstøvede et lille stykke af den meteor, der faldt over Lolland d. 17. januar 2009. Stykket der er navngivet Maribo viste sig at være af en meget sjælden type – en såkaldt kulkondrit – der indeholder materiale fra dannelsen af solsystemet som er 30 millioner år ældre end Jorden. 1. Poleret og ætset skive af jernmeteoritten Carlton. Jernmeteoritter er stumper fra det indre af asteroider der – ligesom Jorden – havde en metalkerne. Foto: O. B. Berthelsen/SNM 2. Den rustne overflade af jernmeteoritten Henbury, der er fundet i Australien. Foto: D. Ball/Arizona State University 3. Poleret og ætset overflade af jernmeteoritten Toluca, der er fundet nær Mexico City. Foto: O. B. Berthelsen/ SNM 4. Stenmeteoritten Modoc, der faldt i Kansas i 1905. Under meteorittens sorte smelteskorpe ses finkornet materiale fra før Jorden blev til. Foto: Gert Brovad/SNM 5. Poleret skive af pallasitten Esquel. Pallasitter består af en blanding af gennemsigtige olivinkrystaller fra en asteroides stenkappe og metal fra dens kerne og må derfor komme fra grænselaget mellem kerne og kappe. Foto: SNM 6. Jernmeteoritten Old Woman, der blev fundet i Californien i 1976. Meteoritten vejer ikke mindre end 2,75 t. Foto: O. B. Berthelsen/SNM 7. Pallasitten Imilac, der er fundet i Atacama ørkenen i Chile. Foto: O. B. Berthelsen/SNM 8. Skive af Howarditten Dar al Gani 779 fra Oman. Howarditter består af sammenkittede knuste stenfragmenter fra asteroiden Vestas overflade. Det er en af de få typer meteoritter, hvor vi ved hvilken asteroide de kommer fra. Foto: SNM Foto: NASA 1 3 5 6 7 8 2 4 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET | 21
Månesalen Det himmellegeme vi kender bedst – udover Jorden – er naturligvis vores nærmeste nabo Månen. Men vores måne er kun én ud af mange i solsystemet. Nogle af planeterne har faktisk en hel sværm af dem. Jupiter har således ikke mindre end 63 måner og Saturn 60. En måne er defineret som et legeme der kredser om en planet. Det sker fordi, planetens tyngdefelt er kraftigt nok til at holde en måne i kredsløb. Det mindste himmellegeme, der har en måne, er dog ikke en planet, men en af asteroiderne. Illustration: Joakim Engel Foto: NASA Måneudstilling: Præcis som planeterne er månerne også vidt forskellige. I salen med månerne kan publikum komme tæt på et udvalg af de mange måner, der findes i solsystmet. Det er modeller af nogle af de mest spændende måner, skabt i forskellige materialer, der understreger de forskellige måners egenart. De kuglerunde glober minder om store ædelsten i bakken hos en juvelér eller om mærkelige ensartede skulpturer på et kunstmuseum. Jupiters måne Europa Europa er den mindste af Jupiters fire store klassiske måner, men af meget stor interesse. Det har nemlig vist sig at der er et 100 km dybt ocean under Europas isdækkede overflade. Da vand er en vigtig forudsætning for livets opståen, er spørgsmålet om der kunne være livsformer dybt under Europas overflade. Fotos af Europas overflade viser store stykker is, der tydeligvis er brudt op og har flydt rundt mellem hinanden, som vi kender det fra is i polare områder. Jupiters måne Io Io er det mest vulkansk aktive legeme i hele solsystemet. De voldsomme vulkanske aktiviteter kan til tider skaber lavafontæner der er flere hundrede kilometer høje og kan ses ude fra rummet. Men Io har også andre dramatiske landskabsformer som for eksempel 16 km høje bjerge og indsynkningskratere på et par kilometers dybde og flere hundrede kilometer i diameter. Man har lokaliseret 61 aktive vulkanske områder på Io indtil videre. Mellem vulkanerne og bjergene findes søer af smeltet svovl. Det er svovlet og svovlforbindelser der giver Io dens smukke spraglede farver i gult, sort, rødt og hvidt. Saturns måne Iapetus Galileo Galilei (1564-1642) Galileo Galilei var en italiensk fysiker, matematiker, astronom og filosof. Han begyndte at læse medicin som 17-årig men sporede sig hurtigt ind i en matematisk retning. Han tog aldrig den endelige eksamen, men endte alligevel i et vellønnet professorat i Padova, hvor han de følgende 18 år forelæste over geometri, mekanik og astronomi. Han fabrikerede og solgte også videnskabelige instrumenter og er sidenhen blevet berømt for at have forbedret og raffineret kikkerten, som blev opfundet i Holland i 1609. Faktisk fik han eneret til at fremstille disse kikkerter til militært brug. Selv brugte han kikkerten til astronomiske observationer og opdagede derved bl.a. Månens bjerge og Jupiters fire største måner. En temmelig imponerende bedrift i betragtning af datidens optiske kvalitet og kun 20 ganges forstørrelse. Han var desuden meget optaget af udviklingen af videnskabelige metoder og eksperimentalfysik og er specielt kendt som ophavsmanden til faldloven – loven om legemers fald. Ud fra observationer af Venus’ faser konkluderede han at planeten måtte have en cirkelbane omkring solen og ikke omkring Jorden. Han blev derved fortaler for Kopernikus’ heliocentriske model. Dette medførte i sidste ende at han måtte tilbringe resten af sit liv i husarrest, fordi den katolske kirke mente at det var en kættersk teori. Alle sandheder er lette at forstå, når først de er opdaget; problemet er at opdage dem. - Galileo Galilei 22 | UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET | 23 Foto: NASA Foto: NASA Galileis tegninger af Månens faser som han så det gennem et teleskop i 1610.
Page 1 and 2: “Helligt og kært er for mig hver
Page 3 and 4: Hvordan vi ved det ... 6 | UDSTILLI
Page 5 and 6: Koncept: Statens Naturhistoriske Mu
Page 7 and 8: NASA Foto: Den imponerende, gløden
Page 9: Da forskerne skulle prøve at besva
Page 13 and 14: Verdensrummet på Statens Naturhist

Verdensrummet - small.pdf

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?