Verdensrummet - small.pdf

Illustration: Birgitte Rubæk Foto: NASA
Ved solsystemets yderste grænse
Efter at have taget rejsen fra solen, forbi planeterne og gennem
asteroidebæltet når man endelig til den yderste kant af solsystemet.
Vender man sig og ser tilbage mod solen herfra, virker den
kold og fjern; ikke meget større end andre synlige stjerner.
Her er mørkt, koldt og grænseløst stort. Men hvilke følelser
får man, når man står overfor at skulle tage springet ud i det
uendelige, tomme rum? Er det skræmmende, overvældende
eller bare smukt?
Vores egen galakse – Mælkevejen – med dens flere hundrede
milliarder stjerner kan ses som et lysende bånd, mens der ude i
det fløjlssorte dyb kan anes tusinder af andre, ufatteligt fjerne
galakser.
Denne sidste destination på rejsen er desuden velegnet til forskellige
visuelle installationer. Indimellem kan man således være
vidne til forskellige begivenheder der udspiller sig over, under
og omkring en. Universets fødsel – the Big Bang, en kæmpestjernes
eksplosive død eller månedannelse fra kolliderende
himmellegemer.
Den svævende vandrerute forbi planeterne ender her frit
svævende i et rum uden synlige afgrænsninger. Ved hjælp af
projektioner, LED-lys og forskellige scenografiske teknikker
er det meningen at bringe den besøgende helt derud hvor vi
forlader solsystemet og samtidig skabe en stemning og et miljø
der opfordrer til fordybelse og eftertanke.
Naturen var gavmild da den formgav galakserne. Mange af
deres fantastiske former skyldes utroligt nok, at de fra tid til
anden kolliderer. Da de mest af alt består af ingenting, farer de
lige gennem hinanden, men deres tyngdefelter gør alligevel,
at de kommer en del ud af facon i forbindelse med sammenstødet.
Det gælder også galaksen med det mundrette navn
ESO 510-G13, der tilsyneladende er ved at opsluge en mindre
galakse.
24 | UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET | 25
Foto: NASA