Siegfred Neuhaus erindringer del 1-6 - Soranerarkivet

Siegfred Neuhaus
Optegnelser om mit levnedsløb.

Kapitel 1: Barndom og opvækst i Vejle. Forældrene og familien. Harald Kidde og dennes familie. Hos
kæmner Birch. Hos Kiddes i København. Kunstakademiet. Fredrik Vermehren. Harald Giersing / familien
Giersing. Sigurd Swane / familien Swane. Louise Bechmann / familien Bechmann. Frants Henningsen.
August Jerndorff. Med Harald Giersing og Sigurd Swane i Paris. Med Harald Giersing i Mogenstrup.
Side 1
Jeg tænker på, at min afdøde datter, Isa, undertiden spurgte om familien og på, at min moder ofte i min
barndom fortalte mig om, hvordan hun selv sammen med kusiner og fætre havde tumlet sig frit i den gård i
Ørskov ved Horsens, hvor hendes bedsteforældre boede. De blev meget gamle, som også flere af deres 12
børn blev det. Jeg husker, at jeg undredes meget over denne høje alder – 94 år. Min moder så altid hen til
den tid som en lykkelig barndomstid, og mærkeligt nok, når min moder her i huset talte med min
svigermoder – de var kusiner – om den tid, kunne min svigermoder aldrig huske videre derom, mens det
for min moder stod så levende. Min svigermoder havde dog været et af de mange børn i Ørskov. Måske
kom det af, at min moder blev der ikke så megen egentlig lykke beskåret her i livet, mens min svigermoder
nok har levet et rigere åndeligt liv gennem sit ægteskab og hele sin intelligens. Til gengæld gjorde min
moder gennem 32 års opofrende gerning i børneasylet i Vejle meget godt for andre; børnene hang ved
hende til hendes død ved et ulykkestilfælde i efteråret 1928.
Selv havde jeg også en lykkelig barndom trods den ruin, der truede hjemmet i de år, da jeg endnu
var lille og skoledreng. Det var ikke sådan, at det blev skjult for mig, og jeg led meget derunder, men fantasi
og leg og bøger var store adspredelsesfaktorer for mig. Det første jeg egentlig husker ret intenst, var min
lillesøster, Erikas død, jeg må have været 2 eller 2½ år den gang. Jeg husker, at jeg så min moder flette sit
den gang store hår grædende foran toiletspejlet i soveværelset og det lille barnelig ligge i den store seng
ovenpå dynen eller hovedpuden. Og så husker jeg begravelsen, at vi kørte i en kalechevogn, at det var
iskold vinter og høj sne, og at min faster, fru Sophie Cohn, var kommen ned til os fra Stockholm i den
anledning.
Som helt lille boede jeg ellers mest hos min farfader, der havde trukket sig tilbage fra forretningen
og nu med en husholderske – min bedstemoder var død flere år, før jeg blev født – boede på Iste sal i
nordenden af huset på Nørregade i Vejle, mens mine forældre mere beskedent beboede lejligheden
nedenunder. Min bedstefader, Jens Christian Neuhaus, der sikkert har været en bedre forretningsmand end
min fader, Søren Peter Neuhaus, holdt meget på, at når jeg spadserede tur med ham, skulle jeg have
handsker på, og han var også selv meget sirlig klædt, høj og skulderbred var han. Han ejede den store
købmandsgård, der strakte sig mellem Nørregade og dæmningen i Vejle, og som så helt anderledes ud

den gang, idet den ikke som nu var en gade, men halvdelen af den var den gamle Vejle å og halvdelen gade.
Senere i livet har denne gård syntes mig lille, men i virkeligheden var det en stor grund, som senere ejere –
driftigere end min stakkels fader – fik store penge ud af at udnytte bedre. Min bedstefader havde to
brødre, der også drev rebslageri i Vejle, men han var den eneste af brødrene, der fabrikerede tovværk til
skibene, det var jo i sejlskibenes tid. Han var den yngste af dem og blev kun nogle og tres år, han døde i
1884 eller 85. At han var en anset mand i byen ses af, at han i mange år var formand for håndværker‐ og
industriforeningen, i de tider spillede disse foreninger en vis rolle i vore byer. Han var også byrådsmedlem
og blev i 1864 efter Tyskernes besættelse af Vejle som gidsel sendt til Rendsburg fæstning sammen med
andre. Han var vistnok ret velstillet efter tidens forhold. Jeg antager, at ved hans død blev min fader ved
arveskiftet noget forfordelt til fordel for sin søster, den ovennævnte Sophie Cohn, som min fader holdt
overordentlig meget af, på den måde, at hun fik obligationer og penge, mens min fader beholdt gården,
som han måtte prioritere for at svare hende hendes arvepart. Jeg har tænkt mig det sådan, for efter min
bedstefaders død, gik alting tilbage for mine forældre.
I årene derefter har jeg aldrig haft noget rigtig sikkert indtryk af min fader. Stakkels kalder jeg ham
på grund af hans kamp med sin skæbne, sin stedse dårligere økonomi, sin sygdom, der kom til udbrud i
tuberkulose. Han var en fanatisk højremand i Estrupiatets dage midt i en kreds af venstrebønder, der
naturligvis unddrog ham deres søgning. Det sidste 3/4 år af sit liv var han sindssyg og døde på Middelfart
sindssygehospital 2. marts af tuberkulose. Han blev 38 år gammel.
Jeg skal ikke her komme ind på de pinsler, der kan opstå i et følsomt barns sind, når man hører
efter de voksnes samtale og opfatter, at den økonomiske grundvold for ens hjem er forrykket i den gale
retning. Jeg mindes godt, at jeg i de sidste år af min faders liv var helt klar over, at det var galt fat. Men
dette er jo ikke andet end en brøkdel af, hvad der fylder et fantasifuldt barns daglige tilværelse. Der er
skolen, og alt, hvad der sker, der er kammeraterne og bøgerne. Det var ikke nogen stor bogskat, der
rummedes i mit hjem,
Side 2
vistnok mest bøger, der var kommen der med min moder. Jeg husker, at hun forbød mig at læse f.eks.
Ingemanns romaner, før jeg var bleven 8 år, men jeg ved bestemt, at forbuddet ikke kunne opretholdes. I
ethvert fald husker jeg, at jeg var overordentlig betaget af skildringen af mordet i Finderup lade i "Erik
Menveds Barndom”, og at jeg ikke kunne holde min betagelse indenfor mit eget sind, men at jeg i den
pogeskole, hvor jeg gik, før jeg kom i latinskolen, vakte megen opsigt den morgen, jeg kom der efter at have
læst den nævnte scene. Jeg var vel begavet, tegnede også tidligt, men formentlig helt uselvstændigt, min
moder har siden fortalt mig, at en af mine første tegninger var efter et billede, der gengav Wiedewelts

Holbergrelief på hans sarkofag her i Sorø Kirke. Jeg blev meldt ind i latinskolen og gennemgik de to
underklasser, der var der den gang, og da så en gang efter sommerferien den dag kom, da der skulle
vælges, om man ville være realist eller latinlæsende, valgte jeg den gang 11 år gammel uden tøven det
første ikke af lyst, men fordi jeg så ofte havde hørt mine forældres tale om, at der ikke kunne blive råd til at
deres søn ”læste videre”. Det var mit første selvstændige fejlgreb. I den retning så min fader og moder ikke
så langt, som nutidens forældre gør det. Jeg blev altså en ubestridt og flot duks i de fire realklasser i 4
år til 1894, da jeg tog en fin præliminæreksamen med de tre sprog, af hvilke jeg havde lært meget lidt, da vi
havde ret dårlige sproglærere, og fonetik var et ukendt begreb. Jeg antager, at jeg altid har haft svært ved
sprog. Jeg husker endnu vor rektor, professor H.A. Krarups forbavselse den morgen, jeg gjorde mig selv til
realist, men han greb ikke ind og mine forældre heller ikke.
Disse skoleår, som faldt sammen med min faders sygdom og død, var af stor betydning for mig og
min senere udvikling. Jeg traf her i Vejle skole min barndomsven og ven gennem mange år, Harald Kidde, vi
stod begge to – splejser, som vi var og afskyende al gymnastik og sport – og krøb sammen i skolegården
eller porten, når de andre sloges med sne eller fløj hen ad de selvlavede glidebaner. Bøger var vort emne,
og under min faders sygdom og død begyndte jeg at komme i Kiddes hjem. Hans fader var amtsvejinspektør
og en stovt gammel mand, hele tredive år ældre end sin hustru. Der var fuldt op af bøger bl.a. Dickens, som
gjorde et stærkt indtryk på mig. Den gamle Kidde havde fået den ide, at jeg skulle flytte med familien til
København, når Harald Kidde var bleven student. Selv om amtsvejinspektøren, virksom til det sidste, døde i
november 1894, blev dette løfte holdt.
Min stakkels moder må have været meget ene, fordi jeg altid var hos Kiddes, og ene var hun også
om at tage imod min faders sygdom og død, dog havde hun jo støtte af sin slægt, særlig af sin moder,
Anniken, Johanne Erichsen f. Secher og af sin søster og dennes mand. De boede alle i Horsens i det samme
hus, hvor min moder var født. Jeg husker godt, at jeg var ingen eksemplarisk dreng – og ingen pletfri heller
– jeg kunne godt finde på at stjæle en 25‐øre ud af sparegrisen eller rapse lidt af æggesøben ovenpå den
kakao, der hver eftermiddag blev sat ind til min syge fader, inden han selv kom ind fra arbejdet. Da så min
fader pludselig begyndte at se alt i strålende lys og begyndte at disponere helt forkert, måtte han jo
uskadeliggøres, og det var meget pinagtigt, ja sikkert frygteligt for moder. Men der var jo krummer i hende,
og endnu i nogle år førte hun forretningen videre. Da dette efterhånden viste sig ikke at kunne gå for
hende, måtte den afvikles, og hun overtog så den stilling som asylbestyrerinde i Vejle, som hun ovenfor
nævnt i 32 år passede, et strengt arbejde for hende selv men til glæde for mange og også for hende selv.
Min slægt var gammel i Vejle, i hvert fald 1742 angives en af mine forfædre i lige linje at være død
der, og fra hans tid kan slægtled efter slægtled følges. Man har fortalt mig, at slægten kom fra Østrig,
drevet op i Jylland foran Wallensteins hære.

Efter min præliminæreksamen skulle jeg have plads, og min moder fik mig anbragt på
kæmnerkontoret indtil videre. Kæmneren hed Birch, og min moder har åbenbart syntes godt om ham i
modsætning til hendes [skrevet: sin] søn, der fra det mere frie skoleliv så sig indespærret fra 9 om
morgenen til 7 om aftenen med en middagspause på en time. For denne arbejdsydelse fik jeg en betaling af
10 kr. om måneden. Det kan næppe undre nogen, at jeg benyttede nogle af disse timer til at tegne i, men
det synes mig nu uforsvarligt, at jeg, når den dame, der ellers passede ind‐ og udbetalinger for Vejle
kommune, blev syg, fik overdraget hele pengekassen, der jo ofte indeholdt store beløb. Jeg var jo den gang
kun 16 år. Kæmner Birch må have været tilfreds med så billig en arbejdskraft. Jeg husker, at jeg, mens jeg
var hos ham, fik en langvarig lungebetændelse, og at jeg tilbragte min rekonvalescenstid hos Kiddes, der var
flyttet ud til Fakkegrav Badehotel.
Side 3
Jeg fik da underretning fra min moder om at kæmneren havde averteret efter en ny kontorist i mit
sted, og da min moder forfærdet ilede over til Birch, sagde denne til hende, at jeg jo nok kunne få pladsen
igen, hvis jeg kom straks, men at det var tvivlsomt, om han herefter kunne betale mig mere end 5 kr. om
måneden. Dette blev dog aldrig nogen realitet men bidrog ikke til at forhøje min kærlighed til ham.
Kæmner Birch var i de tider en meget anset mand i Vejle. Han var dansk jurist, sagfører, byrådsmedlem,
landstingsmand og ridder af Dannebrog. Til sidst slap han mig dog af sine kløer, og jeg blev så kontorist på
Nørvang‐Tørrild Herreders kontor under den elskelige herredsfoged Lange. Her virkede jeg i to år stadig
ventende på, at Harald Kidde skulle blive student. Mine kår var nu betydelig forbedrede, og min arbejdstid
ikke nær så lang. Hver aften styrtede jeg ud til Kiddes, hvor jeg altid traf Harald beskæftiget med litterære
arbejder, der ingenlunde kom skolen ved. Selve skolearbejdet gjorde han ikke meget ved undtagen dansk,
som havde hans udelte interesse, og i hvilket fag han havde den lykke at have gode lærere, der også
interesserede sig for ham selv. Når hans ensomme grublerier var til ende, kom han ind til os andre i
dagligstuen, og tiden gik så med litterære samtaler, højtlæsning og almindelig tale. Jeg selv tegnede i disse
år en række højromantiske tegninger, som alle blev foræret Kidde eller hans moder, og som nu er i min
besiddelse. Tegningerne er der oprigtigt talt ikke noget ved, men Kidde skrev ofte vers bag på dem, som i
hvert fald var bedre. Disse tegninger blev alle sendt mig af Christmas Møller umiddelbart før hans flugt til
England under sidste krig. Han må være kommen i besiddelse af dem gennem sit venskab med Åge Kidde,
Harald Kiddes 10 år yngre broder, der ligesom denne døde ved juletid 1918 af spansk syge. Åge Kidde
deltog ikke i diskussionerne i dagligstuen i Skyttehusgade, men derimod ofte Harald Kiddes ven og
klassekammerat den afdøde journalist, Niels Tingberg Thomsen, og desuden Valdemar Jørgensen, en yngre
broder til digteren, Johannes Jørgensen. Denne Valdemar Jørgensen havde Harald Kidde selv fundet frem

fra hans beskedne stilling som malerlærling i Vejle. Han var et noget ekcentrisk gemyt, egentlig så han vist
ned på os andre, idet han som broder til digteren følte sig højt hævet over os. Jeg har en enkelt gang senere
truffet ham på gaden i Svendborg, han var da blevet maler og opholdt sig i udlandet. Om hans senere
skæbne er mig intet bekendt ud over at han er død. Vi fulgte stærkt med i den ny litteratur, som kom i disse
år, slugte den med begejstring, mange af bøgerne købte vi også, og selv jeg, der var mindst beslået med
penge, købte også bøger, digtsamlinger af Sophus Clausen, Johannes Jørgensen og Stuckenberg. Det er
klart, at dette lille åndscentrum midt i den dengang lille by måtte få en uhyre betydning for mig, således at
jeg helt kunne glemme det daglige slid på kontorerne.
Sommeren 1898 blev Harald Kidde endelig student, og om efteråret flyttede hans moder med sine
to sønner til København, hvor de bosatte sig på Fredriksvej bag Frederiksberg Have. Jeg selv fulgte med som
nissen på flyttelæsset men rigtignok med bange følelser for, hvordan fremtiden ville forme sig for mig. Det
følgende år gik med de nødvendige studier til at komme ind på Kunstakademiet, men det gik ikke hurtigt
for mig på grund af, at jeg led af en skjult tuberkulose, som ikke den gang blev erkendt trods stadige besøg
hos lægen. Først med århundredskiftet var jeg kommen så vidt, at jeg kunne ”lægge op” til
Kunstakademiet, hvor mine tegninger straks blev antaget. Så begyndte for mig de lange vandringer fra
Fredriksvej til Kongens Nytorv to gange om dagen, til sporvogn havde jeg ingen penge. Kidde selv arbejdede
videre med sin digtning og kom i forbindelse med Valdemar Vedel, der efterhånden i den sære og sært
udseende unge mand fra provinsen fandt et talent, som han af al evne støttede. Selv hjalp jeg Kidde med
korrekturlæsning på den første bog, han udgav ”Sindbilleder”, og på hans store roman ”Åge og Else”. Da
familien et par år senere flyttede ind på Henrik Ibsensvej blev kredsen om Kidde atter større, foruden mig,
der jo altid var der, kom Christian Rimestad, Caj Hoffmann, Mattison‐Hansen og Andersen‐Nexø i huset
foruden folk fra andre lejre som f.eks. Vinding Kruse og O.K. Magnussen.
Straks jeg kom ind på akademiet fik jeg som lærer den allerede den gang meget gamle men aldeles
åndsfriske professor Fredrik Vermehren, der var sine elevers sande ven, og som med usvigelig sikkerhed
kunne påpege enhver fejl i tegningen, selv om den kun var mindre end en millimeter. Trofast mødte den
gamle mand morgen efter morgen og gik sin rundgang fra staffeli til staffeli og talte indgående med hver
enkelt elev, roste eller dadlede. Også ham skylder jeg meget. Af helt afgørende betydning blev for mig
mødet med de to mænd, der blev mine venner for livet, Harald Giersing og lidt senere Sigurd Swane. Jeg
begyndte straks at komme i det Giersingske hjem på Linde‐
Side 4
vej, et københavnsk patricierhjem, der for mig fik den største betydning. Familien Giersing modtog mig med
hjertelig gæstfrihed. Den bestod af den undertiden lidt gnavne grosserer Giersing, i virkeligheden en

hjertensgod mand, men hvis sind let lod sig irritere, når han stod overfor sønnens med en vis arrogance
fremsatte meninger. Senere i livet blev han hans afgjorte beundrer, da han så hvor langt Harald Giersings
talent førte ham. Moderen, den elskelige fru Ida f. Wilde, som ikke vidste, hvor godt hun ville gøre det for
mig, men som døde i november 1904, sønnen, Harald, som var den ældste af børnene og 3 søstre. Mangen
eftermiddag og aften har jeg tilbragt derovre i de hyggelige stuer, der var smykket med billeder af gammel
dansk kunst. Fru Ida Giersings død gjorde et voldsomt indtryk på mig, men jeg vedblev naturligvis at komme
i hjemmet, så længe jeg var i København, og da jeg var rejst derfra i sommeren 1905, glemte jeg aldrig at
besøge dem, særlig i de to vintre, da jeg arbejdede på Zahrtmanns skole. Tiden gik hurtigt for os med
diskussioner om kunst og rekreation ved at spille kroket på den helt usandsynligt lille kroketplæne bag
villaen. Det lykkedes mig aldrig at skabe nogen personlig kontakt mellem Giersing og Kidde, dertil var
Harald Kidde alt for germansk påvirket, han beundrede f.eks. Böcklin over al måde, mens han var temmelig
uberørt af fransk ånd og kunst. Så vidt jeg ved bevarede han denne opfattelse sit korte liv igennem.
Et andet kært tilholdssted havde jeg i det Swaneske hjem, hvor familien bestod af fader og moder
og de fire børn, Sigurd, Hjalmar, Julie og Leo. Også her kom jeg i et hjem, der regnedes blandt danske
patriciske slægter, men som i modsætning til det Giersingske hjem var økonomisk usikkert. Om faderen,
Leo Swane kan jeg ikke her fortælle noget ud over, at han om aftenen kom meget træt hjem fra en stilling,
han havde i Bikuben. For mig var moderen og børnene det afgørende. Sigurd Swane har desuden sat sin
fader et æresminde i den bog, han senere skrev om ham. Fru Sophie Swane var et udmærket menneske, og
hun forstod nok, hvor skoen trykkede hos den fattige malerstuderende fra provinsen. Jeg har senere i livet
efter fattig lejlighed vist hende min taknemlighed.
Sigurd Swane var gjort af blødere metal end Harald Giersing dog ikke således at forstå, at han jo
ikke nok vidste, hvad han ville. Allerede tidligt skrev han vers, og det var jo naturligt at vise dem til Harald
Kidde, som på mange måder hjalp ham til rette og blev hans gode ven. Indenfor en snæver kreds var der i
det hele taget mange, der søgte råd hos Kidde. En dag i foråret 1904 ringede det på Kiddes dør – jeg
lukkede selv op, og udenfor stod en ung pige, frk. Louise Bechmann, min senere hustru også med en pakke
vers under armen, som hun ville vise Harald Kidde. Hun blev hjerteligt modtaget, og Kidde interesserede sig
for hendes digtning, uden at der dog den gang blev gjort noget forsøg på at få digtene frem. Kidde stod på
dette tidspunkt parat til at rejse til udlandet ejendommeligt nok på Carl Møllers humoristlegat. For mig selv
fik dette møde en alt overvældende betydning. Jeg erindrer, at jeg samme forår mødte Louise Bechmann
og hendes moder i Charlottenborgs port, hvor fru Marie Bechmann inviterede mig til at tilbringe sommeren
i Værslev præstegård ved Kalundborg. Dette var mig yderst velkomment, da jeg ingen steder havde til et
sommerophold. Da jeg ankom til Værslev, blev jeg yderst venligt modtaget af pastor Bechmann og hans
kone, men frøken Bechmann selv opholdt sig hele sommeren i Oxford. Jeg lærte i mine senere

svigerforældre to ædle og meget intelligente mennesker at kende og blev revet ud af den vildfarelse, at
man ikke på en gang kunne være kristen og intelligent. Jeg lærte også den sommer min tilkommende
svoger, Hans Gram Bechmann at kende, han blev senere retspræsident i Cairo for tribunal mixte og derefter
højesteretsdommer ved cour d’appel i Alexandria. Domstolen blev nedlagt i efteråret 1949. I sommeren
1904 og også senere forekom han mig at være en noget arrogant herre, men senere har der været det
bedste forhold mellem os. Jeg malede en del i Værslev den sommer, men ellers var emnet for vor samtale
som regel Harald Kidde, om hvem præsten i særdeleshed gerne ville vide noget, da han jo nok har mærket
på sin datter, at der var mere mellem dem end blot det litterære – det var der også som det siden viste sig
fra Harald Kiddes side –.
Året 1904 blev i det hele taget et skelsættende år for mig, idet jeg dels holdt op på akademiet dels
flyttede fra Kiddes og dels sidst i november omtrent samtidig med fru Ida Giersings død blev forlovet med
Louise Bechmann.
Om de to første punkter må jeg forklare mig noget nærmere. Sigurd Swane, der vistnok havde gået
på akademiets skoler lidt længere end Giersing og jeg, færdedes hjemmevant og i bedste forståelse med de
toneangivende i klassen – Urban Gad o.a. –. I det forhold til disse kom nu hverken Giersing eller jeg
[tilskrevet med blæk af SN: i vor Akademitid, og Swane fjernede sig også]
Side 5
fra denne udpræget københavnske hob og kom os andre nærmere, foreløbig særlig mig senere også
Giersing, som optog ham i kredsen i sit hjem. Swane gled i det hele let igennem skolens uhyrlighed, mens
både Giersing og jeg stødte hårdt sammen med den tyranniske bourgeois professor Frants Henningsen.
Efter dennes afgang mødtes Giersing, Swane og jeg i malerskolen, hvor vor ny lærer blev den højt dannede
og fine August Jerndorff – en ven af fru Ida Giersing –, som gjorde sig særlig umage for at forstå hendes søn.
Han talte altid længe med Giersing om hans opfattelse af motiver og modeller, men de kom ikke hinanden
nærmere. Man skulle dog tro, at Jerndorff havde sans for den smukke farveholdning hos Giersing, men det
var ikke sådan; når han gik ned langs rækken af malende elever kunne han rose de mest rå blandt disse
malersvende, der murede deres billeder op med kødfarver. Vor lærer kunne ikke se den indre evne hos
Giersing. Det er synd, at denne sikkert ædle mand kunne tage så grundigt fejl i bedømmelsen af os unge.
Intet under da at lysten til at bryde ud og komme ind på Zahrtmanns skole modnedes hos os tre i foråret
1904. Ved semestrets udgang gik vi vor vej, men Giersing skrev nogle år efter til mig, at for ham havde det
været "gyldne år”. Jeg kan ikke her uden at brede mig for vidt komme ind på mit nære samliv med Harald
Giersing til året 1908, da jeg blev gift, og vore veje tidvis skiltes. Giersing og Swane arbejdede hos
Zahrtmann, jeg kom der først i 1906, da jeg havde samlet lidt penge. Hvordan jeg bar mig ad dermed skal

jeg fortælle senere. Giersing, Swane og jeg mødtes igen under vort for os alle så frugtbringende
studieophold i Paris i vinteren 1906 – 7, jeg rejste hjem i juli I907; da var de andre rejst. Giersing lod sig
stærkt påvirke af fransk impressionisme, der indgik en lykkelig forbindelse med hans egen stærke
malerbegavelse. Stadig holdt han mig for øje, mens jeg boede på Broholm, at over Zahrtmann gik vejen, og
den skulle ende i Paris. Harald Giersing besøgte mig på Broholm i efteråret 1906, og det var ham sikkert et
offer at skulle optræde i kjole til middag til hverdagsbrug. Besøget affødte den række såre elskværdige
karikaturer af mig og mit liv derovre, som jeg ejer. Han var bl.a. en udpræget karikaturtegner– der må
findes andre end disse.
I årene 1908 – 14 sås vi sjældnere, men jeg fik hans breve. I den herlige sommer 1914 fik Harald
Giersing og jeg realiseret en plan om at bo sammen, som han allerede 8 år forud havde hentydet til. Vi slog
os ned og malede ved Mogenstrup kro nær Næstved. Også i de følgende somre var vi sammen her i Sorø, i
1915 var tillige Swane her, og fra skovene her omkring stammer nogle af Giersings smukkeste billeder. Men
hin sommer i Mogenstrup står alligevel i min bevidsthed som den skønneste tid, jeg har levet sammen med
Giersing. Jeg kan ikke sige, hvad der skete, for det var vist ingen ting, ja vi malede om dagen og cyklede om
aftenen ned til Dybsø Fjord ved Vester Egesborg, hvor vi sad på det gamle rettersted og så på åleblussene i
den stille aften, mens vi røg en cigar, tav og talte. Dag efter dag var det det samme vidunderlige
sommervejr, men med den første krigs optrækkende uvejr i det fjerne.
Harald Giersing var meget musikalsk, han elskede at læse Mozartske partiturer, kunne så høre
musikken, og han var meget interesseret i litteratur, uden aktiv deltagelse en kender af fodbold, et motiv,
han flere gange har malet. Hans ansigt var fra naturens hånd så særpræget, at jeg tror, at ingen, der blot
har talt nærmere med ham, endsige nogen, der har stået ham nær, nogensinde vil kunne glemme det. Og
kunne det lyse i smil, blev det aldeles indtagende smukt. Hans væsen var af en ejendommelig rolig
værdighed, han var stærk, man vidste, hvor man havde ham, der var ingen svig i ham. Han giftede sig
senere med Besse Syberg, de boede dels på Gl. Kongevej og dels i deres sommerhus i Svanninge ved
Fåborg. Min kone og jeg har besøgt dem begge steder, ligesom de har besøgt os her i Sorø. Alt for tidligt
døde han i sit nye hjem i Valby ”Valdal” 1927 af spansk syge.

Kapitel 2: Det Kiddeske hjem og forholdet til fru Kidde. Aage Kidde. Privatundervisning. Sygdom. Harald
Kidde og hans forfatterskab. På Broholm hos Hannibal Sehested. Livet på Broholm og den Sehestedske
familie. Borgmester van Wülich fra Kerteminde.
Vanskeligere vil det være for mig at skildre forløbet af mit forhold til det Kiddeske hjem. Mens mit
forhold til Harald Giersing og Sigurd Swane nu synes mig kun at frembyde lyspunkter, ligger sagen lidt
anderledes med hensyn til Kidde og hans hjem. Jeg har fortalt om det løfte, der førte mig til København
sammen med dem, og jeg har også fortalt om min betænkelighed ved at bryde op. Grundene hertil var
flere, dels vidste jeg jo, at fru Kiddes økonomiske forhold ikke var særlig strålende – hun havde en formue
på. ca. 50000 kr. og en pension efter sin mand på 600 kr. om året; denne pension blev vistnok senere
betydelig forhøjet – og dette var jo ikke store sager, men naturligvis betød det langt mere den gang end nu.
Den anden bekymring, som plagede mig, var, at jeg jo nok havde mærket, at Aage Kidde, den senere
folketingsmand, ikke med sympati så på, at jeg flyttede med, han var jo så helt anderledes indstillet overfor
livet end sin ti år ældre broder, selvom han på
Side 6
det tidspunkt, da Harald blev student, kun var en dreng på ti år. Endelig var der noget i fru Kiddes
indstilling, der foruroligede mig. Denne højt begavede dame havde modtaget mig med den største
venlighed og vedblev i hele Vejletiden at være min trofaste ven. Men i det sidste år i Vejle var hendes
følelse for mig desuden af erotisk art, jeg mærkede det en aften, da jeg forlod huset og hun pludselig, da
hun fulgte mig ud, lagde armene om min hals og kyssede mig flere gange. Det kom for mig aldeles
overraskende, og jeg burde dog have lagt mærke til, at hun i længere tid havde set med mishag på, at jeg
omgikkes unge piger. Dette var dog i al uskyldighed fra min side. Da vi var kommen til København, følte
sikkert også hun, hvor trangt livet var blevet for os alle, og jeg tror, at hendes følelser for mig atter var
noget på retur, dog ikke anderledes end at hun med mishag så på at jeg her omgikkes Giersings unge søstre
eller min senere kæreste. På Harald Kidde var intet at mærke, han arbejdede på sit eget og var sikkert
ganske uvidende om, at i de fire år, jeg boede hos dem, langsomt groede et ubehag imod mig op hos hans
moder. Jeg kunne ikke bryde ud at kredsen, fordi jeg ikke ejede en øre. Ja, så langt var jeg nede økonomisk
set, at jeg en sommer måtte låne en 5kroneseddel for at komme hjem til mit hjem i Vejle. De første to år i
København gik det dog nogenlunde, hvilket man kan se af, at jeg tilbragte sommerferien, ja to
sommerferier sammen med dem i Hørby i Østskåne, men de sidste år var, når jeg nu tænker på det, en
usigelig kval for mig, skønt jeg gjorde mig nyttig på mange måder f.eks. ved den ovennævnte renskrivning
og korrekturlæsning. Misfornøjelsen med min nødtvungne tilstedeværelse i hjemmet blev efterhånden

mere udpræget hos Aage Kidde, der gik i Frederiksberg gymnasium, han var ikke meget i sit hjem, drev
udenfor sin skoletid målbevidste studier af statistik o.a. og deltog aldrig i de før omtalte litterære
diskussioner; jeg selv malede den gang og siden en række studier fra Kongens Enghave, der den gang var et
sandt paradis.
1902 malede jeg det smukke lille portræt af Harald Kidde, som nu hænger i Vejle museum. Da denne hen
på foråret 1904 rejste til Schweiz, blev forholdet i hjemmet naturligvis utåleligt for mig, og jeg bestemte
mig for hellere at gå en uvis fremtid i møde udenfor det Kiddeske hus. Da jeg var rejst, sendte fru Kidde mig
et brev, som i sine uforbeholdne bebrejdelser, sin hån og sit had er helt enestående. Det kunne ikke
besvares, og fra 1904 til 18 så jeg ikke fru Kidde, men efter sønnernes død har jeg ofte besøgt hende.
I efteråret 1904 flyttede jeg ind i et værelse på Jerichausgade, hvorfra der jo ikke var så langt at gå
til mine yndlingsmotiver i Kongens Enghave. Jeg prøvede at opretholde livet ved at undervise privat, og det
lykkedes mig også at finde nogle godlidende ofre, som jeg prøvede at lære at tegne. Disse seancer foregik
altid på Swanes atelier på Mynstersvej, og jeg kan huske, at jeg derovre for 5 kr. satte resten af et stakit op
på et maleri, der var ufuldendt. Det var en mand på Trekronersvej, der havde bedt mig derom. Jeg måtte jo
se at få pengene til at slå til, jeg tjente alt i alt næppe 50 kr. om måneden. Men dels var min værtinde et
rart menneske, der ikke tog det så nøje med, om lejen blev betalt den dag, den var forfalden, og dels levede
jeg i den begejstringsrus over kunst og litteratur, som havde båret mig henover alle de fortrædeligheder,
jeg hidtil havde mødt i livet. Hertil kom jo i disse måneder også den spirende forelskelse i Louise Bechmann,
som jeg havde truffet nogle gange i København. Vi blev forlovet 4/12 1904. Jeg husker, at jeg tilbragte
juledagene hos min moder i Vejle for at fortælle hende nyheden, mens jeg nytårsaften var i Værslev
præstegård. At vi i nogen tid holdt forbindelsen hemmelig, husker jeg nu men ikke hvorfor, hvis det da ikke
skulle være af hensyn til Harald Kidde, som jeg jo vidste var meget indtaget i min kæreste. Endelig fik jeg
skrevet til ham og modtog som svar et resigneret brev men meget venligt, det lettede en sten fra mit
hjerte.
I februar 1905 blev jeg meget syg. Efter at være bleven båret ind fra gaden lod jeg en læge tilkalde,
der erklærede, at jeg var underernæret, hvilket i og for sig var sandsynligt. Jeg kan takke min værtinde, fru
Hansen for udmærket pleje og af og til en god kotelet. Da jeg atter var rask, fortsatte jeg med eleverne
indtil hen mod sommeren, da der pludselig indtrådte en helt ny fase i mit liv, idet jeg sidst i juni måned
flyttede til herregården, Broholm i Sydfyen. Mens jeg boede i Jerichaus gade, havde jeg naturligvis af og til
besøg af mine venner, der fandt min installation interessant; jeg havde der en lille stue og et bitte lille
soveværelse, hvori der var indbygget et køkkenskab. Også Harald Kidde besøgte mig.
Forholdet til Kidde var stadig venskabeligt, selv om vi sås sjældent på grund af min bortrejse fra
København. For øvrigt trøstede han sig jo snart i sit ægteskab med Astrid Ehrencron Müller.

Side 7
Forbindelsen med Kidde blev for mit vedkommende ikke afbrudt, men vore veje skiltes på den måde, at jeg
opholdt mig på Broholm, i Randers og senere i Sorø, mens han, når han ikke boede i Sverige, havde bopæl i
omegnen af København. Sommeren 1911 var han på besøg i Værslev præstegård, hvor han stod fadder til
vor næstældste dreng, der var opkaldt efter ham, men som senere døde. Både min kone og jeg har besøgt
Kidde og hans hustru i deres forskellige hjem, i Charlottenlund og Jægersborg – jeg ejer en mængde breve
fra hans hånd, særlig naturligvis fra den tid, jeg boede i hans hjem, nogle enkelte af disse har været udlånt
til udgivelse af højskoleforstander Jens Marinus Jensen i 1928, men de fleste og mest værdifulde har jeg
liggende her.
Da Harald Kidde døde 23/11 1918 sad mange af hans venner endnu fordybede i hans roman
”Jernet”, der efter 6 års slid endelig var bleven færdig. Han havde i denne bog nedlagt et uhyre arbejde, og
man føler, hvor betaget han har været af den svenske natur, ensomheden, sagnene, mens han skrev den.
For dem, der stod Harald Kidde nær, betød hans død tabet af en ven, hvis natur var troskab. For dem syntes
alt, hvad der skreves i øjeblikket ringe. Hans adelsmærke som menneske var, at han var kendt af få men
elsket at dem, der kendte ham. Han holdt sig fjernt fra tumlen, han var intet navn den gang. 22 år gammel
debuterede han med den skønne lille bog ”Sindbilleder", så fulgte de to store bøger om "Aage og Else”,
hvori han skildrer sin tidlige ungdoms hjertenskvaler og fantaserer over dødens indgriben i hans
familiekreds, derefter fulgte bog på bog, hvoraf den betydeligste er ”Helten". Kidde stod ganske fjernt fra
det, hvormed man gerne karakteriserer vort århundrede, maskinerne, teknikken og friluftslivet. Var han
romantiker? Ja, han elskede den grublende romantik i Hauchs lyrik, den kæmpende religiøsitet hos Paludan
Møller og Johannes Fibiger, der for Kidde var et stort navn, hans sind tonede af den gamle tyske poesi,
Novalis, Heine, Eichendorff og Goethe. Og nu til sidst de svenske salmers enfold. Vi lærte tidligt at elske
Fröding og Almquist. Kidde var romantiker og drømmer. Døden og glemslen og længslen stiger frem fra
hver side, han har skrevet. Men han elskede livet, ville gennem stemningernes brus finde frem til
forklaringen og forståelsen, det lille format frygtede han. Hans bøger handler om det tunge ansvar, det er
at leve, alle hans personer lever tungt, overskygget af fortid, kæmpende mod sanserne, i åndelig nød og i
længsel efter styrken.
Aldrig gik Kidde en genvej til publikum. Han kendte det ikke. Han var let at angribe, hans tungsind
og hans uendelige tålmodighed, hans sprog, der bristede under vægten af tankerne eller slog i ekstase mod
stjernerne, det var alt sammen så let at angribe for den overfladiske, så nemt at blive træt af. En roman
som ”Helten” vil ligeså lidt blive glemt af tiden, som af de få, der læste den da den udkom.
Men det blev Kiddes skæbne at dø midt i kampen, slippe sit arbejde, længe før hans tid syntes
omme. Den gang var han en digter for de få, jeg ved nok, at han senere er blevet dyrket meget herhjemme,

endog i kredse, der synes at stå ham fjernt som højskolens. Hans liv er blevet kommenteret, og Kidde var
selv en mand, der digtede stærkt om på sin ungdoms begivenheder. Man har et par gange – først Christian
Rimestad lige efter Kiddes død, senere andre ‐ opfordret mig til at skrive om Kidde på baggrund af min
viden om, hvad der lå til baggrund for hans digtning, jeg har ikke gjort det. Der er flere grunde. Hvis Kidde
vil dølge sit liv for os, da skal han have lov dertil. Min optagethed af eget arbejde og egne sorger, og endelig
det er så svært for mig. En ting skulle jeg dog gerne have sagt til sidst om Harald Kidde. Den, der læser hans
tunge digtning, tror, at han var en alvorsmand, som ingen af hans generation. Sandheden er, at denne blide
drømmer var en elsker af skæmt og glæde i det daglige, han var i stand til at fortælle med lysende talent de
muntreste historier og anekdoter. Havde han levet udover de 40 år, han blev, tror jeg, hans lune var
kommen til gennembrud i hans bøger, nu må vi savne det, kun få husker det endnu. Men han ejede et
hjerte, der var fuldt af ømhed, en sanddruhed, som intet skyede, en ensom stille røst, der altid vil være kær
for dem, der vil lytte.
Det har for mig været en bitter skæbne, at to af de mennesker, der stod mig nær i livet, Harald
Kidde og Harald Giersing, begge skulle dø af spansk syge, som man den gang kaldte den. Kidde i november
1918, Giersing i januar 1927.
Jeg nævnte før, at min studietid blev afbrudt et par år på grund af økonomiske vanskeligheder, og
at jeg i efteråret 1904 og foråret 1905 ernærede mig kummerligt som lærer, mens Giersing og Swane kom
ind på Zahrtmanns skole. Så en dag i maj 1905 kom en slægtning af Giersing, nuværende overkirurg Svend
Müller op på Swanes atelier og foreslog mig, der endnu var svag efter min sygdom, at tage på landet, d.v.s.
til Broholm for at være til selskab og nytte for stamhusets besidder
Side 8
kammerherre, hofjægermester Hannibal Sehested, der et par år i forvejen var gået af som
konseilspræsident, men endnu var medlem af landstinget. Hannibal Sehested, der kort forinden havde
mistet sin kone, følte sig meget ensom og havde et par år haft sin skovrider, Hofman Bang boende hos sig
på gården. Men denne ønskede på dette tidspunkt at danne sin egen husholdning.
Efter nogen betænkning slog jeg til, men dermed var sagen endnu ikke i orden. Det skulle først
undersøges, om jeg var stueren nok til at komme på så fint et sted. Først blev jeg inviteret til etatsråd Just
Holten, der var gift med Hannibal Sehesteds ældre søster, Ida til middag og koncert. Da prøven synes at
være falden gunstigt ud, og Holten havde sat mig ind i forholdene på Broholm bl.a. i, at jeg efter behag
kunne ordne det store bibliotek, der henlå i kaos samt i, at man spiste i kjole til hverdagsbrug, fik jeg en
indbydelse til Hannibal Sehested selv – han havde den gang en lejlighed på Sortedamsdosseringen –. Også

han må jo have fundet mig acceptabel, for det blev aftalt, at jeg en dag i juni 1905 skulle holde mit indtog
på Broholm
Det var med en følelse, som jeg tænker mig, man kan have, når man første gang tiltræder en plads,
at jeg hørte toget fløjte skarpt i kurven foran Gudme station, hvor der holdt en ekvipage med kusk i lyseblåt
liberi og med Sehestedernes våben, den røde rose i sølv på hans knapper. Ankomsten til slottet midt i
sommerferien gav mig imidlertid intet indtryk af ensomhed lige straks. Til stede var nemlig nogle og tyve
gæster, dels Sehesteds ungdomsvenner, dels en stor og sulten familie, der flokkedes om Hannibal
Sehested, der tit havde ondt nok ved at værge sig for deres griskhed. Men i denne mand, der blev
latterliggjort af pressen, og som blot loyalt havde fulgt sin konges kald som den sidste statsminister af højre
i en politisk vanskelig tid, mødte jeg en ven for resten af hans liv.
Efter aftalen skulle jeg have et mindre vederlag for mit ophold på Broholm, kjole havde jeg
naturligvis ikke, men grosserer Giersing kautionerede for mig hos en af Københavns bedste skræddere, så
jeg var i det ydre udstyret comme il faut. Den første ting, som Kherre [= kammerherre] Sehested overrakte
mig, jeg tror samme eftermiddag, jeg kom, var nøglen til vinkælderen, idet han bad mig sørge for, at der
hver dag blev taget vin frem og særlig da til hverdag rødvin. Vinkælderen på Broholm var et fra husets
ældste tid stammende overhvælvet rum, hvor tusinder af flasker havde fundet ly i de reolagtige hylder. Om
vinteren husker jeg, at væggene var tæt besat med myg. Jeg fik et ret indgående kendskab til vin i de to år,
jeg boede på Broholm, og der er ingen tvivl om, at min kærlighed til rødvin stammer derfra. En anden ting,
som Hannibal Sehested gerne ville have ordnet, var biblioteket, som lå i en nybygget sidefløj i borggården,
men dette skulle først ske efter min egen tid og lejlighed. Så længe sommeren varede, var det for mig kun
som en ferie under de bedste vilkår, og jeg lagde med indre munterhed mærke til de små intriger, der
spandtes for at erhverve et og andet fra kammerherrens hånd, samt til den indre splid mellem familiens
kvindelige medlemmer. Da alle var fløjne af gårde, begyndte jo hverdagen også for mig, jeg beboede to
værelser i loftsetagen i det store hus lige overfor tårntrappen. Til daglig var jeg her om aftenen ganske ene
og fik tid til megen læsning og brevskrivning. Efter middag, som jeg indtog ganske ene i spisestuen i
stueetagen hjulpet til rette af tjeneren, og som mest bestod af vildt og en eller anden dessert plus rødvin og
sherry, gik jeg ofte op på billardstuen for at øve mig på det store billard, idet jeg vidste, at kammerherren
med stor iver dyrkede dette spil. Eller jeg gik op i mine stuer, hvor kaffen serveredes. Mange stille aftner
har jeg tilbragt her, hvor kun tårnurets dybe åndedræt hørtes eller en af de tre hunde nede ved
tårntrappen gav hals. Sjældent fik jeg et besøg der, dog kunne det hænde, at sognepræsten i Gudme,
pastor Bastrup kom på besøg. Om formiddagen beskæftigede jeg mig i reglen med biblioteket, som jeg ret
hurtigt bragte i en forholdsvis god orden, eller jeg malede og gik ture gennem skovene ned til Lundeborg.
Helt anderledes blev min tilværelse hver week‐end, når kammerherren kom hjem med det sene aftentog –

han var jo endnu i nogle år medlem af landstinget – han blev da altid afhentet på Gudme station med kusk
og tjener på bukken, og efter en hurtig kop te gik vi til sengs. Næste morgen var han meget ivrig efter at
erfare, hvad der var hændet på godset i hans fraværelse, interesseret også i mit arbejde, både i
biblioteksarbejdet og i arbejdet med de kopier af hans aner og andre slægtninge, som jeg udførte for ham
efter originalerne, som ikke tilhørte ham mere. Vi gik lange ture sammen, trofast fulgt af de tre hunde, eller
vi kørte ud på fisketur – fiskeri var meget yndet på Broholm, og der var dejlige gedder i kanalerne, som
omgav de 7 holme – eller hvis der var ærinde i Svendborg da dertil. Efter middagen, som altid var god men
aldrig overdådig, lavede jeg kaffen i havesalen til ham og mig selv, og jeg tør nok sige, at der aldrig er blevet
lavet bedre kaffe. Dette vigtige
Side 9
hverv blev dog, når der var damer til stede, overtaget af disse. Jeg husker godt, at jeg følte mig – sensibel
som jeg var i de nye omgivelser – noget pikeret af at skulle lave denne kaffe, når dog både tjeneren og
oldfruen kunne have gjort det. Efter kaffen gik kammerherre Sehested og jeg op i billardstuen, hvor vi til kl.
9 spillede billard, et spil, som jeg kom til at sætte stor pris på. Efter teen trak jeg mig ofte tilbage til mine
egne enemærker eller satte mig ind i kammerherrens arbejdsværelse for at læse. Jeg husker, at jeg en gang
læste op for ham af en gammel fransk bog, det må have været en sand lidelse for ham at høre på, men han
gjorde ingen indvendinger.
Jeg traf mange ejendommelige mennesker i de to år, jeg var på Broholm, jeg skal nævne nogle af
dem. Der var kammerherrens ældste broder Valdemar, der var stamherre, men som døde længe før
Sehested selv, hans tre søstre, fru Ida Holten og stiftsdamerne Thyra og Hilda, baron Juul Rysensten og
kammerherre Vind, der begge havde været medlemmer af ministeriet Sehested, jægermester Einar
Sehested fra Farumgård, der var Hannibal Sehesteds broder og hans højt begavede hustru, en søster til
afdøde provst Fenger og deres datter Helga, der var landbrugskandidat, og som netop den gang overtog
Bjergeskov gård som fæste, senere blev hun forpagter af hovedgården, Broholm, og endelig den fornøjelige
borgmester van Wülich fra Kerteminde, Hannibal Sehesteds ungdomsven. Der var naturligvis mange flere.
Van Wülich fik den ide, at jeg skulle male nogle kopier af hans forfædre, som havde været bosat i
Rhinegnene. Han have fremskaffet nogle kabinetsfotografier af disse herrer og damer, så man kan egentlig
ikke kalde de billeder, jeg lavede, kopier, da de blev udført efter fotografier, men til gengæld kunne jeg slå
mig løs med mine egne farver og frembragte også i tidens løb 4 – 5 stykker af disse såkaldte aner. Det var
egentlig et fornøjeligere arbejde end det, jeg havde med de Sehestedske kopier, fordi disses originaler var
malede af omstrejfende malere, der i det 18de århundrede gik fra herregård til herregård og malede
herskabet efter fattig evne, mens van Wülichs fotografier tydeligt nedstammede fra god hollandsk

kunst. De Sehestedske originaler havde engang hængt på Broholm, men var bortsolgt derfra under
statsbankerotten og ejedes nu af Hannibal Sehesteds brodersøn, Jørgen Sehested. Når jeg var færdig med
et billede til van Wülich, drog jeg til Kerteminde med det, og den rare borgmester beundrede disse
temmelig store billeder, men kunne ikke få sat guld nok på de gyldne kæder. En extra klat kadmium ofrede
jeg ham gerne. Selv om alt det kan synes en letsindig måde at tjene penge på – arbejdet blev dog kun betalt
med 100 kr. pr styk – vil jeg dog påstå, at dette arbejde har lært mig en hel del i retning af præcision. At jeg
undertiden for spøg malede en næse lidt for rød på Rhingreverne, bragte dette mit arbejde til ophør, hvad
van Wülich angår uden dog at forstyrre det gode forhold mellem os. En dag i foråret 1908, da jeg for længst
havde forladt Broholm, skrev van Wülich til mig til København, at han havde haft besøg af prins Christian
(Christian 10), der så billedet hænge på trappegangen og leende udbrød: ”Hvor det dog ligner Dem,
borgmester, særlig næsen”. Dette blev dog van Wülich for meget, selv om han havde en stor og
fremspringende næse, og det var derfor han skrev til mig og frabad sig yderligere portrætter. Van Wülich
var ungkarl og kom meget på de fynske herregårde, men han var ikke altid lige skånsom i omtale af deres
beboere. Han ville således påstå, at Broholm‐linjen af slægten ikke var Sehesteder men Hastrupper, ud fra
en gammel proces, som han havde læst om i retsprotokollerne i Odense. Processen førtes mellem
Fraugdegårdlinjen og Broholmlinjen af slægten og drejede sig om besiddelsesretten til stamhuset, idet man
mente, men naturligvis ikke kunne bevise, at Hannibal Sehesteds bedstemoder Edel Marie Kjær, en
degnedatter fra Marslev, havde været sin mand løjtnant Anders Sehested til Broholm utro med en
forpagter Hastrup. Van Wülich tilføjede: ”Hannibal ved det godt selv, de ligner jo også alle familien
Hastrup”. Hvordan dette forholdt sig, kan jeg naturligvis ingen mening have om, men da jeg havde kopieret
billederne af både Anders og Edel Marie Sehested kunne jeg egentlig godt tænke mig, at det forholdt sig,
som van Wülich havde udtalt sig, idet løjtnant Anders Sehested var en meget slap og degenereret type at se
på, mens hans hustru så ud som en levelysten og højst energisk kvinde. Hun sad også som
stamhusbesidderinde på Broholm i 20 år efter hans død og bragte godsets finanser fuldstændig på fode i en
vanskelig tid. Van Wülich udtalte også senere om Thyra Sehested, Hannibals ældste søster, der var
historiker og havde skrevet et par bindstærke bøger om fremragende medlemmer af familien: "Hun tror
fanden gale mig, at hun er datter at Valdemar
Side 10
Sejr”. Mod mig var hun altid yderst elskværdig, og jeg mærkede intet til det hovmod eller adelsstolthed,
som denne udtalelse giver udtryk for. Mit liv på Broholm står for mig som en lykkelig episode i min
tilværelse, og jeg kunne, hvis pladsen tillod det, fortælle mangen munter historie derfra.

Hannibal Sehested var nok ingen lykkelig mand, han savnede sin kone overordentlig meget, han var
en meget indesluttet mand, som hun alene havde kunnet sætte liv i. I de år, jeg var der, var stamhuset inde
i en nedgangsperiode, hvilket nok i hovedsagen skyldtes mere eller mindre svigagtige godsforvaltere men
også de store lister over gaver, der f. eks. ved juletid skulle gives til mangfoldige mennesker, der på en eller
anden måde havde stået eller stod i afhængighedsforhold til stamhuset, samt det stadige rykind af gæster.
Hannibal Sehested var en mand af den gamle skole, han ville intet forandre ved det en gang vedtagne
program for en jorddrots tilværelse. Mod mig var han stedse den samme elskværdige og faderlige ven, og
jeg fik mange gaver af ham. Under mit ophold på Broholm fik vi to gange besøg af hans yngre broder,
kammerherre Knud Sehested og hans sønner Mogens og Jørgen. De to herrer afskyede egentlig hinanden,
men en vis omgangsform blev opretholdt. Stridighederne dem imellem skyldtes arven efter deres moder,
der ligesom den foran nævnte Edel Marie Kjær overlevede sin mand i 12 år og sad som
stamhusbesidderinde i den tid. Blandt sine 12 børn foretrak hun så ubetinget Knud Sehested, og Hannibal
Sehested følte sig meget forfordelt ved arveskiftet. Når derfor Knud Sehested og hans sønner kom på
besøg, skulle der diskes op med det bedste, huset formåede. De to unge sønner gjorde på mig et meget
forskelligt indtryk, den ældste, Mogens var så langt den mest tiltalende, han var desuden af sin onkel udset
til at arve stamhuset men døde som legationssekretær i London få år efter ved selvmord. Hans broder,
Jørgen var en mere problematisk, egoistisk og uigennemsigtig natur. Også han var jurist, en stor
forretningsmand – han ejede senere mægtige skovdistrikter i Rusland og arvede det omstridte Addithus,
som havde været genstand for arvestridighederne mellem brødrene – men ikke des mindre holdt hans
onkel stædigt på, at han skulle være den næste stamhusbesidder på Broholm, hvad han jo også blev. Da jeg
i december 1914 besøgte Broholm fortalte Hannibal Sehested mig, at Jørgen, der på dette tidspunkt var
medlem af lenskontrollen, gjorde alt for at få sin onkel sat under administration, hvad denne var meget
bedrøvet over. Alligevel fastholdt han sit ønske. Under den første krig kom godset på fode igen, og den
gamle kammerherre fik lov til at slutte sine dage i fred. Jeg vedblev at komme der til hans død i september
1924, min kone og mine to børn var ligesom jeg ofte gæster på Broholm. Han var en bramfri mand, jeg har
aldrig set ham bære en orden, og den første og sidste gang jeg så hans storkors og øvrige dekorationer var
på hans kiste den aften i havesalen på Broholm, da hans båre under fakkelskin blev båret til Gudme kirke.
Hen imod jul 1907 forlod jeg Broholm for at træde ind på Zahrtmanns skole. Jeg havde da samlet
det fornødne mammon til at bo i København og i Paris, for der at fortsætte min uddannelse.
Inden jeg forlader dette afsnit af min beretning, vil jeg dog gerne mindes min gode ånd på Broholm,
den altid tjenstvillige oldfrue frk. Henriette Borgård, der efter kammerherreindens død så at sige fra
kulisserne iagttog, hvad der skete omkring hende, og som var en hjælperske for mange. Hun var allerede
dengang en ældre dame, og hendes arbejde var altomfattende. Når jeg af og til var syg, passede hun mig

med den mest rørende omsorg, og trods hun havde så travlt, var hun altid i godt humør. Efter at jeg var
rejst fra Broholm, fik jeg tit brev fra hende, og selv efter at hun var fratrådt sin stilling på grund af alder,
omfattede hun stedse både mig og hele familien og omgangskredsen på Broholm med den dybeste
kærlighed og interesse.

Kapitel 3: På Kristian Zahrtmanns skole på Vester Voldgade i København. Zahrtmanns atelier i Amaliegade i
København. På studietur i Paris med Sigurd Swane og Harald Giersing. Brylluppet med Louise Bechmann i
1908. Tegnelærer på Teknisk Skole i Randers. Udlandsrejser. Sommeren 1914 på Mogenstrup Kro.
Da jeg havde talt med maleren Kr. Zahrtmann i Kbhvn. – jeg havde i øvrigt forud korresponderet
med ham – kom jeg straks ind på hans skole, som i disse år holdt til huse i Vester Voldgade, der hvor nu
Rådhusapoteket ligger. Zahrtmanns evner som lærer var ubestridelige, selvom de naturligvis ikke længere
stod på deres højdepunkt. Når han ikke alt for ofte aflagde sine elever et besøg, talte han indgående med
hver enkelt af os og fandt frem for vort undrende blik de mangler, der kunne være i vor opfattelse af
modellen. Særlig ville han have skyggen i model og baggrund til, hvad han kaldte at gløde. Det kan nok
være, han satte fart i os. Swane og Giersing var der ikke længere, og der var på dette tidspunkt ikke mange
elever. Zahrtmann tænkte på at holde op med at være lærer. Blandt dem, der gik der på min tid, var Olaf
Rude, William Scharff, Axel P. Jensen og en 3‐4 andre, deriblandt en svensker og en islænding. Denne
sidste, som siden blev en
Side 11
fremragende maler, Stephansson hed han, var i besiddelse af en stærk islandsk nationalfølelse, og var i det
hele taget en stor krakiler, som daglig satte stor splid imellem os, han så uden tvivl ned på os. Zahrtmann
satte stor pris på, at en og anden af os besøgte ham på hans atelier, der dengang lå i Amaliegade. Det var
ikke alle, der gjorde det, men jeg har i hvert tilfælde adskillige gange været der, og der var altid et lille
traktement, samtidig med at man så, hvad han arbejdede med. På skolen brugte vi, i modsætning til hvad
skik var på akademiet, altid kun mandlig model. Zahrtmann tog sig privat overordentlig meget af sine
elever, og han var glad ved deres fortrolighed. Jeg husker, at der i de dage, jeg besøgte ham, stod et stort
billede på hans staffeli forestillende Dronning Christine af Sverige, der varmede sin bagdel foran kaminen i
ivrig diskussion med de lærde mænd ved hendes hof. Zahrtmann fortalte ofte om tidligere elever, som han
havde haft, særlig Isakson, hvis mystiske afstamning fra det svenske kongehus han troede på, måske med
rette. Jeg har selv haft den lykke at kende ham. Zahrtmann var i stilhed en velgører for mange af sine
elever. Han bestyrede et lille legat, men jeg har en mistanke om, at pengene kom fra hans egen lomme.
Han var også i stand til at tage en eller anden med ud at spise til middag for bagefter at ende i det Kgl.
Teater, hvor han selv vistnok var en hyppig gæst. I foråret 1908 skiltes de elever, som dengang gik hos ham,
og hver gik sine egne veje. Zahrtmann selv opgav omtrent på dette tidspunkt sin skole, byggede sit hus på
Fuglebakken, hvor han stadig malede og puslede mellem sine stenhøjsplanter, som omgav hele huset. Også
her modtog han gerne sine gamle elever. Jeg har selv besøgt ham der adskillige gange, medens andre, som

f.eks. Giersing, havde fået hans daværende violette manerer i sine billeder galt i halsen, så at han ikke
længere havde nogen interesse for Zahrtmann, og ikke kom hos ham. Ikke desto mindre besøgte
Zahrtmann i sine sidste leveår altid de unges udstillinger og viste stor interesse for den unge kunst, som
stod hans egen så fjern, og for dens udøvere, bl.a. netop Giersing. Jeg blev i 1914 stærkt tilskyndet af ham
til at søge tegnelærerstillingen ved Sorø Akademi. Han var selv student fra Sorø og havde haft den i 1866
afdøde professor Harder som lærer der. Han døde 1917 etter en blindtarmsoperation.
Medens jeg gik hos Zahrtmann opstod hos mig lysten til at følge mine venner Giersings og Swanes
eksempel med at tage til Paris og studere kunst der. Jeg husker, at Zahrtmann i høj grad misbilligede dette
skridt. Han afskyede vist egentlig den moderne franske kunst, som vi andre elskede, særlig
impressionisterne. Han fandt dem alt for løse i tegningen. Min rejse til Paris startede i februar 1907, idet
min svigerfar hjalp mig med en efter forholdene større pengesum. Ved min ankomst til Gare du Nord blev
jeg modtaget af mine venner og indlogeret i et værelse i Hotel de Seine, hvor Swane også havde sit logi.
Giersing boede derimod højere oppe i Rue de Tournay. I begyndelsen overvældede Paris mig ganske, alene
de daglige studier med at sætte sig ind i de talrige museers vidunderlighed trættede jo en betydeligt, men
efterhånden, som man lærte f.eks. Louvre at kende, gik det bedre. Om eftermiddagene, som vi ofte
tilbragte sammen, tegnede vi croquis i de talrige skoler, som sikkert ofte besøgtes af ikke‐malere, fordi
modellen var kvindelig og entréen ganske lav. Ofte tog vi på studieophold i Paris' skønne omegn, men jeg
mindes dog ikke, at vi nogensinde nåede længere end til Chantilly, Fontainebleau – hvor vi opholdt os n
nogle dage og strejfede rundt i den store skov – samt til Chartres med den berømte domkirke. Vor ernæring
var yderst beskeden. Ingen af os havde råd til at slå de store slag. Der fandtes ikke engang elektrisk lys i
hotellet, så når man kom hjem om aftenen, fik man af portneren udleveret et stearinlys, vel at mærke mod
betaling, som man havde så længe det holdt. Mange breve til hjemmet blev skrevet ved denne enkle
belysning. Mit værelse lå øverst oppe, det havde stengulv og et lille aflukke, hvor man kunne vaske sig.
Åbnede man vinduet i dette, så man ud over det nærliggende nabolags talrige skorstenspiber. Om
morgenen lavede man sig en kop kaffe og spiste dertil en croissant eller en brioche, som man selv hentede
hos den nærmeste bager. Nogen restaurant i hotellet var der ikke. Efter formiddagens museumsbesøg
vendte man tilbage og købte på vejen, hvad man kunne spise af flutesbrød, schweizerost o.l. pålæg. Smør
fik jeg ikke. Derimod nok en eller anden flaske vin, rød eller hvid. Om aftenen spiste vi så til middag alle tre i
et formentlig tarveligt værtshus, hvor retternes mangfoldighed sikkert gjorde det ud for kvaliteten, og hvor
vinen var compris. For os alle tre var målet at søge at finde billeder af impressionister, men dette var
ingenlunde så let i 1907 som nu. På Louvre hang kun eet billede, nemlig Manets ”Olympia” og i karantæne
på Luxembourg yderligere et par billeder af Renoir. f. eks. "La balancoire”. Ellers måtte man søge billederne
i privateje, hvilket ikke altid var så let. Jeg husker, at vi foretog en udflugt til en af forstæderne, villabyen

Neuilly, hvor vi vidste, at millionæren Pellerin sad inde med en del billeder. Vi måtte jo gå køkkenvejen, så
tjeneren viste os rundt i stuerne, og jeg husker hans lidt sjofle smil, da han fremviste
Side 12
for os Manets billede Nana. Den slags episoder var ikke så sjældne, men efterhånden fik vi et godt indblik i
denne beundringsværdige malerkunst. Giersing var den af os, der mest direkte påvirkedes af den og
prøvede at efterligne den. Et eksempel herpå er det på vort Kunstmuseum hængende billede af hans far,
malet i Pointillisternes stil, og som er så smukt. Han havde i det hele taget let ved at tilegne sig det
fremmede uden at sætte sin egen begavelse overstyr. Swane var den af os, som først rejste hjem. Derefter
fulgte Giersing og til sidst jeg. Forinden havde jeg dog pådraget mig en eller anden lungesygdom, men en
norsk læge hjalp mig på benene igen. Min kæreste kom til Paris forskrækket over min tilstand, og Giersing
måtte en tid lang være Cicerone for hende. Jeg husker, at de, men vist også allerede dengang jeg, så
Frederik d. 8des og Dronning Lovises indtog på Champs Elysées. Om aftenen blev der på cafeerne spillet
dansk musik, men på den cafe, hvor vi var, vor gamle stamknejpe efter middag, hvor vi tit har spillet skak,
Regence, lige over for Théatre Francaise, spillede de "Ja vi elsker dette landet" i den tro, at det var den
danske nationalsang. Et par gange, medens jeg var i Paris, fik jeg råd til at gå i den store opera, ellers var
denne slags forlystelser udelukket på grund af økonomien. Da Giersing var rejst, satte også min kæreste og
jeg kursen mod Danmark, efter en afbrydelse i Köln, hvor vi naturligvis gjorde Rhinturen, fortsattes
hjemrejsen, og vi tog lige til min kærestes hjem, Værslev præstegård, hvor jeg rekreerede mig og kom til
hægterne efter mine strabadser og min sygdom.
Efteråret 1907 tilbragte jeg atter på Broholm, og vinteren på Zahrtmanns skole. Dermed måtte jeg
efter næsten 9 års uddannelse som maler betragte min skolegang som overstået, men naturligvis kan en
maler ligeså lidt som andre mennesker nogensinde betragte sine studier som endt. Af alle de mennesker,
jeg havde mødt i denne min egentlige ungdomstid, havde ikke få bidraget til at give mig det fond af
kundskab og viden, som jeg håber senere har præget min tilværelse. Særlig vil jeg altid mindes med glæde
mit venskab med Harald Kidde, Sigurd Swane og Harald Giersing og det indtryk, som Zahrtmann gjorde på
mig. Mit indtryk fra opholdet på Broholm vil jeg altid bevare i venlig erindring ikke blot fordi Hannibal
Sehested var en så gennemnobel mand men også på grund af det for mig så helt ny milieu, som jeg
færdedes i derovre, mens jeg var en slags selskabsherre der. Sydfyen var den gang fyldt med så mange
pilehegn, at jeg ikke havde den interesse for naturen, som er nødvendig for at male, og mine billeder derfra
er kun få.
Jeg husker ikke synderligt fra sommeren I908, men den er formodentlig gået med forberedelser til
vores bryllup, som stod d. 4 september 1908 i Værslev kirke. Jeg husker ikke meget fra selve festen ud over,

at jeg måtte låne min svogers chapeau bas, da jeg ikke var i besiddelse af nogen høj hat. Blandt gæsterne
var også Swane og Giersing, men jeg erindrer, at jeg ikke fandt det morsomt at være brudgom. Min
svigerfader fandt det med rette betænkeligt for en ung og ukendt maler at stifte bo, og der var derfor
gennem borgmesteren i Randers, Daniel Swane, der var medlem af den derværende tekniske skoles
bestyrelse skaffet mig en stilling som tegnelærer ved denne skole, som er en dagskole, men endnu havde vi
ferie en måned, inden jeg skulle tiltræde derovre. Denne tid tilbragte vi i Sverige, først i Ø. Karup i et
pensionat, hvor Kidde havde boet, og som han havde anbefalet, siden på Kullen. Ingen af os vil vist glemme
det kolde og regnfulde vejr i Ø. Karup ved foden af Hallandsåsen. Vi traf her den senere overretssagfører,
og lektor ved universitetet O.K. Magnussen, der hørte til kredsen om Kidde, da han boede på H. lbsensvej
samt hans broder, billedhuggeren, Richard Magnussen. Sammen med dem eller alene gjorde vi lange
fodture ud over åsen, der blomstrede i lyng og Carl Johansvampe, et fantastisk og øde landskab, som der nu
er vendt helt om på efter at det er kommet under plov. Helt inde på den anden side åsen traf vi en
eftermiddag en mægtig elgtyr, der gik og græssede i mosen, og som først i kluntet trav forsvandt for vore
øjne, da vi var helt tæt ved den. I modsætning til regntiden i Karup havde vi strålende vejr på Kullen, men
frygten for, hvad der skulle møde mig i Randers rykkede jo stadig nærmere.
Min anelse gik for så vidt i opfyldelse, som jeg mødte mange genvordigheder i de 6 vintre, vi
tilbragte i denne by. Forstanderen for teknisk skole var den gang en mand ganske uden dannelse, og da jeg
var kommen ind på skolen ved borgmester Swanes protection, skulle jeg kanøfles. Denne mand, Nicolaj
Petersen var tillige byens brandmajor, jeg mindes, at han altid bar uniform, og at mine medlærere, de
fleste af dem i det mind‐
Side 13
ste var uden almindelig dannelse, selv om de var dygtige håndværkere i byen. En eneste af dem var dog en
stor undtagelse, malermester Trunderup, der havde været min forgænger og endnu i de første par år af
min tilværelse i Randers var lærer ved skolen i dekorationsmaling. Han var en håndværker af den gamle
skole, uendelig dygtig i sit fag, sådanne mestre findes ikke mere, han og hans hustru blev vore gode venner,
og han hjalp mig meget overfor Nicolaj Petersen, som han afskyede.
Det egentlige holdepunkt i vores tilværelse i Randers blev dog amtsforvalter Alexander Wilde,
Harald Giersings morbroder og hans hustru f. Købke, der boede i et stateligt hus på Iste sal midt inde i byen.
Et hyggeligere og smukkere hjem end deres har jeg aldrig oplevet, og vi kom der omend ikke daglig så
meget ofte. Wilde, der selv i sin ungdom havde været maler og ingen ringe maler, var formand for Randers
museum, og mine evner blev ofte taget i brug, når der skulle hænges om dernede. Han var en ungdomsven
at Ring og ejede mange af dennes mindre billeder, der sammen med hans egne pasteller nu prydede hans

vægge. Jeg skylder Alexander og Johanne Wilde den største tak for gæstfrihed og trøst i mine
genvordigheder på skolen.
En anden mand højst forskellig fra Wilde men på sin måde ligeså ædelt og fint et menneske var
ingeniør Lauritz Bechmann, der var direktør for vognfabrikken "Scandia". Han og hans hustru f. Conrau
boede i nærheden af os i en stor hvid villa oppe på Hadsundvej. Jeg husker, hvor forbavset han blev, da jeg
sent på efteråret 1908 opsøgte ham på fabrikken og fortalte ham, at min kone var hans slægtning, idet han
og min svigerfader var fætre. Bechmann kunne hjælpe mig bedre end Wilde kunne det overfor Niicolaj
Petersen og gjorde det også. Også i dette hjem var vi hyppige gæster. Vi havde fundet en lille treværelsers
lejlighed på Iste sal nederst i Fjordgade lige bagved Tøjhushaven, hvor man fra vores lille veranda havde
den yndigste udsigt over Gudenådalen, og hvor vort egentlig lykkelige samliv udspandt sig i de år, jeg var i
Randers. Vi fik stor hjælp af værtens kone, fru Nielsen, som på husholdningens område var meget
fremragende. Hun og hendes mand boede i lejligheden nedenunder som rentiers. Hun var altid rede med
råd og dåd. Desuden havde vi en formiddagspige. Det forbavser mig nu bagefter at vide, at jeg dog fik tid til
at male så mange billeder fra Randers, som jeg gjorde, men i ungdommen kan man jo gøre mange ting, som
man senere ikke mægter. Min tid på teknisk skole var ellers voldsom optaget, det var et led i
Nicolaj Petersens plan om at få mig gjort ked af det. Det lykkedes ham dog ikke, men i 1914 trak jeg mig
tilbage, fordi jeg efter mit eget skøn den gang som maler tjente nok til at existere. Timelønnen på skolen
var for mit vedkommende kr. 1,75, jeg vidste nok, at den for de øvrige læreres vedkommende lå på kr. 2,00.
Min arbejdstid begyndte kl. 12 middag og fortsatte i de sidste år, jeg var i Randers, i et stræk til kl. 10 om
aftenen. Lørdagen var dog en undtagelse, men da skulle jeg holde et foredrag for de unge af kunst‐ eller
kulturhistorisk art, hvilket naturligvis krævede stor forberedelse fra min side. Nic. Petersen generede sig
ikke for at sætte mig til at undervise i fag, som jeg aldeles ikke magtede, fordi jeg aldrig havde lært noget
derom f. eks. de sidste år rumgeometri. Grædefærdig var jeg ofte i disse år på grund af Nic. Petersens
behandling af mig, men heri kunne jeg naturligvis ingen støtte vente fra skolens bestyrelse, hverken fra
borgmester Swane, en noget veg og meget forsigtig mand, eller fra direktør Bechmann, der også var
medlem af skolens bestyrelse. Da Nic. Petersen fremsatte sit forslag eller rettere ordre om, at jeg skulle
føre eleverne i bygningsskolen frem til den afsluttende examen i rumgeometri og den dermed forbundne
perspektivlære, må han jo have gjort dette uden hensyn til, hvad der kunne hænde de unge
håndværkssvende ved en så helt ukyndig vejledning som min. Men jeg gav ikke op, jeg søgte først op til
Wildes for at få råd, men siden fandt jeg på at henvende mig til direktør Bechmann. Denne, der jo nok var
noget forbavset over Nic. Petersens fordringer, og som jo selv havde meget travlt på fabrikken, gav sig så
tid til at lave en lille elementær håndbog for mig – jeg ser den endnu i al sin enkelthed, lavet af gult
konceptpapir og hæftet sammen i ryggen af en tråd –, hvori han med få exempler havde tegnet de fire

umvinkler og nogle simple perspektiviske legemers reaktion i forhold til disse. Dette forstod jeg og førte
med glans de unge bygningshåndværkere gennem næste års examen. Men også på mange andre felter
generede Nic. Petersen mig. Jeg var nok den eneste af skolens lærere, der havde historisk sans, følgen deraf
var, at jeg blev sat til at undervise de samme unge mennesker i historie og samfundslære; jeg husker, at vi
brugte P. Munchs lærebog, og jeg tror nok disse elever satte megen pris på mig, da undervisningen foregik
tvangfrit og i samtaleform. Men da examen kom, fik jeg som censor beskikket en pensioneret overlærer,
Sand, der havde været lærer ved statsskolen. For ikke
Side 14
at bringe mine unge elever ind på felter, som de ikke kunne klare, havde jeg ved denne lejlighed P. Munchs
samfundslære og Ottesens lærebog i Danmarkshistorie liggende opslået foran mig. Selve examen gik
naturligvis tilfredsstillende, men da jeg bagefter søgte om at tå timelønnen sat op fra kr. 1,75 til kr. 2,00
mødte denne ansøgning hårdnakket modstand fra Nic. Petersens side, idet han indhentede en erklæring fra
overlærer Sand om, at jeg ikke havde kunnet examinere uden bog. Så kunne ansøgningen ikke
imødekommes. Også andre fag blev jeg sat til at undervise i f. eks. bogføring for de handelslærlinge, der gik
på skolen, men da disse ikke skulle føres op til nogen examen, kunne jeg tage sagen roligere. Alt i alt var det
en drøj tid de seks vinterhalvår, jeg underviste i Randers, så det er intet under, at jeg, så snart jeg kunne,
opgav at være lærer der.
Det store lyspunkt i min Randerstilværelse var somrene, som vi i de første fire år tilbragte hos mine
svigerforældre i Værslev præstegård. Der kunne jeg male frit, som jeg ville. I 1911 malede jeg således det
portræt af min hustru, som kunstforeningen det følgende forår købte, og som jeg senere har erhvervet
igen. Det blev i kataloget kaldt: ”Dame med florentinsk hat”. I 1912, som var det sidste år min svigerfader
var præst i Værslev, malede jeg et portræt af ham i ornat, som vakte en del opsigt på forårsudstillingen, og
som erhvervedes af Randers museum. Det bar i kataloget titlen: ”Præsten". I disse sommerferier havde min
kone og jeg desuden lejlighed til at rejse en del i udlandet. I 1910 var vi således i Berlin og Paris, i 1912 var
vi i Dresden og Prag. i 1913 i England på dr. Alexandras legat. Mine svigerforældre flyttede i efteråret 1912
til Charlottenlund, og der var vi i de sidste to somre af mit Randersophold.
I året 1909 blev vor ældste søn født i Værslev præstegård, han er den eneste af vore børn, der lever
endnu. Vor næste søn blev født i Randers i marts 1911 men døde året efter af lungebetændelse til vor
usigelige sorg. Vi syntes dengang, at det var ikke til at komme over. Vort yngste barn Elisabeth kaldet Isa
blev født på en klinik i Rahbeks alle 3/10 1913 og døde Athen 25 eller 26 november 1939.

Vores bolig i Fjordgade opgav vi efter, at vort andet barn var død, idet vi mente, at klimaet nede i
fjordbunden havde været medvirkende til hans død ved sin fugtighed og den iskolde luft om vinteren, idet
også vor ældste dreng samtidig med ham var hårdt angrebet af lungebetændelse.
I 1913 forlod jeg dog ikke Randers samtidig med min familie, idet jeg tog ophold en måneds tid eller
mere på Frisenvold Laksegård længere oppe ad Gudenådalen hos den elskværdige familie, der den gang
beboede gården for at holde øje med laksefiskeriet. Jeg malede her en række billeder. Meget overrasket
blev jeg her ved en solrig formiddag i maj at læse en artikel af den længst afdøde museumsdirektør og
kunsthistoriker Carl V. Petersen, der i "Tilskueren”s majhefte anmeldte forårsudstillingen og i denne artikel
skrev meget smukt om mine billeder i særdeleshed billedet af præsten. Jeg husker at jeg den gang var helt
ude af mig selv af glæde, fordi han på den måde ligesom placerede mig i den unge danske kunst.
Nogle år efter mødte jeg på gaden i København Nic. Petersen, og jeg var meget forundret over, at
mit had til denne mand da var fuldstændig forsvundet.
I foråret 1914 opsagde jeg min stilling i Randers og tog til Charlottenlund og begyndte at se på
lejligheder i omegnen. Det var denne sommer jeg tilbragte sammen med Harald Giersing i Mogenstrup
kro, men da i august krigsfaren rykkede nærmere, turde mine svigerforældre ikke beholde min kone og de
to børn boende i Charlottenlund, så enden blev, at også de tog ned til Mogenstrup kro. Jeg husker endnu,
at jeg hentede dem i Næstved, og at min lille datter sov fredeligt i sin barnevogn, der gyngede øverst på
læsset, da vognen kørte gennem de stille skove omkring Mogenstrup. Vi blev dernede august måned
igennem og befandt os storartet hos de udmærkede krofolk, hr. og fru Dehn og deres tre muntre voksne
døtre. Da vi syntes, det så lidt roligere ud, tog vi atter til Charlottenlund, og vi begyndte igen at se på
lejlighed, bistået af min ven, arkitekt Harald Hauberg, gift med Giersings yngste søster, Anna. De boede den
gang i nærheden af Ærmelunden lige op ad befæstningen. Jeg malede i deres hjem der det billede af fru
Anna Hauberg, som endnu er i deres besiddelse. Der var ingen mangel på lejligheder den gang, og vi fandt
en lejlighed på Iste sal i en villa i Gentofte. Huset lå i udkanten af byen
Side 15
omgivet af pigtrådshegn, der var sat op i anledning af krigen. Da der ingen boede i stueetagen husker jeg, at
vore børn ustandselig var syge den vinter på grund af fodkulden, og at vi end ikke kunne tilbringe juleaften
hos min svoger i Charlottenlund, hvad der ellers i disse år var skik.

Kapitel 4: Stillingen som tegnelærer i Sorø efter Schmidt Phiseldeck. Villaen på Frederiksberg (Sorø).
Sammenstød med rektor Henrik Raaschou‐Nielsen. Rektors konflikter med lærerkollegiet vedr. skoletidens
placering på dagen. Familieliv og undervisning. Studieophold i Italien og turen derned. San Cataldo. San
Cataldos bestyrer Carl Wiinstedt. Sorrent, Palermo, Tunis.
Jeg havde i efteråret 1914 været medlem af censurkomitéen for "kunstnernes efterårsudstilling”.
En af mine kolleger gjorde mig opmærksom på, at embedet som tegnelærer ved Sorø akademis skole ville
blive ledigt i nær fremtid, idet tegnelæreren, maleren Carl von Schmidt Phiseldeck var lammet af et
slagtilfælde og ikke kunne ventes at komme sig. Da der blandt malerne på dette tidspunkt gjorde sig en vis
nervøsitet gældende for, hvordan de skulle kunne klare sig under krigen, smittede denne nervøsitet også
mig, der jo nylig havde opgivet min dog ikke særlig attråværdige stilling i Randers, og jeg talte med min ven,
maleren Sigurd Wandel, der nærede en vis beundring for mig som kunstner, om, hvorvidt jeg skulle søge
denne stilling eller ikke. Wandel mente bestemt, at jeg skulle gøre det, da også han, der dog var af
velhavende slægt, følte bekymring for fremtiden. Da derfor stillingen sidst på året blev opslået ledig, søgte
jeg den, og Wandels utrolige energi sattes ind på, at det skulle blive mig, der fik stillingen. Jeg tror, han talte
med enhver, der kunne formodes at have nogen indflydelse på besættelsen af embedet, han skaffede mig
således en glimrende anbefaling fra kunstakademiets daværende seks professorer i malerkunst – Joachim
Skovgaard, Julius Paulsen, Viggo Johansen o.s.v. – , ja selv Nic. Petersen i Randers måtte rykke ud med en
anbefaling, selv om denne naturligvis betød lidet eller intet. Wandel skaffede mig i personlig kontakt med
departementschef Weisz, der ligesom jeg selv boede i Gentofte. Dagen før juleaften rejste jeg selv til Sorø
for at tale med rektor Raaschou‐Nielsen, der modtog mig særdeles venligt, men som ikke kunne give mig
nogen oplysning om sin egen stilling til spørgsmålet, da der i lang tid havde været vikar i embedet, som han
vist nok halvvejs havde lovet at anbefale. Månederne januar og februar var særdeles spændende for mig,
men spændingen udløstes, da jeg en morgen fik et brev fra undervisningsministeriet om at lade mig
undersøge af vor huslæge og indsende dennes attest. Et par aftner efter mødte jeg departementschefen
på Gentofte gade, og han kom da hen til mig og sagde, at nu kunne jeg godt rejse til Sorø, der havde været
møde, sagde han, i bestyrelsen for Hirschsprungske museum, og her havde Karl Madsen udtalt, at hvis
der skulle vælges mellem vikaren, maleren Nyrup og mig, kunne der efter hans mening kun være tale om
mig. Rektor Raaschou‐Nielsen havde blandt de talrige ansøgere indstillet os begge jævnsides. Men
departementschefen sagde mig, at man var nødt til at konstituere mig i det første årstid, da kongen havde
interesseret sig for maleren Erik Henningsen, der den gang var fyldt tres, og som Raaschou‐Nielsen derfor
ingenlunde ville godtage. Man ville med andre ord først forelægge en udnævnelse af mig til kongens
underskrift næste år. Egentlig kom udnævnelsen i øjeblikket mig lidt på tværs, idet jeg havde en del

arbejder til ”Forårsudstillingen" under udførelse, men jeg rejste, da konstitutionen d. 15 februar var en
kendsgerning, straks til Sorø, vistnok Fastelavnsmandag og blev atter modtaget med stor venlighed. Der var
jo en uhyre forskel mellem mine forhenværende kolleger i Randers og den kreds, der dannede kollegiet på
Sorø akademi, skønt jeg, der næsten var 36 år, da jeg kom der, følte mig yngre end de andre.
Uden her at ville fortælle Sorø skoles historie, vil jeg blot minde om, at kong Frederik II 1586 havde
grundlagt skolen som opdragelsesanstalt for 30 adelige og 30 borgerlige børn, som en slags konkurrent til
Herluf Trolles skole ved Næstved, der kun underviste adelige. Christian IV gik som bekendt en kort tid i
skole i Sorø og må have fundet stort behag i stedet, siden han sendte alle sine sønner til Sorø og byggede
for dem det store domus principum, som delvis står endnu. Iste maj 1624 udfærdigede han bestalling som
ridsemester d.v.s. tegnelærer i Sorø, hvor der efter fundatsen: ”skal och vere en goed maler, som skal vere
forpligt at lere … udi ritzen oc maIen saa vel som udi fundamentis architectonices". Den første var så vidt
vi ved Reinholdt Thim, der døde 1639, den næste blev den berømte maler Abraham Wuchters, der var født
i Holland og døde 1682 uden dog hele tiden at have været lærer her, selv om han er begravet i Sorø kirke,
hvis altertavle han har malet. Af de senere må jo med berømmelse nævnes Christen Dalsgaard, der fra 1862
til 92 var tegnelærer ved Sorø akademi. Han døde 1907. Ved sin ansættelse her i Sorø fik han
Side 16
timerne, der den gang udgjorde 10 om ugen tilrettelagt efter sit ønske efter direkte ordre fra ministeren,
den senere biskop Monrad. Før ham var maleren H.G.S. Harder tegnelærer her, og efter Dalsgaards afgang
den førnævnte von Schmidt Phiseldeck. Denne, der på grund af sin svaghed ikke udrettede stort, var efter
sigende kommen hertil under protektion af daværende dronning Louise. Han var de to år, han levede, efter
at jeg var kommen hertil, en såre elskværdig og fin mand, men han ville ikke rømme sin bolig, som skulle
have været embedsbolig for mig og havde deri medhold af rektor R‐N, skønt stillingen var opslået med
embedsbolig. Jeg har ofte besøgt ham i hans affældighed. Der var derfor ingen bolig for mig at få, da jeg i
1915 kom hertil, og da rektoren efter Schmidt Phiseldecks begravelse tilbød mig at flytte ind den nu
ledigblevne embedsbolig, sagde jeg nej, fordi jeg havde købt en villa to km. fra skolen ude på Frederiksberg,
hvor min familie og jeg boede de første 15 år af min skolegerning i Sorø, og jeg husker, at R.N. blev meget
opbragt derover og sagde, at jeg skulle komme til at vente længe på at få en af akademiets boliger. Dette
tog jeg mig let den gang og har siden været glad ved, at jeg ikke modtog hans tilbud.
Dette var ikke den eneste gang jeg havde et sammenstød med R.N., for da denne et årstid efter, at
jeg var kommen hertil ville forsyne Molbechs hus med en tilbygning i flugt med facaden, protesterede jeg
også skarpt mod denne vandalisme overfor Thurahs yndige bygning. Hans plan blev da heller ikke
nogensinde udført, han fandt på andre udveje til at huse eleverne. I de første år stod kampen i kollegiet

mellem rektoren og lærerkollegiet også skarpt om sammenlægningen af skoletiden, der den gang var fra 8
til 12 og fra 15 til 16½ om eftermiddagen. Rektoren var ene om sit standpunkt nemlig at bevare den gamle
ordning, og jeg husker, at han altid græd sig til sejren, og han fandt en afgørende støtte i daværende
kultusminister Kejser‐Nielsen, der var Herlovianer. I øvrigt var R‐N. en særdeles omgængelig mand, og han
opnåede ved sin ledelse af Sorø skole til sidst en nimbus på baggrund af sin ro, sin danskhed, sit
demokratiske livssyn og måske særlig sin efterfølgers iltre og uligevægtige optræden. Han tog sin afsked i
sommeren 1941 og døde i Sorø ved påsketid 1948 under et besøg hernede – han havde ellers sin
bopæl i København –, men jeg havde flere gange meget voldsomme og langt mere dybt gribende
sammenstød med ham, som jeg siden skal komme tilbage til. Det er vist kun naturligt, at der er store
hulrum fra min lange skolegerning, som jeg nu ikke længer husker, skønt begivenhederne på skolen
naturligvis optog mig meget den gang; i min alder erindrer man jo bedst ungdommen og barndomstiden.
Årene 1915 til 21 kan jeg således ikke berette noget af større interesse om. Vi boede som sagt i min
villa på Frederiksberg, og jeg cyklede dag efter dag i disse år frem og tilbage mellem mit hjem på
Frederiksberg og ind til akademiet. Det var om sommeren kun en fornøjelse, men om vinteren kunne det
ofte være en drøj tur, når sne og frost gjorde vejen besværlig at færdes på. Vi levede et lykkeligt familieliv i
vort hjem, og børnene voksede til der, så dette hjem på Frederiksberg blev deres egentlige barndomshjem i
Sorø. Børnene var til tider syge som andre børn, og min søn blev student, inden han var fyldt 17 i 1925 med
udmærkelse. Vi havde ingen større omgangskreds, nogen sans for lærere har jeg egentlig aldrig haft, mens
jeg derimod altid har stået mig godt med drengene på skolen, hvad der var let at se, da jeg altid fik og
endnu får et venligt smil, når jeg møder dem udenfor skolen. Jeg har altid drevet min undervisning, således,
at jeg overlod til deres egen fantasi og opfindelsesevne at tegne det, de havde lyst til og derefter hjulpet
dem med den fornødne korrektur. Disciplinen har jeg altid haft let ved at holde. Der var i de mange år, jeg
har undervist, aldrig nogen, der har blandet sig i min måde at undervise på, hverken de forskellige rektorer
eller højere myndigheder. Jeg må tilføje, at embedet som tegnelærer på akademiet, der vistnok er det
eneste med kongelig udnævnelse i Danmark, har været let at bestride, idet timetallet kun har været 14
forkortede timer d.v.s. 40 minutters timer, den eneste virkelige gêne har været, at man ikke frit kunne rejse
bort herfra, når man havde lyst, men til gengæld har disse 14 timer for mit vedkommende været henlagt til
ugens tre første dage, således at jeg fra onsdag midt på formiddagen og til mandag morgen har været min
egen herre. Om jeg så har gjort rigtigt i at tage til Sorø i 1915 ved jeg jo ikke, da der under Iste og også
under 2den krig indtrådte så gyldne tider for malerne i almindelighed, hvad man jo ikke kunne ane i
vinteren 1914 til 15. I nogen grad har jeg været handicapped af min fraværelse fra København, hvad salg
angår.

Side 17
Efter så mange års indespærring på grund af krigen, var der vel den gang som nu mange
mennesker, der længtes efter igen at komme uden for Danmarks grænser, og for mit vedkommende var
ønsket i al fald så brændende, at jeg fik bevilliget et års orlov til studieophold i Italien. Vi rejste derfor
herfra, da skolen atter begyndte i august 1921 for over Schweiz at nå det eftertragtede mål. Børnene
var bleven anbragt således, at min søn, der den gang gik i 3 m., blev alumne på skolen, hvad hans evner jo
fuldt ud kvalificerede ham til, mens en kollega af mig tilbød at have min datter boende, og jeg antager de
forkælede hende en del, velbegavet, kvik og munter som hun var. Børnene havde daglig lejlighed til at ses.
De befandt sig under vores fraværelse udmærket, og selv om de længtes efter os, gav de ikke udtryk derfor
i deres små breve.
Men vi rejste ikke alene. Min forgængers datter, Agnes von Schmidt Phiseldeck og hendes ældre
veninde, malerinden Hedvig Frydensberg, der allerede på dette tidspunkt led af en forkalkning i
øregangene, der gjorde hende temmelig døv, bad os om, at de måtte slå følge med os. Fru [skrevet Fra]
Frydensberg, der var meget handicapped af sin døvhed, havde ofte før opholdt sig i Italien, men frygtede
nu rejsens strabadser på egen hånd og fandt det morsomt at følges med os. Da vor rejse hele vinteren
havde været under forberedelse, havde min kone, der har let ved at lære sprog og i forvejen talte
hovedsprogene, sat sig godt ind i Italiensk. Vi rejste over Korsør Kiel til Hamburg, hvor vi havde nogle timers
ophold. Så længe det var lyst fandt vi det rigtig rart at spadsere lidt rundt i byen og langs Alsteren, men
endnu samme aften ankom vi til Hildesheim, hvor vi blev et par dage. Det var den gang en uhyre idyllisk by
med krumme gader og ældgamle huse, tegltækte, mange steder sprang etagerne frem over hinanden og
gavlene vendte mod gaden. Alting var meget billigt der, og byen lå smukt med sine store kirker på de
yderste skråninger fra Harzen. Det næste ophold gjorde vi i Frankfurt a/M, hvor jeg husker, at hotellet var
meget tarveligt og krigspræget. Men der var jo nok at se i den gamle tyske by. Vort næste opholdssted var
Heidelberg, som virkede på os som om man kom til en oase efter larmen i Frankfurt, selve byen var nemlig
overfyldt på grund af en eller anden lokal fest, så vi blev henvist til at tage ophold på et meget idyllisk hotel,
der lå ved Neckaren, omgivet af helt japansk natur, og her befandt vi os udmærket. Naturligvis tog vi ind til
Heidelberg og beså slottet og hvad der ellers var at se. Men vi befandt os bedst på vort hotel i det blide
landskab omkring Neckar.
Fra Heidelberg tog vi over Basel til Luzern, hvor vi gjorde nogle dages ophold, for min kones og mit
vedkommende dog en halv snes dage, idet jeg blev ret syg af en halslidelse, så jeg måtte gå til sengs på
hotellet, hvor min kone passede mig, mens vore to rejsefæller fortsatte til Firenze, hvor vi havde aftalt at
mødes igen. Da jeg var bleven nogenlunde rask, forlod vi Luzern og kom gennem St. Gothardtstunnellen til
det strålende Lugano, hvor Sydens blomster og blå luft første gang mødte os. Jeg tror, at det larmende

MiIano var os begge inderligt imod, så vi blev der kun en nat, og derefter tog vi videre til Firenze, hvor vi
atter traf vore rejsefæller. Jeg har tit beklaget, at vi kun blev i Firenze en uge, fordi byen og omegnen er så
yndige, men besøget måtte afkortes på grund af min sygdom i Luzern. Jeg har siden altid beklaget, at det
ikke er faldet i min lod at gøre ophold i Firenze for mere grundigt at sætte mig ind i florentinsk kultur,
folkeliv og byens hele særegne skønhed. Jeg har siden rejst forbi Firenze men desværre ikke haft lejlighed til
at gøre ophold der.
Vort første ophold i Rom var ganske kortvarigt, fordi vi nu havde besluttet hurtigst muligt at nå vort
mål, klosteret San Cataldo på Insula Sorrentina. Den 15 september rejste vi fra Rom til Napoli for
en gangs skyld i sovevogn, hvor vi ikke sov men var nær ved at blive kvalt af varme. Vi tog straks til havnen
og gik ombord i damperen til Amalfi, og her på dækket åndede vi lettet op. Køreturen gennem Napolis
snævre og snavsede gader i den tidlige meget varme morgen havde ikke været behagelig alene af den
grund, at den magre hest uafbrudt snublede på den ujævne lavabrolægning. Jeg antager klokken omtrent
har været 7, da vi kom ind under skibets skærmende solsejl. Da damperen først skulle gå kl. 9, var der jo tid
nok til at se sig om i det dejlige panorama, som Napolis havn danner med den gamle fæstning, byens
murmasser op ad bjerget, Vesuv til venstre og i det fjerne den florentinske halvø, Capri og Ischia. Skønnest
forekom os næsten det grønblå vand, hvor man dybt nede skimtede bunden. Efterhånden samlede der sig
en mængde passagerer, man hørte også dansk blive talt, og jeg traf
Side 18
blandt andre danske arkitekt Gotfred Tvede. Passagererne fordrev tiden, indtil damperen skulle gå med at
kaste mønter i det klare vand som neapolitanske drenge, der svømmede i havnen, lynsnart stak til bunds
efter dog ikke for at aflevere dem igen. Da damperen endelig satte sig i langsom bevægelse, kom andre
passagerer ombord i både, der blev roet ud til den fra de store hoteller langs strandpromenaden. Det var
den gang og er formodentlig endnu et princip hos ltalienerne ikke at lade skibene gå til kaj men lade
passagererne ro ud til dem i både åbenbart for at tjene mere på turisterne. Jeg har langt senere set det
samme gennemført også på Sicilien. På denne tur skete det både ved Sorrent, hvor vi spiste i en lille
strandrestaurant, ved Capri, hvor skibet lå et par timer for at man kunne se den blå grotte og i Amalfi, som
var skibets endestation. Vejret var pragtfuldt på hele turen, og i havnen ved Amalfi stod byens hotelværter
parat for at sikre sig de forskellige passagerer. Også lazaroner i mængde var til stede, 5 af disse bar hver sit
stykke af vores bagage, andre fulgte med op til hotel ”Luna", hvor værten hjalp os med at afskedige denne
forsultne hob med en passende drikkeskilling. Aftenen var fortryllende, og i haven udenfor hotellet under
et tag af vin fik vi et fortræffeligt måltid, mens nogle musikanter trakterede deres primitive instrumenter og
sang dertil. Natten derefter var mindre morsom, der var ingen myggenet, og moskitoerne sværmede om os

hele natten, derfor var vi oppe ved daggry og fortsatte så pr. hyrevogn ad den skønne vej op til Scala, hvor
fru Frydensberg tog afsked med os, da hun skulle bo i Ravello, mens vi andre tre asede opad bjergstien til
San Cataldo, hvor vi blev modtaget af bestyreren for stiftelsen af dette navn, Carl Winstedt og de to damer,
danske sygeplejersker, der hjalp ham i det daglige. San Cataldo var et gammelt nonnekloster 500 meter
over havet, delvis ruiner, som Winstedt havde købt, og da han ikke kunne overkomme udgifterne ved
vedligeholdelsen, havde han overdraget det til Videnskabernes selskab i København, således at det var
forbeholdt danske videnskabsmænd og kunstnere at bo der vel at mærke mod betaling. Imidlertid boede
fru Frydensberg meget billigere i Ravello på den modsatte side af dalen. Min kone og jeg blev indlogeret i et
par af de gamle nonneceller, ikke særlig komfortable eller hyggelige, fra hvis vinduer man imidlertid havde
en dejlig udsigt mod Ravello, hvor bjergenes lange, lave række med takker og spidser tegner sin profil mod
himlens hvide skyer, let svøbt i soldis. San Cataldo ligger efter min mening i et af Italiens skønneste dalstrøg
med udsigt over golfen ved Salerno, men jeg tror, at Don Carlo Winstedt, som han yndede at kalde sig, ikke
var synderlig populær blandt befolkningen. Da han nu for længst er død, kan jeg godt fortælle, at han var en
meget indbildsk person, der pralede af sine fine bekendtskaber og talte uafbrudt om sin egen person. Et af
hans ømme punkter var, at han trods sine fortjenester ikke var bleven ridder af Dannebrog. Jeg malede en
del deroppe, meget generet af de sammenstilnende bjergboere, og frk. Schmidt Phiseldeck, der også
prøvede at male, fik deres kærlighed at føle i form af stenkast. Men i øvrigt havde vi klosteret for os selv,
maden var yderst slet ofte rådden, når den i den stærke varme skulle transporteres op fra Amalfi. Oktober
var det år en meget varm måned. Don Carlo var den gang en smuk og statelig mand ca. 50 år gammel, og de
to sygeplejersker var vildt forelskede i ham. Når han tog bort på mindre rejser, havde vi det bedst. Klosteret
var omgivet af en have, som ikke blev passet, men hvorfra udsigten var meget skøn. Dagen var fyldt med
klokkeklang. Ovre fra det store gamle kloster i Ravello ringede klokkerne hver dag kl. 12, og nede i Scala
begyndte lidt efter San Lorenzokirkens klokker at ringe, og andre kirker og klostre svarede. Vi gik ofte over
til Ravello, vi fortrød altid, at vi ikke boede der, fordi der var så malerisk med den gamle mauriske basilica
og løvebrønden. Fra Ravello var udsigten ned bag bjergene mod Salerno endnu mere storartet end fra San
Cataldo. Ravello dannede i det hele taget et centrum for liv og munterhed i disse højdedrag, når domkirken
på festaftner tegnede sin profil i elektrisk lys, sad vi på det skumle Cataldo med et stearinlys, eller når
Winstedt var hjemme sammen med ham i hans store og smukke stue ved en petroleumslampe. Intet under
derfor, at vi efter en god måneds forløb drog derfra over på den anden side af halvøen til Sorrent, hvor vi i
tre måneder boede hos Giovanni Cacace, der var vært på hotellet på Capo di Sorrento. Fru Frydensberg
brød også op fra Ravello og tog med dertil, mens frk. Schmidt Phiseldeck rejste hjem. Her var vi atter blandt
mange mennesker, og i løbet af vinteren traf vi mange danske. En af dem, som jeg kom til at sætte den
største pris på, var overlæge Arne Faber, der med sin hustru

Side 19
og sine tre børn boede dernede. Han blev min gode ven og rådgiver så længe han levede, men han døde
desværre i begyndelsen af trediverne som overlæge på Hald folkesanatorium.
Af andre danske, der enten boede på hotel ”Minerva" eller senere kom til, vil jeg nævne arkitekt
Harald Hauberg og hans kone Anna Giersing, dennes søster Bodil Giersing og Haubergs tre børn samt deres
pige. Familien rejste på den tid i Italien og sluttede sig til os i Sorrent. Senere, da fru Hauberg skulle have et
barn, blev der indforskrevet en jordemoder fra København. Da julen nærmede sig, var både Minerva og
dets anneks helt fyldt af danske, således at selve juleaften var præget af de danske farver. I Syditalien
holdes juleaften ikke hellig men former sig som nytårsaften hos os. Udenfor tordnede og lynede det som
akkompagnement til skydningen, men alligevel blev det indendørs en meget fornøjelig aften, hvor den
italienske champagne, Aspi spumante flød i brede baner.
II juledag rejste Hauberg og jeg til Palermo med damper fra Napoli. I Palermo oplevede jeg for Iste
gang den normansk arabiske arkitektur, som præger så mange at byens gamle bygninger. Vi gjorde
udflugter i den henrivende, sydlandske natur dels op til Monreale med dens herlige katedral og dels bag om
Monte Pellegrino gennem Concad’ora, til vi nåede havet, hvor vi badede. Vort mål var imidlertid ikke
Palermo, hvor vi i øvrigt nytårsaften hørte "Barberen i Sevilla”, udmærket sunget, men Afrika nærmere
udtrykt Tunis. Vi gik derfor ombord i en af de store dampere, som i hvert fald den gang gik fra Palermo til
Tunis. Turen skulle vare 18 timer men kom til at strække sig over tre døgn på grund af den voldsomme
storm, som rejste sig, straks efter vi havde forladt Palermos havn. Vi måtte søge nødhavn i Trapani på
Siciliens vestkyst, og her lå det store skib og gyngede midt i havnebassinet, det lod ikke til at være muligt at
få forbindelse med land. Endelig den tredie dags morgen hørte vi i vores kahyt nede i skibet, at ankeret blev
taget ind, og min ven og jeg for op i rygesalonen på dækket, fordi uvejret stadig rasede. Jeg kan huske, at vi
lå på hver sin lædersofa hele den dag, som syntes mig endeløs. En vandkaraffels skår fejede kahyttens gulv,
frem og tilbage, og den 5000 tons store damper virkede nærmest som en undervandsbåd. Om aftenen blev
vejret roligere, men vi nåede dog ikke vort mål den dag, fordi krigshavnen foran Tunis blev lukket kl. 19, så
vort skib måtte blive liggende i dønningerne ud for Karthago indtil næste morgen, da Afrika præsenterede
sig for mit undrende øje, hvid af sne. Da vi sejlede gennem lagunen foran Tunis fløj flamingoerne i en strid
snevejrsbyge. Da vi lagde til i havnen ved Tunis var det hele blevet til jævnt regnvejr. Det viste sig, at der
foruden os to danske, var to norske damer ombord, søstre til den berømte maler, Karsten samt en svensk
billedhugger, Friberg. Vi var nu på fransk grund. Tunis havde i mange år været et gnidningspunkt mellem de
to latinske søstre, Frankrig og Italien, for den gang jeg var der, regnede man, at der boede 90000 Italienere
mod 35000 franskmænd i hele det udstrakte land, som i alt talte et par millioner mennesker: Arabere,
Berbere, Maurere og Jøder. Selve hovedstaden, Tunis havde dengang ¼ million indbyggere, hvoraf

halvdelen var muhamedanere; gaderne fik derfor et temmelig broget præg. Turbanbærende, hvidklædte
Arabere, pariserklædte damer og børn, muhamedanske gentlemen i europæisk dragt men med rød fez,
arabiske kvinder, hvidklædte men med tæt sort maske for ansigtet, alle færdes de her mellem hverandre. I
reglen er disse kvinder fede og kvabsede at se på, men Araberne ynder ikke, at nogen ser på deres kvinder.
Mandstypen af Berbere og Arabere forekom mig meget smuk, man så mange racerene og ædle ansigter
mellem dem, og de havde smukke, kraftige hænder. Det ny Tunis har brede boulevarder og franske
palaiser, der dufter det af fransk provins og halv Paris. Men går man ind gennem den gamle port, der nu
kaldes porte de France op mod moskeerne og bydelen Medina, da er man med et slag i Orienten. Her ligger
bazarerne omkring den for os utilgængelige hovedmoské midt i den gamle Araberby. Disse basarer eller
souks går i deres anlæg tilbage til den tidlige Middelalder. Bazarerne er små smalle gader med butik ved
butik. Interessant var det at se den håndværkerdygtighed, der lagdes for dagen i mange af disse souks, hvor
mesteren, svendene og lærlingene forfærdigede de guldstukne safianslæderarbejder, eller den jødiske
skrædder, der hjulpet af sine småbørn syede på Muhamedanernes rige dragter. Alt muligt handledes der
med her, det var et meget fristende sted at være, men man måtte prutte, så det forslog, selv om det
hjemme i Danmark ville have syntes et [skrevet: en] røverkøb.

Kapitel 5 Kairouan – paradisets 4. port. Sicilien. Napoli. Rom. Kroningen af Pave Pius XI. Assisi. Hjemme i
Sorø, hvor en ny tegnesal var indrettet i Avlsgården. Flytningen fra villaen på Frederiksberg til Søgade 7 i
1929.
Side 20
Men målet for vor rejse havde vi endnu ikke nået, vi ville syd på ned mod ørkenens grænse til den hellige
by, Kairouan, som kaldes paradisets 4 port, fordi den blandt Muhamedanere i hellighed rangerer efter
Mekka, Medina og Jerusalem. Til denne by kan man komme på flere måder. Franskmændene har overalt i
Tunis anlagt gode militærveje, der som en streg strækker sig gennem den solsvedne ørken. Desuden er der
de gamle udtrådte veje uden grænser ad hvilke kamelkaravaner har vandret i 1000 år og mere. Og endelig
den såre prosaiske måde, som vi valgte, fordi den er den billigste, jernbanen nemlig. Først går den langs
kysten og så gennem ganske træløst land, sandet, ørkenagtigt og øde, i syd store saltsøer, i nord fjernt ude
blå bjerge, og som en skinnende hvid perle midt i dette landskabs forbrændte øde ses ved en drejning af
banelegemet allerede på lang afstand den hellige by. Kairouan er beboet af 30000 mennesker, men kun
nogle 100 af dem er Europæere, der bor i en forstad for sig selv udenfor de gamle porte. Endnu den dag i
dag er staden den mest ejendommelige by i Tunis, af rent arabisk præg, og den er den ældste arabiske
hovedstad i Afrika. Den blev grundlagt 67I som sæde for kaliffernes statholder efter det kristne Nordafrikas
erobring af disse. Lidt senere blev den hovedstad i Aglabideslægtens mægtige rige, og som sæde for
Nordafrikas ældste højskole gav den ikke Cordova noget efter i glans. Vort hotel lå udenfor byen, men ellers
var der åben adgang gennem de krenelerede porte, som førte gennem de hvide mure, der omgav hele
byen. I Tunis havde vi ikke set det indre af nogen moské, men her fik vi adgang til tre af byens talrige
moskeer. Den største af dam er Sidi Okba‐moskéen, der er en af Islams største helligdomme. Af kristne
kirker er kun Peterskirken i Rom større end den. I nordvestsidens søjlegang rejste minareten sig, skinnende
hvid mod den blå himmel, heroppe fra kaldte muezzinen 5 gange i døgnet de troende til bøn.
Det var underligt så ofte man her i Kairouan følte sig hensat til 1001 – nats eventyrstemning. En sen
eftermiddag, stod jeg udenfor byporten og så de store skarer af duvende kameler komme vandrende hjem
til brønden, der høj og galgelignende stod på en sandbanke i solnedgangslyset, kameler, der uafladeligt
malede deres kæber mod hinanden, idet de stirrede udtryksløst med dorske øjne. Hvor er det et underligt
dyr, kamelen, når man ser den i store flokke, synes man, den hører en urtid til. Eventyrligt var
solnedgangens skære lys over de hvide mure og tårne og over de grønne hængende akacietræer mellem
byens huse. Eventyrligt det brogede handelsIiv i gaderne i de tidlige morgener, når minareter og kupler
tegnede sig blændende gulhvide mod den morgenblå himmel. Og eventyrtrang var der i folket selv, når de
samledes i kreds om den gamle eventyrfortæller på markedspladsen og med spænding i alle miner fulgte

hans udtryksfulde mimik. Og i hjørnet ved caféen slangebesværgernes monotone sang til deres dyr og den
hujende uro, der opstod, når en af brilleslangerne sidelæns og hurtigt zigzaggede sig for nær hen mod
tilskuerne. Her ved denne café tabte vi foreløbig sporet af vor svenske rejseven, billedhugger Friberg. Han
havde nemlig i modsætning til os andre røget ivrigt af de små korte piber, der var stoppet med en
opiumsagtig urt og samtidig indtaget så mange spirituøse drikke, at han måtte på hospitalet, og vi genså
ham først i Rom.
Mest eventyrligt var dog aftnerne, Kairouans nætter. Næppe var solen af himlen, før månen lyste i
al sin glans, ingen måne som vor men en, der sad lige i zenit, en rigtig ørkenmåne, der gjorde natten til en
slags mystisk dag, så hvid, at man kunne læse det fineste tryk ved månens skin. Vi gik en tur ud på landet en
sen aften forbi de mange grave, hvor muhamedanerne lod sig begrave på grund af stedets hellighed.
Tusinder og tusinder af grave helt fra den første muhamedanske tid, vendt mod Mekka alle, nogle kuplede
over de hellige mænd, de fleste mere enkle og flade, alle lysende i måneskinnet. Vi mødte ikke et
menneske, kun hundene og sjakalerne tudede mod månen, ellers hørtes ingen lyd i det milevide land.
Der kunne være meget mere at fortælle om Kairouan, men vi måtte jo tilbage til Tunis, og derfra til
Sicilien, som vi gerne ville se lidt mere af. Denne gang var sejlturen rolig, og vi gik i land i Trapani for derfra
at tage vejen syd om øen til de store græske ruinmarker ved Selinunt, hvor mandeltræerne blomstrede i et
terrain, der skrånede op mod byen, der nu i over 2500 år har ligget i ruiner. Den blev kun passet af en
enkelt opsynsmand; der var et lille museum, men jeg tror nok, manden solgte de ting han fandt blandt
ruinerne, i hvert fald købte jeg en græsk karneol af ham for 80 lire.
Side 21
Videre gik herfra vejen til Girgenti med de berømte græske tempel‐
ruiner. Vejen havde forresten uden at vi lagde synderlig vægt derpå været noget farefuld. Dagen i forvejen
var rutebilen fra Ribera til Girgenti bleven opholdt af røvere – bandituvæsenet i dette hjørne af Sicilien
grasserede den gang som nu –, og passagererne var bleven udplyndrede. Derfor medførte rutebilen den
morgen, vi skulle rejse to carabinierer, der selvom de var vel rustede sikkert var meget bange. Passagererne
sad i øvrigt så tæt, at det var et under at vognsiderne holdt. Fra Girgenti rejste vi atter med jernbane over
Catania til Taormina, hvor vi tilbragte nogle dage, og hvor jeg fik malet et par mindre billeder. Derefter
satte vi kursen hjem mod Sorrent, men denne gang med toget over Messinastrædet og den lange
kyststrækning op til Napoli og derfra til Sorrent. Der var naturligvis almindelig gensynsglæde med vore
familier, men det lakkede nu mod den tid, da min kone og jeg skulle forlade Sorrent for at rejse til Rom, og
d. 4 februar forlod vi Sorrent og ankom til Napoli efter en stormfuld overfart. Jeg havde indtrykket af, at
der trods al hyggen i Sorrent og trods de mange danske, der var der – flere af dem var jo vores gode venner

– ikke var der, vi skulle have været den vinter, fordi Sorrent ligger på nordsiden af halvøen, men at vi heller
skulle være blevet i Positano eller måske i Ravello. Men jeg fik en del malet, mens jeg var der, og når vejret
blev alt for lunefuldt, tog min kone og jeg til Napoli, hvis lys vi aften efter aften har set blinke på golfens
modsatte bred. Der havde vi fundet et hotel på Via Roma, Napolis mægtige hovedfærdselsåre, hvor vi
gentagne gange boede, og hvor vi atter tog ind den aften, da vi kom til Napoli for at rejse til Rom den næste
dag. Eller vi tog til Pompeji, som vi fik et ret grundigt kendskab til. Napolis museum, som fandtes øverst på
Via Roma er bleven en af verdens rigeste samlinger, og hvad angår de fra udgravningen af Pompeji
stammende oldsager og kunstværker, malerier, mosaikker og statuer samt de herlige broncer fra
Herculaneum, ubestridt ganske enestående. Desuden indeholdt museet alle de kunstværker, der havde
tilhørt kongerne af Neapel. Tizian er glimrende repræsenteret her. Men det kan jo ikke nægtes, at de
vidunderlige nydelser, der her skænkes en ikke nås uden arbejde og tålmodighed. Napoli er ikke som så
mange af Italiens byer kun museum, den er først og fremmest en levende by, hvor man ret kan have glæde
af at studere sydens folkeliv. En spadseretur op ad den tre km. lange hovedgade vil hurtigt overbevise en
derom, alene gadesælgernes larm og skrig virkede den gang ganske øredøvende, byen var den gang Italiens
største, nu overgås den sikkert af Rom. Mussolini har senere lavet meget om på den gamle by, men byen
selv er dog nogenlunde bleven den samme. Afstandene er meget store i Napoli, dette har man en
klar fornemmelse af, når man færdes dernede, men kommer man en eftermiddag hen ad solnedgang op til
den øvre stadsdel, og fra en eller anden trattorihave ser ud over by og land og hav, da præges i ens
erindring et af de billeder, man altid vil huske, af husenes mylder dernede dybt under en, hvor lygterne lidt
efter lidt tændes, af havet derude med lschia og Capri, det rygende Vesuv og hele det øvrige landskab
bagved til Appenninernes fod.
Ved ankomsten til Rom tog vi ind i pensione Lucarini i via Gregoriana, hvor vi også havde boet
under vort første korte ophold i Rom. Vi traf her atter familien Faber, der nu var på hjemrejse, men som vi
havde fornøjelse af at gense. Dr. Faber med familie rejste imidlertid til Danmark sidst i februar, men inden
de rejste gjorde vi mange fornøjelige udflugter sammen, dels i selve Rom, dels i bjergene bag kampagnen,
som jeg husker meget om men ikke her har plads til at beskrive. Min kone og jeg følte os efterhånden lidt
trætte af den megen omgang med Danske og den evindelige talen dansk omkring os, særlig ville min kone
gerne lufte sit italienske. Vi fik så et værelse på hotel Vittorio oppe på Pincio med udsigt over
Borghesehaven og den aureleanske bymur, som gik lige under vort vindue. Værelset var særdeles
beskedent, sengene temmelig hårde, men alt dette fandt vi os let i blot vi havde vor frihed til at gå og
komme. I gaden nedenfor købte vi dejlig Genzanovin, Gorgonzolaost og danish butter fik vi også der, og
hvad man ellers behøvede til livets ophold købtes let og billigt. Rom var vistnok for os begge det sted i
Italien, hvor vi følte os mest hjemme, og som vi altid siden har længtes tilbage til. Vi var for os selv, når vi

ville og kunne, når vi ville træde i forbindelse med andre danske. Inden Fabers rejste, oplevede vi således d.
12 februar kroningen i Peterskirken af den nye pave Pius XI. Det var umuligt at
Side 22
få adgang til det mægtige tempelrum uden kort, men det lykkedes os at få en introduktion ved hjælp af
vort gesandtskab. Peterskirken åbnedes kl. 6 og lukkedes igen kl. 8,30, da var der 60000 mennesker i kirken,
i hvert fald de halve for mange. Endelig kl 9,30 viste den hellige faders bærestol sig i basilicaen, fulgt af et
mægtigt følge af adelsgarden, hvide bisper og patriarker og de blodrøde hermelinsbræmmede kardinaler.
Sangerne intonerede: "Tu es Petrus”, og sølvtrompeterne klang fra kuplen. Dette var nutid, fortid ja, oldtid
på en gang, dette er Farao selv, præstekongen, der bæres frem bag strudsfjersvifter under baldakinens
svajende guldstænger. Men trængslen var ulidelig, og handlingen skred kun langsomt frem, vi søgte mod en
udgangsdør for at slippe fri for trængslen. Jeg husker, at en Italiener greb min kone i skuldrene og ruskede
hende, idet han råbte: ”Il bambino, il bambino", han må have troet, at vi trådte på hans barn. I hvert fald
var der ikke andet for mig at gøre end at slå ham med en knytnæve i synet. Så tav han, og vi slap ud af
kirken.
Efter som dagene gik, og vi vænnede os til Rom, kom der for mig en frugtbar arbejdstid på Palatin.
Hver morgen tog jeg sporvognen oppe Ved via Veneto ned i byen til Palatins hovedindgang. Her havde jeg
mine malersager stående i portnerboligen, hvad der var sædvane for kunstnerne, man skrev så sit navn i
en lille bog og gik gratis ind. Palatin var et herligt arbejdssted for en maler. Roms larm hørtes kun i det
fjerne, blomster og træer groede frit overalt, det var jo her i Rom, vi først oplevede det italienske forår. l
Afrika og på Sicilien havde vi jo kun rejst våren i møde. Her i og omkring Rom kom den os i møde. På Palatin
med dens mange ruiner fra den romerske kejsertid var der motiver nok, og da der ikke kom mange folk om
formiddagen, generedes man ingenlunde under sit arbejde. Det var min skik at male, så længe Palatin var
åbent, der lukkedes kl 12 til 15, men af og til har jeg snydt mig til at blive der også i lukketiden. Min kone
kom gerne ned til mig hen på formiddagen med min frokost, og en dag da hun ikke straks fandt mig på min
sædvanlige plads, tiltaltes hun af en mand, der stod og malede i nærheden, og som ville forklare hende,
hvor jeg var gået hen. Han sagde det på svensk, men da min kone den gang ikke var fortrolig med sproget,
svarede hun ham på italiensk, hvad de så gik over til at tale. Jeg vidste, at det var prins Eugen, som dette
forår også var i Rom og malede på Palatln. Næste dag forklarede jeg ham så sagen. Jeg husker, at der på
skrænten ned mod ridebanen lå en lille gammel rundkirke, som jeg malede, men da jeg 15 år senere atter
besøgte Rom, var den forsvundet, kørt bort af Mussolini sammen med hele jordskrænten. Vi traf naturligvis
en hel del danske i de måneder, vi var i Rom, dels i skandinavisk forening og i El Greco, Thorvaldsens gamle
café, jeg husker billedhugger Bundgaard, Werner Dahlerup og andre. Fru Frydensberg boede stadig i

pensione Lucarini, fordi hun med sin døvhed helst skulle være blandt Danske. Jeg tror, at forårsluften i Rom
befordrede adskillige erotiske forbindelser mellem Danske og Italienere, undertiden førte det til
ægteskaber, som ikke altid blev lige lykkelige.
Eftermiddagstimerne tilbragte vi med at strejfe om mellem Roms fortidsminder, men der skulle
langt mere tid til end de godt og vel tre måneder, vi tilbragte i Rom, for at kende den evige stad såvel over
som under jorden, og det er jo heller ikke mit formål at skildre dette forhold. Af og til og endda ikke så
sjældent tog vi os helt fri fra maleriet og kørte så med en eller flere venner ud til Frascati eller til Villa d’Este
eller Rocca di papa, hvorfra vi gik den pragtfulde tur til Nemisøen og ned til Genzano. Også Ostia besøgte vi
et par gange, Roms havn i kejsertiden. Ostia var den gang under udgravning og så ud til at skulle blive et nyt
Pompeji. Fortsatte man ad vejen helt ud til kysten nåede man badebyen Ostia mare helt moderne med
hoteller og restauranter langs den hvide sandstrand, hvor havets grønblå bølger stadig brødes. Jeg husker,
at jeg altid glædede mig til disse udflugter over den romerske kampagne med dens delvis i ruiner liggende
vældige akvaducter, der førte bjergenes friske vand ind til Rom. Da et par af disse akvadukter endnu er i
brug skyllede vandet i rendestenene – thi sådanne fandtes endnu den gang – ned gennem byen og ud i
Tiberen og gav et forfriskende pust i de ofte varme dage. Springvand findes der jo mange af i Rom. Vi
oplevede mange festdage både verdslige og gejstlige, men noget at det, der forbavsede mig mest, var den
katolske kirkes tolerance overfor butiksåbningen på søn‐ og helligdage. Både skærtorsdag og langfredag var
alle butikker åbne, påskedag var heller ikke alle lukkede, og da vi påskemorgen gik til den skønne
sangmesse i Peterskirken, var der opstået et vældigt marked
Side 23
på selve pladsen foran kirken. Under hele vort ophold i Rom læste man i aviserne om skudveksling i
Norditalien, ja, helt ned til Bologna mellem Mussolinis oprørsskarer og de regulære tropper, men helt
usand er dog legenden, som senere blev skabt, om, at der herskede kommunisme i Italien, og at han senere
havde kvalt denne bevægelse. Hans samme efterår foretagne indmarch i Rom og overtagelse af magten var
kun en personlig fascistisk sejr over den svage regering, som intet formåede at sætte op overfor
befolkningens altid skiftende begejstring. Rom med sine mange pragtfulde barokkirker, sine adelspaladser,
sine gamle borgtårne, sit myldrende folkeliv vil jeg altid bevare i min erindring. Da vi boede så frit, som vi
gjorde, kunne vi altid spise middag om aftenen på en eller anden hyggelig restaurant eller et trattori, som vi
fandt særlig tiltalende i eller udenfor byen. Bagefter kunne vi gå på en café eller spille bridge med Danske,
efter som vi havde lyst. Jeg husker, at jeg altid så op til hotel HassIer ovenfor den spanske trappe som et
attråværdigt sted at bo, men det havde vi ikke råd til den gang. Det kom vi først til 15 år senere, men da var

Rom meget forandret. Efterhånden som varmen tog til i den blomsterrige by, måtte vi tænke på at drage
nord på til et køligere sted, og 4 maj forlod vi Rom for at rejse til Assisi, stadig ledsaget af fru Frydensberg.
Denne by er jo i høj grad helliget mindet om den hellige Frans af Assisi, og adskillige minder om
ham og hans ydmyge liv findes endnu bevarede. Byen ligger højt på bjergene, der kranser den umbriske
slette. Straks indenfor byporten boede vi i et ret beskedent hotel, der hed ”Minerva”. Vi fik et stort værelse,
hvorfra vi havde den skønneste udsigt over sletten, der rødmede af valmuer. Også her fik jeg ma1et nogle
billeder, dels nede i dalbunden, hvortil nedstigningen var temmelig stejl, dels oppe i byen i en sidegyde, der
førte stejlt ned mod klosterkirken Santa Chiara, dels henne ved Fransiscanernes hovedkirke, der er delt i en
under‐ og en overkirke, der indeholdt mange af Giottos fresker om St. Fransiscus liv, særlig det berømte
billede, hvor helgenen taler til fuglene. Vi gjorde også en fodtur til det enebo, hvor han en tid havde trukket
sig tilbage, og som lå på bjerget Monte Subasio, og til Perugia, som ligger et par mil nordligere. Lysene fra
Perugia kunne vi om aftenen se over sletten, det er en meget interessant by. Da varmen stadig var
trykkende, var morgenen den friskeste tid af døgnet, og larmen fra den lille piazza foran hotellet tvang os
altid tidligt op. På denne tid af døgnet sad indbyggerne foran husene, og kvinderne sad og broderede med
blåt, en særlig slags broderier, der var karakteristiske for stedet, men når formiddagen begyndte trak de sig
ind i køligheden i de mørke huse. Jeg husker, at kosten på hotellet var ret ensformig, hovedretten ved
middagen bestod altid af skindmagre høns. Efter godt tre ugers forløb forlod vi Assisi med et nattog til
Venezia, toget var ganske overfyldt, og vi måtte tilbringe hele vejen siddende på vore kufferter i korridoren
uden søvn og stadig plaget af passagerer, der skulle forbi.
I Venezia blev vi kun en uges tid, vi havde sikret os plads på et hotel nede ved lagunen og sejlede
dertil i den meget varme morgen i gondol. Således foregik jo den gang den meste færdsel dernede. Her
holdt vi bare ferie, og for mit vedkommende søgte jeg at få et indtryk af de store malere, som Venezia har
fostret, Tizian og andre. Vi beså naturligvis Marcuskirken og Dogepaladset med dets skumle fangekældere.
Aftnerne tilbragte vi som regel på Marcuspladsen, hvor man altid sad i det fri, og hvor Venedigs talløse duer
blev fodrede under kampanilen. Canale grande med sukkenes bro og de talrige smukke paladser så vi
naturligvis både da vi sejlede til og fra hotellet, og lidoen med sit internationale badeliv nåede vi også ud
til. Også i Venezia var aftnerne de skønneste, men Italienernes utrolige sans for larm og støj forfulgte os
også her.
Efter at have forladt Venedig kørte vi med jernbanen op mod Brenner, men gjorde på vejen et
kortere ophold i det skønne Bolzano, hvor vi fandt et udmærket hotel, som vi året efter vendte tilbage til
for at holde sommerferie der. Over Würzburg og München nåede vi Berlin, som gjorde et meget uhyggeligt
indtryk på os ved sit forfald. Vi overnattede ikke men tog lige hjem. Vi rejste dog ikke til Sorø men til Fyen,
hvor vi på Broholm mødte vore børn.

Da jeg efter sommerferien kom tilbage til Sorø og efter et års fravær atter begyndte at undervise på
akademiet, overraskedes jeg på en behagelig måde ved at se, at man under min fraværelse havde indrettet
et nyt lokale til tegneundervisningen i den gamle avlsgård, der nu ikke længere benyttedes af økonomen.
Side 24
Denne nye tegnesal erstattede på en behagelig måde det gamle undervisningslokale i hovedbygningen,
som var så smalt, at man ikke uden at vælte eleverne kunne komme ned til den anden ende af det. I det ny
var der 4 store ateliervinduer i nord foruden rindende vand og rigelig skabsplads. Jeg var meget tilfreds
med byttet, men blev fra den dag noget isoleret, da jeg ikke i frikvartererne gad gå op i hovedbygningen.
I 1923 har jeg arbejdet en del på Broholm, men vejret var for øvrigt det forår meget lunefuldt og
koldt, således at vi i sommerferien besluttede os til atter at rejse syd på, vi havde ellers boet på gården
Petersholm ved Horsens, men da vejret bogstavelig talt ikke var til at male i, rejste min kone, min søn og jeg
fra Horsens sidst i juli måned til Bolzano i italiensk Tyrol. Vi opholdt os dog nogle dage i München, men fik
overalt et uhyggeligt indtryk af Tysklands forfald. Det var det år, da man fra dag til dag lod reichsmarken
falde i forhold til de andre landes valuta. Hver morgen vexlede vi en tikroneseddel, og dag for dag fik vi flere
og flere tyske penge for dem. I München viste jeg naturligvis min søn, hvad der var at se på museene, og
vejret var yndigt fra vi forlod Nordeuropa, indtil vi kom der igen. Over Garmisch‐Partenkirchen, hvor vi
boede nogle dage, nåede vi Bolzano, hvor vi for øvrigt traf en hel del Danske bl.a. Aase og Lulu Ziegler med
deres moder. Men hele denne rejse var en ferietur, og hjemturen forekom os endnu uhyggeligere
end nedturen, fordi vi følte, at vi på en måde snyltede på Tyskernes dårlige økonomi. En Iste klasses billet
fra München til Warnemünde kostede således for os alle tre ca. 15 kr. i alt = 9 millioner Rm. Uhyggen i
Berlin forekom os særlig iøjnefaldende, de lurvede dragter, køerne af folk foran levnedsmiddelbutikkerne,
husenes afskallede mure, alt var uhyggeligt at se på. Man åndede lettet op, da man nåede færgen i
Warnemünde.
I året 1924 malede jeg i maj for sidste gang på Broholm et lille billede af indkørslen, som jeg kaldte:
”Det røde Broholm”. Sommeren tilbragte jeg i Herlufmagle præstegård, hvor jeg bl.a. malede det billede,
som nu hænger i Tønder museum. I september døde Hannibal Sehested og i november min gamle
svigerfader i Charlottenlund.
I foråret 1925 malede jeg det billede af lektor Alfred Glahn, som nu tilhører Sorø akademis
bibliotek. Sommeren tilbragte jeg dels i Resenbro kro ved Gudenåen, dels i Egernsund ved Flensborg fjord.
Fra begge steder stammer en del billeder. Jeg anså den gang tiden i Egernsund for den bedste ferie jeg
havde holdt. Før jeg kom dertil havde jeg besøgt familien Harald Giersing i Svanninge ved Faaborg, og vi

gjorde forskellige ture sammen, Leo Swane var der også. Næste år boede vi atter i Egernsund, men den
gang var opholdet ikke nær så fornøjeligt, fordi der var bleven overfyldt af Soranere. Og vi rejste så til
Schweiz i nogen tid, sammen med min søn, der det år var bleven student med udmærkelse. Vi havde en
meget fornøjelig tid dernede med fodture gennem landet og i bjergene. Det år 1926 udgav min kone sin
første digtsamling ”Stilheden" hos Levin & Munksgaard. Vi førte i de år et ret selskabeligt liv og modtog
mange som gæster i vort hjem. I 1927 malede jeg et af mine bedste portrætter, det af lektor Holten
Bechtolsheim, som hænger i Sorø akademis bibIiothek. Sommeren tilbragte vi ved Laven lige over for
Himmelbjerget. Der var en lang spadseretur til Silkeborg bad, men vi gjorde den ofte, da Arne Faber den
gang var overlæge på badet. Han var meget musikinteresseret, og der blev holdt adskillige koncerter af
tilrejsende kunstnere, Peder Møller, Louis Jensen o.a. Arne Faber var gift med en datter af maleren,
professor Viggo Johansen, der besøgte os i vort sommerhjem ved Julsø.
Næste år havde vi slået os ned i Båstad ved Hallandsåsen, men da vi ikke befandt os vel der, idet
lejligheden var lejet ubeset, tog vi op til Alvastra ved Vetteren. Her fik vi efterhånden nogle svenske venner.
Dette efterår døde min moder i Vejle ved et ulykkestilfælde. Det næste år opholdt vi os ved Vejlefjord, og
1930 måtte jeg på grund af min helbredstilstand – bronchitis – i juni og halvdelen af juli opholde mig på
Silkeborg bad som patient. Derefter rejste vi på rekreation til Genêve og Haute Savoie. Året blev i øvrigt
mindeværdigt for mig, fordi vi flyttede ind fra Frederiksberg, hvor vi havde boet i 15 år til selve Sorø by, idet
vi opterede den bolig i Søgade 7, hvor vi endnu bor, og som var blevet ledig i 1929. Det er en af akademiets
såkaldte lærerboliger, fra gaden til trods for sin længde ret uanseelig, men indvendig meget smuk og med
et alt for stort antal værelser.

Kapitel 6 Hjemmet i Søgade. Datteren Isas skolegang på Sorø Akademis Skole. Bruddet med rektorfamilien.
Isas studier og udlandsrejser, Isas død i Athen i 1939. Tildelingen af den Eckersbergske medalje. Skolens
350årige stiftelsesfest i 1936. Udstillingen ”Soransk kunst 1586 – 1936”. Somrene på Refsnæs. Danmarks
besættelse. Doron og Kamma Neuhaus’ hjemkomst fra Shanghai via Aden, Ægypten og Italien. Depression
og indlæggelse på Rigshospitalet. Rektor West og hans modvilje mod oprettelsen af et kunstmuseum i Sorø.
Museet i Priorgade. 70‐årsdagen. Tak til Louise Neuhaus.
Side 25
Af økonomiske grunde havde vi den gang akademister boende hos os, og da vores datter endnu var
hjemme, og min svigermoder som enke boede hos os, blev der god brug for de mange værelser. Vi glæder
os endnu den dag i dag over sydfacaden, hvor den skønne have ligger, den er blot ikke noget økonomisk
gode. I disse år – slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne – malede jeg ofte i Randers, hvor
kunstsamleren, Dr. Anders Randrup skaffede mig nogle portrætbestillinger, og hvor jeg i øvrigt efterhånden
solgte en del landskaber. Da hans hjem var rigt og hans omgangskreds stor, var disse Randersophold en
behagelig afveksling i min mere enkle tilværelse. Jeg husker ham endnu siddende med et af mine billeder
på sine knæ og betragte det indgående og forelsket. Jeg boede altid hos ham, når jeg var i Randers, han var
i mine øjne en meget fin og nobel mand, men han døde desværre midt i trediverne. I øvrigt tilbragte jeg
sommeren 31 dels ved Bakkebølle strand, hvor jeg malede et portræt af universitetslektor,
overretssagfører O.K. Magnussen, dels i Tyskland og i Paris, hvortil min kone og mine børn var rejst, og hvor
de blev vel modtagen af maleren Helge Refn. Mens jeg var i Randers blev min datter, Isa, student fra Sorø
akademi, og d. 29 maj var min søn, Doron bleven juridisk kandidat.
Isa havde ikke haft nogen let gang gennem Sorø akademis tre gymnasieklasser. Hun var i
modsætning til de 8 andre pigebørn fra Sorø, der nød det privilegium at kunne blive student fra akademiet,
meget charmerende, velbegavet og livlig. Den gang var det almindelig skik, at drengene i gymnasiet så ned
på de få piger, der gik der. Men med Isa gik det helt anderledes, de kappedes om hendes gunst, og hun var
sikkert heller ikke fri for at flirte lidt med dem. Dette var flere at hendes lærere og særlig rektor Raaschou‐
Nielsen en torn i øjet. Han kunne ikke tåle den frie omgangstone mellem hende og kammeraterne og lagde
hende stærkt til last at drengene blev indtaget i hende. Derfor blev hans behandling af hende meget
uretfærdig og hårdhændet, han forstod slet ikke hendes impulsive og ganske uimponerede færden mellem
lærere og drenge. Han gjorde hende ved flere lejligheder den blodigste uret, og han har sikkert følt sig
lettet over, at hun i 1931 forlod skolen, for øvrigt med et udmærket resultat. Hun ville på et vist tidspunkt
have været ud af skolen, fordi han drev disse chikanerier så vidt, at hun fandt forholdene utålelige. Men vi
fik hende overtalt til at fortsætte. Overfor Isa viste han aldrig den ligevægt, som ellers prægede hans

færden, og det er klart, at dette måtte virke tilbage på hendes forældre, så vi i flere år afbrød omgangen
med rektorfamilien. Han havde i de mange år, han var rektor for Sorø Skole aldrig haft nogen sorg i sin
nærmeste familiekreds, hans børn var, som de skulle være, og jeg har en sikker tro på, at det onde sindelag,
som ellers ikke var hans, egentlig kom fra hans kone, der følte sig som en dronning i rektorgården. Jeg har,
skønt jeg siden efter havde så meget at gøre med ham, aldrig kunnet tilgive ham helt, at han forbitrede Isa
og os andre livet, og selv efter hans afskedstale, hvor
han bad om tilgivelse, hvis der var nogen, han havde gjort uret, sidder der dog stedse i mit hjerte, trods al
den venlighed, han viste os efter hendes død, et vist nag mod ham og hans kone, som først vil udslukkes
med min død.
14 dage efter sin examen rejste Isa til Paris, hvor hun havde fået en au pair‐plads, men da hun
allerede havde tegnet og malet ganske talentfuldt herhjemme, endte det med, at hun gik ind på et atelier
dernede for at uddanne sig til kunstner. Da hun i sommeren 32 kom hjem, tog hun imidlertid Filosofikum
med ug hos professor Kuhr i løbet af 3 ugers tid. Den sommer tilbragte vi atter i Sverige nord for Omberget
i Borghamn ved Vetteren. Isa var med os. Vi traf atter her vore svenske venner fra 28, rektor Liljeblad og
hans hustru fra Linkøping katedralskole; han var en meget betydelig mand, og han satte megen pris på Isa.
Vort venskab varede så længe, han levede, desværre døde han efter få års forløb. Det var vor hensigt, at
min datter nu skulle studere fransk ved universitetet, og vi søgte derfor plads til hende på den nyoprettede
kvinderegens, idet der var et værelse, der var forbeholdt en kvindelig student fra Sorø, og Isa var aldeles
selvskreven dertil, men atter spændte Råschou‐Nielsen ben for hende, idet han ikke ville udstede den
fornødne anbefalingsattest for hende, som han sagde på grund af hendes forhold på skolen. Alligevel kom
hun ind på kvinderegensen om end i et andet værelse, men hun blev der kun et års tid, da hendes
uudslukkelige trang til at male og tegne drev hende til Paris igen. Først havde hun dog opnået at komme ind
på kunstakademiet her, men hun fandt, at arbejdet ikke blev drevet intensivt nok, og at undervisningen var
bedre i Paris, hvor hun arbejdede hos André l’Hote. Hun var rejst fra os 4 maj 1934 men vendte uventet
hjem i november samme år, hun kunne ikke glemme sit
Side 26
sit hjem og sine forældre. Hun elskede ikke Sorø men opholdt sig mest i København, hun var hos os i julen,
og vi så hende hyppigt i København, men allerede 23 februar forlod hun os atter, for over Esbjerg –
Antwerpen at begive sig til Bruxelles og derfra videre til Paris. Da vi den sommer vendte hjem fra Jylland,
mødte vi i Korsør en af min svoger, dommer Bechmanns døtre, der netop kom fra Paris og havde villet
besøge Isa der, men havde fået at vide, at hun netop var rejst til Athen. Vi fik mange breve fra hende fra
denne by, hvor hun malede, ligesom hun besøgte Mykenos, Scuros og Delfi, hvorfra hun malede meget

smukke akvareller, som hun sendte herhjem, da hun i foråret 36 rejste til U.S.A. Hun havde mange gode
venner i Athen og befandt sig åbenbart godt i dette land, ligesom hun havde mange portrætbestillinger.
Hendes stadige brændende udlængsel førte dog med sig, at hun ikke kunne slå sig til ro noget sted.
Allerede under begyndelsen af sit Københavnsophold havde hun truffet en spansk argentinsk diplomat,
fransk opdraget, af fornem familie, Hector Diaz Leguizamon, som den gang var legationssekretær i
København men nu var legationsråd i Washington, og de havde lige fra begyndelsen forelsket sig stærkt i
hinanden, og hun havde også haft ham med til sit hjem her i Sorø. Dette har jo nok været medvirkende til
hendes rejse til U.S.A. De mødtes naturligvis også i Washington og New York, men han døde pludselig af et
hjerteslag, mens hun var i New York for at forberede den udstilling, som hun skulle holde der. Hun ventede
netop, at han skulle komme til New York den dag, han døde og var i lang tid utrøstelig. På en vis måde tror
jeg, at hun ellers havde en vis succes som malerinde derovre, hvad vi også har set af blade hun sendte
hjem. De smukke akvareller, som var i vor besiddelse, lod hun sende til U.S.A., og de er ligesom næsten alt,
hvad hun har skabt, forsvundet i det kaos, som krigen skabte. Hun blev i U.S.A. i over to år, før hun vendte
tilbage til Frankrig. Vi mødte hende på Frankfurter Hauptbahnhof en oktoberdag i 1938, da vi i min bil var
på vej til Schweiz. Hun fulgte med os på denne tur over Zürich og Bodensee til Nürnberg, hvorfra hun tog til
Paris. Julen tilbragte hun dog hos os her i Sorø. Den sidste gang vi så hende, var i sommeren 39, da hun
pludselig ringede fra Hobro til Lærkenfeldt i Himmerland, hvor vi den sommer boede. Hun troede absolut
ikke på krigen, der nærmede sig. Vi havde megen glæde af dette hendes sidste besøg. Jeg kørte hende til
Randers, da hun skulle rejse, jeg husker, at hun kastede sig grædende om min hals, da Nordpilen brusede
ind på stationen, det var som et varsel om, at det var sidste gang, jeg så hende. Hun rejste til Genêve for
at se Pradomuseets billeder, som den gang under den spanske borgerkrig var udstillet der, derfra til
Venezia., hvor hun ventede på visum til sit elskede Grækenland. Hendes ophold i Grækenland blev for
stedse, for hun ligger begravet på den protestantiske kirkegård dernede. Hun var på dette tidspunkt efter
sine venners sigende meget deprimeret. Hun døde i Athen natten til d. 25 november 1939, formentlig har
hun følt, at krigen lukkede hendes verden for hende. Min kone har i 1945 rejst et minde for hende i den
bog, hun udgav på Munksgaards forlag, og som hedder ”Isa Neuhaus. Derudefra. Breve og billeder”.
Allerede i 1943 havde min kone udgivet en digtsamling på samme forlag, betitlet ”En flygtnings spor”, og
den er også helliget mindet om hende. For os kom naturligvis underretningen om hendes pludselige død
som et slag, vi aldrig overvinder, og en valfart til hendes grav har i disse urolige år været uigennemførlig for
os. Jeg vil slutte med at sige, hvad hendes gamle mormoder sagde om hende: "Isa er en tapper sjæl”, for
det var hun.
I 1933 fik jeg den Eckersbergske medalje, og i 1934 havde jeg en stor retrospektiv udstilling i
Kunstforeningen, som Sigurd Swane og Axel Bentzen hængte op for mig. I 1933 opholdt vi os dels på Strib

adehotel og dels på øen Tunø, begge steder malede jeg. På Tunø traf vi Axel Bentzen, som vi kendte forud.
I 1934 var vi først ved Vita Mølle i Østskåne nord for Cimbrishamn, og senere på sommeren malede jeg på
Ærø. Fra dette ophold stammer mit andet billede på museet i Tønder. Næste år boede vi ved herregården
Damgård ved Lillebælt, og her malede jeg bl.a. det billede, som hænger i Aarhus museum ”Markvej med
figur". Denne sommer ved Lillebælt forekommer mig uforglemmelig skøn.
I 1936 holdt Sorø akademi sin 350årige stiftelsesfest d. 31 marts. Den skulle gøres meget festlig,
hvorfor kongeparret og kronprinsparret var til stede. I sin tale ved højtideligheden i akademiets festsal
nævnte professor Vilhelm Andersen kunstlærerne – d.v.s. tegnelæreren og musiklæreren – som "fjerene i
skolens hat”. Der var naturlig‐
Side 28
vis en kort kur, som de kongelige gav i grønne sal, hvorefter kongen og dronningen tog bort. I forbindelse
med festlighederne var der imidlertid arrangeret en udstilling af ”Soransk kunst 1586 – 1936”, for hvilken
kronprinsen var protektor, og derfor sammen med kronprinsessen åbnede efter kongeparrets bortkørsel.
Denne udstilling, som afholdtes fra 28 maj til 18 juni havde til huse i skolens gymnastiksal og sløjdlokalerne,
der er sammenbyggede nord for Store plads, og var af arkitekt Tyge Hvass eller rettere efter hans tegning
snildt ombyggede til en række tiltalende udstillingsrum. Udenfor vajede under hele perioden en lang
række Dannebrogsflag. Udstillerne var udelukkende gamle elever fra skolen og de, der i århundredernes løb
havde virket som tegnelærere ved skolen. Udstillingen blev ophængt af direktør i Ny Carlsbergfondet V.
Thorlacius‐Ussing og mig. Det Var et stort arbejde, da udstillingen rummede op mod 300 værker af malere,
billedhuggere og arkitekter. Men det vakte en vis opsigt, at der fra en skole kunne præsteres så mange
delvis udmærkede kunstværker. Da udstillingen sluttede, skyndte vi os bort fra Sorø til det hus, vi havde
lejet på skrænterne syd for Ulstrup på Refsnæs. Det lå aldeles henrivende lige ved Kalundborg fjord. Her
blev vi boende i alt tre år, det sidste år, vi var der, var i 1938. Her malede jeg en stor del billeder bl.a. det,
som tilhører Statens museum for kunst, og som hedder ”Kongstrup klinter på Refsnæs". Men allerede langt
tidligere i 1919 og 20 havde vi boet i selve Ulstrup, hvor jeg havde malet et billede ”Ulstrup mølle, juli”, der
blev købt til Ribe stiftsmuseum.
1939 opholdt vi os, som før er nævnt på herregården Lærkenfeldt i Himmerland, hvor jeg malede
borggården, der senere blev købt af Vejle museum, der også ejer mit ungdomsbillede af Harald Kidde fra
1902.
1940 blev et uhyggeligt år for os, som vel for de fleste Danske på grund af besættelsen og det tyske
voldsregimente. Men for min kone og mig kom yderligere hertil sorgen over min datters død og frygten for,
hvor min søn og svigerdatter var, idet de siden 9 april var helt forsvundne for os. Det viste sig siden, at de

på hjemrejse fra Shanghaj, hvor min søn havde været attaché i Store Nord, med et Ø.K.‐skib, der blev
opbragt af engelske krydsere i det indiske ocean, måtte gøre et længere ophold først i Aden, hvor skibets
ladning konfiskeredes ved krigsretsdom og siden i Ægypten, hvorfra vi sidst i maj fik telegram fra dem. Da
de endelig kunne komme videre til Italien, var vi også længe uden underretning fra dem. Men endelig Iste
juli nåede de hjem, dog med tabet af deres ejendele, som senere blev bombede i Suez. Det er klart, at jeg
under sådanne forhold tabte lysten til at male.
Næste år 1941 var jeg endnu ikke kommen mig, og da jeg led af en stærk depression, lå jeg en
måned på rigshospitalet i sommertiden. Fra dette år stammer dog mit billede fra rektorhaven i Sorø, malet i
september, som undervisningsministeriet købte. Trods alt fortsatte også om vinteren depressionen, de
strenge frostvintre, som vi havde i disse år skulle ikke gøre situationen bedre, ej heller det stadige syn
af Tyskerne i vore gader. Endelig i 1942 lettede det lidt, og jeg malede i Saxkøbing et billede: ”Forårsdag i
haven", som undervisningsministeriet købte, og da vi tog ophold oppe i Odsherred malede jeg der bl. andre
billeder: "Ved Sejrøbugten. Optrækkende uvejr", som blev købt af Ny Carlsbergfondet og nu hænger i
Maribo Stiftsmuseum.
Også de næste to somre tilbragte jeg i Odsherred ved Kaarup skov, hvor jeg malede en del billeder.
I 43 opholdt jeg mig desuden i Bisserup i juli august for at male.
Jeg har glemt at fortælle, at jeg i december 42 fik det fornemme Anckerske legat, som er et
rejselegat, men under de herskende politiske forhold her i landet og udenfor kunne det ikke anvendes som
sådant. Jeg har også glemt at fortæl1e, at mens jeg lå på rigshospitalet i 41 fratrådte rektor Raaschou‐
Nielsen som leder at Sorø skole og blev erstattet af rektor West fra Sønderborg statsskole. I de to år,
som denne ledede Sorø akademis skole, lykkedes det ham ikke at rette skolen op, tværtimod er jeg
overbevist om, at hvis han havde levet længere end til september 43, havde han kørt den helt i sænk. Jeg,
der havde været hans ven fra jeg traf ham i Sorø som ung lærer, måtte desværre gøre den erfaring, at han i
mellemtiden var bleven en helt anden, og som en af hans kolleger ved de sønderjyske statsskoler udtalte:
"det er synd for Sorø, at West skal være der, for han er sjælelig defekt". Alligevel er jeg sikker på, at han var
den bedst begavede af de tre rektorer, jeg har arbejdet under, og der stod jo fra gamle dage en vis nimbus
om hans navn. Hans bedste tid har nok været som rektor i Tønder, han var jo meget nationalt indstillet. Jeg
husker, at jeg ikke troede på de rygter, der gik
Side 28
om hans vanskelighed ved at arbejde sammen med sine lærere i Sønderborg og andre ting. Straks han kom
her, var han yderst charmerende, men efterhånden som tiden gik, fik jeg og andre jo nok øje for et vist
magtmisbrug. Disciplinen på skolen blev efterhånden slettere og slettere, og det var ingenlunde frit for, at

han ville blande sig i de enkelte læreres personlige forhold. Han nærede et glødende had til rektor
Raaschou‐Nielsen, og andet punkt, hvor han stødte personlig sammen med mig var i forholdet til
oprettelsen af et kunstmuseum, knyttet til Sorø akademis skole.
Siden den succes, som udstillingen i 36 faktisk havde haft, var tanken om oprettelsen at et sådant
museum stadig levende hos nogle af de mænd, der havde haft med udstillingen at gøre – jeg nævner
dommer Knox, Thorlacius‐Ussing o.m.a. Det forekom os nemlig naturligt, her på stedet at få oprettet et
kunstmuseum for Sorø by og amt, således beliggende, at det kunne have betydning særlig for eleverne på
Sorø skole. Det var jo også klart, at hvis man kunne skaffe for de beskedne midler, man rådede over, en
slags oversigt over ældre dansk kunst, og man ved Ny Carlsbergfondets hjælp årlig fik to moderne billeder,
kunne der ret hurtigt etableres et museum, det eneste i sin art på Sjælland udenfor København. Da man
ikke kunne bygge lige straks, lejedes der lokaler i Priorgade, lige overfor akademiparken, hvor museet
endnu har til huse, og det lykkedes ved undervisningsministeriets hjælp at opnå kgl. konfirmation på dette
ny museum i foråret 43. Rektor West var rasende herover, kun ved tryk fra ministeriets side overlod han
festsalen på akademiet til festligheden i anledning af museets indvielse, og selv udeblev han fra al
deltagelse i indvielsen, skønt han dog som rektor var født medlem af bestyrelsen. Det har nok ikke gjort
sagen bedre, at rektor Raaschou‐Nielsen blev museumsbestyrelsens første formand, da dommer Knox på
dette tidspunkt var død. Rektor West døde pludselig af et hjerteonde i september 43, og museet har siden
trivedes i al beskedenhed men vil jo først få sin fulde betydning, når der kan bygges på den anden side af
gaden i selve parken, hvortil der allerede foreligger tegning fra arkitekt Vilhelm Lauritzens hånd. Da rektor
Raaschou‐Nielsen døde ved påsketid 48, blev jeg på amtmand Topsøes forslag enstemmigt valgt til
formand.
I 1945 lettedes endelig d. 4 maj det tyske tryk fra vore skuldre, den aften vil stedse være mig
uforglemmelig, fordi en masse elever fra skolen ti minutter efter radioudsendelsen fyldte mine stuer og
jublende råbte hurra for mig. Jeg vendte dog hurtigt stemningen om ved en tale for Danmark og sendte
dem så bort med de cigaretter, jeg ejede, ud på gaderne, hvor jubelen jo også var stor. Jeg husker, at da vi
d. 8 tog til København med aftentoget, så vi foran Ringsted tyske soldater sjoske ad landevejen mod Korsør
i majaftenens grønne lys. Nogle af dem havde kastet deres tunge oppakning. I København var alt oplyst,
min søn og svigerdatter havde også rækker af stearinlys i deres vinduer på Kastelsvej. Den sommer malede
jeg det billede af amtmand Vilhelm Topsøe, som tilhører Sorø amt og hænger på Sorø rådhus. I oktober var
jeg første gang på Skagen og malede også der et billede.
I 1946 tilbragte jeg juni måned i Overlade i Himmerland, og fra sommerferien til efterårsferien
boede vi i et yndigt hus i Kaarup skov ved Sejrøbugten, idet jeg havde fået orlov fra skolen i den tid. l selve
sommerferien gjorde vi pr. bil en interessant tur op gennem Sverige og nord om søerne hjem igen. I

Hästholmen ved Vetteren syd for Omberget malede jeg et billede, som blev købt, før det var tørt. Vi var der
nogle dage, men vores egentlige mål var naturligvis Stockholm, hvor vi forud havde været nogle gange og
havde gode venner. Dette år 1946 var for mig et frugtbart maleår.
I det næste år blev jeg opereret på Bispebjerg hospital af professor Abrahamsen for en lidelse, jeg
havde båret på i mange år, og jeg skylder vist denne mands beslutsomhed og dygtighed mit liv. Jeg var på
Bispebjerg i to måneder. Det var i dette år, at der var misvækst overalt, men tørken og det stærke solskin
dag efter dag var vel nok medvirkende til, at min rekonvalescens her i min have forløb så godt. Sommeren
tilbragte jeg på Fuur med at male, men Fuur var ikke længer landskabelig set det, den var før krigen, da jeg
havde været derovre en enkelt dag for at se på motiver. Bevoksningen særlig på nordkysten at øen var
hugget ned, villaer opført på de smukkeste steder af øen, det var nu svært at finde de samme motiver som
før, men jeg blev der dog en god måneds tid og malede så godt jeg kunne.
Det næste år 1948 var også et godt arbejdsår for mig; jeg tilbragte sommeren i Ribe hos min ven,
rektor Johannes Jørgensen. Af de billeder, jeg malede der, havde jeg den glæde på forårsudstillingen næste
Side 29
år at sælge de 4 af de 5 billeder, jeg der udstillede, alle fra Ribe. Således til Kunstforeningen: ”Bro over Ribe
å, august", til Ny Carlsbergfondet: "Marsklandskab vest for Ribe, juli”, og til undervisningsministeriet: ”Ved
Ribe å, juli”.
Det næste år 49 tilbragte jeg atter i Ribe hos rektor Jørgensen og hans elskværdige hustru, men
denne sommer blev ikke så vellykket for mig som den foregående, idet jeg kort efter min ankomst blev
angrebet af helvedesild, en meget pinagtig og ubehagelig sygdom, som først i september var overstået i det
ydre, men som jeg endnu den dag i dag har mindelser af. Dog fik jeg malet nogle billeder derovre men
måtte bryde op og rejse hjem. I september foretog jeg sammen med min kone en længere biltur gennem
Holland, Belgien til egnene omkring Loire og hjem over Paris. Men i begyndelsen af turen var jeg stadig lidt
uklar som følge af den endnu ikke helt overståede helvedesild. Bilen var imidlertid min søns, og han kørte
den. På den sidste del af turen malede jeg i Vezelay nogle billeder.
Efter min hjemkomst havde jeg 14 dage i ro og var atter begyndt at male, da jeg pludselig midt i
oktober blev heftigt syg af en sygdom, som lægerne først ikke kunne finde ud af, men som viste sig at være
en ondartet lungebetændelse. Resten af året 49 måtte jeg tilbringe i sengen, svævende mellem liv og død.
Dette er også grunden til, at det har trukket så længe ud med min levnedsbeskrivelse.
Årene fra 43, til jeg d. 31 juli 49 efter ansøgning, fik min afsked fra Sorø skole, har skolemæssigt
været gode år for mig. Skolens nye rektor P.H.Bohn, der fra gammel tid var min ven, har i de 7 år vist mig

venlighed og imødekommenhed på alle måder. Jeg har hver vinter holdt en række foredrag, dels over
fransk og dels over dansk kunst for gymnasieklasserne og realisterne. Det må dog bemærkes, at denne frie
undervisningsform var bleven indført allerede under rektor West. Rektor Raaschou‐Nielsen forsøgte det
aldrig, hans interesse for kunst blev først vakt, da hans yngste søn blev maler. D.8 marts 1949 fejrede vi min
70årige fødselsdag med en stor fest her i hjemmet, hvor direktør Thorlacius‐Ussing, museumsdirektør Leo
Swane, amtmand Topsøe, malerne Helge Refn og Haagen‐Müller og mange andre var til stede. Det gjorde
mig kun ondt, at jeg ikke den gang kunne indbyde min gamle ven, Sigurd Swane, fordi der var et schisma
imellem os, da han havde haft Valdemar Rørdam boende hos sig på sin gård i Odsherred. Men festen forløb
meget smukt.
Når jeg her ret udførligt har fortalt om mit liv og dets hændelser er det også, fordi jeg kunne ønske
over for mig selv og min familie at give en skildring af mit levnedsløb. Det må være klart, at en sådan
skildring ikke kan være helt objektiv, og at jeg kan have gjort en eller anden af de heri nævnte mennesker
nogen uret.
En eneste vil jeg takke for aldrig svigtende opofrende kærlighed i den lange tid, vi har levet
sammen, nemlig min hustru, Louise Neuhaus f. Bechmann. Det synes mig, at uden hende havde livet ikke
været meget værd for mig. Hun har stået mig bi ved mangen en lejlighed, og hendes oprindelse fra en
gammel præsteslægt har måske gjort, at hun er åndeligt langt stærkere end jeg. Hun har trods sin
optagethed i hjemmet fundet tid til litterær virksomhed, således som det allerede et par gange er anført og
har også i den sidste halve år snes år efter min datters død udgivet nogle digtsamlinger samt nogle noveller:
"Det forsvundne ansigt" på Munksgaards forlag.
Vi ønsker begge kun et: at kunne dø sammen.
Skulle forsynet unde mig nogle år endnu, hvori jeg er åndsfrisk og i stand til at arbejde med min
kunst, vil jeg tage imod det som en gave.
Sorø 12 marts 1950
[signeret] Siegfred Neuhaus