Axel Wests dimissionstale, 1943 - Soranerarkivet

Prøv ogsaa at naa det rette Sind overfor den Livsbane,
I slaar ind paa, selv vælger eller !lf Omstændighederne føres
ind i. Det bringer Arbejdsglæde.
En Realist, som fra denne Skole træder ind i en Forretning,
en Institution. hvor han indordner sig under sin Principal
eller under Institutionens Arbejdsplan og Tradition, han vil
blive glad og tilfreds. Han kører paa sin Cykle rundt til
Kunderne, eller staar bag Disk eller·Skranke og ekspederer,
friskt optaget af sit Arbejde, han ser Flid og Nøjagtighed paa·
skønnet, føler sig som Led i- en levende Organisme, vokser
i Selvtillid og forbereder den Dag, da. han fra Menig bliver
Befalingsmand og maaske Chef.
Eller tag en Student, der virkelig er grebet af sit Fag og
af det Kammeratliv med Studie- og Meningsfæller, som Uni-·
versiteterne aabner Adgang til: han virker smittende ved sin
Optagenhed. kommer han ned og indleder i »Baldur«. Hokkes
de unge Soranere om ham, og en skønne Dag ser vi hans
gode, planmæssige Arbejde munde ud i en Eksamen, en
Livsstilling, hvor han fylder en Plads og bygger sig Hjem. '\
Fælles for Studenter og Realister er dette. at ingen af dem
kommer sovende til noget som helst aUraaværdigt her i
Livet.
En engelsk Statsmand, der til Familiens Sorg ikke fik
Studenterhuen paa Hovedet, men senere 'ved ihærdigt Arbejde
indhentede det forsømte og naaede videre end de fleste
af sine akademiske Samtidige, 'formede som moden Mand
følgende sande Ord: »Naar alt er hørt, skal og maa ethvert
Menneskeliv nagles enten til Tankens eller Handlingens Ktfrs.
Uden Slid er der ingeh Glæde ved Legen«.
l Foraaret kom jeg paa en Rejse op til Kattegat ind paa
en nordsjællandsk Landsbykirkegaard - den laa højt med
vid Udsigt, og da der var lang Ventetid. før jeg kunde komme
videre, yandrede jeg ogsaa lidt rundt paa selve Kirkegaardenj
pludselig standsede jeg foran en Grav med en mørk

Natursten; den Afdøde var mig velbekendt: som jydsk Bondesøn
kom han til København, tog Udmærkelse til sin Embedseksamen
"Og vandt som ung Mand en professorpost i sit
Fag, men blev erter faa Aars Virksomhed revet bort af Sygdom.
De Efterladte havde sat følgende korte Gravskrift over
ham: Uden Kamp ingen Sejr. Det er den samme Tanke, som
Englænderen udtrykte. Det er paa een Gang en kendt Ting,
en ret seh'folgelig Ting, men a!ligevel et Vilkaar, som vi letsindige
og ufuldkomne Menneske.· iI'ods alt trænger Iii at
mindes om. Jeg vover del'for, som jeg for sagde, ogsaa Gentagelsen
i Dag.
Gid Tankens eller Handlingens Kors maa bli,'e Jer bcskaaret,
og gid I alle maa tilegne Jer den Sandhed, at Ilden Kamp
gh'es der ingen Sejr. Har nogen af Jer endnu ikke smagt
Sliddet, eller har I smøget det af Jer, saa kan I - om I vil ­
som den Englænder, jeg har citerel, indhente del forsømte;
men jo længere I venter derl\led, desto sværere bliver det,
og en skønne Dag er det umuligt, og saa har 1 svigtel Jeres
Kald. - Til Jer, der vcd, hvad Slid er, vil jeg sige: vvil faa
rigelig Belonning; den Intensitel, I har faaet frem i Jeres
Arbejde, vil aabne mange Genveje (ar Jer og skole Jeres
Hjerne lil stigende Ydeevne, om I trofast fortsættel"
- - FOl'lab Jer aldrig i Spredthedens Kryds og Iværs,
som ikke mindst mange velbegavede og hikke unge Mennesker
kan fare vild i; men tag poa Jer Tankens eller Handlingens
Kors, vælg Kampen for at lIaa Sejren, Med en saadan
Indstilling "il I ogsaa naa det rette Sind o,-erfor Danmark
og bli\'e værdige Medlemmer af det dansJ..e Folk, som vi alle
tilhører, og som med Forventning og Interesse ser hen til
h,-ert Kuld af Ungdom, som forlader Skolerne efter endt
Eksamen.
- Det ,Folk, om hvilket en af vore kendte Digtere nylig
har sagt:
»MiI er det Folk, somOtrofast vendte Ploven.
Som kloved hjemlig So og fjerne Have,
og som - slilfærdigl- tog af Skæbnens Haand
det/UlIge Tab og Sejrens rige Gave.
Mit er de/ Folk, som ofte nok blev prøvet,
men modle Modstand med sin s/olle Lære:
Et Land kan leve bog et skaaret Skjold,
men aldrig knejse med en plettet Ære.•
Tjen dette Jerl Folk, mere indadvendt end udad\'endt i
disse Tider, men derfor ikke mindre maa/bevidst.
A. J. \Vest.
•