ACADEMIA SORANA - Soranerarkivet

ACADEMIASORANA
NONSCHOLAESEDVITAE

Forsiden: Linoleumstryk af Preben Bredahl Petersen (Breds) (S56)
SIC, 10. årgang, nr. 1. 15. oktober 1955.
Årsagen var den nye belysning (cylindriske hvide glaskupler) i festsalen,
som kun rektor Højby var glad for. De kedelige kroner blev erstattet med
de nuværende prismekroner i 1973.

Forord
Ideen med indsamling af disse glimt fra skoletiden skyldes især den tan‐
ke, at vi var en af de sidste årgange af ”den gamle skole”. At gavne og
fornøje hinanden og nutidens soranere med vore erindringer måtte da
være det mindste, vi kunne gøre, som tak for gode (som onde) år på Aca‐
demia Sorana.
Der er nogen vold i fortællingerne, hvilket dels skyldes, at tiden dengang
var mere autoritær, ja streng, og dels at man nok har tendens til at huske
en ordentlig omgang klø. Det er imidlertid forkert at tro, at vi fik øretæ‐
ver hver dag – det forekom faktisk sjældent.
Teksterne er redigeret og beskåret af Breds og Bjørn.
2

Lærerne på Sorø Akademi, fotograferet skoleåret 1944–45
Række 1 fra venstre: Jens Damgaard Sørensen, Rolf Raft, Poul Frederik
Helms, Siegfred Neuhaus, Poul Hugo Bohn, Magnus Juul-Mortensen, Christian
Hjort, Vilhelm Gorm-Hansen.
Række 2: Axel Blem, Jon Galster, Poul Frode Truelsen, Erling Pihlkjær, Aage
Jensen, Erik Hjarnø Petersen, Jacob Molde, Theodor Lind, Marcus Pedersen.
Række 3: Ejvind Nordahl Svendsen, Ole Gad, Johannes Jørgensen, Henrik
Haarløv, Luja Balslev, Svend Ranvig, Sigurd Stevns Hansen, Ove Christensen.
På billedet mangler Søren Thomsen (ansat 1910!) og Henrik Schiøtz.
Billedmaterialet fra den tid er begrænset, og fotografiet er det eneste eksisterende,
som viser de fleste af vore lærere, da vores årgang begyndte på Sorø
Akademis Skole i 1949.
Følgende af vore lærere blev ansat efter skoleåret 1944–45: Jan Nielsen (ansat
1945), Kai Steffen Rasmussen (ansat 1946), Knud Raaschou-Nielsen (ansat
1949), Elkana Grønne (ansat 1953) og Ludvig Mohr (ansat 1953).
3

1. mellem. Vænget 1949
Række 1 fra venstre: Finn Waagstein, Leif Kjædegaard, Laust Djarling.
Række 2: Steen Andersen, Aage Peter Jensen, Peter Colding-Jørgensen, Carl
Johan Nielsen, Jan Dyck.
Række 3: Lars Bloch, Torben Brandt, Anders Hauch, Preben Bredahl Petersen,
Jan Mygind Mikkelsen, Peter Bruun.
4

3.mellem b
Række 1 fra venstre: Niels Henriksen, Christen Møller Schmidt Nielsen, Jørgen
Heuckendorff, Erik Olesen, Svend Ranvig, Bjørn Brammer, Leif Kjædegaard,
Carl Johan Nielsen.
Række 2: Eric Boesgart, Torben Brandt, Bent Bryde Nielsen, Preben Bredahl
Petersen, Peter Sihm, Lasse Peitersen, Bertel Bruun.
Række 3: Hans Christian Lindhardt Jacobsen, Viggo Helge Hansen, Jens Bang
Jensen, Peter Colding-Jørgensen, Mogens Skou, Jan Mygind Mikkelsen, Jan
Dyck, Torben Gregersfelt.
5

Dansetime
Torben Brandt
I gymnastiktimen i 4. mellem
skulle Ranvig lære os at danse
lancier, og min ”dame” var Chri‐
sten Møller Schmidt Nielsen –
kan I huske ham? Han var en
herlig gut, der imidlertid måtte
forlade skolen efter 4. mellem, da
det kneb noget med skolekund‐
skaberne.
På et tidspunkt, da vi står ryg
mod ryg, kommanderer Ranvig
stop og begynder at instruere om
en detalje. Jeg kunne ikke dy mig,
men gav Christen et venskabeligt
skub med bagdelen, som han få
sekunder efter returnerede, hvil‐
ket Ranvig desværre observerede.
Han kom farende og stak Chri‐
sten en bragende lussing – når
han endelig slog, så slog han
hårdt!
Et kort øjeblik ville jeg melde
mig og fortælle, at det var min
skyld, men lynhurtigt var han
væk igen, og i de mellemliggende
52 år har den episode hjemsøgt
mig. Hvorfor holdt jeg mig dog
tilbage – det var jo kutyme på
denne opdragelsesanstalt, at man
stod ved sine gerninger, ikke?
Jeg har gjort op med mig selv, at
6
der kan være to forskellige for‐
klaringer: For det første var jeg
måske ganske enkelt bange for
øretæver, men så bange? Den
anden er meget mere sandsynlig:
Jeg ville ikke sætte Svend i forle‐
genhed. Ha, tøsedreng, tænker I
nu. Men han ville virkelig være
kommet i et dilemma, for jeg var
jo patruljefører i hans spejder‐
trop. Vi havde meget at gøre med
hinanden, og det var simpelthen
utænkeligt, at han ville have slået
på mig. Havde han set mit skub
først, havde ingen af os fået en på
hovedet – det nager mig endnu!
Svend Ranvig, Abisko 1954
Tropsfører for skolens spejdertrop,
Asser Riig.

Slaveoprør
Preben Breds
Det må have været i foråret 1952,
at jeg harmfuldt gjorde oprør mod
slaveriet på alumnatet i hoved‐
bygningen. På den tid var det en
gammel tradition, at drengene i 3.
mellem skulle være oppassere for
de store 1. g’ere, som de delte
kammer med. Vi var fem i vores
kammer, nemlig de tre 1. g’ere
Simon, Husted og Thalmay og to
”unger”, Mailand og mig. ”Unge”
var betegnelsen for de tjenstgø‐
rende drenge.
Vi to ”unger” var imidlertid
enedes om, at vi hver skiftevis tog
en uges slavetjeneste i stedet for
begge at skulle stå til tjeneste hele
tiden. Arbejdet bestod mest i at
sørge for vand i karaflen før læse‐
tid, hente rent vasketøj, om nød‐
vendigt pudse sko og løbe ærin‐
der ‐ den slags små opgaver, som
trods alt alligevel var et ugentligt
kors for bevidstheden.
Vandkaraflen
Begivenheden fandt sted i den
obligate læsetid, hvor vi alle sad
om det sorte, runde bord i kam‐
meret uden at måtte sige et eneste
muk. Inspektor listede omkring
ude på gangen og kontrollerede
os gennem dørspionen, så de ord,
der alligevel blev talt, blev hvi‐
sket mellem os. ”Ro, orden og
opførsel!” som lektor Marcus
Pedersen udtrykte det.
Den legesyge Husted sad den
aften og fjollede med den kugle‐
formede vandkaraffel som vælte‐
peterdukke. Han tippede den og
lod den rejse sig, tippede den
igen ‐ indtil det uundgåelige ske‐
te: Den tippede over, og vandet
flød ud på bordet. Uheldigvis var
det Simons bøger, det gik ud
over, selvom han hurtigt fejede
dem på gulvet for at undgå, at de
blev alt for våde.
Der opstod et elektrisk øjeblik:
Situationen krævede et eller an‐
det, måske gengældelse. Simon
krævede vandet tørret op og bø‐
gerne lagt tilbage på bordet med
en bydende gestus til Husted.
Han vendte sig imidlertid over
mod mig, som havde tjeneste den
uge, og hviskede: ”Unge, du gør
det!”
Det var mig for meget. Det hørte
efter min opfattelse ikke ind un‐
der tjenesten at gøre andres be‐
7

vidst udførte skade god igen.
Harmen brændte i brystet, da jeg
hviskede: ”Hvorfor det?”
”Fordi du er unge!”
”Jamen, det dér er din egen skyld,
hvorfor tørrer du så ikke selv
op?”
Husted blev forvirret over min
stædighed og tav, men så kom
Simon ham til undsætning med
en forklaring: ”For ikke at tabe
ansigt!”
”Hvad betyder det?”, fortsatte jeg
i forstillelse og overvejede situa‐
tionen, som nu syntes at spidse
til. Mailand sad og trykkede sig
over sine lektier, så ham kunne
jeg ikke hente støtte hos. Jeg var
alene her, men rokkede mig ikke.
Konfrontationen
Husted rejste sig nu og gik rundt
om bordet bagom Thalmay og
hen til mig. Jeg rejste mig, og vi
stod tyst ansigt til ansigt. Ganske
roligt slog han mig i brystet, og
jeg slog igen. Kampen var i gang.
Husted havde ryggen vendt mod
væggen, og der gjorde han sin
store fejl: For at beskytte hovedet,
bøjede han sig lidt fremover og
nedad med overkroppen, mens
han nu i blinde slog opad på mig.
Jeg rettede mig op og havde der‐
8
med overblikket, mens jeg ban‐
kede mine knytnæver nedefra og
op i hans ansigt. Han blev hurtigt
slået ud og vaklede ydmyget over
til sin plads. Det var forbi.
Nej, det var ikke forbi, for nu
rejste Simon sig og stod overfor
mig. Det var værre, for han var
stærkere end Husted. Simon var
atleten ‐ på cricketholdet en ly‐
sende figur med sit blonde hår
redt op i en vajende fane på ho‐
vedet a la Akilleus. Med sin vip‐
pende blonde manke og hvide
skjorte stod han der i guddomme‐
lig vrede over, at en ”unge” hav‐
de slået en 1. g’er ud. Det var
uhørt. Jeg stivnede urokkelig.
Han indledte kampen, langede
ud og greb fat i mig. Jeg greb og‐
så fat i ham, hvorved striden ud‐
viklede sig til en brydekamp. Vi
havde armene om hinanden og
forsøgte at tvinge den anden i
knæ, men blev snart fastlåst i stil‐
lingen, mens vi lydløst dansede
bagom Mailands stol. Jeg indså
snart, at jeg ikke kunne klare ham
og ville derfor blot gøre ham så
megen skade, jeg kunne. Jeg hav‐
de nemlig fået næseblod, og det
tværede jeg ud på hans kridhvide
skjorte. Alt taget i betragtning en
meget tilfredsstillende aktivitet,

når det altså ikke kunne være
anderledes. Men midt i mine ho‐
veddrejninger fangede mit blik
Thalmay, som nu energisk rejste
sig op. Jeg så på ham, mens han
trak sine tykke læber op over de
store mejselformede tænder og
hviskede med et grin: ”Når du er
færdig med ham, så er det mig!”
Thalmay var Simons modsæt‐
ning, lige så mørk som han var
lys, ligeså massiv som han var
atletisk. Med sit kulsorte, tætte
hår, sin store næse og frygtind‐
gydende tænder var han i dette
øjeblik dæmonien selv.
Stillet overfor denne overmagt
var der ingen fornuft i at fortsæt‐
te. Jeg var træt og gav op på en
studs. Alle satte vi os igen stille
på vore pladser. Var kampen
uafgjort?
Dommen
Nej. Simon afgjorde sagen med
en dom: Jeg skulle i læsepausen
tørre op på gulvet og hente rent
vand i karaflen. Derefter skulle
jeg gå ned i parken og skære en
kæp til min fysiske afstraffelse.
Den lød på tre slag.
Det hele var foregået i dyb stil‐
hed bortset fra en sagte hvisken.
Den besynderligste slåskamp i
mit liv. Jeg og mit oprør var slået
ned af de højerestående væsners
treenighed. Status quo ante blev
genoprettet uden det mindste mén
eller skyggen af nag hos nogen af
parterne.
Jeg har aldrig bebrejdet hverken
dem eller traditionen noget i den
anledning, kun beklaget, at jeg
ikke selv fik fornøjelsen af at have
”unger”.
Da min årgang kom i gymnasiet
var denne slaveinstitution visnet
hen. Ingen af os 1. g’ere havde
”unger” – så vidt jeg husker.
Det kapitel var allerede historie.
Breds i en græsktime i 3. g. k
9

Sløjdtime
Kaj Kristensen
Lærer Thomsen
Vi skulle høvle et lille bræt efter
hans forskrift. Det startede med
”side 1 høvles ganske let, osv. osv”.
Jeg var nok ret skræmt, meget
forsigtig og bange for at begå fejl,
men Carsten (Vagn‐Hansen) ar‐
bejdede og arbejdede, og hans
bræt var en meget tynd sag, da vi
var færdige. Straffen var en barsk
udskældning og latterliggørelse,
og hvis det var venligt ment, så
fattede jeg det ikke ved den lej‐
lighed.
Dansktime i 3. g. m
Kort tid efter i en sløjdtime skete
det to gange, at nogen kom til at
tabe et stemmejern på gulvet. De
blev bagefter stillet op, så bagde‐
lene flugtede, og tildelt et fælles
slag bagi med et bræt. Måske slog
han ikke særlig hårdt, eller han
trak en ubetydelighed på smile‐
båndet. Så det gik op for mig, at
han måske ikke kun var barsk,
men måske endda ok, når man
lærte ham at kende.
Men det fandt jeg aldrig anled‐
ning til at få fastslået.
Fra venstre mod højre: Ivan Knudsen, Helle Regnar Petersen, Søren Dalsgaard,
Finn Waagstein (med bøjet hoved), Mogens Bitsch Jørgensen, Torben
Brask, Viggo Helge Hansen, Steen Andersen, Aage Peter Jensen.
10

Orgel og gespenster
Viggo Helge Hansen
En af mine særinteresser i skole‐
tiden var at spille klaver. Jeg har
aldrig set mig selv som særligt
musikalsk, og alligevel har mu‐
sikken fulgt mig med stadig sti‐
gende intensitet indtil nu.
Jeg begyndte i gymnasiet at ak‐
kompagnere sangere og fik på
den måde et nært forhold til både
Peter og Bjørn, som slet ikke hav‐
de noget med begavelse, konkur‐
rence eller at imponere at gøre. Vi
lavede ʺGluntarneʺ sammen. Mor‐
skaben, begejstringen og fælles‐
skabet i det har utvivlsomt været
bestemmende for, at jeg siden har
dyrket akkompagnement af Lie‐
der som en af mine vigtigste be‐
skæftigelser og har arbejdet med
mange sangere lige siden.
Schiøtz og Sorø Kirkes orgel
I 3.g. fik jeg Henrik Schiøtz som
klaverlærer. Hans undervisning
blev revolutionerende for mit kla‐
verspil. Hans krav om øve‐
disciplin kom på et tidspunkt, da
jeg havde forståelse for nødven‐
digheden af den. Samtidig var
han dybt inspirerende for den
musikalske oplevelse.
Jeg kom til at holde meget af
ham, der tidligere havde skræmt
mig noget med sit hidsige tempe‐
rament. Da jeg havde gået hos
ham i et halvt år, spurgte jeg, om
jeg måtte prøve at spille på orglet
i kirken.
Han sagde, at jeg kunne møde
ham der efter en begravelse. Han
satte mig ind i kirkens elektriske
installationer, hvor man tændte og
slukkede for orgel og lys, og så fik
jeg det hele for mig selv for resten
af dagen. Ja, kirkekonen gik da
dernede og ryddede op, ʺPomo‐
naʺ‐Christensen, som var en slags
kirkeværge, kustode og historiker,
havde også noget at gøre, men så
forsvandt de jo også, og jeg behø‐
vede ikke længere at være genert
over mit hjælpeløse orgelspil.
Jeg kunne prøve pedalsættet og
lade fødderne være fingerspidser,
jeg kunne trække de mærkeligste
registreringer ud og lave lyde, jeg
aldrig havde hørt før, f.eks. det
snerrende ”krumhorn” i rygposi‐
tivet og den skarpere ”cymbel”.
Og når jeg satte ”tutti” ind og
holdt akkorden længe, havde jeg
fornemmelse af, at kirkens søjler
11

kom i sådanne svingninger, at der
kunne være risiko for, at loftet
brasede ned.
Gespensterne
Jeg fortabte mig. Sad efterhånden
på den mørke vinterdag i en bælg‐
ravende mørk kirke, kun med lys
ved orglet. En nærmest voksen 3.
g’er er jo ikke bange eller mørke‐
ræd eller overtroisk. Men så op‐
stod der klagelyde rundt om i
kirken. Varmerørene ‐ vidste jeg
da godt. Skyggerne begyndte at
danse ud til siden. Valdemar At‐
terdag og alle hans begravede
hunde for gennem kirken. Nej,
mine egne ben var det, der bevæ‐
gede sig på pedalsættet. Nå, nu
havde jeg også snart siddet der
længe nok, jeg måtte da til at tæn‐
ke på at komme hjem.
Men nøglen! Kirkekonen var
for længst gået. Schiøtz havde
ikke tænkt på at give mig nogen.
Alle vinduer sad alt for højt. Jeg
tændte alt lys i kirken. Så var der
da lyst. Men hvad hjalp det. Jeg
bankede og hamrede på yderdø‐
ren. Men hvis nogen er gået forbi
derude, måtte de vel bare undre
sig over, hvorfor de døde prøve‐
de at slippe bort. Så fik jeg den
tanke, at der måtte være åbent i
spiret, og at jeg kunne udråbe
12
min nød derfra. Jeg var godt nok
ikke meget for at skulle kravle
over alle de hvælvinger i mulm
og mørke, men jeg ville også nø‐
digt blive i kirken natten over. Jeg
fandt så den smalle vindeltrappe
ved orglet op til loftet. Jeg famle‐
de mig frem deroppe, og blev
grebet i ansigtet af luftige spøgel‐
seshænder, som slap mig igen.
Det var gamle spindelvæv. Så så
jeg lys fra nattehimlen i et tag‐
vindue, som var til at komme hen
til. Da jeg åbnede det, kom reali‐
teterne tilbage med den kolde
vind.
Redningen
Klokken var fem minutter i halv
seks, lige før læsetid, og snart kom
en forsinket Anders Hauch på vej
hjem gennem Fratergården. Han
hentede nøglen hos Schiøtz.
Siden mindskede det min over‐
tro og øgede mit mod at vide, at
jeg havde nøglen i lommen, og
jeg havde lært at tænde lys, når
der kom spøgelser. Så jeg fik
mange gode aftener ved orglet.
Men jeg blev aldrig organist. Må‐
ske var det godt, at mine tanker
om min musikalitet ikke var for
høje, for hvor skal der dog meget
til at gøre en stor musiker.

Erindring
Bodil Grunnet (f. Møllegaard Hansen)
Jeg boede hos mine forældre på
Gyrstinge Møllegaard, da jeg gik
på skolen, så vejen til Sorø var
lang.
Mine kærlige forældre syntes (og
det syntes jeg bestemt også selv),
at det var for langt at cykle 14 km
til skole hver dag, så de anskaffe‐
de en knallert til mig. Men dette
var skam ikke uden problemer,
for jeg skulle jo have tilladelse til
at køre på denne knallert, og jeg
mindes meget tydeligt, hvordan
jeg ydmygt og nejende fik fore‐
træde hos rektor (P.H. Bohn ) for
at fremføre min anmodning …
”Knallert! Hvad er en knallert?”
kom det fnysende. Og så måtte
jeg forklare, at det var en cykel
med påhængsmotor.
Desværre blev tiden med Bohn
jo ganske kort, men markant.
Mon ikke alle vi nysproglige hu‐
sker, når rektor kom ind i klassen
for at undervise i dansk. Alle rej‐
ste sig (naturligvis). Herefter fore‐
tog rektors hat og stok en sand
lufttur og ve den, der ikke nåede
at gribe den!
Tænk, det er kun 50 år siden.
Fem ud af otte elever i 3. g. k, Peter, Erik, Breds, Bent og Pons
Rektor Bohn ville vende sig i sin grav, hvis han så så mange hænder
i bukselommerne.
13

Én pige – 22 drenge
Helle Algreen (f. Regnar Petersen)
Forestil dig en kemitime engang i
2. g. Klassens eneste pige er oppe i
dagens tekst hos Krølle. Hun skri‐
ver de rigtige formler på tavlen;
hun skriver dem tilmed på den
rigtige måde. På et tidspunkt må
hun flytte den tunge og besværli‐
ge tavle op for at få mere plads at
skrive på, men det er ikke muligt
for hende at udføre denne manøv‐
re med traditionel kvindelig ynde.
Og der sidder Krølle så i sit mørke
jakkesæt og det fedtede slips. Han
sidder der med sin pegepind og
siger med et lidt spydigt tonefald:
”Ja, fromme stærke kvinder, det er
Danmarks mål”. Straks breder der
sig en indforstået latter i hele klas‐
sen hø hø hø…
Spiddet ‐ men
Der står hun. Mange lærere har
brugt dette citat på mange sjove
måder. Men i denne situation og
sagt på denne måde – det er ikke
sjovt, det er uretfærdigt! Desuden
ved hun, at hvis hun (der hver‐
ken er særlig lille eller særlig
spinkel) havde bedt om hjælp til
at flytte tavlen, så var de ”from‐
me, stærke kvinder” sikkert også
14
blevet trukket frem. En ide presser
sig ud på tungen. Den må hun
slippe løs. Hun ser kækt på Krølle
og siger smilende: ”Ynglinge i
plade, drenge klædt i stål, mænd
med faste hjerter, det er Danmarks
mål”. Men hendes smil stivner, for
der bliver iskold tavshed. Hvorfor
ler drengene ikke nu? Har hun
været mere fræk end kæk? Har
hun opført sig forkert, uhøfligt,
pinligt? Hvilken usynlig grænse
har hun overskredet?
Efter en lille evighed slår Krølle i
bordet med pegepinden, som han
plejer for at få ro i klassen (selv‐
om der stadig er helt stille), og
derefter peger han på tavlen og
siger: ”Fortsæt!”
Psykologisk forklaring
Klassens eneste pige var mig. Jeg
mindes ikke, at jeg talte med no‐
gen om denne episode, men jeg
tænkte meget over det. Hvorfor
var det slet ikke sjovt at inddrage
nogle tilsvarende svulstige linjer
om mænd fra den samme sang
om fædrelandets nederlag i 1864?
Når jeg nu selv syntes, at det var
sjovt, hvorfor var det så tværti‐

mod pinligt? Jeg fandt ikke an‐
tydningen af en begrundelse, og
derfor skubbede jeg det fra mig.
Men ca. 20 år senere læste jeg en
bog af den norske psykolog, poli‐
tiker og feminist Berit Ås. Hun
forklarer, at det opleves både yd‐
mygende og undertrykkende, når
ens handlinger bliver gjort til
noget forkert eller latterligt, uan‐
set om man gør det ene eller det
andet. Den bevidste eller ubevid‐
ste mening med at undergrave
andres selvtillid på denne måde
er et ønske om at bevare sin egen
(eller sin gruppes) magt og kon‐
trol. Aha!
Ønskede Krølle at bevare kon‐
trollen over eleverne? Ja helt sik‐
kert. I kemitimerne var der altid
streng disciplin. Jeg havde åben‐
bart gjort noget aldeles uventet,
som han ikke kunne forholde sig
til. Og i så fald havde jeg jo drillet
ham! Men Krølle havde krænket
mig, og derfor synes jeg alligevel,
at det er lidt sjovt, at jeg påkaldte
”mænd med faste hjerter” til mit
forsvar, hi hi hi…
”Milde kvinder” hvor har de magt
Mine 21 klassekammeraters hø hø
hø… var en positiv respons på
Krølles humor, mens der kun var
isnende tavshed til min. Det føl‐
tes yderligere krænkende. Der er
ikke tvivl om, at jeg faktisk fore‐
tog et lille angreb på den mandli‐
ge dominans på Sorø Akademis
Skole midt i 1950’erne.
Og det er ufattelig morsomt,
især når vi tænker på skolens ud‐
vikling siden dengang, ha ha
ha…
Uanset tid og sted er problemet,
at de domineredes humor sjæl‐
dent forstås af de dominerende,
mens de dominerende tillader sig
humor uden empati, dvs. på de
domineredes bekostning.
En af de milde kvinder, Helle
15

Huen, der blev væk
Mogens Bitsch Jørgensen
Den første pudsige episode, der
randt mig i hu, da jeg satte mig
ned for at tænke tilbage på min
gymnasietid i Sorø, handler om
den indfødte soraners møde – på
et relativt sent tidspunkt i op‐
væksten – med uniformsreglerne
på Sorø Akademis Skole.
Som født og opvokset i Sorø var
det naturligt at følge byens kom‐
munale skolevæsen til og med 4.
mellem eller realklassen, og her
var jo ikke tale om uniformering.
Tværtimod vækkede synet af uni‐
formerne i bybilledet ofte mod‐
vilje og undertiden også aggressi‐
oner! Det var nok det her med
”vores” piger, der havde det med
at fraternisere lige lovlig meget
med ”fjenden” – især når der blev
indbudt til bal på skolen. Lidt
misundelse var der vel også med i
billedet.
I hvert fald syntes jeg pludselig,
at udsigten til at skulle gå med
uniform var mægtig spændende,
da det lykkedes mig at bestå op‐
tagelsesprøven for udefra kom‐
mende til 1. g. Jeg tror, at jeg kom
anstigende den allerførste dag
efter sommerferien i min splin‐
16
ternye uniform – så stolt som en
pave!
Min faste følgesvend
Jeg havde meldt mig til roning,
og en dag var jeg således sammen
med fire kammerater på en dejlig
rotur på Smalsøens blanke vand.
Der blev nok fanget ugler, men
fremad kom vi.
Efter sejladsen og efterfølgende
omklædning, som foregik i klub‐
huset, gik turen tilbage til skolen.
Af en eller anden grund valgte
jeg en rute, der førte mig over
Torvet med retning mod Kloster‐
porten. Her mødte jeg en af sko‐
lens lærere, som jeg naturligvis
skulle hilse på på reglementeret
facon: Huen ned langs siden i
strakt arm, og derefter samme vej
tilbage til hovedet igen.
Da var det, jeg opdagede, at hu‐
en ikke var, hvor den burde være!
Den hang stadigvæk på en knage
nede i roklubbens hus, så det
ufravigelige ritual kunne altså
ikke gennemføres.
Det kostede en svedetime samt
en ekstra tur ned til roklubben
iført en uniformshue, der tilfæl‐

digt hang på en knage i Hoved‐
bygningen og så ledig ud. Jeg lån‐
te den i ca. 30 minutter uden at
vide, hvis hue det var – og om
2. g. k 1954–55
vedkommende havde savnet den!
Sådan lærte jeg at gøre huen til
min uadskillelige følgesvend, når
jeg skulle uden for døren.
Forrest: Niels Steen Jensen, Peter Leth Jørgensen, Erik Hjarnø Petersen, Jørgen
Heuckendorff.
Bagerst: Erik Keith Hansen, Christian Vincens Steensen-Leth, Preben Bredahl
Petersen, Bent Keith Hansen (Fred Andersen syg).
17

En anderledes optagelsesprøve
Bent Keith Hansen
Jeg og min tvillingebroder, Erik,
”kom på Sorø” i 1952 i 4. mellem.
Vi fandt begge meget hurtigt ud
af, at vi ville være spejdere, og for
mit vedkommende fik jeg tilbud‐
det om at komme ind i ”Elgene”.
Betingelsen var, at jeg skulle tage
søsteren til patruljeføreren, Tor‐
ben Brandt, med til vandballet.
Erik slap som sædvanligt lettere –
i hans patrulje var der ingen ”op‐
tagelsesprøve”.
I det hele taget gælder for min
skoletid, at jeg har fået en del kor‐
porlig afstraffelse, som rettelig
burde være tildelt Erik. Og i den
forbindelse var det dybt utilfreds‐
stillende, at når den pågældende
lærer opdagede, at der var to af
slagsen, så kunne han ikke drøm‐
me om at gi’ Erik de tæv, han
fortjente, og slet ikke om at gi’
mig en undskyldning. Heldigvis
lærte lærerne på Sorø hurtigt, at
der var visse fejlmuligheder, og
det var vist kun Høvs, som i be‐
gyndelsen af 4. mellem i en reli‐
gionstime gav mig en ørefigen,
som Erik skulle have haft.
Nå, men tilbage til spejderop‐
tagelsesprøven. Som 14‐årig er de
18
fleste drenge generte, og jeg var
ingen undtagelse. Hvad skal man
sige til en pige og specielt en af
slagsen, man ikke kender? Men
spejder ville jeg være, så jeg måtte
bide i det sure æble og acceptere
tilbuddet, selv om det efter min
mening var grov afpresning og
langt fra, hvad jeg i drengebøger
havde læst om kostskoleånd,
fairness osv.
Dagen oprandt, og jeg blev præ‐
senteret for Torbens søster, Inge.
Fra det øjeblik og til Inge tog af
sted, behøvede jeg ikke at åbne
munden. Hun klarede hele kon‐
versationen.
Sådan har det været lige siden,
og om tre år kan vi fejre guldbryl‐
lup.
PS: Ved en fest i marts 1956 på
Holløse Mølle (Carsten Vagn‐
Hansens hjem) traf Erik en køn
pige, som Inge havde ”skaffet”;
hun hed for øvrigt også Inge. De
kan fejre guldbryllup om to år.
Erik og jeg har i det store og hele
altid fulgtes ad – også, som I kan
se, ægteskabeligt.

Kleobis og Biton
Bent Keith Hansen
I en af de allerførste græsktimer
morede vores lærer, Henrik Haarløv,
sig med at kalde min tvillingbroder
Erik, og mig for Kleobis
og Biton. Det er navnene på et
mytologisk tvillingepar foreviget
i to identiske figurer fra den arkaiske
periode af græsk kunst. De
navne lød vi så i resten af gymnasietiden.
20 år senere kom jeg for første
gang til Athen. Kleobis og Biton
havde jeg da for længst glemt alt
om. Der var hedebølge på det
tidspunkt, og alle holdt sig mest
muligt inden døre. Jeg trodsede
alligevel varmen og stred mig til
Nationalmuseet for at se alle de
berømte kunstværker. Pludseligt
og uventet stod jeg foran de to
skulpturer af vore ”navnebrødre”.
Det er vanskeligt at beskrive den
følelse jeg havde, men den var
stærkt farvet af min Sorø-tid.
Lektor Haarløv
Nu kunne man måske tro, at lektor
Haarløv var en anden sadistisk
”lektor Blomme”, men han
var tværtimod en ualmindelig rar
og elsket lærer, fuld af finurlig
humor – et oplivende krydderi i
tekster som Xenofons Anabasis.
Lektor Haarløvs afslappede pædagogiske
indstilling var langt forud
for sin tid, og som noget helt
nyt for os behandlede han eleverne
som voksne mennesker, hvilket
til gengæld stillede visse krav
til os.
Og han skal have tak for den
ærefulde sammenligning med
Kleobis og Biton.
Lektor Haarløv, 1956
Desværre det eneste billede, der har
kunnet fremskaffes fra den periode.
19

Rolf Raft
Niels Steen Jensen
Vor latinlærer, Rolf Raft, har med
sin fremtoning, stemmeføring og
attitude brændt sig uudslettelig
fast i min erindring:
Rolf Raft var høj, rank og kraftig
af bygning og med en åndelig og
legemlig pondus, en frodig, sær‐
præget natur. Han var en lærer af
en original personlighed, morsom
i form og tale. Der var noget ari‐
stokratisk over ham, når han altid
med blød hat og mappe under
armen spadserede fra sin bopæl i
Regensen ned ad Torvet gennem
Klosterporten til Akademiet altid
rygende på en af sine elskede ci‐
garer, som satte sine spor på hans
beklædning og mappe.
Nihil sine ut labore
Hvilket cigarmærke, Raft røg,
erindrer jeg ikke, men på æsken
stod ”nihil sine ut labore”. Om
det var grunden til, at han røg
netop det mærke, ved jeg ikke.
Inden han gik ind i klassen, tog
han et par ekstra sug af cigaren,
og var det sommer og vinduerne
åbne, kunne han også, inden un‐
dervisningen begyndte, klare et
par drag foran vinduet. Så blev
20
cigaren lagt til hvile i vindues‐
karmen, men ved første klokke‐
klemt, blev den atter tændt, og
Raft forlod klassen med høj cigar‐
føring.
At fortælle elskede han
En af hans sikre historier var: ”Da
jeg gik gennem Klosterporten,
mødte jeg én, … det var min ci‐
gar. Da jeg gik ind, gik den ud”.
Og så altid afsluttende med hans
karakteristiske ”m‐bob”. Den sær‐
prægede lyd klinger fortsat i mit
øre.
Midt i gymnasietiden spurgte
Raft i en time, om vi havde be‐
mærket (og det havde vi), at han
havde fået ny hat. ”Jo, det var
nødvendigt, min cigar havde
brændt hul i den gamle (hvilket
vi også havde set), men nu er de
frække knægte begyndt at sætte
blomster i hullet”.
Skulle en af os hente hans map‐
pe eller frakke på Blå Gang, lug‐
tede vi os frem til effekterne.
Raft havde en meget veludviklet
evne til at fortælle historier, og
han holdt af at berette om interes‐
sante og spændende tildragelser

fra sit liv, som da han var ved at
miste ørerne i Sct. Petersborgs
kulde eller om i mellemkrigsti‐
dens Tyskland at blive millionær
i Reichsmark den ene dag, men
hvor man, hvis man havde ventet
til dagen efter, kunne være blevet
milliardær. Og vi brugte – ja,
misbrugte – hans godhed og
manglende evne til at sige nej til
at fortælle. Måske, jeg ved det
ikke, var hans lyst til at undervise
ved at skrumpe. Han overgav sig
i hvert fald oftere og oftere, når vi
trykkede på den rette knap.
En helt sikker bemærkning var
at henkaste et ord om den uud‐
viskelige tegning på tavlen i 3. g
k´s klasselokale. Det udløste sik‐
Sidste skoledag 1956
Lektor Rolf Raft.
kert som amen i kirken en herlig
fortælling om hans mesterstød i
billard, hvor han med tavlekridt
på den sorte flade illustrerede
billardkuglens bane over billard‐
bordet og sluttede med at mase
kridtresten ud.
Pates magister
Raft kunne være en smule di‐
stræt, hvilket bl. a. bevirkede, at
han af og til glemte at knappe
gylpen. Vi fik derfor besked på, at
hvis en af os opdagede det, skulle
han sige ”pates magister” (De
står åben, hr. lærer). Det var til‐
syneladende mere acceptabelt at
få den oplysning på latin frem for
på dansk.
21

Søen
Bjørn Brammer
Ingemanns Ø. Træerne ud over bredden i parken.
Eksamenslæsning i båden i sivene. Gedebollerne.
Sorø Sø har en helt bestemt duft.
Badeanstalten
For at erobre ret til at være i bå‐
dene: otte omgange.
For at have ret til selv at låne nøg‐
len og sejle: 24 omgange.
Selv om sommeren løb vi rysten‐
de af kulde en halv time forsinket
ind i næste time, når de 24 om‐
gange var erobret.
Jeg brød mig ikke meget om det
ferske, uklare vand. For mig var
det ikke et problem at holde mig
flydende og svømme i det. Men
dykke (har jeg mon altid været
lidt overfladisk?)!
Ned og hente et trækors på bun‐
den 2½ meter nede – æv.
Lykkedes heldigvis efter få for‐
søg.
Bjergning af en ven i vådt tøj
var klaret.
Nu manglede kun de 10 meters
undervandssvømning til frisvøm‐
merprøven.
Bvadr.
Det skulle klares i første forsøg –
én gang og aldrig mere.
22
Jeg anmeldte forsøget – sprang i
– og svømmede og svømmede og
svømmede.
Nu måtte jeg da være ude på
mindst 20 m ∙∙ op!
Ok jo – langt forbi mærket.
På broen stod Svend med piben
i munden og mindst 12 kammera‐
ter og grinede.
”Det gælder ikke Bjørn. Du trak
vejret med røven hele vejen! ”.
Søen har en helt bestemt duft.
Abisko 1954
Bjørn i fuld feltmæssig udrustning.

Smæk
Peter Sihm
Sidste skoledag, sidste frikvarter
tog Pils mig i at ryge nede i par‐
ken.
Resultatet fornedrende: Op til
Taps og få tre slag af stokken (per‐
Kongebal 1954
Smæk for skillingen
verst), men han havde også altid
været på nakken af mig. Når vi
fik karakterbøger, var han efter
mig i klassen.
I forgrunden Paul Handlos Andersen (S57). Yderst til venstre den meget høje
Peter Christiansen (S55). Under ham Leif Aage Rasmussen (S55). Til højre for
ham Jørgen Hansen (S58). Næste elev er Knud Lundblad. Til højre for denne
Jan Mygind Mikkelsen (R54) og Torben Brandt (S56). Øvrige elever kan vi ikke
huske navnet på.
De mange smukke piger kender vi desværre ikke.
23

Taps
Palle Aagaard
Jeg cyklede fra landsbyen Otte‐
strup nær Slagelse og drog den
anden vej efter skoletid – ligele‐
des på cykel – i al slags vejr.
I begyndelsen af 50´erne havde
vi nogle ret strenge vintre – lan‐
devejen var spejlblank – og der
var voldsomt meget sne.
Det var faktisk ikke muligt –
eller forsvarligt ‐ at cykle!
Af disse årsager dristede jeg mig
en vinterdag – jeg tror det har
været i 1951 – ind til Taps og
spurgte forsigtigt, om jeg måtte
tage den lokale rutebil (det hed
ikke bussen dengang) de vinter‐
dage, hvor det reelt var umuligt
at cykle pga. vejret. I så fald ville
24
Rektor P.H. Bohn
Skoleudflugten 1952.
jeg komme ca. 10 min. for sent til
skolen, fordi rutebilen – efter pla‐
nen – først var i Sorø kl. ca. 8.10.
Taps kiggede ned på mig, gik
helt tæt på – tog fat med sit kend‐
te tofingergreb i det kødfulde
område i underkæben lige under
hagen – løftede mig tæt op til sig
(jeg kunne vist lige nå gulvet) ‐
stirrede mig direkte i øjnene, idet
han med sin velkendte, klare røst
indiskutabelt sagde: ”Hm, hm –
vil du gå på denne skole, må du
være her til tiden”. Så slap han
mig.
Audiensen var forbi – og lille
Palle cyklede frem og tilbage re‐
sten af sin skoletid.

Schiøtz
Palle Aagaard
I en sangtime sad jeg på 1. bæn‐
kerække t.v. for Henrik Schiøtz.
Han havde siddende sidelæns
slængt sig ind over flyglet – med
venstre hånd støttende sig til ho‐
vedet og med rygsiden vendt
imod den 1. række, hvor jeg sad.
På bænkerækkerne foran ham –
altså t.h. for flyglet ‐ skulle dren‐
gene synge en sekvens i et meget
højt toneleje, og det gik skævt –
ja, der kom rigtig falske toner ud
af det – og en eller anden – det
har nok været Breds, der sad bag
ved mig ‐ kom til at smile ”højt” –
med en lille lyd, der kunne tolkes
som et let svedent grin.
H. S. vendte sig, som trold af
æske, rundt – og øjnene faldt på
lille Palle på 1. række, der sikkert
har siddet med et lille huldsaligt
smil, som H. S. oversatte til, at jeg
var den formastelige lydfrembrin‐
ger – hvilket jeg ikke var!
Han rejste sig – og smækkede
mig sådan en på siden af hovedet,
så jeg tissede i bukserne – og det
sortnede for mine øjne – og min
venstre trommehinde holdt op
med at virke.
Jeg var næsten døv på venstre
øre.
Ekskursion til Sjællandsporten for 2. g. k. Ods Herred 1954
Fra venstre: Christian Vincens Steensen-Leth (Vincens), Preben Bredahl Petersen
(Breds), Erik Keith Hansen (Keith), Lektor Stevns Hansen, Fred Andersen,
Niels Steen Jensen (Pons), Bent Keith Hansen (Keith), Peter Leth (Leth).
Jørgen Heuckendorff (Høker) er fotograf.
25

Jomfruburets hemmeligheder
Helle Algreen
Topografien
Forestil dig nu Sorø Akademis
Skole i de gyldne år 1953–56, og
gå ind i den smukke, mørkegrå
bygning … gå hen til det nordve‐
stre hjørne af Stengangen og ind i
et lille trist kammer med et stort
mørkegrønt bord og nogle træ‐
bænke uden ryglæn. Det er ”Jom‐
fruburet”! Her holder skolens
ca.15 skønjomfruer til, når de har
pause i deres åndelige oplæring.
Men på skolen er der frem for
alt 250‐300 drenge og ynglinge,
som får både åndelig oplæring og
træning i mandig idræt. Og de af
dem, som bor på skolen, får til‐
med en form for opdragelse. De
er alle kække at se til i deres mør‐
keblå uniformer med gyldne
knapper.
Skolens opdragere og læreme‐
stre er alle sammen mænd, som
26
Her hviskes der – her tiskes der.
Her er en evig larm.
Her skvadres der – her sladres der
med bagen i en vindueskarm.
Hvor det er, har man luret:
JOMFRUBURET.
(SIC 1954)
er meget vise på hver deres om‐
råde.
Hvorfor er jomfruerne egentlig
henvist til et kammer for sig selv?
Ja, det er fordi … øh! Det må have
været en tradition dvs. – som vi
alle ved – en ufravigelig skik, om
hvilken ingen med sikkerhed kan
sige hvorfor, hvordan og hvornår,
den blev til. Jeg ved dog fra påli‐
delig kilde, at Jomfruburet eksi‐
sterede 1919–22, da der var fire
jomfruer på skolen. Et muligt
svar skjuler sig i disse kolde tal:
Jomfruburet blev oprettet i en tid,
da jomfruer udgjorde 1‐2 % af
disciplene – og dermed var et
mindretal, som nok kunne behø‐
ve et fristed fra drenges og yng‐
linges blikke. Samtidig blev der
indrettet et aftrædelsessted for
jomfruer i et skab på trappe‐
afsatsen bag ved Jomfruburet.

Et tabu
Jomfruburet var på en eller anden
måde effektivt beskyttet mod
skolens drenge, ynglinge og læ‐
remestre. Måske var der tale om
et tabu. Men gælder et tabu også,
når det er forladt og glemt? De
vise er uenige om dette, men jeg
vover alligevel at afsløre den gru‐
somme hemmelighed om livet i
Jomfruburet i årene 1953–56: Det
var skræmmende kedsommeligt.
Læs videre, hvis du tør!
Det daglige liv
Der var trangt i Jomfruburet ‐
indelukket. Jomfruerne delte sig i
grupper, som bestod af dem, der
fulgte det samme oplæringshold.
Internt i disse grupper blev der
snakket ustandseligt – kun af‐
brudt af fnisen. Snakken handle‐
de som regel om oplæringen og
om læremestrene. Desuden blev
der ofte oversat tekster og disku‐
teret grammatiske detaljer vedrø‐
rende de fremmede tungemål,
som hørte til oplæringen. Der var
altid flere grupper i gang samti‐
dig, derfor måtte jomfruerne tale
og fnise højere og højere for at
kunne høre sig selv. Når en jom‐
fru ikke var med i en gruppe, fik
det alvorlige konsekvenser for
hendes sociale udvikling, fordi
hun ikke fik lært kunsten at fnise.
Størstedelen af Jomfruburets
vægge var dækket af gamle,
mørke, aflåste bogskabe. Hvorfor
satte jomfruerne ikke deres eget
feminine præg på kammeret?
Formentlig fordi det ville have
været et brud på traditionen. Men
en jomfru havde dog i fordums
dage vovet at ophænge et spejl,
som var akkurat så stort, at man
kunne se sit ansigt deri. De skøn‐
neste af jomfruerne kæmpede om
pladsen foran spejlet i slutningen
af hver eneste pause, idet de ville
kontrollere, om deres skønhed
stadig var så godt som fuldkom‐
men – endnu anede de ikke, at
overdreven kontrol gør smilet
stift.
Uligheder
Der var en interessant ulighed
mellem jomfruerne. De ældste og
mest erfarne (udi åndelig lær‐
dom) havde det privilegium at
sidde i Jomfruburets eneste vin‐
dueskarm. Her oppe kunne de
lade sig se fra Fratergården – og
tilmed kunne de suge varmen til
sig fra varmeapparatet neden
under vinduet. Da jeg selv var
blevet erfaren (udi åndelig lær‐
27

dom), havde jeg desværre kun
dette privilegium i nogle få må‐
neder – hvilket forklares senere.
Der kom dagligt en yngling i
Jomfruburet! Han var i grå uni‐
form, fordi han tjente håndens
kraft – ikke åndens, og derfor var
han åbenbart ikke omfattet af
tabuet. Han hed Børge. På utalli‐
ge nøje fastsatte tidspunkter hver
dag skulle han bevæge sig fra
skolens dybe kælder op ad trap‐
pen, forbi skabet med jomfruer‐
nes aftrædelsessted (han kunne
tydeligt høre, når der var en jom‐
fru derinde), men han måtte vi‐
dere igennem en skærsild af fni‐
sen og endelig ud gennem Jom‐
fruburets dør.
Lige udenfor på Stengangen var
der et ur. Han stillede sig foran
det og iagttog den store visers
gang, og – i rette NU trykkede
han på en knap. Denne handling
havde en magisk virkning. Der
lød en gennemtrængende ringe‐
tone både inde og ude, og alle
drenge og ynglinge strømmede
ind i den mørkegrå skolebygning
til oplæring eller ud til indånding
af frisk luft. Alle strømmede na‐
turligvis samme vej. Og jomfru‐
erne gik til og fra Jomfruburet,
idet de fordelte sig i strømmen.
28
Børge vidste, at han havde et
betydningsfuldt hverv, men alli‐
gevel listede han igennem Jom‐
fruburet uden at se på nogen.
Undtagelsen var en jomfru – som
sad der helt alene med sine bøger,
mens ynglingene på hendes op‐
læringshold trænede mandig
idræt. Da udvekslede Børge og
denne jomfru i dyb hemmelighed
nogle medmenneskelige bemærk‐
ninger, f.eks. om vejret.
Livet i Jomfruburet var således
en del af den mørkegrå skoles liv
på godt og ondt. Der var den
samme skemalagte tid. Der her‐
skede de samme uligheder og
skel mellem mennesker, dvs. mel‐
lem åndens og håndens arbejdere,
mellem nye og erfarne disciple,
mellem grupper og særegne indi‐
vider, mellem disciple og lære‐
mestre. Og Jomfruburet var i sig
selv et udtryk for ulighed mellem
kønnene.
Nye tider på vej allerede 1955
Nu skal du høre, hvordan Jom‐
fruburets eksistens blev truet.
Der var just kommet en ny rek‐
tor. Han var stor og stærk, og han
kendte til fremmede skikke.
En kølig efterårsdag befalede
han, at Jomfruburet skulle lukkes,

fordi de unge piger skulle ud i
den friske luft. Det var rystende
for jomfruerne! Imidlertid havde
rektor kort forinden befalet, at de
unge piger for første gang i sko‐
lens historie skulle vælge deres
egen ”præfekt”. Den valgte tals‐
jomfru forstod trods sin unge
alder forhandlingens kunst. Un‐
der sit møde med rektor erklære‐
de hun sig derfor straks fuld‐
stændig enig med ham. Hun
fremhævede som et ufravigeligt
princip, at frisk luft er sundt – og
hun udmalede, hvordan rektors
kloge initiativ ville gøre enhver
skønjomfrus fagre legeme og blu‐
færdige ånd mere duelige til al
læring.
MEN (thi ethvert ufravigeligt
princip har altid mindst to
men’er) for det første havde jom‐
fruerne brug for et opholdsrum
til de lange pauser, mens ynglin‐
gene på deres oplæringshold
trænede mandig idræt. For det
andet var der aftrædelsesstedet i
skabet på trappen bagved Jom‐
fruburet – thi det kunne jo ingen‐
lunde være sømmeligt, at jomfru‐
erne frekventerede drengenes og
ynglingenes aftrædelsessted. Rek‐
tor befalede nu, at Jomfruburet
skulle bestå.
MEN (thi her var der et enkelt
men) de unge piger skulle ud i
frisk luft i alle de korte pauser.
Sådan blev det! Bortset fra at be‐
falingen blev ”fortolket”. Som
unge piger gik man ud i et vist
synligt omfang, og da stod man
ofte i Fratergården ved kirkens
mur – i solen. Men som jomfruer
kunne man jo let være upasselig
eller i nød (fordi man måtte for‐
berede sig til et kommende møde
med en streng læremester), og i
så fald blev man inde – uden at
sætte sig til skue i vindueskar‐
men.
De nye tider
I de følgende år kom der flere og
flere unge piger til oplæring – og
i løbet af 1980’erne kom pigerne
også til opdragelse, og det var en
afgørende fornyelse. Jomfrubu‐
rets eksistens er knyttet til den
periode af skolens historie, hvor
skønjomfruer udgjorde 1‐6% af
disciplene, mod nu 50‐60%. Jeg
tror, at skolens mørkegrå farve er
blevet så lys og smuk, fordi de
andre uligheder også er forsvun‐
det eller blevet mindre.
Tak, hvor forandret!
29

Foråret 1956
I virvaret kan ses Peter Colding-Jørgensen, Preben Bredahl Petersen, Peter
Bruun og Jan Dyck.
30
Sidste Skoledag 1956
Afhentning af Lektor Nordahl Svendsen på Storgade.

Studenter 1956
Række 1 fra venstre: Fred Andersen, Ove Stig Jørgensen, Else Tang (gift Liggon),
Bodil Møllegaard Hansen (gift Grunnet Jepsen), Birte Andersen, Helle
Regnar Petersen (gift Algreen).
Række 2: Jørgen Hellemann Olsen, Aage Peter Jensen, Allan Nyegaard, Bjørn
Brammer, Peter Colding-Jørgensen, Jørgen Heuckendorff, Mogens Bitsch
Jørgensen.
Række 3: Søren Majgaard Christensen, Carsten Vagn-Hansen, Steen Andersen,
Peter Leth Jørgensen, Klaus Anderson, Erik Keith Hansen, Bent Keith
Hansen, Niels Steen Jensen, Kaj Kristensen, Jan Peter Dyck, Jens-Ole Dines
Larsen.
Række 4: Torben Brandt, Viggo Helge Hansen, Søren Dalsgaard, Torben
Brask, Ivan Knudsen, Peter Bruun, Carl Johan Nielsen, Finn Waagstein, Niels
Toftegaard Petersen (Niels Sterum), Christian Vincens Steensen-Leth,
Sidste række: Erling Lykkegaard Nielsen, Jan Georg Stage, Steen Pærregaard,
Bertel Bruun, Lars Bloch, Preben Bredahl Pedersen (Preben Breds),
Tom Alkærsig (Tom Feilberg).
31

Efterskrift
Som man spørger, får man svar.
Spørger man dig, hvad du husker, går hjernen ofte i krampe.
Erindringen derimod – er en rig og grænseløs have.
Men vejen der ind går ikke gennem forstanden.
”Det væsentlige er ikke synligt for øjet – kun med hjertet kan man se det…”
Flere af de glimt, vi har samlet her, bærer dog præg af både hukommelse og
erindring.
Visse ord er for soranere værdiladede og virker lige som visse dufte og lyde.
Som nøgler til soraneres erindringshave:
Husps, Busks, Grovs, Skyls, Gnubs, Kinds, Batøk, Blebal, Vandbal, Kongebal,
Filejensen, Lovsang, Overskæring, Sovesal, Brandøvelse, Pudekamp, Store
Plads, Vænget, Storgade, Victoria, Holbergsvej, Filosofgangen, Flommen, Jern‐
porten.
”Der står et træ”, ”Når vildgåsen larmer”, ”Høje nord” klinger ligesom
konfirmations‐kantaten i øret og skaber mættede billeder i sindet.
Vi mødes i Fratergården ‐ ved Fraterbrønden.
”Mindet vel lader som ingenting – er dog et lønligt kildespring”
32

Bagsiden: Klosterporten. Maleri af Børge Nyrop. 1912
(forsiden på ”Jul i Sorø” 2004).