Uniformens afskaffelse ved SAS - Soranerarkivet

Uniformens afskaffelse
ved Sorø Akademi

Uniformens afskaffelse
ved Sorø Akademi
AfEsben Munk SØrensen (S 74)
Særtryk af Soranerbladet
1998
SORØ BOGTRYKKERI

2
"Uniformens afskaffelse ved SorØ Akademi"
/ dette særtryk er samlet fire mindre artikler, der som føljeton
blev publiceret i Soraner-Bladet i efterår og vinter
97/98. Det faldt sammen med, at det på dette tidspunkt var
25 år siden, at unijormspligten blev afskaffet på SorØ Akademi.
Artiklerne er skrevet i vinteren 96/97.
De fire artikler rummer et erindringsbidrag og Øjenvidneskildring
fra livet som alumne i perioden /970-74. En periode
i Akademiets nyere historie som var stormombrust og
hektisk. Det er redaktionens opfattelse, at de fire artikler
rummer et lidenskabeligt og nuanceret bidrag til den soranske
historieskrivning og som sådan bør udgives i særtryk.
Forfatter er Esben Munk SØrensen (S 74).
Morten NØrgård
Redaktør
September 1998
Opfordringen og
taknemmeligheden 1 (4)
- historien om afskaffelse af uniformen
ved SorØ Akademi
Mødet med Hemming
I 1993 fik mit institut på Aalborg Universitet
besøg af lektor Hemming Andersen, der
var i gang med for det Humanistiske forskningsråd
at lave en registrant over historisk
videnskabelige instrumenter i Danmark. På
instituttet hører landinspektørstudiet hjemme,
og i forbindelse med udflytningen af
dette fra Den Kongelige Veterinær- og
Landbohøjskole først i 70'erne blev de store
samlinger af landmålingsinstrumenter
flyttet med. I forlængelse af sit imponerende
arbejde med opbygning af Hauchs Samlinger
i Sorø var Hemming Andersen i gang
med et omfattende registreringsarbejde finansieret
af Det Humanistiske og Naturvidenskabelige
Forskningsråd. Et arbejde,
som bragte ham rundt på mange forskellige
universitetsinstitutter, skoler og museer.
Også her til Aalborg, hvor instituttets
stolthed på det felt er vores store samling af
historiske landmålingsinstrumenter, vel på
det nærmeste landets største, og her især de
boussoler, som professor Thomas Bugge
anvendte ved sin Rytterdistriktopmåling af
Antvorskov Rytterdistrikt og de senere Videnskabernes
Selskabs kort over Danmark I
i 1700 tallet.
Hemming Andersens besøg på instituttet,
der strakte sig over et par uger, blev for mig
personlig en opløftende genoplivelse af alt,
hvad der er soransk. Bosiddende langt fra
gamle skolekammerater og jubelsoranernes
faste frokostsammenkomster i København
kan der gå længe imellem, at man møder
nogle, der kan holde "Sorø-snak" ud i længere
tid ad gangen. Gennem frokostsamtaler
og anden daglig smalltalk i disse uger
under Hemmings besøg fik jeg minderne
frem om perioden fra 1970 til 1974, hvor
jeg som alumne i realskole og gymnasium
levede på Sorø Akademis Skole frem til
min matematiske studentereksamen i 1974.
Et af de mere spændende diskussionsem-
ner var Hemmings beretning om, hvordan
stemningen på SorØ var vendt i de senere
år. Det er nu mest lærerne, der går ind for at
reformere, forandre og udvikle skolens
pædagogik, principper og traditioner, mens
en stor del af alumner og elever ønsker ikke
blot traditionernes bevarelse, men også
forsøger at genoplive nogle af de forsvundne
samt ønsker mere disciplin og fasthed 2 •
Og denne situation er præcis det modsatte
af situationen først i 70'erne, da jeg gik
på skolen. "Oprørsårgangene" som Hemming
mente, eftertiden har døbt os" ville afskaffe
uniformen, have friere betingelser på
alumnaterne, reducere antallet af regler, have
mere indflydelse osv. Dengang stod vi
overfor en meget overvejende konservativ
skoleledelse og næsten tilsvarende lærerstab,
som ikke ville forandringer og kun
nødtvungent gik i diskussion med elever og
alumner om sådanne.
Jeg fortalte Hemming, at jeg i mine personlige
arkiver havde gemt en række doku-
Holberg-buste i hjemmet hos denne artikels
fO/fatter - fremskaffet i 1995 ved
mellemkomst fra redaktøren af Soraner­
Bladet.
3

Billede afen "oprørsårgang" på sovesalen (Skoleåret 1972/73). Fra venstre ses Per DandanelI
Nielsen, Ole Tegnbom Christensen, Leopold Damm, Johan Fleischer, Steffen Humme/mose,
Kim Andersen, Henrik Kromann (med dynen), Esben Munk SØrensen og Jørgen
Skipper Jensen.
menter fra begivenhederne omkring uniformens
afskaffelse i 70'erne i en beskeden
lille arkivboks, som jeg til trods for min families
stadige undren ikke havde villet smide
ud i forbindelse med flere flytninger og
hovedrengøringer. Jeg modtog Hemmings
opfordring om at skrive en artikel til Soranerbladet
med nogen skepsis. Ville det mon
have interesse for nogen, og ville denne historie
måske ikke bare rippe op i nogle
gamle sår, som bedst var tjent med at få lov
til at hele ukommenteret og gå i glemmebogen?
Hemming Andersen overbeviste
mig med sit storsind om, at øjenvidneskildringer
og partsindlæg fra denne periode
burde have samme plads i skolens historie ­
og dermed Soranerbladet - som de traditionelle
skolehistorier om lærernes mærkværdigheder
og elevernes til alle tider nærværende
og selvforherligende erindringer
om eget skoleforløb. Ikke mindst for efter-
4
tiden ville det være interessant at se mere
detaljerede indlæg, der kunne uddybe Rimvigs
beskrivelse i Sorø-krøniken 4 af begivenhederne
ved uniformsafskaffelsen.
Redaktørens indsats
En anden og særlig grund til at skrive et bidrag
til historien om uniformens afskaffelse
blev min taknemmelighed overfor bladets
nuværende redaktør og hans initiativrigdom,
der er lidt ud over det sædvanlige,
og som jeg på en særlig måde fik lov at nyde
frugterne af.
Da jeg i 1995 fyldte 40 år, havde min
kæreste Lisbeth (også mor til mine tre sønner)
lavet en meget underholdende tale,
hvori hun ironiserede 'over, hvad der var
sket med mig de sidste 15-20 år, vi havde
kendt hinanden. Da vi mødte hinanden ­
husker hun - havde jeg en anden tilgang i
de historier, jeg yndede at fortælle. Ikke
blot politisk, men også i mange andre forhold,
og blandt andet havde hun oplevet
mine mange historier fra tilværelsen som
alumne. Det var pudekampene på sovesalene,
de faste læse- og sengetider, beretningerne
om rektors, privatpræceptorernes og
præfekternes rædselsregime, der kunne få
hele kostskoleforløbet til at fremstå som et
sandt helvede. Men gennem de sidste knapt
to tiår havde hun oplevet, hvordan jeg i al
ubemærkethed var begyndt at lægge mindre
vægt på alle disse ubehagelige oplevelser,
og stille og roligt begyndt at fremdrage
alle de positive elementer ved skoleforløbet
og deres karakterdannende og personlighedsudviklende
elementer, ja nærmest søgte
lidt tilbage for at få svar på og reflektere
over det, der skete. Uden sammenligning i
øvrigt - er den samme udvikling ofte beskrevet
hos Holberg. På den ene side revsede
han borgerskabet i sine tidlige års
komedier og forfatterskab, og alligevel
søgte han på sine gamle dage at blive en del
af dette borgerskab, og i sin iver strakte han
sig langt for at opnå en barontitel m.v. Den-
ne dobbelthed synes min kæreste var så tydelig
i mit forhold til ikke bare Sorø, men
også alt muligt andet, som jeg gennem tiden
har haft en mening om, at hun ville forære
mig en Holberg-buste i fødselsdagsgave.
Det skulle opfattes som en hyldest til
disse træk i vores alle sammens livslinie ­
at vi alle bliver mere runde og milde i vores
sindelag, efterhånden som tiden går. Der
var tilmed også en anden og mere konkret
symbolik i dette valg. Som alumne havde
jeg boet på Holbergs Hus og som student i
lejlighed i Holbergsgade og i øvrigt altid
været en stor ynder af Holbergs samfundsog
personsatire.
Jeg FIK en buste af Holberg i fødselsdagsgave.
Tro det eller ej! Nu er det ikke så
ligetil af finde en sådan. Buster af græske
guder kan man købe i ethvert havemarked.
Men en buste af Holberg, det havde været
anderledes svært. Lisbeth havde kontaktet
redaktøren af Soranerbladet, og i løbet af
foråret 1995 havde disse to helt uden mit
vidende lagt en plan for at fremskaffe en.
Det lykkedes Soraner-bladets redaktør at
En flok alumner fra 2rb (1970-71) med "skjorten uden for bukserne". Fra venstre Steffen
Hansen, Michael Seistrup, Henrik Holten Møller, Jan Petersen og SØren Berg Jensen.
5

finde en sådan buste, der tilmed kunne
købes. Ved en flot indsats fra redaktørens
side blev den erhvervet og transporteret til
Aalborg, og jeg fik den overrakt til min fødselsdag
i alle gæsternes nærvær og nød
selvfølgelig dette for mig helt overraskende
indslag (man har vel lov til at være ærlig),
der var smukt iscenesat med en fløjteudgave
in natura af Carl Nielsens "Tågen letter",
der alene med sin titel har et særligt
budskab til 40-årsperioden i livslinien.
("Sic!").
I taknemmelighed overfor redaktørens
uegennyttige indsats og bistand til min
kæreste besluttede jeg derfor, at så skulle
jeg altså skrive den artikel, som Hemming
havde opfordret mig til. I en slags gengældende
taknemmelighed. Jeg ved fra mit arbejde
som redaktør af et fagligt-videnskabeligt
tidsskrift, at det altid er rart at have
lidt ekstra "bufferstof' af rimelig kvalitet
som reserve til tider med mangel på manuskripter,
eller når andet må afvises i reviewproceduren.
6
Referencer
l "Historic Scientific instruments in Denmark",
by Hemming Andersen. Matematisk
Fysiske Meddelelser 44:2. Det Kongelige
Videnskabernes Selskab, Copenhagen
1995.
2 Det samme synspunkt formuleres også af
en 3.g'er fra Rektorgården i en i 1996 på
TV2 genudsendt film om "Livet på en kostskole":
"De yngre kostlærere har svært ved
at sætte sig i respekt overfor de nye elever".
3 Der har i følge min erindring været en artikel
i Soraner-Bladet i november -88 om
Samfundets medlemsstatistik. Her bruger
forfatteren også betegnelsen oprørsårgangene.
4 Svend Ranvig: Sorø-Krøniken, bd. l, p.
211, Finn Jacobsens Forlag, 1986.
Hvad var det, vi ville 2 (4)
Hvad prægede samtiden
Når historien om uniformens afskaffelse på
Sorø Akademis Skole i efteråret 1972 skal
fortælles, må man nødvendigvis også fortælle,
hvordan skolen fungerede på dette
tidspunkt, og hvordan tidsånden var i det
omgivende samfund i denne periode. Skolens
fysiske omgivelser var dengang som i
dag. Placeret i ualmindeligt smukke og
grønne omgivelser og med vedligeholdte
bygninger, der var præget af god og smagfuld
arkitektur. Jeg husker, kammeratskabet
var godt, og der blev i denne periode ligesom
alle andre perioder af skolens historie
blandt eleverne lagt grundlaget til livslange
venskaber og spændende individuelle livsog
karriereforløb. Skolen havde lige fået
det nye sportsanlæg ved sØen, og det nye
alumnat fremstod særdeles velholdt og godt
indrettet. Nok med små, men med gode
værelser. Kongeballerne og Vandballerne
var populære, og vi nød alle at få lejlighed
til at invitere Sorø's og fødebyens piger
med til de dejlige fester. Vi var vel alle begunstigede
og stolte af den aura, der var
omkring disse fester og skolens historie i
øvrigt.
Men det rumlede alligevel i krogene. De
faglige resultater var vel gode nok, hvilket
skyldtes læsetiderne og en generel topmotiveret
elevmasse. Men der var et misforhold
mellem de ting, der foregik i samfundet
udenfor og så stilstanden indenfor Klosterporten.
Komikken på skolen
Skolen var i de første år af 70'erne præget
af et lærerkorps af en høj gennemsnitsalder
og en selvhøjtidelighed, der fremstod lidt
komisk, fordi den primært var begrundet i
fordums storhed, hvor Akademiet havde
haft større kulturelt og politisk førerskab og
bevågenhed. Der blev mest talt om de historiske
koryfæer, mens der kun beskedent
blev talt om samtidens problemer og udfordringer.
Der var noget søvnigt og stillestående
over stedet, hvilket var i kontrast
med den stigende samfundsbevidsthed og -
Lektor Ole Gad gennemfører geometrisk
bevis i matematik for 2rb, 1971.
debat, der var i fuld gang udenfor murene.
Lærebøgerne var gamle og blev kun i beskedent
omfang udskiftet. Jeg husker, at vi
i matematikundervisningen vedblev at
skulle lære om logaritmerne og brug af regnestokken
længe efter, at matrix-regningen
var begyndt at melde sig som teoretisk
grundlag for forståelse af metoderne i de
første Edb-maskiner. Men vi skulle vedblive
at bruge bogen om regnestokkens brug,
for den havde rektor selv skrevet. Jeg kan
huske, at vi i 1.0 havde en ung datalog og
matematiker Per Sparre, der vikarierede
for den aldrende og helbredssvækkede Ole
Gad. Han fortalte om datalogistudiet og
nye paradigmaer for matematikken, der var
undervejs. Men ak. Da vi fik en fast erstatning
for Ole Gad, måtte vi igen terpe logaritmerne
og regnestokkens brug, for det var
nu sådan, det skulle være. Skønt både logaritmetabellen
og regnestokken var forælde-
7

Fysiktime i 2xnf hos HjortgamYl i 1972. Når der blev diskuteret politik, gik "bØlgerne
højt", og lærerne måtte nogle gange opgive atfå ørenlyd og kunne have besvær med at kalde
til OIYlen.
de redskaber og ikke blev anvendt uden for
skolen.
End ikke Gymnasiereformen af 1971,
som vi var første årgang, der skulle undervises
efter, kunne føre til forandringer. Jeg
husker kun to lærere, der tog denne undervisningsreform
alvorligt. Bille Hansen lagde
op til revision af sin undervisning og udviste
villighed til at drøfte dette med sine
elever. Endvidere Stevns Hansen som gav
os mulighed for at lave gruppeopgaver med
rapportkarakterer om selvvalgte emner i faget
geografi.
Kannibalens forudsigelige vittigheder,
der var indskrevet i margin af hans egen
fransklæsebog blev med usvigelig sikkerhed
gentaget i samme lektioner år efter år.
Særlig os alumner fik af de ældre alumner
at vide, hvornår Kannibalen ville fortælle
bestemte vittigheder. Og han gjorde det,
præcis som forudsagt. Vi vidste simpelthen,
hvornår han ville fortælle vittigheder, og
han var småfornærmet, når vi ikke syntes,
at det var noget at grine af.
Krølle - den lille fede og usmagelige kemilærer
- var intet mindre end et monster,
8
hvis tilsyneladende eneste fornøjelse var at
latterliggøre elever, der ikke umiddelbart
forstod lektien første gang, og hvis særlige
måde at slå/klappe eleverne på kinden var
direkte væmmelig. Den i de senere år filmatiserede
"Lektor Blomme" fra Scherfigs
"Forsømte forår" var den rene engel samenlignet
med Krølle. Hans undervisningsmetoder
var katastrofale, og mange
elever forlod hans timer og fag med kun
dårlige oplevelser.
Pihlkjær - der ellers var en udmærket latinlærer
- virkede komisk og grænsede til
det latterlige med sit krav (2. real - den lille
latinprøve) om først at kunne indlede latinundervisningen,
når alle stående havde
hilst på ham med en særlig fascistlignende
armstilling, hvor højre arm var strakt skråt
opad, og man med knyttet næve havde ladet
tommelfingeren køre rundt i en cirkelbevægelse.
Kun en enkelt lærer ville diskutere samfundsforhold.
Det var lektor Pilegaard, der
gerne gav udtryk for sin massive og uforbeholdne
støtte til sin gamle studiekammerat
fra regensen - "Nuladvokaten fra Born-
holm". Husk på, at vi taler om en interessant
periode fra 1970 og de første år herefter.
Hele dette univers af halv- eller helgamle
originaler virkede surrealistisk stillestående
og helt uden forbindelse med den
virkelighed, der var udenfor Akademiet, og
som vi elever i den engagerede gymnasiealder
gerne ville i forbindelse med.
Der var undtagelsesvis en række personligheder,
som lyste op over rækken af
lærerpersonligheder. Jeg tænker her på
gymnastiklærer Grønne, der fagligt var
stærk inden for sit felt. Hemming Andersen,
der allerede dengang var begyndt at arbejde
på Hauchs Samling. Knud Vad, der løftede
musikundervisningen op og gav os indsigt i
en vidunderlig verden af orgelkoncerter og
korturneer. Ellers var der ingen lærere, der
forsøgte at præge deres samtid. Måske lige
bortset fra fysiklærer Palle Dickow, som
sidst i min gymnasietid uden held forsøgte
sig med et byrådskandidatur for SF.
Der var dog en række progressive lærerkræfter,
som hurtigt forsvandt igen. Rygterne
ville dengang vide, at de ikke kunne trives
med rektor Arne østergaards diktatoriske
ledelsesstil. Men det kunne vi aldrig få
bekræftet. Det var personer, som repræsenterede
en ny og forfriskende stil i lærerkollegiet.
Det var fx dansklæreren Bille Hansen
(han sagde altid: Svaret finder vi hos
Marx og Freud), engelsklæreren Jan Millung
(der var fantastisk til at danse og diskutere)
og dansklæreren Jens Briichner
(hvis kone Anne Marie gik med "bare tæer"
på og omkring Rektorgården!). Men de forsvandt
relativt hurtigt til andre gymnasier.
Blandt eleverne antog vi, at de havde svært
ved at trives med den ledelsesstil, som rektor
praktiserede. På kostskolen havde rektor
uindskrænkede rettigheder, mens han på
dagskolen skulle samarbejde med lærerråd
og -forsamling samt deltage i samarbejdsudvalg
med elevrepræsentation.
Men de fleste af utilfredshedsytringerne
på skolen i denne periode kunne henføres
til forholdene på alumnaterne. Der var et
omfattende regelkompleks med ikke bare
uniformspligt, men også tvungen læsetid,
tvungen deltagelse i måltiderne, ingen piger
på værelserne, faste sengetider, indelåsning
på husene og sovesalene, forbud
mod alkohol og en intens overvågning ­
selv for anden og tredje G'erne på Rektorgården.
Alt i alt fremstod skolen som helhed stillestående,
gammeldags og uden noget kultur-
eller fagpolitisk potentiale udover et almindeligt
gennemsnitsgymnasium.
Overfor dette stod
Hele dette lidt søvnige miljø indenfor Klosterporten
stod samtidig overfor en samfundsudvikling
med en kraftig puls, der
indvirkede på mange af os elever. Det var
det samfund, vi ville i kontakt med og forholde
os til. Og her oplevede vi en kontrast
til det samtidige kulturelle miljø på skolen'.
Politisk var venstrefløjen stærkere end
nogensinde. Efterdønningerne fra Vietnamdemonstrationerne
i -68 og det efterfølgende
studenteroprør med kamp mod professorvældet
og med krav om medindflydelse
påvirkede ungdomsmiljøerne utroligt kraftigt,
også eleverne på Akademiet. Slumstormerbevægelsen
havde haft sit indtog - selv
i Sorø - hvor et hus i Søgade blev besat og
en del akademister havde nysgerrigt sin
gang dernede i en kort periode.
Håret og skægget voksede. Rektor
østergaard havde forsøgt at forhindre det,
men det lykkedes ikke. Drenge og piger begyndte
at gå hånd i hånd i frikvartererne og
de ældste at kysse hinanden. Til det aldrende
lærerkorps' udtalte forargelse.
Vi ville være med
Akademisterne ville også være med i den
udvikling, og man læste flittigt Information
og Politisk Revy, udgivelser som i lærerkorpset
vistnok kun Bille Hansen kendte til
på dette tidspunkt. Tidens Stemme og andre
tilsvarende skrifter blev brugt som grundlag
for fagkritiske diskussioner og blev studeret
intenst, nærmest som forbudt litteratur
i særligt de samfundsrelaterede fag på
skolen. Jeg husker historielæreren Crassus
- der ihærdigt holdt fast i de europæiske demokratiers
oprindelse i den græske filosofi,
9

Piger fra dagskolen måtte gerne komme på
besØg på alumnatet til te og fælles lektielæsning
(ligesom andre besøgende udefra),
men kun i tidsrummet fra skoletidens afslutning
tillæsetidens begyndelse kl. 17.00.
mens mange elever hellere ville læse det
kommunistiske manifest og studere tekster
af de samtidige franske strukturalister. Men
det måtte vi ikke 6 •
Vi var på mange måder optaget af samtiden
og ville have en skole, der fulgte med
tiden. Vi søgte at skabe et intellektuelt frirum
omkring os - akkurat som mange andre
samtidige og rigtigt voksne venstreintellektuelle
forsøgte der, hvor de var placeret andre
steder i undervisnings- og forskningsverdenen.
Dette kom til udtryk på mange måder. I
den klasse, hvor jeg gik i gymnasiet - en
matematisk-naturvidenskabelig klasse med
kun fire forgudede piger - kunne vi være så
optaget af hede diskussioner om "for eller
imod EF"op til afstemningen i 1972, at
Hjortgaard - der var lidt forsigtig i sin undervisningsstil
- helt måtte opgive at gennemføre
undervisningen. Det kunne være
helt umuligt for ham at få ørenlyd, fordi
diskussionsniveauet og engagementet var
højt. Jeg husker også, at det skete i Kanni-
IO
balens fransktimer, og han kunne blive
hvidglødende af raseri, hvilket selvfølgelig
ikke gjorde oplevelsen mindre farverig. Jeg
husker også, at elevrådet ved flere lejligheder
var med til at få gennemført boykot af
undervisningen i protest mod for lav SV eller
i sympati med frihedskæmpere i Nicaragua.
Det er sjovt at tænke på, men det kunne
faktisk få de fleste af skolens elever til at
gå hjem. Sådan noget virker helt utænkeligt
på dagens uddannelsesinstitutioner - selv
på universiteterne!
Også skolebladet måtte stå for skud. Det
ærværdige gamle SIC, som fik sponsorstøtte
fra byens banker og boghandlere og for
det meste bragte traditionelle referater af
fodboldkampe og skolekomedier, blev udfordret
af et alternativt skoleblad MD (Modus
Dicendi - forstået som "også en måde
eller en anden måde at sige det på"). MD,
der blev "spritstencileret", bragte stof fra
elevrådet, reportager om demonstrationer i
andre byer og undertrykte folkeslags kamp
for bedre vilkår. Det skal dog retfærdigvis
erindres, at der også i SIC kunne være intense
debatter om alumnernes og elevernes
vilkår og ledelsens manglende vilje til debat
og forandring.
Stedet 0MS eksisterede i to udgaver i
første halvdel af 70'erne. Dels i et hus på
gaden overfor bygningen med fysik- og kemilokaler
og senere i købmand Petersens
baggård i Storgade. 0MS var et samlingssted
for skolens elever - udenfor skolens
område - og her blev der festet, drukket bajere
og dannet kærestepar.
Alumnerne etablerede alumneråd og forsøgte
at få bedre vilkår - forstået som mindre
regler og mindre overvågning. Vi mente,
at vi som 19-årige selv kunne tage ansvaret
for mere af vores hverdag, som fx. at
være ude til kl. 01.00 fredag og lørdag.
Men nej var reaktionen fra rektoratet, der
var ingen muligheder. På Rektorgården ville
alumnerne gerne selv have nøgle til
døren, men selv stædige forhandlinger var
uden resultat. Eller have lov til at sove på
værelserne. Men nej, det var sundt at sove
for åbne vinduer i sovesalen. Det skulle også
være nemt for privatpræceptor at kon-
Elevernes fristed ØMS blev i 1973 genetableret i købmand Petersens baggård i Storgade.
Det første ØMS var blevet lavet i 1968, men lukket i 1971. Den præcise begrundelse for
dette har jeg ingen sikker erindring om.
trollere, om alumnerne var på plads, når alle
på Rektorgården skulle i seng kl. halv elleve.
Alumnerådets vistnok eneste succes
blev, at man med velvillige privatpræceptorers
nådige indsats fik lov til at holde en
fest på Rektorgården, hvor der måtte komme
piger med.
I_dette spændingsfelt blev
uniformen skydeskiven
Det var i dette spændingsfelt, at uniformen
blev skydeskiven for elevernes intellektuelle
og virkemæssige frihedstrang. Stærkt
medvirkende til dette var, at skolens ledelse
og lærerkorps ikke forstod deres samtid,
og i stedet for se det store potentiale, der lå
hos eleverne, og forsøge at udnytte dette
kreativt". Jeg er overbevist om, at havde
skolens ledelse dengang reageret anderledes
og ikke reageret så afvisende overfor
elevernes engagement, havde der i dag
været uniform på Akademiet. Og der havde
sikkert også været flere medlemmer i Soransk
Samfund i dag fra disse årgange, og
flere havde villet give deres livshistorie til
den for et par år siden udgivne biografi 8 •
Men historiens gang står ikke til at ændre
(Hid scitum est - som lektor Pihlkjær sikkert
underholdende ville have sagt "sket er
sket").
Referencer
5 Billedbladet 1972, nr. 47, 24. november, p.
IO. Interview af rektor Arne østergaard og
formanden for elevrådet (denne artikels forfatter).
6 Sjællands Tidende, den 16. oktober 1972:
"Sorø Akademi følger ikke med i udviklingen".
7 Soranerbladet nr. 12, december 1972, p. 190,
sp. 2, referat af elevrådsformandens tale (denne
artikels forfatter) ved Samfundets ISO-års
jubilæumsfest for Sorø Akademis Skole, oktober
samme år.
8 Fra forfatterens klasse 3xnf, der fik studentereksamen
i 1974, blev kun indleveret 5 bidrag
til den sidste Soranerbiografi (25 pct.).
Fra 2rb i 1971 (se billede fra første artikel)
blev kun indleveret 3 bidrag ud af en klasse på
20 personer (15 pct.).
11

Påklædningsregleme blev
skydeskiven 3 (4)
Der skete meget på skolen
Der var som beskrevet tidligere et omfattende
elevengagement først i 70'erne på
Sorø Akademi. Eleverne var aktive og fulde
af livskraft, men lærere og rektor forstod
det ikke og reagerede med sanktioner og
afslog med afvisende holdninger at gå i dialog
med eleverne. Det betød, at uniformen
blev skydeskiven for elevers og alumners
forandringstrang.
Flere års pres på at få lettet
uniformstvangen
Bestræbelserne på at få afskaffet uniformen
var startet allerede i slutningen af 60'erne
og førte til, at vinteruniformen blev afskaffet
i 1969, og det blev muligt at gå i sommeruniformen
hele året. Der havde været
en del forhandlinger og episoder om dette,
som jeg ikke kender til, da det ligger forud
for min tid på akademiet 9 • Men en af de
mere legendariske episoder - som vi yngre
hørte om - handler om, at TV i "Aktuelt"
havde filmet, at nogle elever ved tilbagerejsen
efter efterårsferien i 1969 lod afbrænde
en uniform på Københavns Hovedbanegård.
Spredte protester mod uniformen
I løbet af de første par år i 70'erne var der
kun spredte protester mod uniformen, eller
det der i regelsprog blev kaldt "alumnernes
påklædningsregler, der skulle følges af
dageleverne i skoletiden".
Men de var der da. Jeg kan huske, at en
af måderne at give udtryk for sin protest på
var at gå med skjorten udenfor bukserne. Så
vidste man med usvigelig sikkerhed at ville
påkalde sig tøjinspektor Pihlkjærs vrede
første gang, man passerede ham eller få et
rap af Arne østergaards stok, hvis han kom
i nærheden. Morsomt var det derfor at lave
små aktioner. Det kunne være, at en gruppe
på 20 elever eller flere "med skjorten udenfor
bukserne" gik forbi Arne østergaard
samtidigt. Så sagde han intet. I vores ungdommelige
og enfoldige kampiver blev det
12
På værelse 66, Holbergs Hus hos "Øther og
Marx",foråret 1972.
opfattet som en lille sejr over tyranniet. Der
var også en vis spænding ved at have civilt
tøj på på værelserne. Intet var så rart som at
kunne skifte til en militærjakke eller
cowboyjakke kort efter togafgangen fra
Sorø banegård. Men Gud nåde og trøste
den alumne, der havde civilt tøj liggende i
sit skab, når tøjinspektor Pihlkjær kom på
inspektion. Han kom jo forbi og talte op,
om vi havde uniformstøj i fornøden mængde
og det nødvendige antal sokker og
underbukser m.v. Civilt tøj blev øjeblikkeligt
konfiskeret og sendt til hjemadressen
med bemærkning til forældrene herom.
Sammenstødene med
byens oksehudsbeklædte ungdom
I de første par år i 70'erne var der en række
sammenstød med den "oksehudsbeklædte
del af Sorøs ungdom" (læderjakkebeklædte
knallertkørere). Disse sammenstød havde
mest form af tilråb til de uniformsbeklædte
soranere, hvor "leverpølse" var et af de
mest brugte skældsord. Et par gange i løbet
af skoleåret kunne det også være overfald
ved pølsevognen i Storgade, og i sådanne
situationer var der et fantastisk sammenhold
blandt alumnerne, og der blev hurtigt
mobiliseret til samling ved Klosterporten.
Det blev disse begivenheder, der skulle
omtales og profileres, når der virkelig overbevisende
skulle argumenteres for en
ophævelse af uniformspligten eller påklædningsreglerne.
Elevrådets strategi 1971-72
Elevrådet udpegede elevrepræsentanter til
skolens samarbejdsudvalg, og derfor blev
alle sager fra dette samarbejdsudvalg, hvor
der var tre lærere og tre elever samt rektor
som formand, diskuteret i elevrådet.
Der blev i elevrådet 1971/72 vedtaget en
strategi om at ville forsøge at forhandle sig
til en afskaffelse af uniformen, og der blev
lagt en såkaldt totrins plan for at opnå dette.
Først skulle man forsøge at få den
afskaffet for dageleverne og derefter få den
afskaffet for alumnernelO.
Selv blandt"oprørsårgangene" var der interesse
for at hente pigerfra byens villaer til bal
på Akademiet - iført galla (foråret 1974). Alumnerne
er fra venstre denne artikels fO/fatter
og Klaus Holmegård Jensen. Pigerne er fra
venstre Susanne Tryde (S 74)fra Trautnersvej
og "boghandlerens Karin fra Svinninge".
Det var nemlig således, at uniformspligten
for dageleverne var beskrevet i skolens
ordensreglement, hvor der stod, at dageleverne
skulle følge de for alumnerne fastsatte
påklædningsregler. Og netop ordensreglement
skulle forhandles og vedtages i skolens
samarbejdsudvalg. I regelgrundlaget
for samarbejdsudvalget var der nedfældet
bestemmelser om, at hvis der var uenighed
om ordensreglerne, kunne sagen forelægges
til afgørelse i Direktoratet for Gymnasieskolerne.
Forhandlingerne i samarbejdsudvalget
I skoleåret 1971/72 var der en række møder
i skolens samarbejdsudvalg, hvor elevrepræsentanterne
ønskede skolens ordensreglement
forhandlet. Målet var at få fjernet
bestemmelserne om dagelevernes pligt til
at følge alumnernes påklædningsregler.
Rektor - og lærerrepræsentanterne med
ham - var ubøjelige. Man ville ikke tiltræde
elevernes ønsker. I forhandlingernes intense
forløb tilbød rektor at lave et kompromis,
hvor eleverne i stedet for de grå terylene
bukser til skoleskjorten kunne anvende
blå fløjlsbukser (blå skolebukser måtte på
det tidspunkt kun bruges sammen med den
blå skoledragt, der indebar blå dobbeltradet
jakke, samt skjorte og slips). Og han tilbød
tillige, at eleverne skulle få æren af dette
kompromis. Men elevrådet var også stejlt
og fandt dette for pauvert. Man ville helt
have fjernet bestemmelsen i ordensreglementet
for dagskolen. Her endte forhandlingerne
i samarbejdsudvalget, og elevrådet
havde opnået, at der var uenighed om
ordensreglementets ordlyd.
Henvendelsen til Direktoratet
Elevrådet og repræsentanterne i samarbejdsudvalget
henvendte sig derfor til
Undervisningsministeriets Direktorat for
Gymnasieskolerne og HF i juni 1972 med
ønske om at få formuleringerne i skolens
ordensregler om påklædningsreglerne fjernet.
Rektor østergaard afgav på skolen.s vegne
en redegørelse til Direktoratet i august
1972. Denne var en kommentar til elevre-
13

præsentanternes synspunkter og indeholdt
en afvisning af elevernes synspunkter".
Efter sommerferien 1972
I august 1972 tilspidsedes konflikten med
byens oksehudsbeklædte ungdom, og der
var heftige sammenstød i de lune sommeraftner.
Elevrådet og elevrepræsentanterne
henvendte sig derfor i september 1972 igen
til Direktoratet med anmodning om en hurtig
afgørelse af spørgsmålet. Og dette skete
med en særskilt redegørelse for netop disse
sammenstød mellem akademisterne og
Sorøs øvrige ungdom 12 •
Opslaget på Stengangen
Skolen fejrede i oktober 1972 sit 150 års
jubilæum. Og med sædvanlig generøsitet
inviterede Soransk Samfund eleverne med
til årsfesten den 13. oktober 1972. Det var
den første lørdag i efterårsferien, og vi tog
herefter alle på efterårsferie.
I den første uge efter efterårsferien blev
der uden særlig omtale sat en meddelelse
fra rektorkontoret op på Stengangens
opslagstavle 13 • Her stod at læse, at dageleverne
ikke længere behøvede at følge de for
alumnerne fastsatte påklædningsregler.
Blandt såvel elever som alumner troede vi
først, at det var en spøg. Men budskabet var
rigtigt. Efter at have forespurgt rektor kunne
vi konstatere, at isen var brudt og vejen
Fransktime i 3.xnfhos Kannibalen,foråret 1974.
14
gjort klar til afskaffelse af uniformspligten.
Nu var det kun et spørgsmål om tid, inden
den også forsvandt for alumnerne.
Men i disse oktoberdage i 1972 var vi
forundrede over, at meddelelsen end ikke
blev omtalt af rektor ved den faste morgensang.
Der var overalt "officiel stilhed om
sagen". I samarbejdsudvalget kunne man
hurtigt vedtage det nye ordensreglement.
Også dette skete uden de store sværdslag.
Alumnernes påklædningsregler
Alumnerne vedblev at skulle gå i skoledragten
eller uniformen frem til sommerferien
1973, og det blev herefter meddelt
alumnernes hjem, at fra august samme år
var de hidtidige påklædningsregler ophævet,
og alumnerne kunne herefter selv
vælge deres påklædning.
Følelse af frihed
Glæden og følelsen af frihed var overvældende'·.
De fleste husker som jeg, at vi var
tilfredse med at kunne gå i eget og moderne
tøj. Det var allerede dengang "blåt
cowboytøj" og T-shirts, og det hele blev
mere uformelt og afslappet. En del valgte
fortsat at gå i uniformen, men mange valgte
at skifte til en påklædning, der netop på
dette tidspunkt var aflagt militærtøj, indiske
bomuldstrøjer og fløjlsbukser i alle regnbuens
farver.
En epoke var slut, og skønt det i virkeligheden
var en ubetydelig begivenhed set i
lyset af de store og globale spørgsmål i verden
omkring os, så tror jeg, at det for mange
af os, der gik på skolen i den periode,
betød et vendepunkt. Skolens "normaliseringsproces"
var indledt. Men det var i virkeligheden
kun begyndelsen til den foryngelse
og fornyelse af skolen som helhed,
der først gik i gang med rektorskiftet og det
efterfølgende generationsskifte i lærerkorpset.
Referencer
9 Se beskrivelsen iSoranerbiografier, 1996, p.
1968:12 2. Sp. Claus Viggo Schelde. Der
foreligger mig bekendt ikke publiceret nogen
dokumentation for, hvordan dette gik til.
IO Gymnasiebladet 1972, Nr. 4,1972, November
P. 2. Udgivet af Danske Gymnasieelevers
Sammenslutning. Interview af tre elever fra
samarbejdsudvalget på Sorø Akademis Skole.
(Marie Lindqvist, Jesper Høy Hansen og
ems).
II Elevrepræsentantemes brev til Direktoratet
for Gymnasieskolerne og HF, dateret 15. juni
1972 (Sign. Maria Lindqvist, Arne Bendixen,
Carsten Leerbeck).
12 Anden henvendelse til Direktoratet dateret
den 26. september 1972 (signeret: Esben
Munk Sørensen, Jesper Høy-Hansen og Birgit
Malmberg).
13 Se den korte omtalt i Soranerbladet af brevet
fra Direktoratet, december 1972, p. 196,
sp. 2.
'4 Sang, der spontant blev lavet på Storebæltsfærgen
ved de jysk-fynske alumners fælles
hjemrejse til påskeferien 1972. Melodien er
fra en samtidig dansk hyldestsag til det danske
fodboldlandshold: "Rød-hvide farver":
Under uniformen
har vi virk' lig lidt,
den har bevirket,
at vi har haft det skidt.
Vi kæmper i SorØ for frihedens sag,
så kommer - kommer sejrens dag.
Kedelige farver.
Vi skalfa'me slås. ­
Væk med uniformen
og væk med vores boss.
Vi kæmper i SorØ for frihedens sag.
så kommer - kommer sejrens dag.
15

Du havde ret, Arne! 4 (4)
Tilfældigt og nødvendigt
Efterhånden som årene går, og jeg er kommet
på afstand af kostskoletiden i Sorø i
1970-74, er jeg begyndt at reflektere over,
om det nu var godt eller skidt, at uniformspligten
blev afskaffet ved SorØ Akademis
Skole.
Uden at ville indlede et længere bekendelsesridt
vil jeg dog gerne indrØmme, at
jeg i dag ser på sagen med lidt flere nuancer,
end vi gjorde den gang, hvor vi som
studenter og vordende intellektuelt tendentielt
ville se verden i sort-hvide nuancer og
tog afstand fra ældre generationers ofte mere
nuancerede syn på sagen.
Jeg tror først og fremmest, at det på en
gang var både nødvendigt og tilfældigt, at
uniformen blev afskaffet. Tidsånden dengang
var til forandring. Eleverne ville på alle
planer dengang sprænge skolens stive
rammer og konservative syn på dialog med
omverdenen. Helt i strid med den daværen-
de tidsånd udenfor skolen oplevede vi som
elever først i 70'erne, at skolens ledelse
meget hvilede på historien og uden nogen
vilje til at se fremad og ville "tage temperaturen
på verden udenfor", altså udenfor den
stille verden i Akademihaven og dens historiefyldte
bygninger og rammer. I dette
spændingsfelt af "overtryk" skulle der nødvendigvis
ske forandringer, og skolen bevæges.
Både som et resultat af elevernes
vilje til forandring og udvikling og for at
sikre skolen et mere moderne tilsnit som
grundlag for fortsat at fremstå som bare en
lille smule tidssvarende.
At det blev "påklædningsreglerne", der
måtte give efter for dette "overtryk" af forandringstrang
og ønske om en demokratiseringsproces,
var nok mere et tilfælde. Forandringen
kunne i virkeligheden lige så
godt have været nedlæggelsen af Rektorgårdens
sovesale, eller at man havde givet
3.G'erne lov til at være ude til kl. 24.00 lørdag
aften. Skolens ledelse dengang burde i
øvrigt have haft mere føling med, hvad der
Eksamenslæsning på Rektorgården,joråret 1974. Fra venstre Ole Tengbom Christensen,
Jens KlokhØj, Klaus Holmegård Andersen og Johan Fleischer. Med ryggen til.
16
skete mellem eleverne og samfundet omkring
skolen og dermed gået i konstruktiv
faglig dialog og brugt dette til at styrke skolens
udviklingspotentiale.
Men du havde jo ret, Arne
På to punkter vil jeg dog vælge at se mere
nuanceret på spørgsmålet.
For det første vil jeg give Arne østergaard
ret i nogle af de synspunkter, han formulerede
i debatten fra dengang. Jeg vil
indrømme, at vi dengang ikke havde vilje
til at ville se perspektivet i rektors socialpolitiske
begrundelse for uniformen. Jeg
kan huske, at han dengang argumenterede
med, at det var vigtigt, at eleverne var ens.
Så kunne man ikke se de forskellige sociale
betingelser og baggrunde, de kom fra,
via deres påklædning. Herved beskyttede
man i virkeligheden de svage. Jeg har genlæst
Arne østergaards redegørelse til Di-
rektoratet og kun fundet følgende citat, der
kan trække i denne retning. Det lyder som
følger'5:
"... Jeg har ikke hørt indsigelse fra hjemmene,
men jævnlig fået udtryk for, at hjemmene
var glade for, at elevernes påklædning
er fastlagt. Den sociale anonymitet
gennem ret ensartet påklædning er af større
betydning, end eleverne forstår, hvilket understreges
af, at mange forældre til kvindelige
elever har udtrykt, at de ville ønske, at
der gjaldt samme regler for pigerne."
Jeg synes med dagens øjne, at det var et
beskedent og ret tamt forsvar for uniformen,
der blev lavet fra skolens side. Jeg
kan derfor godt forstå, at embedsmændene
traf den afgørelse, de gjorde, når der ikke
blev redegjort yderligere for kvaliteten ved
påklædningsreglerne. Ved nærmere analyse
og refleksion over rektors formulering i
hans redegørelse, synes der overhovedet ik-
Spisende alumner i Rektorgårdens spisesal, foråret 1974. Fra venstre Henrik Kromann,
Palle Steve Tårnhøj, Steffen Hummelmose og Kim Adamsen.
17