Klitgaard, Håndbog om gadeplansarbejde, 2009 - Ny i Danmark

Håndbog om gadeplansarbejde
Uanset om en kommune lige er begyndt at beskæftige sig med gadeplansarbejde
eller har været i gang i en årrække, er det vigtigt at kigge den
måde, de har valgt at organisere arbejdet på, efter i sømmene. Fordi struktureringen
af gadeplansarbejdet virker direkte ind på gademedarbejderens
mulighed for at bygge bro mellem en ung og et relevant tilbud.
Denne håndbog er Gadeteamets bidrag til debatten om gadearbejdets organisering
og anvendelsesmuligheder. Bogen henvender sig til kommunale
ledere, som beskæftiger sig med organisering af gadeplansarbejde, og til
frontmedarbejdere, som udfører gadeplansarbejde.
I håndbogen præsenteres metoder og redskaber til
• organisering af gadeplansarbejdet
• fælles faglighed i gadeplansarbejdet
• kriminalpræventivt gadeplansarbejde
Håndbogen er skrevet af organisationskonsulent Gitte Klitgaard, som har
ydet konsulentfaglig sparring til Gadeteamet fra 2007 til 2009.
ISBN 978-87-993314-0-6
9 788799 331406
Håndbog om
gadeplansarbejde

Håndbog om gadeplansarbejde
| 1

»
2 |
Uanset om en kommune
lige er begyndt at
beskæftige sig med
gadeplansarbejde eller har
været i gang i en årrække,
er det vigtigt at kigge
den måde, de har valgt at
organisere arbejdet på,
efter i sømmene
Gitte Klitgaard
Håndbog om
gadeplansarbejde
Bogen udsendes i samarbejde med Ungehuset First Floor

Indhold
9 | Et øjebliksbillede:
»Det nytter sgu alligevel!«
7 | Indledning
Kapitel 1
15 | Organisering af gadeplansarbejdet
17 | Et tværfagligt team
21 | Brobygningsarbejde
25 | Et sikkerhedsnet i Gadeteamets
brobygningsarbejde
27 | Spørgsmål til dialog med
samarbejdspartnere
29 | En landsby i landsbyen
32 | Logbogsnotater og statistik
36 | Et øjebliksbillede:
»Drengene i Lundtoftegade«
Kapitel 2
43 | Fælles faglighed i gadeplansarbejdet
45 | En metode til at sætte ord på faglighed
46 | Brug af konkrete eksempler og cases
49 | Spilleregler og teamsamarbejde
53 | En metode til samtale om værdier og
holdninger
56 | Den personlige mission er drivkraften
i arbejdet på gaden
57 | Spørgeguide til personlig mission
59 | Et øjebliksbillede:
»Der skal være plads til alle!«
Kapitel 3
65 | Kriminalpræventivt gadeplansarbejde
71 | Forebyggelse eller brandslukning?
73 | Rydningen af Ungdomshuset var en
koordineret indsats
76 | Dialog og mægling er en del af
gademedarbejderens hverdag
Bilag
85 | 1. Projektorganisering
88 | 2. Eksempel på et statistikskema
90 | 3. Spilleregler
93 | Gadeteamsmedarbejderne

Indledning
Opsøgende arbejde er i stigende grad blevet
anvendt som metode i socialt og kriminalitetsforebyggende
arbejde med børn og
unge. I takt med den stigende interesse for
brugen af opsøgende arbejde har kommunerne
udviklet en række forskellige lokalt
tilpassede modeller og praksisser for, hvordan
man udfører gadeplansarbejde.
I Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns
Kommune har Gadeteamet på Ydre
Nørrebro gennem de sidste 3 år udviklet
en særlig model for, hvordan man på tværs
af institutioner og faggrupper kan udføre
socialt opsøgende arbejde blandt børn og
unge.
Gadeteamet er en tværfaglig og helhedsorienteret
indsats, og teamet består af
lærere og pædagoger fra bydelens skoler
og klubber samt uddannelsesvejledere fra
Ungdommens Uddannelsesvejledning i
København. På baggrund af 3 års gadearbejde
er det Gadeteamets erfaring, at tværfagligheden
i teamet er afgørende for et
succesfuldt gadeplansarbejde. Den unikke
sammensætning af Gadeteamet har bevist
sin styrke gennem konkrete resultater.
Uanset om en kommune lige er begyndt
at beskæftige sig med gadeplansarbejde
eller har været i gang i en årrække, er det
vigtigt at kigge den måde, de har valgt at
organisere arbejdet på, efter i sømmene.
Fordi struktureringen af gadeplansarbejdet
6 | | 7

virker direkte ind på gademedarbejderens
mulighed for at bygge bro mellem en ung
og et relevant tilbud.
Denne håndbog er Gadeteamets bidrag
til debatten om gadearbejdets organisering
og anvendelsesmuligheder. Bogen henvender
sig til kommunale ledere, som beskæftiger
sig med organisering af gadeplansarbejde,
og til frontmedarbejdere, som
udfører gadeplansarbejde.
I håndbogen præsenteres metoder og
redskaber til:
• organisering af gadeplansarbejdet
• fælles faglighed i gadeplansarbejdet
• kriminalpræventivt gadeplansarbejde
Håndbogen er skrevet af organisationskonsulent
Gitte Klitgaard, som har ydet
konsulentfaglig sparring til Gadeteamet fra
2007 til 2009.
De metoder og spørgeguides, som indgår
i håndbogen, er udviklet af forfatteren og
afprøvet af medarbejderne i Gadeteamet.
Forfatteren har i samarbejde med Gadeteamet
udvalgt de emner, som bogen
indeholder, og gademedarbejderne har hver
især bidraget til bogens tilblivelse gennem
deres erfaringer og oplevelser fra arbejdet
på gaden.
Alle i Gadeteamet har sat deres personlige
og faglige aftryk på bogen!
Håndbogen er finansieret af Integrationsministeriet,
Børne- og Ungeforvaltningen i
Københavns Kommune, Nørrebro Lokaludvalg
og Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret.
November 2009
Jeg skærer gennem bydelen på min røde
cykel, mens jeg passerer et væld af farvestrålende
butikker og gadehandlere i
Københavns tættest befolkede og mest
multietniske område. Tempoet i det ellers
hektiske og pulserende gadebillede er
skruet ned på lavt blus på grund af ferien
og den stegende hede augustsol, som har
fået bydelens beboere til at drosle tempoet
yderligere ned. Det er som at spise
slowfood i en fastfoodbutik! Temperaturen
nærmer sig hastigt de 25 grader, da jeg lidt
i elleve svinger ind ved Villaen i Bragesgade,
som er Gadeteamets tilholdssted.
Jeg trækker ud i blusen, som klæber til
kroppen, og lader sveddråberne løbe frit
ned ad ryggen, låser min cykel og sætter
[ET øJEBliKSBillEDE]
DET NyTTER SGU alliGEvEl!
mig til at vente på Thomas i skyggen, tæt
ved Villaen, som ligger klos op ad Nørrebrohallen.
Navnet på Gadeteamets tilholdssted
har længe været en stående joke, fordi
husets indvendige mål ikke er mere end to
gange fem meter. Huset fungerer som et
neutralt mødested for Gadeteamet, fordi
alle medarbejderne i teamet kommer fra
forskellige arbejdspladser.
Ti minutter efter at jeg har sat mig,
svinger Thomas ind på pladsen på sin gamle
herrecykel. Thomas er lærer på Rådmandsgades
Skole og medlem af Gadeteamet på
fjerde år.
»Hej Gitte, har du ventet længe?«
»Nej, er lige kommet. Tror du godt cyklerne
kan stå her, uden at de bliver stjålet?«
8 | | 9

Thomas kigger på mig, som om jeg er
kommet ind med firetoget og ikke ved, at
jeg befinder mig i en storby, hvor cykler
indimellem forsvinder, uanset i hvilken del
af byen man stiller dem.
ȁh, jeg tror nu godt, du kan stille cyklen
her ved siden af min.«
Thomas har inviteret mig på en rundtur i
bydelen for at besøge de forskellige spots i
årets SummerCamp, som består af en række
forskellige gratis aktiviteter, som bydelens
børn og unge kan benytte i sommerferien.
»Hvad siger du til, at vi starter i Nørrebrohallen,
der skulle være basket – og
floorball i denne uge?«
»Det lyder fint!«
vi går rundt om hjørnet og ind i hallen,
hvor vi bliver mødt af fire mørkhårede
drenge i shorts og tre piger med skinnende
hvide hovedtørklæder og klip-klapper, der
matcher.
»Der går min lærer,« siger en af pigerne.
Hun løber hen til Thomas og tager ham i
hånden, mens hun stolt fortæller, at der har
været rigtig mange til floorball hver dag, og
hun synes, det er sjovt. En af drengene er
iført fuldt kampudstyr og målmands maske
med gitter. Han ligner til forveksling en
japansk samurai og er pavestolt af sit outfit.
Jeg får lov at prøve hans maske, og alle i
hallen er helt enige om, at den klæder ham
betydeligt bedre end mig.
»Nå, men vi ville også bare lige se,
hvordan i havde det. vi går videre. Hyg jer!,«
siger Thomas og viser mig om bag hallen,
hvor vi møder tre kulsorte piger iført
lyserøde skørter, perlekæder og sandaler.
Jeg stirrer på de tre piger, der stråler om
kap med solen i deres lyserøde drøm. De er
som taget ud af en Benetton-reklame! Mens
vi går, fortæller Thomas mig om bydelen
og viser mig nogle af de kvarterer, hvor der
indimellem er gang i den, fordi nogle af de
halvstore drenge skal spille med musklerne
og mundtøjet.
Thomas fortæller mig om en aften,
hvor han og Martin havde købt pizzaer og
tog hele stakken med ind i en af gårdene i
kvarteret. Et kvarter, hvor politiet kommer
jævnligt på grund af hærværk, kriminalitet
og vold. Thomas fortalte, at han og Martin
havde siddet sammen med drengene fra
gården og spist pizzaer og talt om stort og
småt, i tre timer.
»Det er en af de aftener, hvor jeg går
hjem med armene i vejret og siger til mig
selv, det nytter sgu alligevel! Sådan en aften
kan jeg leve længe på! lige siden den aften,
har drengene hilst på os og talt med os, når
vi møder dem på gaden. Det er simpelthen
guld værd, at vi kan mødes med drengene
og tale sammen i fredstid. Når der er optræk
til ballade, og vi kender dem, så lytter de til
os. Og det gør de kun, fordi vi har gidet at
bruge en hel aften sammen med dem og
har vist, at vi vil dem!«
Mens Thomas taler, passerer vi den
lokale kebab-bar, hvor de er i fuld gang med
at klargøre dagens dönere, mens duften
fra de marinerede kødskiver trænger ud på
gaden og blander sig med duften af frugt
og sydlandske krydderier fra grønthandlerboderne.
Thomas og jeg møder en dreng uden for
aldi, hvor han står ved sin cykel med en gul
Nettopose fyldt med varer.
»Har du handlet lidt ind for din mor?«
»Jaee, jeg skal hjem med varerne nu.«
Drengen gnider sin ene fod kejtet op og
ned ad underbenet, mens han skiftevis kigger
ned i fortorvet og skæver op til Thomas,
som har taget fat i hans hånd og holder fast
i den, mens han taler og smiler bredt.
»Har du haft en god ferie?«
»Jaee ... men der er ikke rigtig noget at
lave!«
Drengen er tydeligt glad for at hilse på
Thomas og glæder sig til, at skolen starter
igen efter sommerferien. Han nyder, at Thomas
holder ham i hånden, samtidig med at
han siger: »Slip mig nu!« og fortsætter med
at holde fast, som var det en kamp imellem
de to.
»Nå, men vi vil ikke sinke dig. Hils derhjemme,
vi går videre nu. vi ses på mandag!«
vi drejer rundt om det næste hjørne
og kommer ned ad en ny gade og stopper
igen, fordi Thomas lige skal hilse på en, han
kender, og sådan tilbringer vi resten af den
gadevagt!
10 | | 11

12 |
1

»
Den måde,
gadeplansarbejdet
er organiseret på,
virker direkte ind på
gademedarbejderens
mulighed for at bygge
bro mellem en ung og et
relevant tilbud
Organisering af
gadeplansarbejdet
»Man skal have fodfolket med fra starten,
når man designer det konkrete samarbejde.
Der skal ikke være nogen ledere, som sidder
og beslutter det hele. Det kan godt være, at
det er dem, der tager initiativet, men når de
beslutter, hvordan organiseringen og samarbejdet
skal se ud, så skal de have fodfolket
med!
Man kan sige, at ledelsen giver mulighederne.
Men det er fodfolket, der skal give
indholdet: Hvordan organiserer vi os? Hvordan
vil vi gå?«
– Gademedarbejder
Med udgangspunkt i det lokale SSPsamarbejde
tog en lille håndfuld ledere på
Ydre Nørrebro i 2005 initiativ til at stable
en fælles opsøgende indsats på benene.
Lederne holdt et orienterende møde for
alle de kommunalt ansatte medarbejdere,
som var interesserede i at arbejde opsøgende
i forhold til børn og unge i bydelen.
På mødet, hvor flere forskellige faggrupper
var repræsenteret, gav politiet udtryk for, at
de også gerne ville deltage i det opsøgende
arbejde. Dette ønske blev dog afvist af de
fremmødte pædagoger og lærere, fordi de
var bekymrede for, at politiets deltagelse i
det nye opsøgende team ville sende nogle
dobbeltsignaler til de unge, og at teamet
derfor risikerede ikke at kunne få dem i
tale. De unge kunne let få det indtryk, at
de voksne kontrollerede dem, eller troede
de var kriminelle! Fra politiets side var der
en forståelse for synspunkterne, fordi det
14 | | 15

Gadeteamets vision: at nå ud til de børn
og unge, der hænger ud på gaden i dag- og
aftentimerne. Med det formål at socialisere
dem eller inkludere dem i samfundet på en
måde, hvor de stadig føler sig respekteret
og taget seriøst. Dette vil vi gøre gennem en
tæt tilknytning til institutions- og foreningslivet
samt arbejdsmarkedet.
vi arbejder i en bydel med store sociale pro-
blemer og mener, at man gennem forbyg-
var pædagogerne og lærerne, der var de
bærende elementer i arbejdet på gaden.
Gadeteamet blev fra starten født som et
learning by doing projekt, hvor gademedarbejderne
måtte forsøge sig frem for i
fællesskab at finde løsninger på mange af
de nye udfordringer, de stod over for. Ingen
af medarbejderne havde nogen praktisk
erfaring fra gadeplansarbejde, og derfor var
der kun én metode, der duede, og det var
at prøve sig frem og derefter tale om: Hvad
virkede for mig i situationen?
»Der var ingen af os, der var vant til at gå
på gaden. Vi har bevæget os længere og
længere ud, og efterhånden har vi turdet
mere og mere. Det er noget med at mærke
gende og opsøgende arbejde kan være med
til at skabe en mere stabil og kvalitetspræget
hverdag for en stor gruppe unge mennesker,
der har brug for redskaber og vejledere for
at få det bedste ud af deres videre liv og
færden. Forhåbentligt kan vi på længere sigt
være med til at skabe en mere rar og hyggelig
bydel, med tryghed og god atmosfære for
bydelens borgere, og på længere sigt være
en faktor, der er med til at nedsætte det
kriminelle niveau på ydre Nørrebro.
en stemning og mærke, om man kan hilse
på dem, der står derovre. Og det kan man jo
ikke rigtig lære af at læse i en bog. Det kan
man kun lære ved at gå rundt. Det kan man
kun lære ved at handle!«
– Gademedarbejder
Da Gadeteamet startede i 2005, var det
ikke sådan, at der fandtes en færdig skabelon
for, hvordan arbejdet skulle udføres og
organiseres. Det var derimod en vekselvirkning
mellem det praktiske arbejde på
gaden og de problemer, der opstod undervejs,
som formede Gadeteamets samarbejde
med skoler, politi, socialcenter, boligafdelinger
og mange andre lokale aktører på
børne- og ungeområdet.
Et tværfagligt team
»Den tværfaglige tænkning, der ligger i
Gadeteamet, er min begrundelse for at
være med! Børn og unge bevæger sig rundt
i bydelen, og derfor er det helt naturligt, at
vi samarbejder, når det handler om sårbare
børn.«
– Gademedarbejder
En af grundtankerne bag Gadeteamet er,
at man skal have arbejde i lokalområdet – i
en skole eller en klub – eller have anden
relevant ansættelse inden for børne- og
ungeområdet. Derfor startede Gadeteamet
op som et tværfagligt team. Det var en
enestående mulighed for at skabe et tæt
og ligeværdigt samarbejde mellem lærere,
pædagoger og klubmedarbejdere.
I dag har teamet udvidet tværfagligheden
yderligere, og teamet består nu af
skolelærere, klubpædagoger, ungdomsvejledere
og integrationsmedarbejdere. Alle
medarbejderne i Gadeteamet har dagligt
kontakt til børn og unge i lokalområdet via
deres faste jobs, og det er netop denne kontakt,
der er den væsentligste forudsætning
for at blive optaget i teamet.
En anden forudsætning for at blive optaget
i Gadeteamet er, at man søger ind i teamet
helt frivilligt. Fordi det bærende element i
arbejdet på gaden er frivilligheden, engagementet,
interessen, og at man »vil de unge«.
Det betyder, at man ikke, fx som leder af
en lokal klub eller skole, kan pålægge en
af sine medarbejdere at søge optagelse i
Gadeteamet.
Arbejdet på gaden foregår uden for de
almindelige arbejdstider og vante institutionelle
rammer. Det giver mulighed for
at skabe kontakt til børn og unge i det offentlige
rum. En kontakt, der er væsentligt
forskellig fra den kontakt, der opstår inden
for de institutionelle rammer.
Figuren illustrerer de forskellige organisationer
(fritids-, skole- og uddannelsesinstitutioner),
som medarbejderne i teamet repræsenterer.
Den enkelte medarbejder har
ud over netværket via Gadeteamet også sit
eget netværk i relation til den organisation,
medarbejderen kommer fra. (Se figuren på
næste side).
16 | | 17

Figur 1. Gademedarbejdernes baseinstitutioner
Skolelærere
Ungdomsskolen
HGO/Rådmandsgades Skole
Hillerødgades Skole/Hillerødgades Heldagsskole
Rådmandsgades Skole
Pædagoger
Børn og unge
Ungehuset First Floor
Ungdomsklubben lunden
Fritidshjem og
-klub Samuesgaarden
Fritidsklubben FUN
Nørrebrohallen
Uddannelsesvejledere
Ungdommens
Uddannelsesvejledning
I Gadeteamet har alle medarbejderne ud
over tilknytningen til lokalområdet også
et udvidet systemkendskab. Uden denne
særlige tilknytning til lokalområdet og
viden om systemerne ville det opsøgende
arbejde sande til. Hvis man tegnede et
professionelt netværkskort for hver enkelt
gademedarbejder – dvs. over de kontakter
vedkommende har i lokalområdet – og
lagde alle disse netværkskort sammen, ville
Gadeteamets fælles netværkskort være særdeles
omfattende. Effekten af Gadeteamets
tværfaglige sammensætning er, at teamet
kender de relevante tilbud til børn og unge,
som kommunen råder over. Medarbejderne
i teamet har hver især et kendskab til, hvem
i systemet der kan hjælpe med at løse forskellige
typer problemer blandt de unge.
»Vi har jo hele vores netværk med, når vi
går rundt på gaden. Jeg er ikke kun gademedarbejder,
jeg er også skolelærer og har
et kæmpe netværk i forhold til folk, jeg har
mødt. Det tager jeg også med, når jeg går på
gaden! Hvis vi følger det princip, at vi har
vores netværk med, når vi går rundt på gaden,
er vi ikke kun medarbejderne i Gadeteamet,
vi er også de 500 mennesker, som vi
kender i vores netværk. Hvis en ung spørger
om en praktikplads eller noget helt andet, så
gør vi ofte det, at vi arbejder videre i vores
eget netværk, indtil vi møder nogle folk, som
kan hjælpe os.«
– Gademedarbejder
Fordelen ved, at Gadeteamet består af
pædagoger, skolelærere og uddannelsesvejledere,
som alle arbejder lokalt på Ydre
Nørrebro, er, at sandsynligheden for, at en
af medarbejderne Gadeteamet i forvejen
kender en eller flere af de børn og unge,
som de møder på gaden, er betydeligt højere,
end hvis teamet udelukkende bestod
af én faggruppe. Organiseringen betyder, at
medarbejderne har en bred kontaktflade til
mange af de børn og unge, der bor på Ydre
Nørrebro.
»Jeg er uddannelsesvejleder, og på et tidspunkt
var der en dreng, som jeg ledte efter,
fordi jeg havde mistet kontakten til ham.
Min makker, som er pædagog og arbejder
i et ungehus, kendte Hussein. Jeg ved, at
den vurdering min makker gav af drengens
situation, kunne jeg godt bruge rent fagligt,
fordi jeg kender min makker. Faktisk endte
vores kollegiale samtale om drengen med,
at min makker foreslog Hussein, at han
mødtes med mig.
Normalt er Hussein en, der går og gemmer
sig. Jeg tror, han havde en idé om, at jeg ville
18 | | 19

presse ham ind i noget. Jeg har talt med ham
om det og sagt: Jeg skal ikke have dig til at
tage en bestemt uddannelse. Jeg skal hjælpe
dig med at finde den rigtige uddannelse!
Og sådan er der jo også andre drenge, som
min makker har en helt anden kontakt
med, hvor han kan åbne en mulighed for, at
drengene vil fortælle om det, der er svært for
dem.«
– Gademedarbejder
Gadeteamet
arbejder med 4 indsatsområder:
• vejleder unge vedr. fritidsliv, uddan-
nelse og job. Formidler kontakter til
relevante tilbud.
• Forebygger konfliktoptrapning
mellem grupper af unge på ydre Nørrebro
og skaber tryghed blandt unge
og beboere i lokalområdet.
• Forstærker og udbygger samarbejdsrelationer
til professionelle på
ungeområdet på ydre Nørrebro.
• Forstærker og udbygger samarbejdet
med de lokale afdelingsbestyrelser i
de almennyttige boligkomplekser i
lokalområdet.
Brobygningsarbejde
At få succes i arbejdet med børn og unge
på gaden er ikke noget, der alene sikres
gennem organiseringen af arbejdet, fordi
et utal af andre faktorer spiller ind i mødet
mellem en ung og en gademedarbejder.
Når vi alligevel vælger at bruge tid på at
beskrive organiseringen af gadeplansarbejdet,
er det, fordi organiseringen påvirker
gademedarbejdernes muligheder for at
kunne handle i mødet med børn og unge.
Man kan sige, at måden, gadeplansarbejdet
er organiseret på, virker direkte ind på
gademedarbejdernes mulighed for at bygge
bro mellem en ung og et relevant tilbud.
I Gadeteamet er den opsøgende indsats
organiseret både som opsøgende arbejde til
egen baseinstitution og som brobygningsarbej
de.
Gadeteamets formål med det opsøgende
arbejde til egen baseinstitution er at etablere
kontakt til de unge og hjælpe og støtte de
unge ved at tilbyde dem medlemskab, aktiviteter
og beskæftigelse i den op søgende
medarbejders egen baseinstitution. I Gadeteamet
er det pædagoger fra bydelens fri-
tids- og ungdomsklubber, som repræsenterer
de baseinstitutioner, teamet kan opsøge
til. Lærerne og uddannelsesvejlederne i
Gadeteamet har mulighed for at vejlede og
hjælpe de unge i forhold til vanskeligheder
i skolen og i forhold til valg af uddannelse,
praktik og job.
I brobygningsarbejdet arbejder de opsøgende
medarbejdere i Gadeteamet på at få
direkte og personlig kontakt med de unge
i målgruppen. Formålet med denne form
for opsøgende arbejde er at få bygget bro
mellem den unge og et relevant tilbud ved
at motivere den unge til at benytte nogle
af de eksisterende tilbud, som kommunen
råder over.
Erfaringerne fra arbejdet på gaden er, at
det opsøgende arbejde til egen baseinstitution
ofte knyttes sammen med brobygningsarbejdet,
fordi nogle af de unge, som
gademedarbejderne opsøger, har sociale og
personlige vanskeligheder. Det kan f.eks.
være en ung, som har det svært i skolen,
fordi fraværet er højt, og motivationen til at
gå i skole er i bund. Samtidig har den unge
måske et stigende forbrug af hash og er
20 | | 21

involveret i hærværk og småkriminalitet.
I Gadeteamet kender en af medarbejderne
i teamet ofte den unge i forvejen, og
gennem det opsøgende arbejde opstår der
en tillid og fortrolighed mellem gademedarbejderen
og den unge, hvor den unge
fortæller om de sociale og personlige vanskeligheder,
som adfærden er et udtryk for.
Skal gademedarbejderen kunne hjælpe og
støtte den unge i en positiv udvikling, vil
der typisk være brug for et tæt samarbejde
(brobygningsarbejde) på tværs af fag- og
forvaltningsgrænser i kommunen.
Som opsøgende medarbejder er det derfor
centralt at have svaret på, hvem de opsøgte
unge skal sendes videre til. For Gadeteamets
medarbejdere betyder det, at de
skal have systemkendskab, dvs. kende de
relevante tilbud, som kommunen råder
over i forhold til de unge, og vide, hvem
i systemet der kan hjælpe med at løse de
forskellige typer af problemer blandt de
unge. Mislykkes brobygningen til systemet,
risikerer de opsøgende gademedarbejdere
at miste fokus på det at være opsøgende.
For medarbejderne i Gadeteamet betyder
det, at de ud over at have evnen til at skabe
kontakt til børn og unge på gaden også
evner at skabe kontakt til de øvrige profes-
• På ydre Nørrebro er andelen af indvandrere
og efterkommere fra ikke
vestlige lande 29,2% (mod 18,6% i
resten af København).
• 52 % af de børn (0 til 15 år), som bor
på ydre Nørrebro, er af anden etnisk
oprindelse end dansk.
• 35 % af borgerne på ydre Nørrebro er
mellem 18 og 29 år ( mod 27% i det
øvrige København).
sionelle aktører i lokalområdet. Uden det
tætte samarbejde med det lokale netværk
af professionelle ville Gadeteamets handlemulig
heder være begrænsede! Derfor
bruger medarbejderne i Gadeteamet både
tid og energi på at forstærke og udbygge
kontakten til andre professionelle voksne,
der arbejder med børn og unge på Ydre
Nørrebro.
Både beboere og lokale samarbejdspartnere
henvender sig i stigende grad til Gadeteamet
for at få gadeplansmedarbejderne til at
tale med de børn og unge, som vækker bekymring
på grund af deres adfærd. En del
af henvendelserne kommer via et velfungerende
lokalt SSP-samarbejde eller gennem
teamets projektleder og koordinator, som
deltager i flere af bydelens forskellige lokale
samarbejdsudvalg. Andre henvendelser til
Gadeteamet kommer fra boligforeninger
eller gennem et personligt kendskab til
medarbejdere i teamet.
Den hjælp, gademedarbejderne tilbyder
de opsøgte unge, drejer sig ofte om vejledning
i forhold til problemer i skolen eller i
fritiden. Mange af samtalerne med de unge
drejer sig om noget af det, de går og tumler
med i hverdagen. Det kan fx være nogle
af de problemer, de står med i relation til
venner og familie. Ofte er de unge meget
optaget af fremtiden, og derfor yder gademedarbejderne
også vejledning i forbindelse
med valg af uddannelse eller praktisk
hjælp til at få et fritidsjob.
»Man skal tale med de unge om det danske
samfund. Nogle gange laver de unge ballade,
når de får dårlige karakterer i skolen. Så
bliver de sure på lærerne! Det betyder noget
for deres fremtid og for deres uddannelse, og
så bliver de presset. De synes, det er uretfærdigt,
og så blæser de på det hele.
Gadeteamet taler med os om, hvordan vi
har det sådan i det hele taget her i livet, og
vi taler om fremtiden. De har talt med mig
om uddannelse, og hvad jeg helst vil lave. Vi
har talt om, hvad der skal til for at forsørge
22 | | 23

en familie, og at man ikke kan klare det,
hvis man bare går rundt og er gadedreng!
Gadeteamet skal tale med de unge om
fremtiden og få dem til at blive nogle bedre
personer. De unge skal have en chance, de
skal have støtte i livet.«
– Mohammed Hussein, 17 år
En af de opgaver, som medarbejderne i
Gadeteamet ofte drøfter med hinanden,
er opfølgning af kontakten til de unge.
Opfølgningen betyder blandt andet, at den
enkelte medarbejder i teamet sørger for at
få nummeret til den unges mobiltelefon og
aftaler med dem, hvornår de skal mødes og
tale sammen igen. Opfølgningen handler
mange gange om, at gademedarbejderen
skal tilbage til sit bagland og undersøge
mulighederne for at hjælpe den unge,
for derefter at kontakte den unge igen og
aftale, hvad der videre skal ske.
Medarbejderne i Gadeteamet er blevet
mere opmærksomme på, at de indimellem
er nødt til at tage nogle af de unge i hånden
og følge dem hen til det relevante tilbud,
fordi de ikke selv magter at være opsøgende
og kommunikere med de offentlige
instanser eller arbejdsmarkedet. Netop i
denne sammenhæng er tværfagligheden i
Gadeteamet en fordel, fordi medarbejdernes
relationer til de unge er forskellige.
Et sikkerhedsnet i Gadeteamets
brobygningsarbejde
Nogle af de unge, som gademedarbejderne
opsøger og tager kontakt til, har brug for
støtte i form af flere forskellige tilbud, som
fx hjælp til at reducere et stigende hashforbrug,
støtte i nyt job i form af en mentor,
hjælp i forbindelse med efterskole, samtaler
med familien i forbindelse med kriminalitet
osv.
Medarbejderne i Gadeteamet har en
helt klar holdning til, at de som gademedarbejdere
ikke kan løfte opgaven alene. Derfor
fungerer samarbejdet i det lokale netværk
af professionelle voksne, der arbejder med
børn og unge på Ydre Nørrebro, som et
sikkerhedsnet for Gadeteamets brobygningsarbejde.
Netværket er altafgørende
for gademedarbejdernes handlemuligheder.
Uden dette netværk ville gadearbejdet
sande til.
De unge har brug for forskellige former for
støtte og vejledning, og derfor er gademedarbejderne
nødt til at samarbejde med
andre professionelle aktører på børne- og
ungeområdet på tværs af de forskellige
forvaltninger i kommunen. At samarbejde
på tværs af forvaltninger forudsætter, at
der er en vilje hos gademedarbejderne til
at kontakte en samarbejdspartner personligt
og bruge tid på at sætte sig ind i, hvad
samarbejdspartneren kan bidrage med
i forhold til arbejdet med lokalområdets
børn og unge.
Nogle af de netværksmøder, som de forskellige
medarbejdere i Gadeteamet deltager i,
handler om børn og unge, der skiller sig ud
i gadebilledet, fordi de har en adfærd, der
er så ekstrem, at den vækker bekymring.
Det er ikke ualmindeligt, at deltagerne går
ind til sådanne netværksmøder med en
forventning om, at det er et fælles ansvar
at løfte opgaven med at støtte og hjælpe de
børn og unge, der er i vanskeligheder.
De fleste, som har deltaget i møder med andre
aktører på børne- og ungeområdet, har
erfaret, at allerede inden deltagerne på mødet
har lært hinanden at kende, har de ofte
dannet sig et forhåndsindtryk af: Hvordan
de andre er! Hvad der karakteriserer deres
faglighed! Og hvad deres opgave er! Mange
24 | | 25

gange stemmer dette forhåndsindtryk ikke
overens med den enkelte deltagers egen
selvforståelse, og bliver de forskellige opfattelser
ikke samstemt, er der stor risiko for,
at samarbejdet ikke kommer til at fungere!
Medarbejderne i Gadeteamet har gode
erfaringer med at bruge tid på at tale med
deres samarbejdspartnere, også uden for de
formelle møderammer. Dialogen med samarbejdspartnerne
er »nøglen« til i fællesskab
at løse opgaverne i lokalområdet, og
det er derfor vigtigt, at den ikke hører op.
Forudsætningen for at udvikle samarbejdet
er, at man bliver ved med at tale sammen!
I Gadeteamet har nogle af medarbejderne
brugt tid på at opbygge et tæt samarbejde
med den lokale ungerådgivning, mens
andre har brugt tid på at opbygge et samarbejde
med nogle af de forskellige lokale
projekter, der er for børn og unge i bydelen,
og andre igen har opbygget kontakter
til personer, som kan vejlede og hjælpe
de unge med forskellige uddannelses- og
jobmuligheder.
Spørgsmål til dialog
med samarbejdspartnere
Her er en række spørgsmål, som Gadeteamet
har god erfaring med at bruge
i dialogen med samarbejdspartnerne.
Spørgsmålene, der er udviklet af bogens
forfatter, kan anvendes både i forhold til
samarbejdspartnere, som gademedarbejderne
»tror« de kender godt, og nye samarbejdspartnere,
som gademedarbejderne
ikke har et forhåndskendskab til.
Som udgangspunkt for dialogen er det en
god idé at forestille sig, at man kun har et
overfladisk kendskab til det indsatsområde,
Spørgeguide
• Hvilke unge er i til for? Hvad er jeres mission og opgave?
• Hvad kan i tilbyde de unge, og hvad får de ud af indsatsen?
som samarbejdspartnerne repræsenterer.
Man kender ikke deres arbejdsgange eller
deres indgang til samarbejdet omkring de
unge og har kun nogle forestillinger om,
hvilke unge de typisk tager sig af.
Spørgsmålene kan med fordel bruges, når
lokale og kommende samarbejdspartnere
vil fortælle om deres mission og opgaver,
første gang de mødes. Dispositionen kan
bruges til at få afstemt de fælles muligheder,
der er for at opbygge et samarbejde.
• Tegn et billede af, hvilke unge i ofte arbejder med. Hvad ville i jeres øjne være et eksempel på
en »typisk« ung? Fortæl om et forløb (problem, aktion, resultat).
• Tegn et billede af, hvilke unge i sjældent arbejder med. Hvad ville i jeres øjne være et eksempel
på en atypisk ung? ▶
26 | | 27

• Beskriv en typisk arbejdsgang. Fx: vi opsøger de unge ... De unge henvender sig selv ... Eller:
vi får typisk en henvendelse fra ..., og så gør vi typisk det, at vi ... (kan evt. illustreres med en
tegning over samarbejdslinjer).
• Hvordan vil i gerne bruges i et samarbejde?
• Hvad vil være den bedste måde at samarbejde med jer på?
• Hvad vil i gerne have hjælp og støtte til?
• Hvem samarbejder i oftest med? Hvem vil i gerne samarbejde mere med?
• Hvilke tendenser og bevægelser ser i blandt de unge i lokalområdet?
• Hvad er nogle af jeres største udfordringer?
• Hvad er jeres forhåbninger og forventninger til et samarbejde med os?
En landsby i landsbyen
»Jeg arbejder i bydelen og tænker på Ydre
Nørrebro som en landsby, fordi jeg selv er
opvokset i en landsby! Noget af det, jeg selv
synes var irriterende, da jeg var i puberteten,
det var, at man ikke kunne gøre noget,
uden de voksne på en eller anden måde fik
det at vide. Det kunne bare ikke lade sig
gøre! Det var irriterende dengang, men i
dag kan jeg godt se, at det var godt. Det var
en måde at passe på hinanden på! Og det
samme sker faktisk her på Ydre Nørrebro.«
– Gademedarbejder
Ydre Nørrebro er Københavns tættest
befolkede område, og derfor har det været
nødvendigt for Gadeteamet at afgrænse
deres arbejdsområde rent geografisk.
Afgrænsning af et bestemt område er en
væsentlig forudsætning for, at medarbejderne
i teamet får opbygget et lokalkendskab,
ydre Nørrebro er en bydel i Københavns
Kommune med 41.718 indbyggere. Med
en befolkningstæthed på 19.733 indbyggere
pr. km2 er ydre Nørrebro Københavns
tættest befolkede område.
der rækker ud over det kendskab, de har
til området gennem deres arbejde som lærere,
pædagoger og uddannelsesvejledere.
Afgrænsningen er også et udtryk for, at der
er flere landsbyer i den store landsby (Ydre
Nørrebro), og for at opnå viden om, hvordan
børn og unge færdes på Ydre Nørrebro
og bruger det offentlige rum som mødested,
kræver det, at gademedarbejderne
afgrænser det område, de vil arbejde i.
Erfaringerne fra Gadeteamets arbejde viser,
at teamets tilstedeværelse i et afgrænset
område gennem en længere periode øger
kontaktmuligheden til beboere og unge
i området. Gademedarbejderne får mulighed
for at blive kendte ansigter, og det
resulterer i, at det er de unge og beboerne,
der opsøger Gadeteamet, og ikke omvendt.
»I går mødte jeg en af de voksne gademedarbejdere
i en af gårdene. Vi havde et lille
problem, og så løste han det for os. Der var
to, der var uenige, og så fik en af dem hjælp
af en gruppe unge, og så var vi pludselig
mange. Så stoppede den voksne os og skilte
os ad. De to, der var uenige, blev alene med
| 29

den voksne, som sagde: Du skal ikke røre
ham, og han skal heller ikke røre dig. Bagefter
kom den voksne over til os og sagde:
Du gør sådan, og du gør sådan! Så løste vi
problemet og kom ikke op at slås!«
– Fadi Nassar, 14 år
Når gademedarbejderne intensiverer
deres indsats i et boligområde, har de også
mulighed for at opnå en tættere kontakt til
forældre og andre voksne i boligområdet.
Kontakten kan vise sig at blive værdifuld i
de perioder, hvor der er konflikter mellem
børn og unge i området. Kontakten til
forældrene giver gademedarbejderne større
mulighed for at få en opmærksomhed og
forståelse fra forældrene for deres tilstedeværelse
og indsats i boligområdet. Samtidig
kan kontakten give gademedarbejderne
et større indblik i forældrenes situation i
relation til deres børn, og mange gange kan
problemerne ikke løses, uden at forældrene
bliver involveret.
Synlighed er et vigtigt begreb i gadeplansarbejde,
og netop derfor er alle medarbejderne
i Gadeteamet iført trøjer eller
jakker med Gadeteamets logo. Logoet
giver anledning til, at folk henvender sig og
spørger: Hvem er I, og hvorfor går I rundt
i gaderne?
»Enten læser folk os forfra eller bagfra! Nogle
gange går der måske nogle børn og unge
bagved os og taler højt om, hvem vi er. Vi
kan høre, de er interesserede, og så vender vi
os og spørger: Har du et spørgsmål?
Logoet og tøjet giver anledning til dialog. De
fleste er nysgerrige, og så får vi en snak om,
hvad vi laver. Det kan være en snak på en
bænk med en ældre dame eller en ung fyr.
Vi gør meget ud af at fortælle, hvem vi er,
hvorfor vi arbejder på gaden, og hvad man
kan bruge os til.«
– Gademedarbejder
Efter hver gadevagt tegner medarbejderne
den rute, de har gået, ind på et kort, som
opbevares sammen med de logbogsnotater,
medarbejderne skriver over deres oplevelser
og observationer på gaden.
30 | ◀ Medarbejderne i Gadeteamet iført trøjer med logo
| 31
Nord

Logbogsnotater og statistik
At beskrive og dokumentere arbejdet på
gaden har vist sig at være et vigtigt redskab
til at udvikle den opsøgende indsats. Ved
hjælp af logbogen bliver gademedarbejderne
bedre til at sætte sig et mål for gadevagten,
inden de bevæger sig ud på gaderne og
møder de unge i lokalområdet. Det har vist
sig at have stor betydning, fordi det er med
til at skærpe opmærksomheden omkring
indsatsen og formålet med det opsøgende
arbejde. Notaterne er med til at sikre, at der
bliver fulgt op på unge, hvor der fx er en
konkret aftale mellem en gademedarbejder
og en ung, eller hvis det fx drejer sig om en
gruppe af unge, som skal have følgeskab til
en fritidsaktivitet e.l.
I logbogen er dokumentationen af indsatsen
med til at skærpe gademedarbejdernes
opmærksomhed mod fremdriften i
arbejdet. Hvis ikke denne dokumentation
foregår som en naturlig del af gademedarbejdernes
aktiviteter, sker der meget nemt
det, at de mister perspektivet i arbejdet og
har svært ved at se bevægelserne i arbejdet
med de unge.
Eksemplet på side 33 viser logbogens udformning
samt nogle af de oplysninger, gademedarbejderne
finder relevante at notere
i logbogen før og efter en gadevagt. Indholdet
i eksemplet er konstrueret, og dette
gælder også de anvendte personnavne.
Medarbejdere: Thomas, Kate og Mitat
Dato og tidspunkt: 17.00 -22.00
Målet med gadevagten: vi vil gå en tur i Mjølnerparken, da der er godt gang i de unge, som
er meget optaget af konflikten i Gaza/Palæstina. vi vil tale med dem
om, hvad de tænker om konflikten, og forsøge at fornemme, om der
er optræk til mod/hævnaktioner blandt de unge.
Opfølgning på unge: Opfølgning på aslam mht. uddannelsesplanen fra i tirsdags.
Opfølgning på kontakter
og personer:
vi havde en samtale i Ungerådgivningen om drengene i lundtof te -
32 | | 33
gade.
vi mødte: Quindrim, lagrim, arezu, ali, Zakaria, Naif mfl.
Situationer og oplevelser: På et tidspunkt kom en gruppe større drenge, der havde været med
til moddemonstrationen på Rådhuspladsen. De var oppe at køre, og
vi brugte noget tid på at tale med dem og stå parate i kulissen. Der
var meget bevægelse frem og tilbage, men vi fik talt dem ned, og de
gik videre over til netcaféen. alle drengene var fra aldersrogade.
Rute: Se kort s. 31
Kontakt til antal unge: 22
Derefter gik vi i Mjølnerparken, hvor der var mange udenfor i
gårdene. Måske fordi vejret er blevet lidt lunere. Nede i Klub 36 var
storskærmen stillet ind på en arabisk nyhedskanal, og drengene var
meget optaget af at tale om krigen i Mellemøsten. vi fik en varm
velkomst af både personale og unge – og varm kaffe.
videre til FF, hvor vi fik snakket lidt om eftermiddagens hændelser
med en gruppe drenge. Flere af dem havde været med til demon-
strationen og var blevet anholdt. Stort samtaleemne!

På en enkelt gadevagt møder teamets medarbejdere
i gennemsnit 28 unge. (Gennemsnittet
er beregnet på baggrund af 145 logbogsnotater,
svarende til ét års gadearbejde.
Nogle vagter er meget stille, mens andre
vagter kan være meget begivenhedsrige.
At beskrive nogle af de situationer, man
kommer i som gademedarbejder, er vigtigt,
fordi det giver anledning til fælles drøftelser
og refleksioner i Gadeteamet. Ud over at
blive brugt til beskrivelser af situationer og
oplevelser på gadevagten benyttes logbogen
også til optælling og registrering af gruppers
bevægelser. Medarbejderne skriver
navnene på de kendte unge, de møder på
gaden, og tæller op, hvor mange unge de
har været i kontakt med. Gadeteamet skriver
også, hvilke samarbejdspartnere de har
kontaktet i forbindelse med en gadevagt.
Som supplement til logbogsnotaterne
arbejder Gadeteamet med en statistik, som
de fører over personlige kontakter til de
unge. Det kan være kontakter, hvor der er
tale om, at de unge modtager vejledning,
eller om, at gademedarbejderne henviser
eller følger den unge til et bestemt fritids-
eller jobtilbud. Der bliver ligeledes ført
statistik over konfliktmægling for at sætte
tal på, hvor mange gange Gadeteamet går
ind og medvirker til at nedtrappe eller
stoppe konflikter mellem grupper af unge.
(Jf. statistikskema bilag 2, s. 88).
At arbejde med statistik og tørre tal er ikke
det, der motiverer en gademedarbejder!
Derfor har det også taget tid at få skabt en
forståelse blandt gademedarbejderne for,
hvad en statistik kan bruges til, og hvorfor
det er nødvendigt at anvende statistik i forbindelse
med gadevagterne. Forståelsen er
gradvist øget i takt med, at medarbejderne
har kunnet se formålet med at føre statistik.
En sammentælling af oplysningerne i Gadeteamets
statistikskemaer og logbøger viser,
at teamet har opnået følgende:
• 65 unge er blevet tilbudt et fritidsjob
• 39 unge har haft vejledende samtaler
vedrørende uddannelse eller job
• 63 unge har fået formidlet en kontakt til
et fritidstilbud
• 46 unge er blevet indmeldt i en klub i
lokalområdet
• 12 unge har fået følgeskab til klubtilbud
• 1 ung har fået følgeskab til skole over en
periode på 14 dage
Hvorfor skal gademedarbejdere bruge
tid på statistik?
• Statistik er en støtte i arbejdet med at
følge op på de unge
• Statistik siger noget om de forskellige
former for vejledning, som gademedarbejderne
yder
• Statistik kan vise nogle generelle tendenser
i kontakten med børn og unge
• Statistik giver baggrundsforståelse for
forvaltning og politikere, når der skal
træffes beslutning om indsatser på
gadeplan
• 22 konfliktmæglinger
• 45 børn og unge har fået følgeskab fra
fritidstilbud til hjem under bandeurolighederne
• 4 unge har modtaget vejledning og
støtte i forbindelse med begået kriminalitet
• 8 hjemmebesøg hos familier til opsøgte
unge
• 6 kontakter til Socialforvaltningen vedr.
unge
• 1 underretning
• 1 bekymringsskrivelse
34 | | 35

[ET øJEBliKSBillEDE]
DRENGENE
i lUNDTOFTEGaDE
En aften i starten af april går jeg sammen med
to gademedarbejdere i retning mod lundtoftegade,
hvor vi skal møde nogle af drengene fra
kvarteret. Det er isnende koldt udenfor! Gademedarbejderne
er iført tykke fleecetrøjer og har
deres jakker med logo på. Jeg trækker skuldrene
op om ørene og indser for sent, at jeg ikke er
klædt på til at trave gaderne tynde!
vi standser foran en endeløs række af
boligblokke, der rager op i et landskab af asfalt
og beton. Gademedarbejderne hilser på fire
drenge, som står og hænger ved et busstoppested.
De kender drengene og spørger: »Er det
i orden, hvis damen stiller jer nogle spørgsmål?«
Drengene vil godt svare på et par spørgsmål,
men først vil de vide, hvem jeg er, og hvorfor jeg
vil tale med dem.
Jeg fortæller dem, at jeg skal skrive en bog
om Gadeteamets arbejde. De siger OK til en kort
samtale. vi aftaler, at jeg taler med dem inde i en
af opgangene, hvor der er mere ro og knap så
koldt som ude på gaden.
Muhamed-ali er vokset op i lundtoftegade
og har gået i den lokale klub.
»Der boede vi. Det var vores andet hjem,«
siger han. »i klubben kunne vi mødes og spille
musik, bruge computerne eller spise sammen.
Det var der, vi var sammen.«
Han er tydeligt bekymret for mange af drengene
i området, fordi de minder ham om hans
mindre brødre.
»De kan ikke være oppe i lejlighederne, når
de er mange. Det er små drenge, og de går rundt
i gården og på gaden!«
Han er ikke glad for det, han ser i sit gamle
område.
i dag er Muhamed-ali og hans familie flyttet
36 | | 37
til Brøndby.
»Min mindste bror skal ikke vokse op i det her
kvarter. Prøv at kigge dig omkring, hvad ser du?
Der er ikke noget til os, vel? Der er kun gaden!«
inden vi slutter vores samtale, giver Muhamed-ali
mig en webadresse, hvor jeg kan læse
om en film, han har medvirket i. Filmen hedder
En til en og handler om livet i en familie, der bor
i et kvarter, som de fleste danskere for længst er
flyttet fra.
Sarjo står og tripper og kan næsten ikke
vente med at fortælle mig, hvad han synes om
drengenes situation. Han er en høj muskuløs fyr
på 15 år, men på grund af hans bygning og højde
bliver han ofte tippet til at være mindst 20 år. Jeg
falder da også i med begge ben: »Du ligner altså
en, der er meget ældre!«
Sarjo griner overbærende til mig og fortæller,
at han kender mange af de drenge, som bor i
området, og ingen af dem kan forstå, at klubben
er lukket.
»Klubben står tom, og vi går rundt på gaden.
vi kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der ikke er
plads til os. vi var glade for klubben, da den var
åben. Jeg ser tit en gruppe små drenge, som render
rundt på gaden. De er mindst 10-15 stykker.
Dem, jeg er sammen med, er noget ældre, og vi
står og hænger her. Hvor skal vi ellers mødes, når
vi er så mange?
Det virker som om, vores eneste mulighed
for at få en klub er at lave ballade. Det hjælper
åbenbart ikke at opføre sig almindeligt for at
få en klub. Man skal gøre noget, som vækker
opsigt, og noget, der får politikkerne op af
stolene. Noget journalisterne gider skrive om!
Det har vi ikke gjort endnu. De fleste af os har
en ren straffeattest. vi er jo ikke dumme, vel?
Gadeteamet forsøger at hjælpe, og de taler med
mange forskellige personer for at se, om de kan
få nogen til at åbne en klub for os. Dem, der går i
Gadeteamet, virker okay.«
De to gademedarbejdere fortæller mig, at
de sammen med Ungerådgivningen på ydre
Nørrebro har fastholdt dialogen med drengene
fra lundtoftegade for at forebygge, at drengene
forsøger at skabe negativ opmærksomhed om
sig selv som den sidste udvej for at råbe politikere
og andre op.
Gademedarbejderne er kede af, at kvarterets
unge bliver stigmatiseret som ungdomskriminelle,
og de er trætte af at læse i aviserne om ballade
og kriminalitet blandt de unge. De fortæller
mig, at en gruppe af de større drenge i området
– i perioden fra klubben lukkede til nu – har
påtaget sig opgaven med at passe deres mindre
søskende, så de ikke skal opholde sig på gaden
og i opgangene. Det har de gjort på frivillig basis.
i gademedarbejdernes øjne vidner drengenes
initiativ både om ansvar og modenhed.
Det er bare ikke det billede, journalisterne

ønsker at fremstille i deres artikler, som handler
om, hvor betændt området er, og om konflikter
og problemer blandt unge. Sproget i artiklerne
har en negativ effekt på børn og unges selvforståelse
i et område, hvor borgere, socialarbejdere
og frivillige er nødt til at arbejde på at få alle,
uanset baggrund, til at fungere sammen.
Resultatet
Fritids- og ungdomsklubben i lundtoftegade,
som drengene fortalte om, blev lukket da Hillerødgades
Heldagsskole blev etableret. ved at
fastholde dialogen med drengene i en periode
på lidt over et år formåede Gadeteamet og
Ungerådgivningen at få drengene til at bevare
troen på, at det nok skulle lykkes for dem at få
et sted, hvor de kunne mødes. i tæt samarbejde
med den pædagogiske konsulent og Københavns
Kommunes børne- og ungdomschef for
distrikt Nørrebro pressede Gadeteamet og Ungerådgivningen
på, for at drengene fik et sted,
hvor de kunne mødes.
I dag er klubben genåbnet, og drengene fra kvar-
teret har nu igen et sted, hvor de kan mødes under
socialpædagogiske rammer.
38 | | 39

40 |
2

»
42 |
Fælles faglighed udvikles
ved, at gademedarbejderne
tager sig tid til at sætte
ord og begreber på det, de
gør, og effekten af det, de
gør, når de tager kontakt til
børn og unge på gaden
Fælles faglighed
i gadeplansarbejdet
»Det er ret afgørende for samarbejdet i
Gade teamet, at de forskellige teams og makkerpar
ikke tænker: Vi gør det på den rigtige
og ordentlige måde, det gør de andre ikke!
Alle gør det så godt, de kan, og ud fra de
personer, de er, og den faglighed, de har med
sig. Derfor er vi nødt til at tale om vores
arbejde gennem eksempler og få anskueliggjort,
at der kan være mange måder at gøre
tingene på.«
– Gademedarbejder
I Gadeteamet er det nødvendigt, at medarbejderne
i teamet bruger energi på at
udvikle en form for fælles faglighed. Derfor
deler gademedarbejderne deres viden fra
praksis ved i fællesskab at udforske forskel-
lige situationer og oplevelser fra arbejdet
på gaden, gode som dårlige. Den fælles
faglighed udvikles ved, at medarbejderne
tager sig tid til at sætte ord og begreber på
det, de gør, og effekten af det, de gør, når de
tager kontakt til børn og unge på gaden.
At blotlægge sin egen praksis gennem
konkrete eksempler kan være følsomt, fordi
det kan efterlade den enkelte medarbejder
med en oplevelse af utilstrækkelighed. Det
stiller store krav til medarbejderne i Gadeteamet,
når de går sammen om at udforske
en kollegas oplevelser og erfaringer fra
arbejdet på gaden. Det handler i høj grad
om omtanke og om tonen i medarbejdergruppen.
Derfor kan det være nødvendigt
at definere nogle fælles spilleregler for:
| 43

• Hvad kan der tales om her?
• Hvad er vores intentioner med at tale
om dette?
• Hvordan vil vi tale om det?
• Hvilken »tone« ønsker vi, der skal være?
Flere gademedarbejdere kan huske de
mange meningsudvekslinger, der opstod i
forbindelse med nogle af de tidligere møder
i Gadeteamet, hvor de gerne selv ville
fortælle om en konkret oplevelse med en
ung eller drøfte en særlig problemstilling.
Det, de husker bedst fra meningsudvekslingerne,
er oplevelsen af ikke at blive hørt,
fordi kollegerne i deres iver efter at bidrage
med egne oplevelser og gode råd glemte at
undersøge:
Hvad er det egentlig vores kollega vil fortælle?
Hvad vil vedkommende gerne have
faglig feedback på? Er der et ønske om, at vi
spørger ind til oplevelsen, snarere end at vi
fylder på eller giver svar?
Når man som kollega bliver ivrig, fordi
man gerne vil komme med et godt råd,
glemmer man at lytte, og derved går et
stykke fagligt udviklingsarbejde tabt!
En gademedarbejder kan ikke umiddelbart
overføre en række gode råd fra andre
til sin egen praksis. Mennesker fungerer
ikke som computere, hvor andre bare kan
lægge ny viden eller nye holdninger ind på
den personlige harddisk. Man er nødt til at
tilegne sig det nye ved at konstruere, og det
er en proces! Derfor kan det at fortælle om
en hændelse eller et forløb, man har været
involveret i, mens en anden lytter og nysgerrigt
spørger ind til fortællingen, åbne op
for nye refleksioner hos fortælleren.
At drøfte selvoplevede eksempler fra arbejdet
på gaden med andre kolleger fordrer en
særlig anerkendende tilgang og en høj grad
af disciplin. Disciplinen består i at bevare
nysgerrigheden for i fællesskab at udforske
oplevelserne og erfaringerne fra den konkrete
situation.
Det er en god ide at opstille nogle få,
enkle regler for, hvordan dialogen skal
foregå. En slags »dogmeregler«, som skal
overholdes. Reglerne kan medvirke til at
træne disciplinen: at lytte! Hvor styring
og struktur kan medvirke til, at dialogen
fastholdes som et alternativ til mere almindelige
parallelle monologer, der i bund og
grund er en række uproduktive meningsudvekslinger.
En metode til
at sætte ord på egen faglighed
En af forudsætningerne for at udvikle en
fælles faglighed i gadearbejdet er, at den
enkelte medarbejder er i stand til at sætte
ord på sin egen faglighed. Derfor er det
nødvendigt at stille spørgsmål, der tager
afsæt i konkrete situationer fra arbejdet på
gaden og dermed bygger på medarbejder-
Spørgeguide
nes egne oplevelser og erfaringer.
Som et eksempel på, hvordan man kan
spørge ind til oplevelser og erfaringer fra
arbejdet på gaden, har Gadeteamet anvendt
en række spørgsmål, som egner sig særlig
godt til at sætte ord og begreber på fagligheden
blandt gademedarbejderne.
Fortæl om en enkelt lille ting, du har gjort på det seneste i forhold til dit arbejde på gaden, som
du er rigtig godt tilfreds med. Noget du selv er tilfreds med, at du har gjort – trods alt!
• Fortæl lidt om, hvad der skete.
• Hvad gjorde du, og hvordan reagerede andre på det, du gjorde?
• Hvad var din intention med det, du gjorde?
• Hvad vil du kalde det, du gjorde. (Hvad vil du kalde den eller de handlinger, du udførte?).
• Hvilke færdigheder er det, du har, siden du kan gøre, som du gjorde?
• Kan du komme i tanke om andre situationer, hvor du har brugt disse færdigheder?
• Hvad betyder det for dig at vide, at du har disse færdigheder?
• Når du tænker på disse færdigheder, hvilke idéer har du om, hvordan du ønsker at bruge dem i
dit arbejde? (Hvilken slags formål vil du gerne bruge og inddrage dem i?).
• Når du taler om dette, er der så noget, som bliver mere centralt for dig? Noget du får lyst til at
gøre eller holde fast i?
44 | | 45

Brug af
konkrete eksempler og cases
Det opsøgende arbejde er kendetegnet ved
at foregå uden for eller på kanten af de
eksisterende institutioner og forvaltninger.
Det vil sige, at der sjældent er rammer og
regler for, hvordan situationer skal tackles.
Gade medarbejderne må prøve sig frem
for at se, hvilken effekt deres handlinger
har i de konkrete situationer. Derfor er
det essentielt, at gademedarbejderne har
tid og rum til faglige og etiske refleksioner
sammen. Mange af samtalerne mellem
gademedarbejderne drejer sig ofte om deres
egen mulighed for at handle i mødet med
en ung:
• Hvordan virker det, jeg gør?
• Virker det også i lignende situationer?
• Virker det for andre end mig?
»Det er vigtigt, at vi holder fast i, at vi
arbejder med en åben dialog og en vifte af
muligheder. Her skal vi tænke højt og ikke
komme med en masse gode råd. Der ligger
også en anerkendelse i det, fordi man tænker:
Åh, det er ikke så dårligt, det, jeg går og
gør!«
– Gademedarbejder
Medarbejderne i Gadeteamet har brugt
forskellige konstruerede cases til at drøfte,
hvordan de hver især ville vælge at handle
i en given situation. De forskellige cases
har fungeret som katalysator for, at medarbejderne
i teamet har fået talt om deres
erfaringer fra arbejdet på gaden.
Pointen i arbejdet med de konstruerede
cases er, at der ikke findes en standardløsning
for, hvordan en gademedarbejder skal
håndtere en bestemt situation. Derfor er
man som kolleger nødt til at kende hinandens
forskellige indfaldsvinkler og holdninger
til, hvordan man vælger at gå frem i
mødet med børn og unge på gaden.
Case øvelser
Du er ansat som opsøgende medarbejder i
Gadeteamet og skal sammen med din kollega
komme med forslag til, hvordan I vil
handle for at afhjælpe den unges situation.
Jeres eneste redskab er jer selv, en mobiltelefon
og et begrænset økonomisk råderum
til her og nu udgifter.
I har ikke kompetence til at foretage anbringelser
eller iværksætte andre foranstaltninger,
men kan selvfølgelig henvende
jer til Socialforvaltningen i kommunen.
Det er vigtigt, at I overvejer alternative
løsninger, hvis den første ikke lykkes. Der
findes ikke nogen standardløsning.
Case 1: Pige, 14 år.
Er holdt op med at komme i klubben. Muligvis
har hun haft en kontrovers med andre
unge. Hun har tidligere haft perioder,
hvor hun har været meget mut og indelukket.
Hun har tilsyneladende ingen venner,
holder sig ofte for sig selv. Henvender sig
aldrig til voksne om problemer. I møder
hende på gaden om aftenen.
Hvordan vil I få kontakt med pigen?
Hvornår kan man tillade sig at kontakte en
ung?
Case 2: Dreng, 15 år.
Sidder alene bag ved sportshallen fredag
aften og ser meget trist ud. Han fortæller,
at hans forældre drikker. Ryger selv meget
hash. Har samme dag været oppe at slås
med stedfar og ønsker under ingen omstændigheder
at tage hjem igen. Han vil ikke
have, at forældrene får at vide, hvor han er.
Hvad er drengens vigtigste problem lige nu?
Hvordan vil I hjælpe ham?
Case 3: Tre piger, 14-15 år.
Opholder sig på en central plads i bydelen.
Er meget provokerende over for forbipasserende.
Ingen tør tilsyneladende sige noget
til dem. I har hørt rygter om, at disse piger
har overfaldet yngre piger og frataget dem
deres penge, men ingen har kunnet bevise
det, fordi ofrene for overfaldet ikke tør
melde pigerne. Det er tydeligt, at den ene
pige på 15 år er føreren, mens de to andre
er medløbere. I ved, at pigen på 15 tidligere
har været frivilligt anbragt, men hun er nu
hjemgivet efter eget og moderens ønske.
De to andre er ikke kendt af systemet. P.t.
har ingen i det sociale system kontakt med
dem.
Da de ser jer på gaden, giver de jer
fingeren og siger, at I bare skal skride, hvis
I ikke vil have nogen bank.
46 | | 47

Hvad vil I gøre?
Hvordan vil I få kontakt med dem?
Hvad kan/vil I tilbyde pigerne?
Hvordan skal man reagere på deres trusler
om vold på gaden?
Case 4: Dreng 18 år.
I har flere gange talt med ham på gaden.
Han har fortalt en del om manglende selvværd,
grænsende til hvad I vil betegne som
psykiske problemer. Kommer fra en familie,
hvor han ikke har kunnet fortælle om
sine problemer. Forældrene har sjældent tid
til at lytte, og når han har fortalt noget, har
de bare slået det hen.
I ser ham på gaden en dag og fornemmer,
at noget er galt. Han er ikke, som han
plejer. Han virker underlig og har svært
ved at genkende jer. Han taler om, at han
har gjort noget forfærdeligt, eller er ved at
gøre noget forfærdeligt, men vil ikke sige
hvad.
Hvad vil I gøre her og nu?
Hvad kan/vil I gøre på længere sigt?
Hvordan håndterer man psykiske problemer
på gadeplan?
* De 4 cases er konstrueret af bogens forfatter i samarbejde
med konsulent Susanne Pihl Hansen.
Spilleregler
og teamsamarbejde
Inden Gadeteamet tog det første skridt ud
på gaderne i bydelen, blev alle gademedarbejderne
præsenteret for et sæt spilleregler,
som var udformet af teamets koordinator.
Spillereglerne blev gennemgået, drøftet og
justeret på de første fællesmøder i Gadeteamet,
og i dag fungerer reglerne som en
kontrakt, man skriver under på, når man
starter som ny medarbejder.
Gadeteamets spilleregler (se bilag 3, s. 90)
er en:
• fælles ramme for Gadeteamets arbejde
• guide til få og enkle procedurer, som
opretholder de fælles arbejdsgange i Gadeteamet
• guide til hvordan man håndterer krisesituationer
(ambulanceplan)
• beskyttelse af den enkelte gademedarbejder
mod at begive sig ud i håndtering
af situationer og funktioner, som
bringer medarbejderne eller andre i fare
»Når man arbejder på gaden, er man rimelig
sårbar, fordi der kan ske mange ting, når
man er uden for sine normale fysiske rammer!
Derfor skal der også være en form for
fælles referenceramme og sikkerhedsnet.«
– Gadeteamets koordinator
I Gadeteamet har man dannet en række
mindre teams, som går sammen på gaden,
og hvert team er sammensat sådan, at der
er taget hensyn til medarbejdernes sympatier
og deres tillid til hinanden. Det hænger
sammen med, at oplevelsen af tryghed i de
forskellige teams har indflydelse på sikkerheden
i udførelsen af gadeplansarbejdet. Jo
mere tryghed, der er i et team, jo større er
sikkerheden i arbejdet på gaden. I Gadeteamet
har det fra starten været vigtigt at
skabe en kultur, hvor det er legalt at tale
om de forskellige menneskelige aspekter,
der spiller ind i forhold til sympati, kommunikation
og samarbejde.
»Det betyder meget, at vi er ærlige over for
hinanden som kolleger og ikke spiller spil!!
Det kan man gøre, hvis man sidder på et
48 | | 49

kontor. Men her er vi afhængige af hinanden,
når vi går på gaden, fordi vi arbejder
med mennesker.«
– Gademedarbejder
I Gadeteamet er det indimellem nødvendigt,
at medarbejderne kan skifte rundt
og gå i andre teams, når der er sygdom,
eller der skal afvikles ferie. Nogle af de
medarbejdere, som har gået på gaden med
forskellige makkere, fortæller, at det har
givet dem blik for de mange forskellige
måder, man kan udføre gadearbejdet på.
Det har også betydet, at mange af de faglige
drøftelser i Gadeteamet er blevet mere nuancerede,
og der er en fælles forståelse for,
at arbejdet kan udføres forskelligt, alt efter
hvem man arbejder sammen med.
Når medarbejderne i teamet opsøger børn
og unge i det offentlige rum, er det nødvendigt
at være opmærksom på, at denne kontaktform
er væsentligt forskellig fra den
kontakt, der opstår i de daglige og vante
institutionsrammer. For en skolelærer kan
der være en markant forskel på det at stå
i et klasselokale og undervise elever, som
skal følge bestemte regler, og det at stå på
gaden en sen aften og tale med en gruppe
unge, hvor der måske kun er én ung i gruppen,
som gademedarbejderen kender.
»Det er meget vigtigt at tackle situationen
på en anden måde, end man ville have gjort
i skoleregi eller klubregi. De spilleregler, der
er i institutionerne, kan vi ikke tage med os
ud på gaden! Jeg kan jo ikke rende rundt og
give de unge svedere, når jeg møder dem på
gaden, eller kalde dem op på kontoret eller
smide dem ud af skolen!«
– Gademedarbejder
Den kontakt, der opstår i det offentlige
rum, i mødet mellem en ung og en gademedarbejder,
er på den unges betingelser
og ikke omvendt. Her er gademedarbejderen
gæst i de unges rum og træder ind i en
mængde etablerede sociale og kulturelle
relationer mellem de unge.
»Vi møder børnene forskellige steder i
bydelen, og vi møder dem i deres fritid. Det
forgår i deres domæne, hvor det er deres
regler, der gælder. Vi kommer ikke med en
løftet pegefinger og siger: Det må du ikke,
og det må du gerne. Her mødes vi på deres
præmisser!«
– Gademedarbejder
I Gadeteamet er det relationen mellem kollegerne,
der afgør, hvordan de kontakter de
unge. Det er relationen mellem kollegerne,
der afgør, hvordan arbejdet udføres, fordi
det er her kompetencerne findes. Derfor
har Gadeteamet også et helt særligt princip
om, at det altid er det svageste led i kæden,
der bestemmer farten. Det skal forstås
sådan, at hvis bare én af medarbejderne i
teamet føler sig utryg på gaden, for eksempel
i forhold til at skulle mægle i en konflikt
mellem to grupper af unge, så trækker
teamet sig. Dette princip har gademedarbejderne,
fordi man både har ansvaret for
sin egen sikkerhed og kollegaens. Samtidig
med at Gadeteamets omdømme er afhængigt
af den måde, konflikterne håndteres
på.
Som gademedarbejder er man nødt til at
reagere på de kropslige oplevelser og for-
nemmelser, man har i tilspidsede situationer.
I Gadeteamet er konflikthåndtering et
af de fælles emner, som medarbejderne har
valgt at bruge tid på. Ved hjælp af rollespil
har medarbejderne i teamet gennemspillet
en række forskellige situationer, som en
gademedarbejder typisk vil komme ud for.
Medarbejderne har diskuteret de forskellige
måder at gå frem på: Hvad ville jeg gøre
i den og den situation? Hvad ville du gøre?
Hvornår ville jeg selv trække mig?
Når det drejer sig om kommunikation, har
vores kropssprog stor betydning. Derfor
giver det god mening at gennemspille
forskellige situationer, hvor man fysisk
kan mærke, hvordan man ville reagere i
50 | | 51

situationen. Rollespil hjælper samtidig gademedarbejderne
med at få talt om nogle af
de emner, som ellers kan være vanskelige at
tale om, fordi det netop er meget forskelligt,
hvordan vi reagerer i pressede situationer.
»Hvis du reagerer unormalt i en konflikt,
vil det give efterdønninger. Hvis de unge
oplever din reaktion som en svaghed, vil de
sige: Hov, ham der kan man jo skræmme
væk ved at gøre sådan her! Den kollega vil
måske blive drillet lidt mere, næste gang de
unge møder ham. Efterhånden som du lærer
dine kollegaer at kende, kan du jo gardere
dig mod det. Du kan skåne en person og selv
gå frem og tage det stød. På den måde kan
du jo komme problemet i forkøbet!«
– Gademedarbejder
At være bevidst om, hvem man er, hvad
man står for, og hvordan man virker på
andre mennesker, er afgørende for kontakten
til de unge. Flere af medarbejderne i
Gadeteamet har oplevet at stå i tilspidsede
situationer, hvor grupper af unge har været
i konflikt med hinanden, og hvor medarbejdernes
fysiske tilstedeværelse har været
afgørende for, at konflikten ikke blev udløst
i vold blandt de unge. Det eneste redskab
gademedarbejderne har i en konfliktsitua-
tion er dialogen, og derfor anvender ingen
i Gadeteamet nogen form for fysisk magt.
Medarbejderne vurderer i hver enkelt
situation, om de selv er i fare for at blive
udsat for vold.
At sige fra og erkende, at man føler sig
utryg i en bestemt situation, kræver, at der
er en helt særlig tillid og fortrolighed mellem
kollegerne i et team. Er der ikke den
nødvendige tillid, og bakker kollegaerne
ikke hinanden op i situationen, kan den
enkelte gademedarbejder nemt efterlades
med en følelse af utilstrækkelighed. Derfor
bruger gademedarbejderne ofte meget tid
på at drøfte de konkrete episoder, hvor de
har interveneret i konflikter mellem unge
på gaden eller i konflikter mellem voksne
og unge.
»Den ene dag har de unge det godt, og den
næste dag har de det ikke så godt! Derfor
skal man være god til at læse de unges signaler.
Og så skal man kunne finde ud af at
sige: Hov, her tager vi det lige stille og roligt.
Giv plads til de unge, til at være i fred. Fordi
vi er altså på deres boldgade. Vi er på deres
område!«
– Gademedarbejder
En metode til samtaler
om værdier og holdninger
En af de idéer, medarbejderne i Gadeteamet
er kommet med, handler om, at hvert
makkerpar eller team på skift bringer et
dilemma eller en problemstilling op på fællesmøderne
i Gadeteamet. På den måde får
gademedarbejderne øvet sig på at fremlægge
en sag og vise en faglig åbenhed over for,
at man kunne have gjort det anderledes.
På et tidspunkt havde Gadeteamet mange
drøftelser og overvejelser om, hvad de
kunne tillade sig at sige/gøre, når de mødte
en ung, der sagde: Det er OK at brænde
bygninger og containere af, når I sviner
vores religion til med Muhammed­tegningerne!
Alle danskere er racister! Bomb Israel
og USA!
»Som gademedarbejdere skal vi selvfølgelig
ikke gå ud og sige: Det har du fuldstændig
ret i. Ned med USA, eller ned med et eller
andet! Vi lever i et demokratisk land!
Den måde, vi indgår i dialog med de
unge på, er jo forskellig fra person til person.
Nogle konfronterer, og andre gør ikke. Og
det synes jeg, der skal være plads til. Vi kan
jo ikke have en fælles holdning til, at vi skal
møde de unge med nogle bestemte svar – fx
på hvordan man tackler det at være tokulturel
eller det at være religiøs. Det tror jeg
simpelthen ikke på!«
– Gademedarbejder
Det er en udfordring for gademedarbejderne
at diskutere komplekse emner, der
spænder bredt, fordi de indeholder en
række forskellige dilemmaer. Det ender
for det meste med at blive til en generel
diskussion om religion, politik, kultur og
værdier. Denne form for drøftelser får de
enkelte medarbejdere ikke rigtig noget ud
af, fordi de ikke får reflekteret over deres
egne holdninger i forhold til det, de gør i de
konkrete situationer.
Gadeteamet har, i samarbejde med
bogens forfatter, udviklet en dialogform,
hvor de taler om emnerne ud fra konkrete
eksempler. Som indledning til en dialog
om dilemmaer, værdier og holdninger
bruger gademedarbejderne først hver især
lidt tid til at tænke over en situation, de har
stået i, hvor de har været i tvivl om, hvor-
52 | | 53

dan de skulle reagere på det, de unge sagde
eller gjorde. De skriver deres spørgsmål ned
på et stykke papir:
• Hvad kan jeg egentlig sige/svare, når de
unge siger eller gør sådan ...?
• Hvad kan jeg gøre i denne situation ...?
Spørgeguide
Bagefter samles medarbejderne i mindre
grupper, hvor de fortæller hinanden om
den situation, de har stået i, og taler om
det spørgsmål, de er optaget af – ud fra en
særlig spørgeguide.
Under dialogen bliver det måske klart, at
gademedarbejderne ikke gør det samme el-
• Fortæl mig lidt om det spørgsmål, du er optaget af.
• Når du er optaget af dette spørgsmål, har du da en fornemmelse af, hvad det er, der er særlig
vigtigt for dig?
• Når du taler om det, der er vigtigt for dig, har du så en fornemmelse af, hvilke værdier det
handler om?
• Hvad er historien om dig og disse værdier? Hvordan er de kommet ind i dit liv?
• vil du fortælle en historie/oplevelse, der eksemplificerer dette?
• Udfører du handlinger i dag, der er inspireret af disse værdier?
• vil du fortælle lidt om en af disse handlinger?
• Når du taler om dette, er der så noget, der bliver endnu mere centralt for dig?
• Er der noget, du får lyst til at gøre, eller nogen, du får lyst til at tale mere med om dette?
ler gør alt på den samme måde. Det, der er
vigtigt i dialogen, er, at den enkelte medarbejder
får skærpet sin opmærksomhed på
egne værdier og holdninger.
For gademedarbejderne er det vigtigt at
blive bevidste om deres egne holdninger
og værdier ved at sætte ord på dem, for på
den måde at kunne stå inde for det, de gør.
Medarbejderne taler ofte om, hvorvidt det
er muligt at adskille deres private holdninger
fra deres professionelle holdninger.
Erfaringerne fra arbejdet på gaden er, at
personlighed og faglighed smelter sammen
i selve opgaveløsningen.
»Vi er forskellige, og jeg synes, det er vigtigt,
at man som lærer eller pædagog kan stå
frem med, hvem man er som menneske!
Nogle er troende, andre er ikke troende.
Nogle er politiske, og andre er ikke politiske.
Vi møder jo mangfoldigheden på gaden!
Vi kan lide at møde mennesker på forskellig
vis. De børn og unge, vi møder, skal
jo kunne spejle sig i, at vi også er forskellige,
og de skal vide, at det er i orden at være
forskellige. At det at have et samliv – en
sameksistens – det kræver ikke, at man er
ens, men det kræver, at man er inkluderende
i forhold til andre.«
– Gademedarbejder
54 | | 55

Den personlige mission er
drivkraften i arbejdet på gaden
Det er en meget konstruktiv og engagerende
proces, når gademedarbejdere fortæller
hinanden om deres forskellige bevæggrunde
for at arbejde på gaden og om, hvad
de håber at opnå med deres indsats over
for børn og unge. Et af de første møder i
Gadeteamet handlede om missionen med
den opsøgende indsats. Hvorfor skal der
overhovedet arbejdes opsøgende? Hvad er
målet med at igangsætte opsøgende arbejde?
Og hvad er min egen interesse i at udføre
dette arbejde?
På et fællesmøde fortalte gademedarbejderne
på skift, hvad der havde fået dem
til at vælge at blive en del af Gadeteamet.
Alle gademedarbejderne arbejdede på det
personlige plan med at formulere deres
hensigter med at arbejde på gaden og deres
forventninger til arbejdet. Den personlige
mission er tæt forbundet med den enkelte
medarbejders engagement i det opsøgende
arbejde, og det er ofte den anderledes kon-
taktform på gadeplan, som giver gademedarbejderne
energi til at gå ind i arbejdet.
Det følgende eksempel er med for at vise,
hvordan det personlige engagement spiller
ind for gademedarbejderne i forhold til at
udføre arbejdet på gadeplan.
Eksempel:
Hvad har fået DIG til at vælge, at du vil
være med i Gadeteamet?
Udfordringerne! At gå på gaden og møde
de unge, jeg kender i forvejen, og blive
stoppet af de mange forskellige, der bor her
i lokalområdet, hvor jeg selv er opvokset.
At være en del af et team og danne netværk
mellem lærere og pædagoger, så vi kommer
ud over alle fordommene og får en forståelse
for hinanden.
Hvad vil du særligt give til Gadeteamet?
Jeg har en del erfaringer, jeg kan bidrage
med. De unge må gerne se mig som en
rollemodel, der er kommet længere i mit liv
både mht. arbejde og integration. Jeg kan
vise dem, at det kan lykkes!
Hvad, synes du, ville være en kæmpe sejr for
jer – her i lokalområdet?
At vi skaber tryghed for alle her i bydelen.
Jeg håber, at det, vi bidrager med, har en
indvirkning på kriminalitetsstatistikkerne.
For et år siden blev vi brugt i et område,
hvor politiet ønskede at gå ind, hvilket
Spørgeguide til personlig mission
Erfaringer fra Gadeteamet og fra andre
opsøgende team er, at den fælles mission
for indsatsen på gaden ofte er formuleret i
meget generelle vendinger. I kontakten til
de unge skal gademedarbejderne enkelt og
klart kunne fortælle de unge, hvorfor de
går på gaden, og hvad de unge kan få hjælp
eller støtte til.
ville have betydet, at situationen ville være
blevet yderligere tilspidset, og det hele ville
have eskaleret! De bad os om at hjælpe.
Vi gik ud for at forebygge, så problemerne
ikke eskalerede, og det gik rigtig godt. Det
var en sejr!
Nedenstående er en opsummering af de spørgsmål, Gadeteamets medarbejdere anvendte i deres
arbejde med at formulere en personlig mission.
• Hvad har fået DiG til at vælge, at du vil være med i Gadeteamet?
• Hvem blandt dine venner, i din familie eller i din omgangskreds ville have billiget det valg?
• Hvad ville de have sagt om det?
• Hvad vil du særligt give til Gadeteamet?
• Hvad, synes du, ville være en kæmpe sejr for jer – her i lokalområdet?
De unge tester hele tiden gademedarbejdernes
troværdighed: Gør de nu også det,
de siger, de vil gøre? Kan man regne med
dem? Hvis gademedarbejderne ikke kan
stå inde for det, de gør, læser de unge det
lynhurtigt, og så stopper kontakten.
»De unge er meget direkte, de siger: Hva’
kan du? Altså, du kommer der og fortæller
mig, at du kommer derfra og sådan noget,
56 | | 57

men hvad kan du egentlig gøre for mig? Jeg
har brug for en læreplads, eller jeg har brug
for et fritidsjob!
Og hvis man ikke er hurtig på aftrækkeren
og ikke kommer med noget, så gider de
ikke tale med dig. Det er noget, der hurtigt
rygtes blandt de unge!
Derfor var det simpelthen så godt, at vi
samarbejdede med Helle, som var leder af
et projekt, hvor de forsøgte at skaffe unge et
job eller en læreplads. Vi skaffede en ung
en læreplads hos en mekaniker. Vi var ude
på autoværkstedet og præsentere ham for
mester, som jeg kendte.
Mester sagde: Prøv og hør, der er ingen
kære mor her! Du skal komme en halv time
før de andre. Du er lærling, og du skal arbejde
hårdt, og jeg råber af dig, men du skal
nok lære det hele, hvis du hænger i!
Han tog det simpelthen til sig, og han
fuldførte sin uddannelse. Det var faktisk
ham, der var med til at give et signal til de
andre unge om, at: Hov, de mener sgu det,
de siger!«
– Gademedarbejder
Gadeteamets mission
at yde en kriminalpræventiv indsats ved
at opsøge forenings- og institutionsløse
børn og unge i alderen 13-20 år og tilbyde
rådgivning og vejleding i forbindelse
med fritid, job og uddannelse.
at medvirke til at forebygge konflikter
mellem grupper af unge på ydre Nørrebro
og være tryghedsskabende blandt
unge og beboere i lokalområdet.
Det er vigtigt at sende ærlige signaler til de
unge, hvis der skal opnås en positiv kontakt.
At skabe en god kontakt til de unge er
afgørende for gademedarbejdernes mulighed
for at kunne motivere de unge til at
finde et positivt alternativ til livet på gaden.
For gademedarbejderne handler det om at
få de unges tillid, så de vil involvere den
opsøgende medarbejder i deres problemer.
At opnå de unges tillid og fortrolighed kan
tage flere uger eller måneder. Og det tager
ofte endnu længere tid at motivere en ung
til forandring. Det er først, når den unge er
motiveret, at det for alvor lykkes for gademedarbejderne
at bevæge den unge i den
ønskede retning.
DER SKal væRE
PlaDS Til allE!
Peter Schneider er beboerformand i viBO’s
ejendom i aldersrogade, hvor han har boet i en
lejlighed sammen med sin kone i 25 år. På den
anden side af gaden ligger en række røde ejendomme,
som tilhører lejerbo.
vi sidder ude i Peters køkken, hvor der er dækket
op med kaffekopper, servietter og stearinlys.
Familiens lille hund snuser til mine ben, mens
den bjæffer højlydt for lige at markere, at jeg er
trådt ind på et territorium, der absolut ikke er
mit. Pete rs kone kalder hunden til sig og lukker
døren, så vi kan sidde i fred og ro og tale sam-
men ude i familiens køkken.
»Jeg kender alle de børn, der bor her i ejendom-
men. vi er på fornavn, og de siger: Hej Peter!
De kender godt min indstilling og ved, at jeg
[ET øJEBliKSBillEDE]
synes, de skal opføre sig ordentligt, fordi der skal
være plads til os alle. Hvis de mindre børn for
eksempel går og hiver blomsterne op af bedene,
så spørger jeg dem, om de har tænkt over, at
blomsterne er til os alle sammen.
»Når du plukker den blomst der, så er der
ingen, der har glæde af den! Havde du nu ladet
den være, så havde vi alle sammen kunnet se
den.«
Peter fortæller mig, at det store stålhegn, jeg kan
se hele vejen rundt om gården og de grønne
områder, ikke altid har været der. Hegnet er
kommet op for at beskytte børnene i ejendommen!
Det hele startede med en konflikt mellem
ham og en gruppe unge fra ejendommen på
den anden side af vejen.
58 | | 59

»Der var nogle af de halvstore knægte ovre
fra lejerbo, som sad og røg inde i boldburet i vores
gård. De råbte ad de mindre børn og jog dem
væk fra legepladsen. Jeg var henne i boldburet
hos dem et par gange og fortælle dem, at de var
nødt til at gå. De brokkede sig højlydt, men det
endte med, at de gik. Et par dage efter sad de og
røg i vores legehus, for der kan de sidde i tørvejr.
De begyndte at brænde tingene af inde i huset.
Så blev jeg tosset og smed dem ud.
Jeg sagde til dem, at de skulle skrubbe af! De
ville ikke gå lige med det samme, og så måtte
jeg jo puste mig lidt op. Så fik jeg dem ud. Bagefter
tog vi taget af legehuset, sådan at de ikke
kunne hoppe derind, når det blev regnvejr. Så
blev jeg uvenner med dem!
Så kørte de på knallert tværs igennem bebyggel-
sen helt uden at tage hensyn til, om der legede
børn. De kørte for fulde gardiner! Jeg stoppede
dem og skældte dem ud. Det provokerede dem,
og så skulle de jo køre endnu mere gennem
vores bebyggelse.
På et beboermøde blev der stillet forslag om,
at vi fik stålhegn tværs over gården, så de ikke
kunne køre igennem på deres knallerter. i dag
er hele bebyggelsen lukket af med hegn, og
man skal bruge nøgle for at komme igennem.
Det stoppede for knallertkørselen, men jeg blev
selvfølgelig endnu mere upopulær.
De begyndte at kyle sten efter mig, når jeg gik
tur med hunden. Jeg ringede til politiet op til
flere gange, og efterhånden blev det en sport
for dem at kaste sten efter mig. Det blev også en
sport at smadre vores ruder her i lejligheden. Der
kom nogle kæmpe store sten gennem ruden for
fuld power. Jeg fik kontakt til nærpolitiet, og vi
talte en del om de problemer, der er her. Specielt
med de smadrede ruder og stenkastningen. Det
gør de jo i Palæstina, der kaster de jo med sten,
og det er en del af deres kultur. Jeg synes ikke,
det er særlig rart, at de kyler sten efter mig fra
det modsatte fortov, og nogle gange rammer de
bilerne, der holder parkeret.
lige efter nytår gik det helt galt. Når glarme-
steren satte en rude i om formiddagen, så blev
ruden smadret igen om aftenen. Når vi hørte,
at ruden smadrede, så ringede vi til politiet og
anmeldte det, og så kom glarmesteren den
næste formiddag. Til sidst reagerede min kone
og jeg ikke på det, vi kiggede bare på hinanden
og sagde: Nå!
vi fik sat persienner op, så vi kunne holde de
fleste af glasskårene væk, når ruden smadrede.
Men vi kunne jo ikke blive ved med at leve med
det!
i dag har vi fået sat panserglas op i lejligheden
i stedet for glasruder. Hvis de kaster en sten
på ruden, så ryger den lige tilbage, hvor den
kom fra!
Før vi fik sat panserglas op i lejligheden, var der
en af dem fra Gadeteamet, som også er medarbejder
i Ungehuset First Floor, der så, at min
rude var smadret. Han spurgte, hvad der var sket,
og jeg forklarede ham det hele. Så sagde han,
det ikke kunne være rigtigt!
En dag står gademedarbejderen og formanden
ovre fra lejerbo og taler sammen om
problemet, og de bliver enige om, at det ville
være en god idé, hvis jeg kom ned i Ungehuset
og forklarede de unge, hvad en afdelingsbestyrelse
var. Men jeg måtte ikke komme ind på
hærværket eller episoderne. Det skulle udelukkende
handle om, hvad en afdelingsbestyrelse
var for noget.
Drengene havde store øjne, da de så mig kom-
me, og du kan tro, at huen blev trukket ned om
ørerne. Jeg præsenterede mig og fortalte dem,
hvordan det hele hang sammen, og hvordan
en bestyrelse fungerede, og hvordan vi brugte
vores penge på forbedringer og ture for beboerne.
Og det var klart, at det var bedre at bruge
pengene på den måde end at skulle bruge alle
beboernes penge på ødelagte ting.
Nu vidste drengene godt, at jorden brændte
under fødderne på dem, fordi alle godt vidste,
hvem det var, der lavede hærværket. Flere af
dem sad og kiggede ned i bordet.
Så uden at konfrontere dem direkte, er de
blevet klar over, at vi alle sammen godt ved,
hvad de laver. Det er derfor hærværket og
truslerne er stoppet. Det var i februar måned, jeg
mødtes med de unge i First Floor, og nu er det
april, og der har ikke været noget siden.
Nu har vi jo præsenteret os for hinanden, så hvis
de stopper mig på gaden og tiltaler mig med mit
navn, så taler jeg selvfølgelig med dem.
60 | | 61

62 |
3

»
64 |
Kriminalpræventivt arbejde
handler om at forebygge,
og begrebet »forebyggelse«
rummer i lighed med
»opsøgende arbejde« en
række etiske dilemmaer,
som er nødvendige at
forholde sig til
Kriminalpræventivt
gadeplansarbejde
»Vi samarbejder med politiet, men ikke under
politibeskyttelse. Det ville vi aldrig gøre!
Det ville sende nogle helt forkerte signaler
om, hvad Gadeteamet står for!
Vi arbejder forebyggende og skal hele tiden
have mulighed for at kunne tale med de
unge. De unge ville aldrig tale med os eller
lytte til os, hvis de opfattede os som politiets
forlængede arm. Vi er ikke et udrykningshold,
der stiller op, hver gang der er brand i
gaden.
Når vi får en henvendelse fra politiet, stiller
vi os selv dette spørgsmål: Er det her en opgave
for Gadeteamet, eller er det en opgave,
som politiet skal tage sig af?«
– Gadeteamets koordinator
Kriminalitet opstår i et samspil af komplekse
årsager. Der findes ikke én forklaring
på, hvorfor en ung bliver kriminel,
og dermed heller ikke én løsning, der kan
forhindre en ung i at blive kriminel, eller
som kan få den unge til helt at holde op. Og
højst sandsynligt ligger de egentlige problemer
ikke i kriminaliteten. Kriminaliteten
bliver bare den udtryksform, som de unge
gør brug af, fordi de har det dårligt på andre
områder. Selv om kriminaliteten ikke
er den unges egentlige problem, er den ofte
et problem for omverdenen, som derfor vil
reagere. Det er en forståelig reaktion.
Hvis forebyggelse gennem opsøgende arbejde
kan hindre, at børn og unge kommer
ud i (værre) sociale problemer og krimina-
| 65

litet, og hvis det kan hjælpe med til, at de
unges adfærd bliver mere hensigtsmæssig,
eller i yderste konsekvens, at en plettet
straffeattest helt kan undgås, er det langt
at foretrække. Derfor er nedenstående
spørgsmål en evig aktuel optik for alle, der
udfører kriminalpræventivt gadeplansarbejde:
• Hvornår er der tale om handlinger,
som kan udvikle sig til noget værre, og
som derfor bør forebygges her og nu,
hurtigt og effektivt? Og hvornår er det
bare almindelige »drengestreger« og en
naturlig del af børns og unges trang til
at prøve grænser af og søge spænding i
deres tilværelse?
I Gadeteamets kriminalpræventive indsats
arbejder alle medarbejdere med en anerkendende
tilgang som udgangspunkt for
dialogen med børn og ung. Det betyder, at
medarbejderne prøver at forstå de unges
baggrund for at handle og reagere, som de
gør. Gademedarbejderne spørger ind til
handlingerne og forsøger på den måde at
få de unge til selv at tænke over effekten af
deres handlinger i forhold til det, der var
deres hensigt. Gademedarbejderne møder
ikke de unge med en løftet pegefinger, men
bruger i stedet dialogen som redskab.
»Der sad nogle drenge i 10 års alderen og
rokkede løs på nogle cykler, som var parkeret
uden for Nørrebrohallen. I stedet for at
gå hen og sige til dem, at de skulle forsvinde
og hoppe ned af cyklerne, fordi de ødelagde
dem, gik vi hen og spurgte, hvad de lavede
der, og hvorfor de sad på cyklerne. Vi
spurgte dem, om de havde tænkt på, hvis
cykler det kunne være.
Der var én cykel, som var rigtig stor, så
spurgte vi: Hvor stor tror I personen, der
ejer den her cykel, er? Nå ja ... øh, helt vildt
stor!! Så skyndte de sig at hoppe ned.
Det er det, jeg mener med, at vi ikke
kommer med en løftet pegefinger. De skal
helst tænke lidt selv, og på den måde får vi
respekt for hinanden.«
– Gademedarbejder
Kriminalpræventivt arbejde handler om
at forebygge, og begrebet »forebyggelse«
rummer i lighed med »opsøgende arbejde«
en række etiske dilemmaer, som er nød-
vendige at forholde sig til: For hvad er det
egentlig, der skal forebygges imod?
• At forebygge betyder grundlæggende
at bygge noget op som en beskyttelse
mod noget, der er uønsket. Noget man
er bange for skal ske, eller som kan
udvikle sig.
• At lave kriminalitetsforebyggende
arbejde betyder at bygge noget op for
at beskytte mod kriminalitet. At der
interveneres med henblik på at undgå,
at kriminalitet opstår eller bliver værre.
Der ligger en fare for stigmatisering i
denne form for opsøgende og forebyggende
arbejde. Faren for stigmatisering eksisterer,
fordi forebyggelse ofte sættes i gang på baggrund
af en problemdefinering. Gennem
den forebyggende indsats indikeres, at de
unge har – eller meget let kunne komme
til at få – problemer, hvis ikke de kommer
væk fra gaden. Også selv om de unge reelt
ikke har problemerne endnu.
Medarbejderne i Gadeteamet er meget
optaget af, at deres forebyggende arbejde
ikke tipper over og bliver til en ren problemfokusering
i forhold til de unge. Fordi
problemfokuseringen meget let kan blive
66 | | 67

selvforstærkende: Hvis den unge alene
bliver mødt med et problemsyn, vil de ressourcer,
den unge trods alt har, måske helt
blive overset, ikke blot af gademedarbejderen,
men også af den unge selv. I værste
fald fratages den unge ansvaret for eget liv
– og dermed også ansvaret for selv at være
med til at gøre noget ved problemerne.
Derfor har gademedarbejderne valgt at
fokusere på de unges ressourcer:
• Hvilke ressourcer (hos den unge, i systemet,
andre steder) kan være med til at
skabe en udvikling væk fra problemet?
Den generelle opfattelse blandt medarbejderne
er, at man ikke kan trække noget ned
over hovedet på de unge. Gør man det, vil
det give den unge fornemmelsen af ikke
at kunne være med til at bestemme selv.
Drager man de unge ind i processen, vil
det styrke deres evne til at reflektere, tage
stilling og løse problemerne. Det handler
om den enkelte gademedarbejders opfattelse
og empati i forholdet til den unge,
fordi det kan tage lang tid at få den unge
til at bevæge sig i den ønskede retning. Og
samtidig har den unge måske netop brug
for, at den voksne insisterer på, at der skal
tages hånd om problemerne.
»Der er hele tiden tale om en balance mel­
lem det normale og det, der falder uden
for normen. Hvad er det, vi definerer som
normalt? Hvornår er et ungt menneske normalt?
Vi skal hele tiden være opmærksomme
på den balance, der skal være mellem at
give de unge selvkraft (empowerment) og at
være der for dem, der har brug for det.«
– Gademedarbejder
I Gadeteamets kriminalitetsforebyggende
arbejde blandt børn og unge er der et element
af social kontrol. Gademedarbejderne
bevæger sig ud i det offentlige rum. Et rum,
som de unge ofte betragter som deres. Her
er de opsøgende medarbejdere indimellem
vidne til ting og sager, som ikke var
tiltænkt offentlighedens øjne, og i hvert
fald ikke systemets. De kan blive vidne til
socialt bedrageri og kriminalitet i større
eller mindre omfang. De opsøgende medarbejdere
havner meget nemt i et dilemma,
hvor de er nødt til at vælge imellem at reagere
og derved risikere at miste kontakten
til de unge eller at lade være og risikere, at
baglandet synes, at han/hun svigter.
»Det handler om tillid, når de unge kommer
og betror sig til os! Jeg havde en, han kom
og fortalte, at han havde lavet et røveri, og
han var ulykkelig. Og jeg sagde til ham: Jeg
er nødt til at melde det her. Også for dit eget
68 | | 69

edste, fordi nu er du sikkert eftersøgt, og
du gør dig selv en kæmpe tjeneste ved sammen
med mig nu at ringe til politiet og få
det ud af verden. Så kan du starte på en ny
næste dag, uden at du skal tænke på det her
problem. Fordi hvis du går nu og ikke vil det
her, så er jeg nødt til at melde det alligevel.
Så var han jo meget indforstået med, at vi
ringede til politiet. Og jeg ringede, mens han
hørte på det og sagde: Det drejer sig om en
ung mand, som er ulykkelig, fordi han har
dummet sig! Politiet sagde med det samme:
Han skal bare blive der, så kommer vi!
Ham fra politiet skældte ud og sagde: Prøv
at høre her, der er tyve voksne mennesker,
som leder efter dig, fordi du har gjort det.
Måske har du gjort det for at være sjov over
for andre.
Og det hjalp sindssygt meget, at vi havde
gjort det på den måde. Han havde gjort det
på grund af et dumt væddemål. Nogle af de
større drenge havde sagt: Du tør ikke gøre
det, du er en kylling!«
– Gademedarbejder
Forebyggelse
eller brandslukning?
Gadeteamet begyndte at arbejde opsøgende
på gaderne på Ydre Nørrebro, samtidig
med at en række voldsomme konfrontationer
mellem unge og politi eskalerede i
Paris. På TV kunne man se, hvordan de
unge sloges med politiet og brændte biler
af på gaderne i de parisiske forstæder.
Fænomenet begyndte at brede sig til andre
europæiske hovedstæder. På Ydre Nørrebro
oplevede man den første bilafbrænding i
Heimdalsgade, og da politiet rykkede ud,
ventede de unge, som havde antændt bilen,
udelukkende på en enkelt provokation fra
politiet som anledning til en konfrontation.
Gadeteamet var til stede og var opmærksomme
på, at situationen kunne udvikle
sig. Medarbejderne i Gadeteamet valgte
at bruge deres kendskab til de unge til at
forsøge at dæmpe aggressionerne blandt de
unge ved at tale med dem. Det lykkedes at
tale de unge væk fra en konfrontation med
politiet.
På baggrund af erfaringerne fra Heimdalsgade
valgte Gadeteamet og de udegående
medarbejdere fra Socialforvaltningen og
Sjakket at gå sammen, i et forsøg på at forbygge
og løse problemerne med bilafbrændinger
på Ydre Nørrebro. Det betød, at
politiet ikke automatisk rykkede ud, men
at man i stedet koordinerede indsatsen i et
samarbejde mellem gadeplansmedarbejdere
og politi. Der blev etableret en central på
socialcenteret, og så blev gaderne patruljeret
tynde af gadeplansmedarbejderne, fordi
de kunne komme helt tæt på de unge og
tale med dem.
»Det var nytænkning! Før i tiden ville man
have sat en beredskabsafdeling på opgaven,
og så ville de have kørt massiv patruljering
i området. Nu forsøgte man i stedet at benytte
det netværk, som allerede var på Ydre
Nørrebro, og iværksætte en plan. Indsatsen
betød, at problemet med bilafbrændingerne
ikke udviklede sig.«
– Søren Wiborg, politikommissær og daværende
leder af Nærpolitiet på Nørrebro.
Gadeteamet undersøger mange af de
problemer, der opstår blandt grupper af
unge på Ydre Nørrebro. Opmærksomhe-
70 | | 71

den på problemerne opstår på baggrund af
henvendelser fra SSP, lokale forretningsdrivende,
institutioner, borgere og beboerforeninger.
Gadeteamets leder og koordinator er
begge opmærksomme på, at gademedarbejdernes
indsats ikke overvejende skal være
præget af »brandslukning«, fordi motivationsarbejdet
med de unge kræver en mere
langsigtet og kontinuerlig indsats. Medarbejderne
i Gadeteamet ønsker ikke, at deres
indsats på gaden – fra at være en brugbar
og nødvendig metode til at få fat i de unge,
det ellers ville være umuligt at få fat i – skal
glide over i en metode, hvor vægten lægges
på kontrolaspektet snarere end på hjælpen.
Derfor skal der hele tiden være en balance
mellem den forebyggende kriminalpræ-
ventive indsats, som Gadeteamet yder, og
den mere akutte opsøgende indsats, som
medarbejderne i teamet yder, når de aktivt
går ind og forebygger, at uroligheder og
konflikter mellem grupper af unge eskalerer.
Og det er en hårfin balance! Hvis
bydelens børn og unge får opfattelsen af, at
gademedarbejderens vigtigste formål med
at gå på gaden er at kontrollere deres færden
frem for at støtte og hjælpe, så ophører
kontakten!
Medarbejderne i Gadeteamet drøfter derfor
alle de henvendelser, de får, og taler om,
hvornår der er tale om en politimæssig
opgave, og hvornår det er en opgave for
Gadeteamet. Ud over de interne drøftelser
i teamet er der også rent organisatorisk
mulighed for at drøfte problemstillinger
og tvivlsspørgsmål i andre sammenhænge,
fordi Gadeteamets projektleder er medlem
af SSP Ledergruppen, og Gadeteamets koordinator
er medlem af SSP Lokaludvalg.
Begge steder vender man problemstillingerne
med hinanden og afklarer, hvem der
evt. skal gribe ind og hvordan.
Rydningen af Ungdomshuset
var en koordineret indsats
Ved at kaste et blik på Københavns historie
kan man hurtigt konstatere, at Nørrebro
ofte har været skueplads for voldsomme
politiske kampe og manifestationer, hvoraf
de fleste har udspillet sig mellem politi og
borgere. Rydningen af Ungdomshuset var
en af disse kampe! Unge fra hele landet
strømmede til for at tilkendegive deres
uenighed med den politiske beslutning
om at fjerne Ungdomshuset. Før Ungdomshuset
blev jævnet med jorden, lå det
på Jagtvej 69 på Nørrebro, og forældre til
børn og unge, der boede på Nørrebro, var,
ikke uden grund, bekymrede for, om deres
børn blev involveret i urolighederne under
rydningen af huset. I tiden op til og under
rydningen af Ungdomshuset var alle medarbejderne
i Gadeteamet på gaden.
»Ved rydningen af Ungdomshuset blev der
for første gang i SSP København lavet en
fælles beredskabsplan, hvor man sammensatte
et handlekraftigt udegående team, der
bestod af flere gadeteams fra både Indre og
Ydre Nørrebro, med medarbejdere fra socialforvaltningen,
klubber og skoler. Teamet
skulle være i stand til at rykke ud kort tid
efter, at der udbrød en anspændt situation
omkring Ungdomshuset.
I forbindelse med urolighederne omkring
Ungdomshuset er der er tre niveauer, man
kan vurdere Gadeteamets indsats ud fra.
Det første niveau, det udførende, drejer sig
om evnen til at indgå i et koordineret samarbejde
med en række andre gadeteams. Det
kræver både en forståelse hos Gadetemaets
koordinatorer og hos gademedarbejderne
for, at de indgår i en meget større og overordnet
plan i forbindelse med rydningen.
Gadeteamet har udført opgaven fuldt
tilfredsstillende. Her vil jeg gerne understrege
det væsentlige i, at alle Gadeteamets
medarbejdere har givet udtryk for, at de har
følt sig grundigt informeret om planen og
ikke på noget tidspunkt har været i tvivl om
deres andel i at løse opgaverne. De fortæller,
hvordan de oplevede, at deres tilstedeværelse
under konflikterne og deres indsats gjorde
en forskel. Hvilket vi også kan konstatere
på baggrund af det meget begrænsede antal
72 | | 73

anholdte unge under 18 år med bopæl på
Nørrebro.
Det andet, operative, niveau blev varetaget
af SSP ledergrupperne i bydelene
Indre og Ydre Nørrebro, der i forbindelse
med beredskabsplanen dannede en fælles
koordinationsgruppe. Gadeteamets daglige
leder, Henning Carl Hansen, som sidder i
den lokale SSP ledergruppe, påtog sig sin del
af ansvaret og bød ind på at løse opgaven og
havde mandat til at træffe beslutninger på
teamets vegne.
Vedrørende samarbejdet mellem det udførende
niveau, det lokale ledelsesniveau og
SSP Sekretariatet har jeg, som sekretariatschef,
hele tiden været opdateret om de
beslutninger, der blev truffet, og de vanskeligheder,
man er stødt på ved rydningen af
Ungdomshuset. Jeg har kunnet ringe direkte
til gademedarbejderne og koordinationsgruppen
og blive opdateret. Det har dels
betydet, at jeg har kunnet holde direktørerne
underrettet, og dels betydet, at jeg i
forhold til de øvrige parter (politikere og
presse) har kunnet give en samlet vurdering
af situationen.
På et tidspunkt var der flere medier, der
refererede oplysninger om, at et større antal
unge med anden etnisk baggrund end dansk
var direkte involverede i gadeurolighederne.
I forhold til disse oplysninger kunne vi
reagere hurtigt og tilbagevise dette i pressen,
hvilket efter vores vurdering var meget
vigtigt i forhold til at lægge en dæmper på
konflikten og forhindre, at disse unge blev
uberettiget udstillet i medierne eller lod sig
provokere.
På det tredje og øverste niveau har direktørerne
været meget tilfredse med planlægningen
og udførelsen af indsatsen. Politidirektør
Hanne Bech Hansen har på vegne af alle
direktørerne for SSP København personligt
takket de udøvende gademedarbejdere og
lokale ledere, for på den måde at anerkende
deres indsats i forbindelse med den vanskelige
opgave.«
– Michael Melbye, sekretariatschef i SSP
København, medlem af Det Kriminalpræventive
Råd og bestyrelsesmedlem af SSP
Samrådet.
74 | | 75

Dialog og mægling er en del af
gademedarbejdernes hverdag
December 2007 var startskuddet til nogle
af de værste opgør mellem kriminelle bander,
vi har set i Danmarkshistorien. Opgørene
handlede om status, penge og magt. I
de fleste af opgørene, som foregik mellem
rivaliserende kriminelle bander, blev der
anvendt våben. Mange af disse opgør og
skudepisoder foregik på Ydre Nørrebro. Af
samme grund intensiverede politiet deres
indsats i lokalområdet, dels for at komme
bandeopgørene til livs, dels for at beskytte
bydelens borgere. Under bandeopgørene
arbejdede politiet med en udvidet visitationszone
for at undersøge personer for evt.
våbenbesiddelse.
Situationen påvirkede alle, der på det
tidspunkt levede og boede på Nørrebro.
Børn og unge blev ufrivilligt involveret i
opgørene, alene i kraft af at de boede i et
område, som blev erklæret for krigszone,
og hvor mange havde familie, venner eller
bekendte, der blev skudt på. Medierne spillede
på, at bandeopgørene havde racistiske
undertoner, og det virkede nøjagtig som at
hælde benzin på et bål.
»Jeg har tit undret mig over, når jeg ser film
eller dokumentarserier fra New York: Hvordan
kan de leve med alle de skyderier, mord
og kriminalitet? Det forstår jeg godt nu!
Altså, man skal jo bare leve, uanset hvad
der sker rundt om dig. Livet går jo videre!«
– Gademedarbejder
Der opstod hurtigt en vred og frustreret
stemning blandt nogle af de grupper af
børn og unge, som færdedes på gaderne
på Ydre Nørrebro. Gadeteamet arbejdede i
denne periode målrettet på at fastholde og
udbygge dialogen med alle børn og unge
i bydelen. Det handlede om at få talt med
de pågældende børn og unge om, hvordan
de oplevede situationen, og om hvilken
adfærd der var mest hensigtsmæssig i en
situation, hvor der blev skudt på åben gade,
og hvor politiet både var aktive og meget
synlige i bybilledet.
»Vi er gademedarbejdere, og vi kommer ikke
kun, når solen skinner! Altså, vores arbejde
er jo at være dér, hvor der er brug for os, og
dér, hvor konflikterne opstår. Vi blander os
ikke i krigen og konflikterne! Vi arbejder
på sidelinjen, og vores arbejde går ud på
at holde mange af de unge drenge væk fra
urolighederne. Vi ved jo alle sammen godt,
hvad der foregår. Vi ved, at de små unger
bliver lokket med penge og lidt ære for at gå
og spille vagter og være lidt store.
Vi går ind og siger: Prøv at høre her, det er
ikke godt det der, du er i gang med!«
– Gademedarbejder
I forbindelse med bandeopgørene udgjorde
det trekantsområde, som Gadeteamet
arbejder i, en af bydelens visitationszoner.
På et lokalt beboermøde blev det tydeligt,
at der herskede stor utilfredshed blandt
forældrene til nogle af de drenge, som ofte
blev visiteret af politiet. Vrede forældre
fortalte, hvordan deres børn oplevede, at
visitationen forgik på en grænseoverskridende
og unødigt ubehagelig måde, fordi
deres drenge blev smidt ned på jorden. Et
par af medarbejderne fra Gadeteamet deltog
på mødet. De blev opmærksomme på,
at forældrenes ophidsede reaktion på deres
børns vegne evt. kunne afspejle, at deres
sønners reaktion på politiets fremfærd var
endnu mere ophidset.
76 | | 77

Medarbejderne besluttede efter mødet at
gå i dialog med drengene, bl.a. for at bløde
op for den anspændte situation mellem
drengene og politiet. Drengene skulle møde
nogle voksne, som gerne ville tale med dem
om deres oplevelse af at blive behandlet
hårdhændet af politiet, selv om de ikke
havde gjort noget.
»Drengene fortalte om deres oplevelser med
politiet og kaldte politiet for racister. Som en
af drengene sagde: Det er jo ikke ham, der
kommer derovre, de stopper, vel? Så pegede
han på en lyshåret dreng.
Drengenes vrede var reel nok. Og den er det
jo vigtigt, at der er nogle voksne, der gider
at høre på!
Vi lyttede til dem og gav dem nogle strategier
for, hvordan de kunne tackle situationer
med politiet. Vi sagde, at de skulle blive
ved med at være høflige over for politiet, og
at de ikke skulle begynde at spille smarte
over for dem, fordi det bare ville forstærke
modsætningerne.
Vi forsøgte at tale med drengene om, hvordan
det så ud fra politiets perspektiv. Politiet
forsøger at udføre deres arbejde og løse de
opgaver, som politikerne stiller dem. Når der
er så voldsomme problemer med skyderier,
og politiet derfor prøver så meget, så kan de
nogle gange komme til at begå fejl. Og det
forstår de fleste af drengene jo godt. Men
drengene synes stadigvæk, at det er uretfærdigt.
Når man bliver uretfærdigt behandlet, kan
man gøre to ting. Man kan flygte, eller man
kan kæmpe! Og mange af de her drenge,
de kæmper! Næsten intuitivt! Ved at råbe
grimme ord som:
– Fuck dig!
– Jeg knepper din mor!
– Jeg dræber dig!
Når man kender drengene godt, ved man
også, at ordene ikke dækker over andet end
det, der svarer til: Hold kæft! Men de er
nødt til at lære, at de ord, de bruger, virker
stærke på andre mennesker.
Vi giver dem et alternativ og fortæller dem,
at de skal blive ved med at være høflige, også
selv om de er lige ved at eksplodere. Hvis de
giver los for deres vrede i situationen, så kan
det skade dem selv rigtig meget. Vi fortæller
dem, at de ikke taber ansigt ved at bide
vreden i sig.
For drengene er det en kæmpe læreproces,
at der er forskellige måder at klare sig på
og overleve på. At man kan komme videre
uden at bruge rå muskelkraft! Det gælder
om at være smart og kløgtig. Det er den
måde, vi prøver at appellere på.«
– Gademedarbejder
Dialog og mægling er en del af det kriminalitetsforebyggende
arbejde og et forsøg
på at forebygge konflikter og konfrontationer.
Der kan selvfølgelig være situationer,
hvor gademedarbejderne må handle, fordi
dialogen ikke kan stå alene. Det kan for
eksempel være en situation, hvor grupper af
unge er oppe at slås. I de situationer griber
medarbejderne ind rent verbalt, eller også
tilkalder de hjælp, og derefter prøver de at
indgå i en dialog med de implicerede parter.
En af forudsætningerne for, at medarbejderne
i Gadeteamet kan påvirke de unge,
er, at de kender mange af dem. Uden dette
personlige kendskab ville de unge ikke gide
at lytte til medarbejderne i Gadeteamet.
Under bandeopgørene forsøgte medarbejderne
i Gadeteamet at forebygge, at de
unge blev tiltrukket af de aktiviteter, der
var relateret til de kriminelle bandeopgør,
eller blev involveret i de hævnaktioner, som
var afledt af opgørene.
78 | | 79

»En af de store drenge, som jeg kender, blev
overfaldet af rockerne. Han blev trampet gul
og blå! Måske lyder det underligt, men jeg
var mest bekymret for hans lillebroder. Han
er 14 år og har aldrig haft en konflikt med
politiet. Jeg var så heldig, at jeg både kendte
storebroderen, som blev overfaldet, lillebroderen
og forældrene.
Jeg kunne godt mærke på lillebroderen,
at han var på vej til at begå selvtægt. Han
havde intet med sagen at gøre, men det
skulle bare hævnes. Nu skulle de fandeme
få! Tand for tand!
Han var fuldstændig ligeglad med, at
han kun var 14 år. Jeg fandt ud af, at han
var bevæbnet og blev meget bekymret for
ham.
Vi talte sammen, og jeg sagde til ham: Jeg
forstår dig godt, men det må man bare ikke
her i Danmark! Lad nu andre tage sig af at
hjælpe. Måske finder de dem, måske ikke.
Men de kommer bare igen, hvis du gør noget!
Tænk på din far og mor og deres butik. Lige
pludselig kommer det til at gå ud over alle!
Jeg fik talt ham til fornuft, og der gjorde jeg
i hvert fald en indsats. Jeg ville ikke bare stå
og kigge på og lade dem ordne det selv.«
– Gademedarbejder
Bandeopgør, der udspilles på åben gade,
påvirker alle, der arbejder og bor på Nørrebro.
Det påvirker også medarbejderne i
Gadeteamet. Medarbejderne færdes nogle
gange i områder, hvor der har været skyderier
umiddelbart forinden, og har derfor
ofte disse begivenheder i baghovedet, når
de går på gaden. Ingen af gademedarbejderne
ønsker at bringe deres kolleger eller
sig selv i fare. Derfor er der blandt medarbejderne
i Gadeteamet stor forståelse for, at
nogle af kollegerne i perioder har valgt at
lægge deres rute uden om bestemte områder
i bydelen. Der kan være stor forskel på,
hvordan man som person bliver påvirket
af skyderierne, og derfor er der også forskel
på, hvor utrygt man oplever, det er at gå
på gaden. Under bandeurolighederne har
Gadeteamets princip om: at det svageste led
i kæden bestemmer farten, fungeret som et
fælles pejlemærke for den måde, medarbejderne
har valgt at gå frem på i de forskellige
situationer. Medarbejderne i teamet
har brugt tid på at tale med hinanden om,
hvordan begivenhederne har påvirket dem.
»Vi taler meget om, hvordan det påvirker
os, og hvilken rolle vi har i det. Jeg var på
vagt sammen med mit hold, og der oplevede
vi det rigtig, rigtig tæt på. Vi var faktisk
på vej over i Nørrebroparken, hvor vi så
hørte skyderierne. De kom på en scooter, og
sandsynligheden for at styre en pistol fra en
scooter er minimal. Så det kunne have været
gået galt! Ikke fordi jeg tror, de nogensinde
ville sigte efter os. Det tror jeg simpelthen
ikke på! Men de kunne have været kommet
til at ramme nogle tilfældige!
Jeg gjorde simpelthen det, at jeg gik hjem
og skrev et testamente for en ren og skær
sikkerheds skyld. Så på den måde har det
påvirket mig!«
– Gademedarbejder
80 | | 81

82 |
Bilag

Bilag 1
Projektorganisering
Gadeteamet er organiseret som et klassisk
forsøgs- og udviklingsprojekt med en
styregruppe, en koordinationsgruppe, en
projektleder og en medarbejdergruppe.
Alle beslutninger i Gadeteamet tages i fællesskab,
men der kan være enkelte undtagelsessituationer,
hvor koordinationsgruppe
og projektleder må træffe beslutninger
på vegne af Gadeteamet for at sikre, at
arbejdet på gaden kan gennemføres.
Beslutningsstrukturen i Gadeteamet er
som udgangspunkt flad, og alle væsentlige
emner drøftes i fællesskab. Ofte udspringer
de fælles drøftelser i Gadeteamet af pludseligt
opståede situationer blandt grupper af
børn og unge i lokalområdet. Men det kan
også være drøftelser om indkøring af nye
medarbejdere eller drøftelser af holdninger
og værdier i relation til, hvordan man som
medarbejder forholder sig over for børn og
unge på gaden.
Styregruppen har det overordnede ansvar
for projektets gennemførelse og ansvaret
for at udarbejde strategien for, hvordan
projektet forankres, når midlerne fra Integrationsministeriet
ophører. Styregruppen
fungerer som ambassadører for Gadeteamet
over for beslutningstagerne i det kommunale
driftssystem.
Styregruppen består af en projektleder,
en koordinator, en pædagogisk konsulent,
og en børne- og ungechef fra forvaltningen
samt to medarbejdere fra Gadeteamet.
Det at have en gadeplansmedarbejder
med i Styregruppen giver ledelsen mulighed
for at få direkte indblik i, hvordan en
gademedarbejder vurderer effekten af en
strategisk beslutning.
Koordinationsgruppen består af to
gademedarbejdere, en projektleder og en
koordinator. Koordinationsgruppen tager
sig af projektets daglige drift og sørger for
alt det praktiske omkring Gadeteamet. De
ansætter nye medarbejdere i teamet, og
de prioriterer, hvordan medarbejderne i
teamet skal bruge deres ressourcer i forhold
til de mange forskellige samarbejdspartnere,
der appellerer til Gadeteamet om at
84 | | 85

Figur 2. Organisationsdiagram for projektet
Diverse samarbejdsfora
Nørrebro lokaludvalg
SSP ledergruppe
Diverse (faglige) samarbejdspartnere:
UU-vejledere
Ungerådgivningen
erhvervsvejledere
jobkonsulenter
boligsociale medarbejdere
sagsbehandlere
klubmedarbejdere
skolelærere, skolepsykologer
SSP
Styregruppe:
To personer fra forvaltningen,
projektleder, koordinator, to
gademedarbejdere
Koordinationsgruppe
Projektleder
Projekt Gadeteam
ydre Nørrebro
Integrationsministeriet
Puljemidler
Kommunal forvaltning
Aktionsforskning
Konsulent som faglig
sparrings- og
samarbejdspartner
Bruger Bruger Bruger Bruger Bruger Bruger Bruger
påtage sig ansvaret for opgaver i forhold til
de unge.
De to gademedarbejdere, som deltager i
koordinationsgruppen, giver – ligesom i
Styregruppen – projektleder og koordinator
en tæt kobling til det praktiske arbejde
på gaden. Denne kobling er vigtig, fordi de
beslutninger, der træffes i koordinationsgruppen,
kan have afgørende betydning
for gadeplansarbejdet. Det kan fx være en
beslutning om, at Gadeteamet igennem en
periode skal intensivere deres indsats i et
bestemt boligområde og derfor må nedprioritere
deres aktiviteter i andre områder.
Koordinatoren har sammen med projektlederen
deres opmærksomhed rettet mod
gademedarbejdernes daglige arbejde. Det
handler fx om, hvorvidt Gadeteamet skal
gå i et bestemt område i en periode, det
kan være håndtering af henvendelser fra
beboere og institutioner om støtte og hjælp
fra Gadeteamet, det kan være håndtering
af pressen, beslutninger omkring gademedarbejdernes
beklædning mm.
Koordinator og projektleder fungerer
i praksis som et fast makkerpar, der giver
hinanden sparring på løsningen af de
udfordringer, der følger med Gadeteamets
arbejde.
Projektlederen er den gennemgående
ledelsesfigur i alle lag af projektorganisationen.
Projektlederen indkalder til møder
i teamet, udarbejder vagtskemaer, varetager
budgettet og holder de lokale samarbejdspartnere
orienteret om Gadeteamets
arbejde.
Aktionsforskning er i denne sammenhæng
et begreb, der dækker over, at en
ekstern konsulent fungerer som faglig
sparringspartner. Konsulenten udvikler i
samarbejde med Gadeteamet metoder og
redskaber til organisering og udvikling af
gadeplansarbejdet.
86 | | 87

Bilag 2
Gadeteamets statistikskema
Opsøgt ung /borger
Navn: Køn: alder:
Tlf.: adresse:
Medarbejder
Navn: Dato: Tidspunkt:
Kontaktform Kommentarer:
Opsøgt på ydre Nørrebro
Opsøgt andre steder
Selv henvendt sig
Henvist af andre. Hvem:
Ydelser Kommentarer:
vejledning
Formidling af tilbud
Følgeskab
Mægling
Konflikthåndtering
andet:
Formidling og kontakt til Kommentarer:
88 | | 89
Klub
Fritidshjem
Ungerådgivning
Uddannelsesvejledning
lektiehjælp
Fritidsjob
Praktikplads
Socialforvaltning
andet:
Resultat af formidling –
opfølgning
Formidling til kontaktperson
Har den unge set tilbuddet?:
Benytter den unge tilbuddet?:
andet:
Kommentarer:

Bilag 3
Spilleregler for Gadeteam Ydre Nørrebro
Samfund og politikere stiller i dag overordnet
set 3 grundlæggende krav til klubberne
og skolerne:
• At de unge opnår sociale og faglige
kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet
• At de unge bliver socialiseret/socialt
integreret, så de bliver »pæne borgere«
og ikke laver »ballade«
• At de unge lærer de demokratiske spilleregler
De samme krav eller mål ligger til grund
for Gadeteamet Ydre Nørrebro.
Formålet med det opsøgende arbejde på
Ydre Nørrebro:
Det er vores vision at nå ud til de børn og
unge, der hænger ud på gaden i dag- og
aftentimerne, med det formål at socialisere
dem eller inkludere dem i samfundet på en
måde, hvor de stadig føler sig respekteret
og taget seriøst. Dette vil vi gøre gennem
en tæt tilknytning til institutions- og foreningslivet
samt arbejdsmarkedet.
Vi befinder os i en bydel med store
sociale problemer og mener, at man gennem
forbyggende og opsøgende arbejde
kan være med til at skabe en mere stabil og
kvalitetspræget hverdag for en stor gruppe
unge mennesker, der har brug for redskaber
og vejledere for at få det bedste ud at
deres videre liv og færden. Forhåbentligt
kan vi på længere sigt være med til at skabe
en mere rar og hyggelig bydel, med tryghed
og god atmosfære for bydelens borgere, og
på længere sigt være en faktor, der er med
til at nedsætte det kriminelle niveau på
Ydre Nørrebro.
1. Koordinering
• En koordinationsgruppe bestående
af repræsentanter fra klubberne og
skolerne på Ydre Nørrebro står for den
daglige koordinering og strukturering
af arbejdet.
• En projektleder og koordinator vil fungere
som kontaktperson til Gadeteamet.
• Der afholdes møder for Gadeteamet en
gang om måneden, hvor indsatsen vil
blive vurderet og koordineret yderligere.
• Før mødet i Gadeteamet holder ledelsesteamet
møde, hvor oplysninger og
dagrapporter/logbøger bliver opsamlet
og sat i system.
• Hvis man ønsker at være med i Gadeteamet,
afholdes en kort samtale med
projektleder, koordinator samt to aktive
gadeplansmedarbejdere.
2. Logbog
• Der læses logbog før hver vagt. Her gennemgår
man alle dage, siden man sidst
var på vagt, for at få et overblik over,
hvad andre har observeret eller oplevet.
• Man fastsætter sammen et mål for dagens
tur og skriver det ind i logbogen.
• Efter endt vagt skrives der i fællesskab
logbog.
• Vær så præcise som muligt, når I beskriver
begivenheder, så andre kan få
udbytte af det.
• Ruten tegnes ind på et kort, og detaljer
beskrives, hvis der er behov for det.
3. Turen
• Turen planlægges fra gang til gang.
• En vagt er på 4 timer, hvoraf det forventes,
at man bruger en halv time før og
efter gadearbejdet på at skrive logbog.
Dvs. 3 timer på gaden.
• Det forventes, at man starter i Nørrebrohallen,
hvor man melder, at nu er
man på gaden.
• Der kan opstå deciderede ønsker fra
interessenter eller andre om steder, hvor
Gadeteamet gerne ses komme forbi.
Dette tages der hensyn til, når ruten
planlægges.
• Det er muligt at bruge Villaen til at mødes
med de unge, hvis der opstår behov
for direkte opfølgning eller kontakt
efter en vagt.
4. På Gaden
• Man går i teams af minimum 2 og maksimum
3 personer.
• Det udleverede tøj til Gadeteamet må
kun bruges i forbindelse med opsøgende
arbejde. Hvis man stopper som
opsøgende medarbejder, afleveres jakke
og fleece tilbage.
• Man skal, så vidt det er muligt, ikke
have uniformen på, hvis man er alene
på gaden.
• Hvis der ved opstået sygdom eller andre
forhindringer kun er 1 person til at gå,
kan man opholde sig i en af bydelens
klubber eller i Nørrebrohallen. Alternativt
afspadserer man eller holder fri.
• Gadeteamet skal have en lille telefon-
90 | | 91

liste med sig med vigtige lokale telefonnumre
over kontaktpersoner. Fx
vagthavende hos politiet, SSP koordinatoren,
andre gadeplansmedarbejdere,
Falck, taxa e.l.
• Gadeteamet skal have relevante brochurer
og foldere med fra SSP, klubber,
Døgnkontakten osv.
• Gademedarbejderne har (i lighed med
alle andre civile borgere) pligt til at
melde det til politiet, hvis de observerer
vold, hærværk eller kriminalitet. Ligesom
politiet skal tilkaldes, hvis personer
er i fare, eller situationen på anden
måde kræver det. Om fornødent skal
situationen kunne beskrives med handlingsforløb
og evt. signalement. Husk
at vi har udvidet underretningspligt
som offentligt ansatte! Stærkt påvirkede
børn og unge, der har problemer med at
klare sig selv, eller er til fare for sig selv
eller andre, skal sættes i kontakt med
deres hjem med henblik på, at forældre
eller andre pårørende afhenter dem.
Alternativt tilkaldes politiet eller Døgnkontakten.
Ambulance og forældre
tilkaldes, hvis de unge er kommet til
skade.
• Hvis der opstår en alvorlig krise eller
ulykke afsluttes gadearbejdet, og der
afrapporteres (se nedenfor).
• Ved enhver krise eller ulykke skal koordinator
kontaktes og informeres. Det
vurderes om pårørende skal kontaktes.
• Hvis teamet efter en alvorlig krise eller
ulykke vurderer, at en fra teamet har
brug for hjælp, skal dette prioriteres og
ikke diskuteres. Nogle gange udviser
man den største styrke ved at tage imod
hjælp, når man har brug for det.
• Det er det svageste led i kæden, der
bestemmer farten!
Gadeteams-
medarbejderne
Kate Klokkerholm
UU-vejleder
Kasper Jannæs
Folkeskolelærer. Souschef,
Københavns Ungdomsskole
Senol Mecovski
Klubpædagog, Fritidsklubben FUN
Thomas Kristiansen
Folkeskolelærer, Rådmandsgades Skole
92 | | 93

Fahkra Mohammed
UU-vejleder
Rizwan Haider
Klubpædagog, Hillerødgades Heldagsskole
Kræn Ridder Berg
Klubpædagog og souschef, Fritidsklubben FUN.
Gadeteamets Koordinationsgruppe
94 |
lisbeth Strandvad
Klubpædagog og afd. leder, Fritidsklubben Samuelsgaarden.
Gadeteamets Koordina tionsgruppe
Gûlay Kekec
Pædagog, Fritidshjemmet Samuelsgaarden
Martin Wåhlin
Folkeskolelærer. Afd. leder Rådmandsgades Skole/
HGO. Gadeteamets Koordinationsgruppe
Mitat Necip
Klubpædagog, Ungehuset First Floor
Dan Gravgaard
Klubpædagog, Fritidsklubben FUN
Efter redaktionens slutning i september 2009 er
følgende tre medarbejdere tiltrådt Gadeteamet:
Besar Rakipi
Daglig leder, Nørrebrohallen
Marc Grønborg
Klubpædagog, Lunden
Noura Mbarki
Integrationsmedarbejder,
Rådmandsgades Skole/HGO
Henning C. Hansen
Pædagog og klubleder, Ungehuset First Floor.
Projektleder for Gadeteamet

Håndbog om gadeplansarbejde
© 2009, København
1. oplag, 1. udgave
Forfatter: Gitte Klitgaard
Grafisk tilrettelægning: D-Grafisk, David Lund Nielsen
Gadeteamets logo: Jnjdesign
Foto: Mark Knudsen
Tryk: Aka-Print, Århus
ISBN 978-87-993314-0-6
Kopiering af denne bog er kun tilladt ifølge aftale med Copy-Dan
Bogen udsendes i samarbejde med
Ungehuset First Floor
Heimdalsgade 39,1
2200 København N
www.firstfloor.kk.dk
hch@firstfloor.kk.dk
Håndbogen er finansieret af Integrationsministeriet, Børne­ og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune,
Nørrebro Lokaludvalg og Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret.