Forfatteren i Kongens Have august 1967. Foto © Lars Rothenborg.

lev mørk hvor han pissede, frøs så igen mens han så til. Alt var frossent. Tyst
og uden lugt. Himlen skrånede mod horisonten uden at skifte farve, og
skyggerne af hegnspæle og græsstrå og af ham selv vendte sig i umærkelig
kolonneeksercits mens solen, som aldrig ville nå zenith, sneg sig af sted bag
ham. Dette kunne være verden fastholdt på denne tid sidste år, eller om et
øjeblik fra nu, indlagt i plastic som en krebs på en nøglekæde. Dens skønhed
blev så virkelig for ham at han et øjeblik glemte hvordan man trækker vejret.
Lidt sne ville have gjort skønheden mindre forfærdende. Ikke denne sorte
barfrost. Den måtte have varet en måned, og den antastede ham gennem
tweedtøjet. Forfrysninger. Hans ører mærkede intet når hans hænder rørte dem.
Så mente de at de kunne høre noget. En kunstig lyd, som en kunstig bananasplit
i et drugstore-vindue. Men den kom igen, den fortsatte og blev højere. Han
ville gerne have kunnet lægge øret til en jernbaneskinne og lytte efter det fjerne
tog.
En gummivogn drejede hen imod ham fra en anden markvej trukket af et spand
med to heste, og kusken stod oven på et enormt læs roer. Den nærmede sig, og
hovene klang mod den frosne jord som slag på en ambolt og slog i til koderne
gennem trommeskind af is i hjulsporene med knald og klirren af hvide splinter.
Kusken lænede sig mod tømmen og sagde prrr til hestene. Vognen standsede, og
en kålrabi trillede fra læsset ned på jorden med et metallisk drøn. Han smilede
spørgende til den fremmede.
»Undskyld. Jeg er faret vild. Kan De sige mig hvordan jeg finder hovedvejen?«
»Jaja. Hvilken vej skal De?«
»Jeg er på vej til København, over Ribe.«
»Nå, jamen så skal De vende om og dreje ad første vej på venstre hånd. Kør
lige ud til De når asfaltvejen, så til højre. Det er ikke hovedvejen, men den fører
hen til den. Drej til højre igen ved skiltet. Ribe er cirka 20 miles herfra.«
Kusken havde svaret ham på så naturligt amerikansk at han ikke lagde mærke
til det straks. Det var svært at placere, ligesom det sprog man hører i
Californien. Så virkede det forbløffende. Hans øjne gled over køretøjet. Et
brækjern var kilet ind mellem læsset og vognsiden og skaftet til en ryddehakke
stak op ved siden af. Det måtte være sådan han brækkede ind i kulen for at få
roerne ud. Endnu et skaft til et redskab stak op ved bagsmækken. De store fukse
10