Forfatteren i Kongens Have august 1967. Foto © Lars Rothenborg.

fordi alt andet gør det. Wanda som kigger i et lommespejl. Pludselig smadrer
hun det og prøver at skære sine håndled over med skårene. »Hang your clothes
on a hickory switch, but don’t go near the water.« Han er eksotisk i tid. Man
finder disse timelige naturens luner hos dyr og personer – et individ der er i
stand til at tilpasse sig fortidige eller fremtidige omstændigheder. Hvis jeg
nogensinde fandt en der var nøjagtig som jeg ville hun afgjort være humbug.
Alt hvad jeg gør er naturligvis at banke fortryllelsen af dig. Dit lakrids mellem
tæerne skal nok afholde mig fra forelskelse.
Husk – glem aldrig – hvordan et spædbarns hænder bevæger sig ved cirka tre
uger. De gestikulerer, dirigerer, reflekterer, som om arme og fingre tegnede
poesi. Med lukkede øjne.
Lille lokomotiv kommer tiffetøffende rundt om bjerget, tiffetøf gennem
træerne og ud af kløften med et banjo breakdown brag. Troppetog om natten får
vinduet til at klirre og jeg står op for at læse nummeret, maskinens masse i
hvidglødende sort. Det skal lykkes mig at devaluere mig selv, og så begynde på
en frisk derfra. Ånden gjort til lort. Jeg trænger til dig, men nærer foragt for din
reaktion. Og stankelben flintrede væk på alle otte. Hvad foretager jeg mig
rigtigt? Jeg skriver anonyme digte til hårdttrængte antologiredaktører.«
De var på vej hjem fra Aarhus hvor Chester havde spillet en ståplads-
Bachkoncert i den fyldte domkirke aftenen før. Søndag aften på natbåden, C.F.
Tietgen, opkaldt efter den samme mand som betalte for Marmorkirkens
fuldendelse. Tjeneren på førsteklasses-restauranten var ubehøvlet imod dem
fordi de så bohemeagtige ud og fordi Chester spildte sin mad. Og Birgit førte
Chester vaklende hen over dækket til hovmesterens kontor hvor han gav hele
rederiet en overhaling på magtfuldt dansk. Tjeneren måtte give en undskyldning,
og de fik gratis kaffe bagefter.
Og senere, nede i deres kahyt, knæppede Chester Birgit magtfuldt, hvilket hun
af og til satte pris på, med skibets maskin dunkende i hovederne. Han var i
forrygende form og udmattet. Hun følte ham falde i søvn på og i hende og
ventede til hans lillemand selv havde arbejdet sig ud før hun arbejdede sig ud
under ham i den smalle køje. Strålende oplyst. Hun kravlede op ad stigen til sin
156