Forfatteren i Kongens Have august 1967. Foto © Lars Rothenborg.

Robert O. Gemshorns sæt uvurderligt japansk fotoudstyr. Så satte de sig ned
ved bordet og gennemgik pas, kørekort, forsikringspolice, nøgler, soldaterbog,
solbriller, forældede Eurorailpartoutkort, bankbøger, fransk carte de séjour,
tegnebog med monogram uden hemmelige rum, sygesikringskort,
vaccinationsbeviser og andre ynkelige køkkenmøddingespor af identitet.
» Hr. Hansen, er De Billie D. Stonecipher?«
»Caint rightly say.«
På dette tidspunkt var det at Lars og Børge besluttede at forsøge sig med
deres engelsk.
»I am afraid that we will have to be going to investigate. Some of these papers
must be false.«
»Aldeles ikke. De er fuldkommen ægte, kan jeg forsikre Dem om.«
»Then you’re not impersonating a Dane?«
»Vorherre bevare mig vel.«
Så faldt de tilbage til modersmålet:
»Hr. Hansen, er De virkelig Ole Hansen, født i Thisted den ... «
»Værsgod. Navnet er O’Malley, og jeg er lige så meget politimand som I to,«
sagde han og trak fra et hemmeligt sted den lille røde plasticmappe frem, som
identificerede ham som en person i det amerikanske Udenrigsministeriums
tjeneste. Det fik deres transplanterede skilte til at se ret sølle ud.
»Novra. De må jo være i CIA.«
»Jeg er måske spion.«
»Tja. Masser af spioner i København.«
»Vi kommer nu til at undersøge sagen alligevel. Hans virkelige
identitet kan bestemmes ved fingeraftrykkene.«
»Jeg har aldrig afgivet fingeraftryk nogen steder.«
»Nå, jamen så kan vi finde ud af hvem De ikke er.«
»Der findes en masse ikke’r,« lo han, og de to betjente lo med. Lo ikke så lidt.
»Mr. O’MaIley, er det Deres behagelige spøg?« var Lars i stand til at spørge.
»Vist så,« sagde han og gik hen til båndoptageren. »Det hele er bare en spøg.
Så lad endelig være med at tage det alvorligt. OK?«
236