Forfatteren i Kongens Have august 1967. Foto © Lars Rothenborg.

Vejen nordpå var god. Fjernlygter fejede over heden, farveløs og dyster, og
han drejede af mod Løgumkloster hvor der skulle ligge et hotel.
Et rigtigt morgenmåltid med bacon og æg og ristet brød gjorde ham bedre
tilpas, og en stor kande rigtig landlig kaffe mens han kiggede grundigt på kortet.
Servitricerne var flødeagtige søvngængersker, buttede og blide, og de hviskede
om ham på platdansk og fniste bag deres disk. Det var endnu for mørkt til at
kigge på stedets vigtigste seværdighed men han kørte alligevel forbi og
standsede op et øjeblik for at kaste et blik på den ludende kirkebygnings
ærgerrigt høje latterligt korte hovedskib, standset i væksten.
Udmattelsen indhentede ham igen kort efter Løgumkloster og han kørte ind til
siden. Så snart som tæppet var om ham hørte han sang. En mandsstemme
stemte i med en dyb tone og holdt den, trak så vejret og sang igen, lidt højere i
skalaen. En anden stemte i med, så en tredie og endnu en, hver stemme holdt sin
egen rådslagning, stak sin line af langsomme toner ud, op og ned. Han lå der en
tid og lyttede, rystede så tæppet af sig og stod ud af vognen. Der var oplyste
vinduer i nogle bygninger i nærheden, og man kunne skelne mandsskikkelser der
bevægede sig omkring i en indhegnet park langs landevejen. Han gik hen til
hovedporten. Der var en hæk på indersiden og en mand lænede sig imod den
med hovede og skuldre synlige. Netop da kom en lastvogn forbi, fyldt med
hylende svin på vej til slagteriet, og dens lygter oplyste ansigtet bag hegnet.
Smilende tomhed, det var alt, blikket rettet mod intet. Eller måske så han ting i
mørket og smilede til dem. En lyd fremkom, nynnet af den åbne mund og den
gale gik sin vej, vandrede videre sammen med sine fæller i vanviddet i
januardaggryet, mens deres tonende ånde dampede efter dem og forsvandt.
Der gik en stejl grusvej op overfor det musikalske galehus og han kørte op
gennem en skov og parkerede ved en mark på toppen af bakken. Han lod
varmeapparatet løbe lidt, lukkede så for alt og krøb atter under shetlandstæppet.
Kulden rørte blidt ved ham og han vågnede et øjeblik efter, stiv og gysende.
Hans fødder sov stadig, følelsesløse, og han legede et øjeblik med angst for at
han kunne være frosset ihjel mens han sov. Han burde have løst snørebåndene
op inden han faldt i søvn, det gjorde han nu og gik rundt om bilen med priklende
nåle i fodsålerne.
8