Bibeltime 1 - IMU

opfyldes (v. 21). Gud nævner også direkte, at Sara skal være mor til den slægt, som løfterne
gælder (v.19). Abraham og Saras “selvskabte” opfyldelse af løftet var ikke det, Gud mente!
Alligevel vil Gud også tage sig af sønnen Ismael (v.20). Menneskeligt set var det umuligt, at Sara
skulle blive gravid. Det “biologiske ur” var færdig med at tikke for flere årtier siden (v.17)! At
det alligevel skulle ske, skyldtes Guds suveræne indgreb!
Da Gud langt senere i historien, opfyldte sit allerstørste løfte til os omkring vores frelse, skete
det ved et endnu mere suverænt indgreb i historien. Gud greb ind i historien og sendte sin egen
søn til verden som et menneske (Luk 1,35). Intet menneske kan tage nogen ære for det. Intet
menneske var med i planlægningen. Intet menneske havde faktisk overhovedet kunne udtænke,
at Gud ville gøre det (Esajas 53, 1; 1 Kor 2, 7-9). Det er et under, at Gud sendte sin søn til
verden - som menneske og Gud - på én gang!
Men - det er endnu et under, at Jesus gjorde dét, han gjorde, da han kom! Det er ikke alene et
under, at Jesus gav afkald på sin herlighed i Himlen og blev menneske. Da Jesus var blevet
menneske, indvilligede han i at blive vores tjener (Fil 2,6-8). Han indvilligede i at tjene os ved at
bære hele verdens synd og tage straffen for den.
Heller ikke det har noget menneske nogen ære i. Det er den treenige Gud alene, som har grebet
ind i verdens historie og dermed ændret historien til en historie med håb for hele verden! Gud
kom selv og Gud gjorde selv dét, der skulle gøres - suverænt!
Også i dag griber Gud suverænt ind. Det er Gud, der griber ind, hver gang et menneske kommer
til tro på Ham (Joh 6, 44; Fil 2,13). I den døbte teenagerens liv greb Gud afgørende ind til frelse,
da teenageren blev døbt!
Nådepagt
En pagt er en indgået aftale mellem to parter; - en overenskomst ville vi måske kalde det i dag.
Guds aftale med Abraham er en nådeaftale; - dvs. at det udelukkende er Gud, der står inde for
aftalen. Gud siger til Abraham: “Jeg indgår en pagt med dig ... Jeg gør dig frugtbar ... Jeg vil
være din Gud ... Jeg vil give dig...“ (1 Mos 17, 2-8). Og - pagten er ikke betinget af noget “hvis
du gør …“ - med andre ord er pagten ikke betinget af noget, som Abraham skal leve op til (se Gal
3,18). Det er den store forskel fra den pagt, Gud senere opretter med Israel ved Moses (2 Mos
19,5). Moseloven er en lovpagt, hvor Gud giver løfte om at være Israelitternes Gud, hvis de på
deres side holder Hans bud, ærer Gud og holder sig til Ham.
Pagtstegnet, som Abraham og hans slægt skulle bære på deres krop, var omskærelsen af alle
mænd, der hørte til hos Abraham (1 Mos 17, 10 -14). Allerede spædbørn (8 dage gamle) blev
indlemmet i pagten via omskærelsen(v.12).
Vi lever efter Jesus død og opstandelse i en ny pagt med Gud (1 Kor 11,25). Den nye pagt minder
på mange måder om Abrahamspagten. Den er også helt og fuldt en nådepagt. I næsten alle
andre sammenhænge i livet hedder det “noget for noget”. “Du må slide i det i skolen, hvis du vil
have en god karakter“. “Du må arbejde, hvis du vil have penge til at købe det, du ønsker dig“.
Men - den nye pagt mellem Gud og os, som Jesus selv har oprettet og stadfæstet, lyder sådan:
“Jeg har taget straffen for dine synder, og du må få del i det evige liv hos mig - hvis du vil tage
imod det!”
- At tage imod dette - selve frelsen, det gør det enkelte menneske ved dåb og tro (Mark 16,16)
Hvor omskærelsen var tegnet på Guds pagt med Abraham og hans efterkommere, er dåben
pagtstegnet i den nye pagt - Jesuspagten.
Side 14 af 31